Krigen om Nagorno- Karabakh – imperialistisk krig om olie, gas og kontrol

Krigen handlede om olie, om imperialistisk rivalisering om området, om en blodig historie og ikke mindst om konsekvenserne af den moderne revisionismens forræderi mod den fred og fremtid, der var opnået med socialismen.

Af Dorte Grenaa – Indlæg i APKs kongresdebat 2021

Over 40 dages blodig krig i september og november 2020 blev indstillet af en våbenhvile mellem Armenien og Aserbajdsjan. Aftalen blev dikteret af Ruslands præsident Putin og betyder bl.a. russiske såkaldt ”fredsbevarende styrker” langs Nagorno- Karabakhs grænser.

Der er ingen tvivl om hvem taberne af den aktuelle krig er. Det er befolkningerne og arbejderklassen i begge lande. Nationalisme, chauvinisme, religion, militarisme og imperialistiske økonomiske og magtinteresser i en giftig cocktail har medført nedbrændte byer, døde og sårede og mennesker fordrevne på flugt.
Aserbajdsjan er erklæret som vinder af en krig, hvor der blev anvendt våben af enhver art fra kampvogne, krigsfly, missilsystemer og bevæbnede droner. Og hvor Aserbajdsjan fik massiv militær støtte fra Israel og Tyrkiet.

Rusland, der traditionelt har støttet Armenien, har denne gang formået at spille på to heste. Og sammen med korridoraftaler med USA og Frankrig har det placeret Rusland som den, der dikterede våbenhvilen. Rusland anses som den egentlige vinder, hvorimod Erdogan måtte se sin plan for øget tyrkisk indflydelse slået.

Krigen i Nagorno- Karabakh er en del af imperialistmagternes kamp om kontrollen over Kaukasus området mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav, om regionens olie og gas og strategiske placering. Samt af de nationale herskende klassers kamp for deres egne interesser og bid af kagen.

Situationen i regionen kompliceres af at der er mange imperialistiske magter og kræfter i spil, der konkurrerer, samarbejder med hinanden. Der er de regionale og imperialistiske magter som Iran, Tyrkiet, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien og Rusland. Og så er der imperialisterne fra USA, Storbritannien, Frankrig, EU og NATO, der samarbejder med det zionistiske styre i Israel.

Den anden krig om Nagorno-Karabakh
En situation med hverken krig eller fred i næsten 30 år siden den første krig, har ført til at forskellige magter, især Israel og Tyrkiet, kunne puste til konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien.
Aserbajdsjan er et land med store oliereserver, hvilket i de seneste år har fået landet til at minde mere og mere om en golfstat. Aserbajdsjan har brug for adgang til det Kaspiske Havs olie. Da det ikke har adgang til åbent hav og har en strid med Armenien om den autonome region Nagorno-Karabakh, som er en del af Aserbajdsjan, forsøgte det at omdirigere sin gas og olie til Tyrkiet via Georgien og via rørledning gennem Iran og Armenien. Olie Baku-Tbilisi-Ceyhan til Europa.

Porten til Georgien og derfra til Tyrkiet er strategisk vigtig for Aserbajdsjan. Den meget vigtige Tanap-gasrørledning, som blev indviet i 2009 og leverer naturgas fra Shah Deniz-gasfeltet i det Kaspiske Hav via Georgien til Tyrkiet og derfra til Europa. Den passerer gennem dette følsomme og sårbare område. Denne region er flaskehalsen med aserbajdsjansk olieeksport langs ruten til Armeniens østlige grænse til Georgien.
Georgien er i øjeblikket er under amerikansk indflydelse og en vestlig base i det sydlige Rusland, og har tilsluttet sig vestlige og NATO-imperialisters interesser.

Vesten forsørger også at bruge Aserbajdsjan mod Iran og har nu overført hundreder af ISIS-krigere fra Idlib, Syrien, til Aserbajdsjan med hjælp fra Tyrkiet for at deltage aktivt i krigen mod de “vantro” armeniere.

Imperialistmagterne og de lokale herskende klasser kan trække på forbrydelser, konflikter og splittelser, der går århundrede tilbage for at opretholde deres magt og skabe fornyet had og krig folkene imellem. Mest kendt herhjemme er nok folkemordet og forfølgelsen af den armenske befolkning i daværende Omanske rige mellem 1915 og 1917. Et folkemord som hverken den tyrkiske eller danske stat nogensinde har anerkendt.

Socialismen bragte fred
For en periode på næsten fire årtier fra 1920 frem til Khrustjov revisionisternes kup i 1956 oplevede regionen og folkene fred, sameksistens og fælles udvikling, som republikker i det socialistiske Sovjetunionen. Først med Armenien, Georgien og Aserbajdsjan som Sammenslutningen af Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, og senere i 30erne som selvstændige socialistiske sovjetrepublikker.
I den borgerlige presse fremstilles krigene om Nagorno-Karabakh ofte som skabt af Gud og Stalin. Det kan derfor være værd at se på virkeligheden – også i dette tilfælde.
De socialistiske sovjetrepublikker havde et selvstyre baseret på territorium fremfor nationalitet, race, sprog, religion eller kultur. Hvilket var et selvstyre der samlede arbejderklassen ud fra deres internationalistiske klasseinteresser. Det muliggjorde en udvikling af regionens naturrigdomme og produktionsmidler til befolkningens fælles bedste og til at skabe en ny fælles fremtid på trods af de historiske forbrydelser og mørke fortid.

Stalin forklarer i ”Marxismen og det nationale spørgsmål”, hvor han bl.a. siger:
”Der er ingen Tvivl om, at ikke et eneste af områderne er ensartet i national Henseende; for i hvert bor der hist og her nationale Mindretal. Således Jøder i Polen, Letter i Litauen, Russere i Kaukasus, Polakker i Ukraine o. s. v. Man kunne derfor frygte for, at de nationale Flertal vilde undertrykke Mindretallene. Men denne Frygt er kun begrundet, hvis de gamle Tilstande fortsat består i Landet. Giv Landet et fuldstændigt Demokrati, og enhver Grund til Frygt forsvinder.”

”Altsax national Ligeberettigelse i alle dens Former (Sprog, Skole o. s. er et nødvendigt Punkt ved Løsningen af det nationale spørgsmål. En Lov for hele Staten, der er baseret paa Landets fuldstændige Demokratisering, og som forbyder samtlige nationale Privilegier og enhver Indskrænkning og Begrænsning af de nationale Mindretals Rettigheder.
Dette og kun dette kan være en virkelig Garanti og ikke en Papirgaranti for Mindretallenes Rettigheder.”

Og det er værd at huske at et ægte og fuldstændigt demokrati i marxistisk forstand, er et demokrati baseret på arbejderklassens magt og interesser.

Den første krig om Nagorno-Karabakh
En konsekvens af den moderne revisionismens forræderi

Kaukasus er ligesom Balkan og Krim er en region, hvor vi den dag i dag ser store konsekvenser af den moderne revisionismes dybe forræderi overfor arbejderklassen og folkene helt tilbage fra Khrusjtjovs kup i 1956. Den moderne revisionisme betød:

• At arbejderklassen og dens klasseinteresser, der går på tværs af nationaliteter, blev sat fra magten. Hvilket skete under påberåbelse af en højere form for ”socialistisk” demokrati med klassesamarbejde. Hvor de reaktionære klasser skulle indgå i magten, for senere i praksis helt at overtage den.
  I Aserbajdsjans tilfælde skiftede de tidligere ledere for “Aserbajdsjans kommunistiske parti” politik over natten og med Berlinmurens fald i 1991 erklærede de Aserbajdsjan for en uafhængig republik.
  Et korrupt oligarki med “Aliyev” -familien og de tidligere regeringsmedlemmer forsatte i spidsen for Aserbajdsjan, alt imens de delte statsejendommens værdier imellem sig og styrkede undertrykkelsen af det aserbajdsjanske folk. Aserbajdsjan endte i politisk kaos
• Folkenes, nationernes og nationaliteternes rettigheder, som det socialistiske Sovjet bestod af, blev undergravet af revisionister ved magten i Rusland og de andre autonome republikker og regioner.
  Den storrussiske chauvinisme genopstod både i teori og praksis hos de nye herskende klasser. Nationalisme, chauvinisme og religions-stridigheder blev også praksis hos de nye nationale magtkliker.
• Den tidligere bekæmpelse af imperialismen blev forvandlet til fredelig sameksistens og konkurrence.
  Det betød at den herskende klike i Aserbajdsjan fra ’90erne talte åbent om sine vestlige kapitalistiske og imperialistiske forbindelser. De gav olie fra Baku til amerikanske og britiske virksomheder. Russisk imperialisme blev til dels udskiftet med vestlig imperialisme. Den har sidenhen militariseret området med krigsskibe, missilskjold rettet især mod Rusland og Iran, for at beskytte deres olieinteresser.

Den første Nagorno-Karabakh-krigen i 1991 fandt sted i en antikommunistisk og pan-tyrkisk atmosfære. I 1991, stemte armenierne i Nagorno-Karabakh for en skilsmisse fra Aserbajdsjan. De fik støtte fra selve Armenien samt Rusland, der havde militærbaser i landet. Mens Aserbajdsjan støttedes af de muslimske lande i regionen. Krigen blev ført med massakrer på civilbefolkningen på begge sider.

Krigen i Nagorno-Karabakh sendte Aserbajdsjan i krise, hvilket tvang lederen til at tilbagekalde tropper fra fronten for at beskytte sig selv og sin regering mod utilfredse landsmænd. Derfor kunne den armenske hær erobre en del byer og områder uden at løsne skud.

I foråret 1994 blev der på russisk initiativ indgået en våbenhvile, som de jure bibeholdt Nagorno-Karabakh som en del af Aserbajdsjan, mens området de facto er en selvstændig stat med egen regering, flag og valuta. Over 200.000 armeniere fra Aserbajdsjan og 800.000 aserbajdsjanere fra Armenien og Nagorno-Karabakh blev forflyttet som en følge af krigen, der kostede 30.000 mennesker livet.

Konsekvenser af den moderne revisionismens angreb og forvandling af socialismen i Sovjetunionen og de forskellige republikker og partier fik således store konsekvenser, der som det ses, rækker helt frem til i dag.

Arbejderklassens enhed for socialisme er vejen frem
For at vende tilbage til og afslutte med hvordan marxismen-leninismens ser på, hvad der skal til for at løse de nationale spørgsmål, så skrev Stalin i 1913

”Erfaringerne fra Kaukasus viser, hvor hensigtsmæssig en sådan Organisationstype er. Naar det er lykkedes Kaukasierne at overvinde den nationale Strid mellem armenske og tatariske Arbejdere, naar. det er lykkedes dem at sikre Befolkningen mod Massakrer og Skyderier, naar det allerede nu er umuligt, at der kan ske. Sammenstød mellem Nationaliteterne i Baku, dette Kalejdoskop af nationale Grupper, og naar det der er lykkedes at drage Arbejderne ind i en kraftig Enhedsbevægelses Strøm, saa har det kaukasiske Socialdemokratis internationale Opbygning ikke været det, der betød mindst herved.

Organisationstypen indvirker ikke blot paa det praktiske Arbejde. Den sætter et uudsletteligt Stempel paa Arbejdernes åndelige liv. Arbejderen lever sin Organisations Liv. Her opdrages de og vokser intellektuelt. Naar han nu i sin Organisation altid træffer sammen med Kammerater af anden Nationalitet og sammen med disse fører en fælles Kamp under et fælles Kollektivs Ledelse, saa slår den Tanke dybe Rødder i ham, at Arbejderne først og fremmest hører til samme Klassefamilie og er Medlemmer af Socialismens Enhedsarmé. Men dette må nødvendigvis være af uhyre opdragende Betydning for Arbejderklassens brede Lag. (Marxismen og det nationale spørgsmål)

Se alle indlæg i Kongrestema