Det fascistiske udyr og dets arvtagere på fremmarch

I denne artikel beskriver Raul Marco fra Spaniens Kommunistiske Parti (ML) hvordan den nyliberale offensiv mod befolkningerne globalt har udløst vrede og skuffelse mod de herskende partier. En udvikling der i takt med imperialistisk globalisering og  kapitalistiske kriser har været med til at skubbe dele af den arbejdende befolkning i retning af populistiske og fascistiske kræfters farlige og splittende politik. Det sker i en situation hvor den revolutionære og kæmpende bevægelse endnu ikke fremtræder som et stærkt alternativ.

Af Raul Marco, Spaniens Kommunistiske Parti (ML) – PCE (ML)

Genopblomstringen af organisationer på det yderste højre var forventet. Det er rigtigt, at disse organisationer opererer åbent i visse lande, hvor de benytter sig af de aktuelle love. Det drejer sig om National Front i Frankrig, som i mange år blev ledet af Jean-Marie Le Pen, efterfulgt af hans datter, Marine, som gav organisationen et nyt navn, National Samling. Den slags organisationer eksisterer i Tyskland, England og adskillige andre europæiske lande, i Nord- og Sydamerika, hvor den seneste eksponent er Brasilien med møgdyret Bolsonaro.

Men nye organisationer dukker op eller bliver forstærket og indtager poster i regeringer, fx Salvini i Italien, hvor han er formand for Lega Nord og minister i regeringen; Enkre-partiet (”Det konservative folkeparti”) i Estland med lederen Mart Helme; i Grækenland Gyldent Daggry med formand Nikolaos Michaloliakos; i Ungarn Viktor Orban, som er regeringsleder og fortaler for ”etnisk udrensning”, antisemitisme, fremmedhad; i Polen Mateusz Morawiecki, som propaganderer for ”et kristent Europa, som skal forsvares”.

Endnu en fremmedhader, racist osv. er hollænderen Thierry Baudet, som er leder af gruppen ”Forum for Demokrati”. Hvad er demokrati for disse ultra-højrefolk?

Disse partier og organisationer har en fælles interesse i en besættelse, en farlig besættelse, som begynder at tage form i praksis: at stoppe migration, specielt fra muslimske lande, fordi ”de er en fare for den kristne europæiske civilisation”, og desuden ”stemmer de som regel venstreorienteret”. Grunde, der er mere eller mindre klart udtrykt af FIDESZ-partiet i Ungarn og Lov og Orden-partiet i Polen.

Denne propaganda:

”Legitimerer den racistiske og fremmedfjendske tale, hvor de andre – som regel mørklødede – er en trussel … Islamofobi er blevet helt normalt gennem mange udtalelser fra politiske ledere, der ikke (åbent) opfordrer til mord på muslimer, men de siger meget direkte, at de er et problem og en trussel. Attentatet i Christchurch (New Zealand, marts 2019) gjorde det klart i en tekstbesked:

Vesterlændinge er nødt til at knuse immigrationen, deportere ikke-hvide og få flere børn for at forebygge den hvide races undergang. Det er den sang, vi i lang tid har måttet høre på i de vestlige lande. Også i Spanien.” (Inigo Saenz de Ugarte, Eldiario.es, 16. marts 2019)

Situation er virkelig bekymrende. Der er tale om etableringen og væksten af nazi-fascistiske partier og grupper, som i Europa er understøttet, stimuleret og guidet af Trumps agenter som fx hans rådgiver Steve Bannon, som med base i Rom modtager de europæiske fascistledere som Salvini, Orban og andre, herunder også lederne af Vox.

Som et eksempel på, hvor reaktionær og paranoid USA’s præsident er, noterer vi os, at vice-udenrigssekretæren hos Vox, Ivan Espinosa de los Monteros, i marts i år var på rundtur til Washington, New York og andre dele af USA for – med egne ord – ”at etablere og styrke båndene mellem Vox og Trumpadministrationen” (Diario El Mundo, marts).

Ifølge Espinosa de los Monteros har Vox kontorer i New York, Houston (Texas) og Miami (Florida), og han tilføjer, at de også har kontorer i London, Paris og Frankfurt, og snart vil åbne nye afdelinger i Chicago, Washington og Californien. Det er vel unødvendigt at spørge, hvor midlerne til disse aktiviteter kommer fra for et parti, der dukkede op for ganske få måneder siden.

I Spanien opsamler fascismen en vis styrke hos pjalteproletariatet, deklasserede arbejdere og hos det evigt vaklende småborgerskab, hvis højeste ønske er at ophøre med at være små og derfor kysser røv på oligarkiet. Højrepartierne og de ekstreme højrepartier går sammen og samarbejder på trods af deres indbyrdes uoverensstemmelser (Folkepartiet, Borgerpartiet og Vox), og de bliver støttet af dele af hæren, af højtplacerede militære rangspersoner, støtter af Franco-regimet, som har et nostalgisk forhold til diktaturet. Vi står over for behovet for en folkelig enhed, en folkefront, eller hvad vi nu vil kalde det, for at kunne handle imod reaktionen. Og man kan ikke ignorere Socialdemokratiets meget tvetydige rolle, som i større eller mindre grad i disse 40 år med såkaldt overgangsperiode har svajet frem og tilbage, men altid mod det spanske folk – åbent eller forklædt – og altid til fordel for oligarkiet og imperialismen (USA, NATO, EU osv.).

Alle analytikere udtaler, at vi er på vej mod en større krise med værre konsekvenser for de arbejdende masser end krisen fra 2008 til nu. Oligarkiet prøver altid og uden undtagelse at placere konsekvenserne af dets egne kriser på ryggen af arbejderne, på folket i almindelighed. For at sikre det tøver de ikke med at vedtage love, undertrykke modstanden, indføre redskaber til forsvar for egne interesser, opnå større profitter osv. Vi, folket, betaler og lider under kriserne, mens dele af oligarkiet beriger sig selv og genvinder ”deres tab” ved at stikke snablen i statskassen (som altid er offentlige midler) med den såkaldte ”reptil-fond” til finansiering af særlige private projekter. Med krisen stiger støtten til de store banker, hvis ledere bruger alle slags tricks og manøvrer (sagerne omkring ledelserne af Santander Bank, Bilbao-Vizcaya, Bankia osv.).

Vores parti, PCE (ML), udsendte i januar i år et internt papir til vores medlemmer, hvorfra jeg citerer nogle udpluk:

– ”Vores parti advarer mod faren ved en kombination af to faktorer: den dramatiske sociale nedtur, som millioner af familier har oplevet, samt skuffelsen, utilfredsheden (igen) og den indignation de føler, når de oplever, at dem, der skulle forestille at ”tage himlen med storm” (Podemos), bare er et bluffnummer, mere af det samme. Begge faktorer kan komme til at skubbe dele af de den brede befolkning i armene på fascismen og gøre andre passive. Ved valget i Andalusien den 2. december 2018 var der 41,35 % sofavælgere (5 procentpoint mere end i 2015), og VOX fik 400.000 stemmer, 10,97 % og 12 pladser i lokalparlamentet. Når utilfredsheden og indignationen ikke fører til et revolutionært udtryk, fører det til et reaktionært udtryk. Situationen, hvor hundredtusinder fra arbejderklassen oplever fattigdom, elendighed og glemsel, har medført, at de mest tilbagestående grupper støtter Vox.