Arbejderkvindernes internationale kampdag – tale af Marie Herget Christensen

Denne kampdag er også arbejderkvindernes internationale kampdag.

Derfor rejser vi i dag – og alle andre dage – arbejderkvindernes krav.

Sosu’erne, sygeplejerskerne, rengøringsassistenterne, pædagogerne og alle de andre kvindefag i sundhedsvæsenet og den offentlige sektor har det sidste år taget deres livs tørn som den vigtigste front mod pandemien.

Det viste sig hurtigt, at det er de varme hænder, der er uundværlige i en pandemi – selvom de bliver dårligst lønnet.

Minkavlerne fik millionbistand i årevis, fordi deres dyr spredte smitte. Hvad fik fronten? Et honninghjerte.

Fagbosserne lagde sig fra starten af OK21 fladt ned og sagde: Det kan godt være I er uundværlige, men situationen taget i betragtning kan I altså ikke få noget som helst andet end krummer.

Men sygeplejerskerne gik forrest med et NEJ til deres overenskomstforlig. De kræver ordentlig løn.

Det er altid en kvindekamp at kæmpe for ligeløn og mod lav løn til kvindefagene. Det har det været i hundrede år, og det er det åbenbart stadigvæk.

Så fuld solidaritet med sygeplejerskerne til deres kommende strejke.

Sygeplejerskerne var ikke de eneste. Jordemødrene sagde et rungende NEJ, men på grund af sammenkædningsregler med akademikerne blev OK-forslaget alligevel stoppet ned i halsen på dem.

Deres fagtop?
-Vi kan godt forstå utilfredsheden: vi gør ikke yderligere.

Er der noget at sige til at folk er trætte af fagpamperi og ikke har tiltro til den danske model?

Politikerne sagde de ikke kan blande sig, at det er mellem de ansatte og arbejdsgiverne. Men det er jo for helvede dem selv, der er arbejdsgivere!
Hvor var al tågesnakken om fagforeningsbyrokrati og ”der ikke er råd” da de pungede ud til minkavlerne? Nu begynder de at mumle om trepartsforhandlinger, men kun fordi protesterne er så massive. Og det er også kun fortsatte massive protester og strejker, der kan fastholde dem på kravet om ligeløn. Vi kan ikke stole på dem.

Og protester det er der.

En fjerdedel af alle jordemødre i Danmark har nu skrevet under på, de ikke vil tage arbejde i det danske sundhedsvæsen. Og det kan da godt være, at de vældig kloge herrer med deres regnemaskiner kun synes, at noget kan gøres op som en værdi, hvis den er købt og solgt. En fødsel tæller kun med i bruttonational-produktet, hvis det er en privat jordemoder, der har tjent penge på den. Ellers er den, må vi forstå, helt værdiløs.

Men derfor kan vi jo bare alligevel ikke have noget samfund eller noget BNP eller nogle regnedrenge eller noget som helst andet, hvis vi ikke bliver ved med at føde mennesker. Og derfor er det ud over alle grænser sjofelt ikke at lønne jordemødre ordentligt. Lige som det er sjofelt ikke at lønne resten af fronten, der fik os gennem pandemien ordentligt.

Vi ved vi ikke kan regne med fagbosserne eller politikerne.

Vi ved at der er en eneste måde at få vores krav igennem det er ved at kæmpe og protestere og blive ved indtil, vi har ligeløn.

Og vi bliver ved. Indtil sosu’er får meget mere i løn.

Indtil rengøringspersonalet får meget mere i løn.

Indtil sygeplejerskerne får meget mere i løn.

Indtil jordemødrene og alle andre varme hænder får meget mere i løn.

Og vi bliver ved til vi får mange, mange flere varme hænder.

Samtidig med vi bekæmper pandemien, er der en anden epidemi der er dødsens farlig for kvinder i Danmark og resten af verden. Nemlig volden mod kvinder på arbejdspladsen, på gaden, i samfundslivet og ikke mindst i hjemmet.

Vi var over 30.000 kvinder om året, der blev udsat for vold af vores partner inden pandemien, og vi ved, at det tal røg på himmelflugt under pandemien.

Med voldsramte kvinder der er spærret inde med deres voldsudøver i de endeløse perioder med lockdown.

Hver evig eneste måned bliver en kvinde myrdet i Danmark af sin partner eller ekspartner.

Hvis det havde været enhver anden voldstype, havde politikerne stået klar med den ene bandepakke efter den anden. Hvor er kvindemorderpakken?

Volden mod kvinder er i dag et folkesundhedsproblem.

Derfor siger kvinder i kamp:

Stop volden mod kvinder

Stop med at voldtage os

Stop med at chikanere os på gaden, på vores arbejde og når vi deltager i samfundslivet

Stop for helvede med myrde os.

Vold og mord mod kvinder er ikke enkelte familietragedier, det er systematisk kulturelt kvindeundertrykkelse, der opretholdes af et kvindesyn, der hører hjemme i middelalderen.

Et kvindesyn der bæres frem af oftest lyshårede mørkemænd. Et kvindesyn der opretholdes af pornoindustrien, der varegør kvindehadet; af prostitutions-industrien, der varegør voldtægt og salg af kvindekroppe; af reklameindustrien der varegør hver eneste aspekt af kvindelivet; af modeindustrien, af plastikkirurgi-industrien der tjener penge på at skære os til og skære dele af os.

Så i dag og alle andre dage siger vi:

Luk hele lortet ned. Luk alle de industrier, der tjener penge på kvindeundertrykkelsen.

Vi har brug for boliger, der er til at betale for at komme ud af volden og for at kunne leve det kvindeliv vi selv ønsker.

Vi har brug for arbejde – hvis vi ikke er for syge eller nedslidte.

Vi har brug for ordentlige børnehaver med gode normeringer.

Og vi har brug for en selvstændig indtægt til at forsørge os selv og vores børn uanset hvilken livssituation, vi står i.

Det er ikke en kamp nogen af os kan kæmpe alene.

Men sammen er vi den halve verden og sammen er der ikke noget som helst, vi ikke kan kæmpe igennem. Derfor er min opfordring i dag gå med i Kvinder i Kamp og lad os kæmpe sammen.

Vi har brug for dig præcis, som du er. Er du vred, har vi brug for dig. Er du udmattet af at slås alene, har vi brug for dig. Er du bange, har vi brug for dig. Er du træt af alt deres pis, har vi brug for dig. Er du kvinde, har vi brug for dig.

Så kvinde! Organiser dig i kvindekampen!

Og hvad skal vi så kæmpe for. Ligestilling? Det forekommer mig som verdens mindste drøm at blive ligestillet med mænd i senkapitalismen. Kvindekampen er ikke en kønskamp. Kvindekampen er en frigørelseskamp i dyb solidaritet med andre undertrykte grupper og med hele arbejderklassen.