Regeringens sorte klimamarch

Mens klimaaktivister i dag går på gaden for at kræve handling, så fortsætter regeringen sin sorte klimapolitik med løfter og grønne luftkasteller.

Frustrationerne i klimabevægelsen er store, regeringen er som en ål, igen og igen smutter den udenom sine klimaløfter. Det store problem er, at løfterne kun er givet på skrømt. Hjertet ligger hos kapitalejerne, der først og sidst tænker på deres egen vinding. De vil altid vælge den løsning der på kort og nogen gange mellemlangt sigt giver mest profit til dem selv og er katastrofe for alle andre, inkl. miljøet.

Hvis det var regeringens styrende mål at sikre planeten for fremtidens generationer var der utallige løsninger de kunne kaste sig over. Energien skulle gøres ægte grøn, slut med fossile brændstoffer overalt – i industri, landbrug, transport og i boligerne.

Regeringens udspil bliver igen og igen en grotesk afart af en løsning. Hver gang planen for et nyt område lægges frem kan man konstatere, at der kun er mini-mini tiltag, og alt skubbes ud i fremtiden og til det teknologiske fix der ’garanteret’ kommer. På alle planer er der tale om fata morganaer, fra den absurde hockey-stavsteori, hvor vi intet gør nu, men venter til vi om mange år er blevet rigtig kloge, til den luftige plan om en kæmpe energi-ø. En plan Mette Frederiksen kan rejse rundt i verden med, men hvis realiteter er højst uklare.

Ejerskabet for den kunstige energi-ø ude i Nordsøen vil blive styret af private interesser og økonomien i anlægget og driften er helt usikker. Alt efter hvilke eksperter man spørger er det anslået fra at give mia-overskud til at give et giga stort tocifret milliardunderskud til de danske elkunder og staten.

For hvem der kommer til at betale et underskud blæser i vinden, det er gjort uklart. Energiøen skabes i et offentligt-privat ejerskab, og om hvem der betaler regningen hedder det, at den ”skal betales dels af staten og af private investorer”. Der er altså en vidt åben dør for at befolkningen kan hænge på underskuddet, mens et evt overskud kan gå til private investorer. Og den endelige konstruktion af ejerskabet skal godkendes af EU-Kommissionen.

Produktionen i industri og landbrug kører på markedets principper og bygger stadig på fossil energi. Man fortsætter med biobrændsel og kalder det grønt. Der bygges enorme og dyre gasledninger.

Og anfægtes produktionsmetoderne lyder svaret, at Danmark jo er verdensmestre i grøn produktion. Lad endelig det hele køre videre som normalt, for både dansk cement og danske køer har jo ’verdens mindste klimaaftryk’, så det kan ikke være danske virksomheder der skal ændre noget, lyder det fra industriens og landbrugets organisationer. Og de og ’hensynet til dansk eksport’ får lov at styre politikken.

Mens landbruget kører videre på et kæmpe forbrug af proteinressourcer, der betyder kolossal import af soja og trækker ødelagte regnskove i sit spor og regeringen planlægger masser af nye motorvejs kilometre og ’glemmer’ at medregne CO2-udslippet fra anlæg og beton.

En klimataktisk regering og Folketing

Regeringen skaffede sig vejen til magten ved pludselig at omfavne klimabevægelsen (og love afskaffelse af kontanthjælpsloftet) og besluttede at stille høje klimamål – på papiret.

Hele raden rundt af politikere har siden tilsluttet sig målet om 70% reduktion i CO2-udslippet. For dem er ’grøn politik’ blevet en forretningsmulighed, en teknologi der kan eksporteres og bruges i konkurrencekampen på verdensplan, når der er profit i det. En overlevelsesmodel for den vestlige kapitalisme. Der vejrer man morgenluft, men den tilgang vil aldrig sikre en samlet grøn fremtid.

Var der et ægte grønt og rødt hjerte der bankede bag løfterne var der enkle ledetråde at gå efter. En total omlægning til vedvarende energikilder som sol, vind, jordvarme, bølgeenergi mm. Elektrificeret offentlig transport frem for endnu en kæmpe investering i nye motorveje.

Men der er ingen plan om at skabe et energineutralt og grønt Danmark – (og heller ikke et Danmark uden børnefattigdom). Der trædes vande, mens EU ruller sin energiunion ud med monopol på hele distributionen og valg af energikilder. Her er der både tale om at sikre sig markedet og storpolitisk at knægte Rusland. Energi er ikke bare energi, hvem der styrer og ejer den indgår i et geopolitisk krigsspil.

At stille forhåbninger til at markedet kan løse problemet er en illusion, der kun vil betyde at status quo bevares. At befolkningen ændrer forbrugsmønster eller at satse på energiafgifter er ikke egentlige løsninger, det skaber kun småjusteringer og viser hvor ineffektiv kapitalismen er ifht at skabe nødvendige ændringer.

De ægte grønne løsninger ligger lige for, giv adgang til grøn energi, stop for brug af sorte energier overalt i samfundet. Men de tiltag der reelt vil sikre miljø og klima ligger langt fra virksomhedernes og langt fra en kapitalistisk regerings egne mål. Så ligesom på alle andre områder er det kun klassekampen der kan trumfe fremgang igennem. Der skal klimahandling NU, og regningen skal ikke sendes til befolkningen.

Klimamarch: Klimakrisen er ikke glemt!
Nørrebroparken lørdag d. 22. maj kl. 13 – 15.30