OK21: Fagbevægelsens og arbejdsgivernes forhandlere bytter kasketter uden at løfte et øjenbryn

Statens topforhandler ved den kommende overenskomst hedder Signe Friberg Nielsen. Før var hun sekretariatschef i det der dengang hed KTO og som nu hedder Forhandlingsfællesskabet – som står for at forhandle for de ansatte ved OK21. En topforhandler kan så let som ingenting glide fra den ene til den modsatte side i OK-forhandlingerne. Klassesamarbejdet er så indbygget i ’Den danske model’, at ingen i systemet så meget som løfter et øjenbryn.

Topforhandlerne ved OK18 Anders Bondo Christensen, Lars Qvistgaard, Rita Bundgaard og Flemming Vinther  skåler udenfor forligsinstitutionen efter endnu en nul-overenskomst

I klassesamarbejdets fagbevægelse er resultaterne også derefter. Den ene nul-aftale følger den anden, og arbejdsgivernes angreb og krav om fleksibilitet og løntilbageholdenhed accepteres. Samlende nye offensive krav er utænkelige. Hvor er kravet for en 30-timers arbejdsuge? Sikring af de arbejdsløses dagpenge eller lønkrav der kan mærkes?

Den slags luges ud i den lange proces fra medlemmerne til toppen. Svaret på hvorfor i alverden det sker gang på gang, skal findes i det skel der er mellem løn og arbejdsforhold hos dem i bunden og den fagtop der lever i de højere luftlag med direktørlønninger og venskabelig omgang med samfundets spidser, med trepartsforhandlinger og fælles forståelse om hensyn til arbejdsgiverne, konjunkturerne og kapitalismens overlevelse.

“Arbejderaristokratiet kan leve et helt andet liv end de medlemmer i fagforeningerne, der betaler deres løn. Deres lukrative lønninger, pensioner og job står i skarp kontrast til medlemmernes meget lavere betalte arbejde, nedslidning, usikkerhed, uvished og utryghed i job, ansættelse og timetal. De er ikke udsat for konstante angreb på løn, arbejdsforhold og rettigheder. De er ikke hele tiden under pres for at hæve produktiviteten, 2 procent nedskæringer og effektiviseringer, eller for at få deres arbejdsplads udliciteret og privatiseret”. (Dorte Grenaa i artiklen Arbejderaristokrater og intellektuelle – opportunismens sociale grundlag

Topforhandlerne er en del af monopolborgerskabet

Taler vi om det øverste toplag i fagbevægelsen har de ikke bare bedre forhold end arbejderklassen og deres medlemmer, men har vilkår der klassemæssigt gør dem til en del af monopolborgerskabet. De har milionlønninger, de har bestyrelsesposter, direktørposter indenfor fagbevægelsens milliardfonde og og firmaer. Eksempelvis i pensionsfonde og investeringsfonde – med ATP som Europas største pensionsfond værdisat til 641 mia. kr.
Deres liv som pensionister er sikret, så deres privilegerede livsstil kan fortsætte livet ud. De lever og snylter på kontingenter og skattekroner.

De lever et overklasseliv i toppen af samfundet som bestyrere af ‘Den danske model’, hvor de sidder med det sidste ord når endnu en rådden overenskomst skal bedømmes. Deres sindrige sammenkædningsregler gør det stort set umuligt at omsætte kampvilje til konflikt, når et OK-resultat stemmes ned.

Ved starten af en overenskomstforhandling er det nyttigt at gøre sig disse forhold klokkeklart. OK-kampen kan ikke trygt overlades til en forhandling, hvor arbejdsgiverne i realiteten sidder på begge sider af bordet. Kampen for OK-kravene må organiseres fra neden, fra klubber, kampvillige fagforeningsfolk og medlemmerne, hvis den skal omsættes til resultater.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater