Næste bølge af automatisering og kampen om arbejdspladser

Coronapandemien har været en chokkur for flere af de tendenser, der presser det normale jobmarked; f.eks. i industrien har automatisering taget et nyt spring frem. Chokkuren har ikke mindst accelereret indførelsen af nye og mere avancerede robotter og åbnet muligheden for at flytte langt flere opgaver online. Men når fagbevægelsens top i denne uge afholder et seminar om fremtidens arbejdsmarked, bygger de hovedsageligt på fremskrivning af gamle tendenser.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, afholder i denne uge sammen med Dansk Metal et seminar om fremtidens arbejdsmarked. Ud fra fremskrivninger af tendenser de seneste 20 år vurderer de, at Danmark om 10 år vil have en mangel på op mod 100.000 faglærte og til gengæld et overskud af ufaglærte det vil sige unge, der kun har en gymnasial eller folkeskolens grunduddannelse, men ikke en ungdomsuddannelse.

Resultatet af deres undersøgelse og fremskrivninger bygger bl.a. på, at tendensen med at færre unge vælger en erhvervsuddannelse fortsætter samtidig med, at virksomhederne fortsat vil have brug for nogenlunde samme antal unge som i dag. Deres fremskrivning viser også, at der i 2030 vil være ”et overskud” på 59.000 ufaglærte, der alene har gennemført folkeskolen, 51.000 studenter uden yderligere uddannelse og 25.000 med en lang videregående uddannelse. Med ”et overskud” så menes der arbejdsløse, som industrien ikke i tide har taget ind og givet den uddannelse de har brug for.

Men man kan ikke se på de sidste 20 års tendenser og lave en lige fremskrivning, der peger ti år frem. Kapitalismens anarkistiske udvikling og de tilbagevendende økonomiske kriser alene gør dette umuligt, men helt centralt er, at teknologisk udvikling har en tendens til at ske i spring og hvornår, der sker en fuldstændig forandring af en branche er vanskeligt at forudsige. Helt sikkert er det, at automatisering i den enkelte branche i det enkelte land under kapitalismen primært betyder øget konkurrence, tempo og udbytning. Går produktiviteten op i et land vokser arbejdsløshed og social nød gerne et andet sted på kloden.

100.000 ufaglærte job er forsvundet fra dansk industri på ti år

Der findes den grundlæggende forkerte fortælling i dansk industri, at automatisering skaber flere job. Dette passer alene på en lille del af virkeligheden. Overordnet set er det rigtigt, at lande med en relativt højere grad af industrialisering og automatisering også har høj grad af beskæftigelse og i perioder direkte importerer arbejdskraft. Det kræver dog, at man bøjer statistikken og kun kigger på de tidsperioder, der passer ind i fortællingen.

Der findes en ret forældet måde at opgøre automatiseringsgraden i industrien ved at tælle antal robotter pr. ansat. Metoden er forældet, fordi automatiseringsgraden reelt handler om hvilken generation af robotter. På listen kommer Sverige og Danmark med i top 10 i verden. Alligevel har Danmark mistet ca. 100.000 industriarbejdspladser siden finanskrisen i 2008.

Dansk Metal udgav i 2019 en stribe anbefalinger om at øge investeringer i robotter og kom bl.a. med et eksempel om den lige linje mellem automatisering og flere arbejdspladser: ”Hvor en operatør tidligere kunne håndtere tre CNC-maskiner, er det med robotføderen nu muligt at håndtere op til otte. For en virksomhed som Trelleborg Sealing Solutions betyder de nye maskiner øget konkurrenceevne og mere produktion i Danmark. Siden investeringerne er antallet af medarbejdere derfor steget med 50-60 personer.”

I Danmark har brugen af nye værktøjer og en ny type robotter vundet frem de seneste år. Den nyeste tendens er cobots, små robotarme der kan monteres direkte på arbejdsbordet og nærmest fungere som ekstra lemmer på operatøren (cobots omtales også som samarbejdende robotarme, eller som kollaborative robotter). De ekstra arme er en lykke for direktører, der altid har ønsket sig blæksprutter som ansatte i stedet for mennesker. Små automatiske arme er en løsning, der kan reducere behovet for arbejdere og arbejdsstationer i stort set alle brancher, ikke kun i den traditionelle industri.

Årsagen er, at de er nemme at programmere, de er nemme at installere, og de samme maskiner kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Samtidig er prisen på avancerede instrumenter til kvalitetskontrol kommet ned i pris, og det har givet helt nye funktioner til online-arbejde og fjernkontrol. F.eks. digitale mikroskoper, ultralyds- og røntgenapparater og andre højkvalitets-kameraløsninger. De seneste generationer er både nemmere at bruge og kan sende optagelser live via internettet til kontoret, til hjemmearbejdspladsen eller til mobilen. De kan fungere sammen med stadig mere avancerede softwareløsninger, der kan understøtte en del af analysearbejdet og automatisere dokumentering.

Derfor siger et simpelt overslag over antal af robotter intet i sig selv, det vigtige er hvilken generation.

Dansk Metal laver den fejlslutning ved at nøjes med at kigge på de enkelte lande, hver for sig, i relativt korte tidsrum i historien. Moderne højeffektive fabrikker kan producere langt mere end hjemmemarkedet kan aftage. De arbejdspladser, der er koncentreret på en enkelt moderne fabrik, er derfor ikke det sande udtryk for antal arbejdspladser, der skabes eller forsvinder. I stedet må der medregnes hele det marked, som fabrikkens produktion nu dækker. Så vil det åbenbare sig at styrket konkurrenceevne og øget produktion i et land betyder tab af arbejdspladser i et andet land.

Den tidligere østeuropæiske produktion blev f.eks. opkøbt og overtaget af Vesteuropa efter 1989. Industriarbejdspladserne blev i høj grad koncentreret i Tyskland. Det betød et stort behov for migrantarbejdere, mens varerne blev eksporteret tilbage.

Så selvom vi mest kender til industriarbejdspladser, der bliver outsourcet til lavindkomstlande, er der samtidig en stribe andre job i produktionen, som lavindkomstlande har afgivet til f.eks. Tyskland. Automatiseringsgraden øger produktiviteten og kan være med til, at selv lande med den dårligst betalte arbejdskraft kan blive udkonkurreret af moderne industri. Den overordnede tendens er dog helt klart, at monopolerne hele tiden søger efter at minimere omkostninger og sender job til lande, hvor løn, arbejdsmiljø og miljø krav er relativt billigst dvs. dårligst.

En indikator for hvilke lande, der afgiver arbejdskraft og arbejdspladser, er udviklingen i befolkningstilvækst. De europæiske lande, der har et lavere indbyggertal i 2020 end i 2009, er bl.a. de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, samt Polen, Ungarn, Rumænien, Ukraine, Balkan, Grækenland og Portugal.

Internt fordrevne arbejdere pga. koncentrationen af industrien er et af de store og skjulte problemer i monopolernes forenede Europa.

Læs hele artiklen på Enhed og Kamps hjemmeside:
Næste bølge af automatisering og kampen om arbejdspladser