Nye træk i Socialdemokratiets krisepolitik

Af Dorte Grenaa, APK
Indlæg i kongresdebatten

Mette Frederiksens socialdemokratiske regering påstår, at de har en politik for at løse den nuværende krise. Men reelt har den intet alternativ, ingen kriseløsning. Den poster fortsat milliarder af skatte-og pensionskroner i de virksomheder og markedsmekanismer, der er årsag til den økonomiske krise. Regningen sendes til arbejderklassen og befolkningen.

Allerførst. Coronapandemien er ikke årsagen til den økonomiske krise. Den har udløst og udviklet den i et hurtigt tempo og omfang for små virksomheder og almindelige mennesker, mens den har forgyldt hele industrisektorer og monopoler – som medicinal og internethandel.

Den økonomiske krise var allerede under udvikling før Coronapandemiens konsekvenser også ramte verdensøkonomien og Danmark. En vigtig kendsgerning at holde fast i, nu hvor politikerne og Dansk Erhverv skyder alle forringelser ind under Corona-politik. Det er ikke virus men det kapitalistiske system, der er årsag til krisen.

Socialdemokratiet falbyder et mix af de to borgerlig økonomiske krisepolitiker – en rendyrket nyliberalistisk model og en ny variant af Keynes kriseløsningspolitik. Og det gør regeringen helt på linje med de fleste af den kapitalistiske verdens ledere. Og afstemt med EU.

Keynes og statskapitalisme

Økonomen Keynes’ krisepolitik har været brugt siden ”Den store depression” i 30-ernes USA med forskellige former for statskapitalisme i forsøg på at løse kriser. Ifølge Keynes må staten spiller en hovedrolle i at regulere økonomien, så kapitalismen kan forsætte. Han anbefalede at staten underbudgetterede, dvs. at de offentlige udgifter ikke blev finansieret krone for krone. Desuden at der iværksattes anlægsarbejder, blev stillet lånemuligheder til rådighed for kapitalen og udført massive indgreb i økonomien.

Især i Skandinavien blev mange af de tidlige store statsejede virksomheder som f.eks. indenfor transport, infrastruktur, el- og varmeselvskaber, Datacentralen er blevet oprettet og drevet som statsejet selskaber. Det var ud fra en ideologi og økonomisk politik om staten som regulator og ejer af samfundsvigtige områder. Med alle de grundlæggende investeringer på plads for skattekroner blev de årtier senere helt eller delvist privatiseret for småskillinger og gjort til privat forretning med profit som drivkraft.

Tidligere når staten gik ind med massiv økonomisk støtte til nøglevirksomheder var det med modkrav om, at staten fik en vis aktieposti. Som eks. i SAS, hvor den danske stat sammen med den svenske og det store svenske monopol Wallenberg er de største aktieejere.

Nye træk

Det er kendetegnende at svorne tilhængere af nyliberalismens økonomiske politik med al magt til de frie markedskræfter under kriserne hyler op om behovet for massiv statsstøtte. Denne gang har kapitalen både herhjemme og globalt fået statsstøtte i et hidtil uset omfang og størrelse. Ufattelige milliardsummer af samfundsmidler er blevet og bliver forsat overført til privat kapitalister. Men denne gang uden at staten stiller nogen som helst krav om aktier, indflydelse eller krav. Det er et nyt mix af de to borgerlige krisepolitikker.

Der stilles heller ikke nogen som helst krav om kontrol. Tænk bare på skandalerne med lønkompensationskroner til firmaer der ikke eksisterer eller sender ansatte hjem og hyrer sort billig arbejdskraft. Det ironiske er at nyliberalismens frie markedskræfter i så stort omfang finansieres af skattebetalte offentlige midler. På den nye finanslov kaldes en del af dette endda for krigskassen.

Socialdemokratiet og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) vil gerne give det udseende af, at regeringen fører en social og grøn krisepolitik for at bevarelse af arbejdspladser. I praksis kombineres lavere omkostninger til erhvervslivet til skat, afgifter og løn med en strøm af trepartsaftaler mellem staten, arbejdsgiverne og fagtoppen, der selv sidder i de store selskabers bestyrelser. Vi har allerede i måneder hørt de samme tre partnere tale om, at der heller ikke denne gang kan blive råd til noget særligt ved de offentligt ansattes OK 21, hvor fagtoppen er ved at opstille centrale krav.

Statslige og kommunale anlægs-og energirenovations arbejder udliciteres til lavestbydende firmaer, der kan hyre den billigste arbejdskraft ind. Vi har allerede set hvad Danmarkshistoriens hidtil største anlægsarbejde Femernforbindelsen har betydet af forringelser på arbejdstiden og arbejdsforhold.

De store milliardbeløb til dele af erhvervslivet sker samtidig med kommunale nedskæringsbudgetter og ingen reelle forbedringer på finansloven på den del af den offentlige sektor, der betyder noget i folks hverdag. Ingen opgradering af et sundhedsvæsen, hvor reserverne snart ikke kan presses mere.

Regeringen har stillet 60 milliarder kr. til udbetaling her i efteråret, nemlig de tre ugers indefrosne feriepenge. Det sker for at øge købekraften og efterspørgslen. Og dermed for at sikre ikke mindst de store kæder deres indtjening. Det er samtidig en politisk investering i at krisens konsekvenser ikke kommer al for tæt på Socialdemokratiets vælgergrundlag. Pensionister, unge på SU og kontanthjælp og folk på øvrige overførelselsindkomster og uden feriepenge fik en lang næse og en 1.000 kr. seddel. Sammen med en besked om, at der ikke er råd til at hæve deres indkomster.

Lige nu foregår der et hundeslagsmål om hvem og hvilke erhverv der skal have mest statsstøtte og krisehjælp. Ingen af dem ønsker at konkurrenter skal få overtaget, når det gælder profitten. Men en ting er de enige om – og enige med regeringen om – regningen skal betales af dig og mig.

Hvad end Socialdemokratiet kalder sin krisepolitik, så kan kapitalistiske kriser ikke løses med mere kapitalismen.

22.11.2020

Se alle indlæg i Kongrestema