Bekæmpelsen af pandemier kan kun ske i et samarbejde mellem alle lande, har verdens sundheds organisationen WHO forgæves forsøgt at forklare de rige lande. Mens bl.a. EU og Canada har hamstret nok til at de kan blive vaccineret flere gange, er Afrika sat bagerst i køen. Praksis viser med al tydelighed hvordan den kapitalistiske verden virker.
I september 2020 startede WHO et globalt initiativ for Covid-19-vaccine tildeling (COVAX). 156 lande gik med i planen der skal sikre at forskning, køb og ligelig distribution af enhver ny vaccine. Målet for projektet var at vaccinerne skulle deles mellem verdens rigeste lande og udviklingslandene. Men som en konstruktion der har åbnet for privatkapitalistiske interesser, og hvor investorer som Verdensbanken, Bill Gates, medicinalfirmaer m.fl. har fået en stor rolle.
Også EU gik med i COVAX initiativet der satte som mål at sikre fordeling af 2 milliarder doser vacciner inden udgangen af 2021. Det stod klart lige fra begyndelsen at der kunne forventes relativt få doser i de første måneder af 2021, indtil produktion og godkendelse kom på plads. Samarbejdet omfatter samtlige 19 vaccine kandidater der er under udvikling.
Aftalen var derfor klokkeklar: De første godkendte vacciner skulle målrettes de centrale funktioner i sundhedsvæsnet, og andre vitale dele af samfundet hvor de ansatte kommer i kontakt med mange mennesker, f.eks. offentlig transport. Samt de mest sårbare overfor sygdommen.
WHO forklarede at bekæmpelse af sygdomme ikke skal ses som en konkurrence, men kun kan lykkes gennem et globalt samarbejde. Aftalen var derfor også, at med det samme når de rige lande var færdige med at vaccinere de udpegede målgrupper – svarende til 3 procent af befolkningen – så skulle vaccinerne deles. Det skulle sikre at alle i verden fik adgang til vacciner og ikke blot de rigeste lande.
I praksis forhandlede EU og andre stormagter deres egne parallelle kontrakter på plads med medicinalvirksomhederne. Her står der intet om at man godt er klar over der kan opstå problemer med produktionen og man vil nøjes med at modtage en delmængde af det der produceres.
EU har tværtimod insisteret på at de skulle have adgang til alle de lovede doser før COVAX. Samtidig har EU truet med lukke grænserne for eksport og forlangt at produktionsfaciliteter placeret i EU lande skulle holde produktionen tilbage. Det har betydet at det antal vacciner der kunne tildeles gennem COVAX indtil nu er forsvindende lille, og de lande der overhovedet havde muligheden har nu også indgået egne direkte kontrakter med medicinalindustrien. Hvilket igen sætter de fattigste lande og den fælles tilgang tilbage.
WHO initiativet baserer sig på en forståelse af Covid-19 som en pandemi, og heraf følger at verden som sådan ikke kan slippe af med sygdommen, uden at alle lande i verden kommer i gang med at vaccinere. Dagsordenen er bredere end bare udrulning af selve vaccinen, det handler også om at sikre at test af vacciner udbredes til alle lande, og der sikres videnskabelige dokumentation og åbenhed om resultaterne og produktionen. Det handler også om at sikre at lande der ikke kan betale eller har udstyr og faciliteter kan få hjælp. Vaccinerne er intet værd uden personale og kanyler, sprit osv.. Og der skal være opbevaring og håndtering af registre. Dels fordi de nye vacciner er baseret på at alle skal have to stik og der skal gå minimum tre uger imellem, og fordi at alle symptomer på bivirkninger skal kunne samles op.
Det klare budskab fra WHO er, at det er helt centralt at komme i gang alle steder med det samme. De fattige lande der ikke selv har råd til at betale, eller kan forhandle gode aftaler hjem, skal ikke vente med at komme i gang til de rige er færdig vaccinerede. Ikke kun fordi det er den eneste retfærdige tilgang, men sygdomme der har spredt sig til hele verden, vil blive ved med at vende tilbage i nye mutationer indtil den er bekæmpet i alle lande.
EU og USA og andre rige nationer har dog den opfattelse at de fattigste lande, med de dårligste sundhedssystemer, skal vente længst. Det kan tydeligt ses på verdenskortet hvilke lande der er kommet i gang. Her stikker Afrika ud, som et kontinent hvor kun ganske få steder har modtaget vacciner. Mens EU og Canada har hamstret så meget at de har sikret sig nok til at de kan blive vaccineret flere gange.
Fordelingen af vacciner på verdensplan 3. februar 2021
Det egentlige problem er naturligvis at der stadig findes kapitalisme og fattige og underudviklede lande, Men dernæst er problemet at WHO ikke selv har ressourcerne til at købe og forhandle de aftaler på plads der kunne sikre distribution til de fattige lande. I stedet blev COVAX til, som en konstruktion hvor de rige lande og fonde skulle sikre donationer og lovede at en del af deres indkøb ville gå via COVAX. Det er ikke sket, og samtidig er også COVAX domineret af profitinteresser.
CEPI – GAVI og opgøret med Alma Ata erklæringen fra Verdensbanken, Bill Gates m.fl.
I 2017 tog World Economic Forum initiativ til CEPI, en koalition for udvikling af et beredskab mod fremtidige sygdomsepidemier. Ud over World Economic Forum, blev CEPI til i samarbejde med regeringer fra Norge og Indien, samt Bill Gates Fonden, og Wellcome Fonden (En britisk Fond med tilknytning til medicinalindustrien). Siden er en stribe andre bidragydere, med både private og statslige midler, kommet til. Det private initiativ var betydeligt stærkere økonomisk funderet end FNs sundhedsorganisation, så WHO takkede ja til at modtage penge og støtte.
Den private støtte kom dog også med en klausul. Det betød at WHO skulle være med til at stable en selvstændig OPP vaccine fordelings central på banen, kaldet COVAX, som en del af organisationens initiativer mod Covid-19 (ACT-Accelerator). I COVAX sidder CEPI og WHO og GAVI (the Vaccine Alliance). GAVI består igen af Bill Gates Fonden og Verdensbanken og en stribe internationale foreninger og institutioner.
GAVI er blevet kritiseret for at give de private sponsorer for meget indflydelse på sundhedsfaglige prioriteringer. Og vælge nye, og relativt dyre vacciner i stedet for at støtte de vacciner der kunne basere sig på lokal produktion. De midler der samles ind giver derfor ikke så meget fremtidsperspektiv, men falder i lommerne på vestens store medicinal virksomheder, der også sidder med i bestyrelsen. Tilgangen fra den private sektor ses som et opgør med Alma Ata-erklæringen, fra den internationale konference om universel ret til primær sundhedspleje der blev afholdt i Alma Ata, Kasakhstan i 1978.
Praksis viser med al tydelighed hvordan den kapitalistiske verden virker.
Læs også
Medicinproduktion for folkesundhed eller profit?
KPnet 26. januar 2021
Medicinalindustrien scorer vaccineprofitter på 60-80%
KPnet 28. december 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
