En OK-kamp om kroner kan ikke vindes uden politisk kamp

Lige nu er afstemningerne til OK21 i gang. Forbundstoppene har travlt med at sælge et ja som ”det bedst opnåelige”. Men med et så elendigt resultat må man stemme NEJ. Det rejser spørgsmålet om hvorfor er vi endt med det forlig?  Og hvorfor vi  må forbinde den økonomiske kamp om kroner med den politiske kamp mod den politik, der står i vejen for at det kan gennemføres.

Af Dorte Grenaa, APK
– indlæg i APK’s kongresdebat 2021

Allerførst spørgsmålet: Hvad skete der egentligt op til og med OK21? Her er en række bud, der går et spadestik dybere end forklaringerne om, at det skyldes corona og krise, som er den fortælling, der er i omløb.

Blandt de faktorer der har skabt det elendige OK-resultat, kan vi pege på følgende

1. De offentlige arbejdsgivere, regeringen og fagtoppen har siden OK18 omhyggelig skabt og forberedt en drejebog til at sikre at den kampvilje og kraft som OK18 udløste ikke skulle gentage sig. De var langt bedre forberedt denne gang end de offentligt ansatte, hvor en del forbund, som lærerne slet ikke engang satte en OK-proces i gang, men en diskussion om at udskyde OK21 et år pga. corona. Der var ikke taktisk enighed i fagtoppen og de var hver især optaget at hive et forlig hjem for deres egen faggruppe, der ikke ville vælte dem af formandsstolen.
2. Denne gang var arbejdsgiverne ikke en forhadt Venstre regering, men en socialdemokratisk regering med en statsminister, der har placeret sig som et nationalt redningspunkt. Og med SF og Enhedslisten som 2 af de parlamentariske støttepartier, der har lagt sig totalt fladt ned i forhold til at udgøre den mindste form for opposition.
3. Med en socialdemokratisk regering ved magten ønsker fagtoppen, der grundlæggende fører samme politik, ikke at udløse nogen kraft eller bevægelse, der kan svække eller true den siddende regering, i modsætning til hvis det er en ikke-socialdemokratisk regering. Heller ikke de lavere dele af arbejderaristokratiet i fagbevægelsen ønsker dette og sætter sig som bremseklods på lokalt plan.
4. Det lykkes i vid udstrækning regeringen og fagtoppen at fastholde fortællingen om ”den økonomiske ramme” for resultater i en krisetid. Hovedargumentet imod blev ”jamen der er da penge nok, det har vi jo lige set I har givet til erhvervslivet”. Det blev ikke afsløret, at den såkaldte økonomiske ramme er en politisk del af regeringens krisepolitik for at lade arbejderklassen betale for at redde kapitalismen ud af sin krise. Og ikke et simpelt spørgsmål om hvor mange penge der er i kassen, og at når de rige har fået, så er det kun fair at arbejderne også får lidt.
5. Det åbenlyse krav og behov som corona-krisen har afdækket for at opgradere og udvikle den offentlige sektor og den meget store folkelige opbakning til at forbedre og belønne de offentlige ansatte, dette åbenlyse krav om forandring væk fra privatisering og nedskæringer blev reduceret til små økonomiske lønkrav og nogle splittelsespuljer. De politiske krav og den politiske kamp blev reduceret og forkrøblet til en økonomisk forhandling, der forhindrede udviklingen af OK-kamp med opbakning fra en folkelig opinion og solidaritet.
6. Dermed blev OK21 afskåret og isoleret fra den øvrige klassekamp og folkelige bevægelse omkring styrkelse af den offentlige sektor og sikringen af et aktuelt og fremtidig folkesundhedsmæssigt og civilt pandemi beredskab. Ligesom den blev afskåret fra den internationale protestbevægelse, der udfolder sig bland offentligt ansatte i mange lande.

Så hvad har vi lært af forløbet omkring OK21?

For selvom det har forløbet under særlige omstændigheder, både økonomiske, politiske og med store restriktioner for at forsamles, så er nogle af de ting vi alligevel allerede nu kan konkludere:

1. Manglen på et kampvilligt ledelsescenter var totalt fraværende. Selv et venstre reformistisk ledelsescenter var fraværende og tavst. Facebook gruppe initiativet ”Vi er 3.000kr. mere værd” rakte ikke udover den økonomiske kamp på den måde, det var skruet sammen. Den havde i sig selv ingen organisatoriske eller politiske næste skridt til at udvikle protesten. Den forblev en enkeltstående protestaktion uden et klart mål og med en ledelse der ikke ville, at den skulle udvikle sig til mere end dette. Og den kom derfor aldrig til at udgøre en reel udfordring til fagtoppens strategi ”Bak vore forhandlere op”.
2. Enhedslistens larmende tavshed og passivitet skyldtes ikke kun deres forsoning med Socialdemokratiet og den parlamentariske strategi for at være en del af magten. Også deres Rød-grønne såkaldte anti-kapitalistiske alternativ. Der med en reformistisk statsopfattelse får dem til at fable om de offentlige arbejdsgivere, som nogen der i en OK-situation kan presses til at agere ”røde arbejdsgivere” med social forståelse for at indfri de offentligt ansattes krav. En anden venstrereformistisk variant af klassesamarbejdet.
3. En økonomisk OK-kamp på kroner og øre (og et par bløde krav) kan ikke vindes. En OK- kamp kan ikke give resultater med en forræderisk fagtop i spidsen. Reformismen og venstrereformismen er fortsat hovedhindringen for at udvikle arbejderklassens kamp mod arbejdsgiverne og udvikle den økonomiske kamp til en politisk kamp. Og vi må afsløre og bekæmpe reformismen som sådan i vores arbejde for at udvikle en revolutionær bevidsthed i arbejderklassen og udvikle og organisere en klassekampslinje blandt arbejdere og offentligt ansatte.
4. En OK-kamp vindes ikke alene på baggrund af de par måneder den varer, men i høj grad af det arbejde og politiske og organisatoriske skridt der bliver bygget op i den mellemliggende daglige klassekamp.