D. 25. november er det FNs internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder. Vi vi kæmpe for at sætte alle former for vold, ulighed og diskrimination – der uddybes af kapitalismen – på arbejderklassens dagsorden.
Udtalelse fra de europæiske marxist-leninistiske partier og organisationer i CIPOML
Under pandemien bliver arbejderklassen som helhed tvunget til at betale krisens byrder. Og de tungeste byrder bliver lagt på kvinderne, der i denne tid må se sig selv overladt til de begrænsede og nogle gange ikke-eksisterende offentlige hjælpeordninger.
Kapitalismens “ny normal” betyder en tid, hvor angrebene på det kvinderne har vundet gennem flere hundrede års kamp for frihed og lighed bliver øget yderligere. Dette har været tilfældet under enhver af det kapitalistiske systems kriser og i perioder med imperialistiske krige. Kvinder vil blive udsat for opskruning af arbejdstiden, forringelse af arbejdsforholdene, for mere sårbare og usikre ansættelsesformer, mere diskrimination og mere sexisme.
Mandlig dominans bliver genoptaget som en essentiel del af kontrollen med produktion og servicearbejde, og der gives statsstøtte til monopolerne, i stedet for at støtte kvinder der rammes af pandemien. Mens kvinder er fanget i patriarkalske relationer skubber beskæringen af de rettigheder, de skulle være sikret fra statens side kvinder ud i mere fattigdom, ulighed og vold.
Højreekstreme, populistiske og autoritære partier understøttes af kapitalistiske kræfter. Disse racistiske, kvindefjendske, homofobiske og reaktionære regeringer forsøger at vinde opbakning gennem at undergrave de mest basale kvinderettigheder. Disse angreb tvinger også kvinder til at kæmpe for grundlæggende ting som reproduktive rettigheder, civile rettigheder, retten til at færdes sikkert på gaden og retten til beskyttelse mod vold i hjemmet.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Istanbul Konventionen, der har afsløret ulighed som den grundlæggende årsag til vold mod kvinder, og som forpligter landene til at bekæmpe vold, er blevet mål for angreb i mange europæiske lande.
De regeringer der ikke betragter kvinder som enkeltindivider og som har beskåret deres statsborgerskabsrettigheder og tager politiske beslutninger, der holder kvinderne fanget i familien, angriber Istanbul Konventionen og forsøger at skubbe kampen mod vold – en af de mest fundamentale problemer for kvinder – væk fra at være en borgerrettighed, som staten skal tage ansvar for.
Mens feltet for kvindekampen bliver større, vokser også muligheden for at større grupper af kvinder finder sammen for at kæmpe for deres grundlæggende rettigheder. Vi understreger, at kvinder er hårdest ramt af pandemiens følger, og at kampen mod vold mod kvinder er en uadskillelig del af arbejderklassens kamp.
I modsætning til det synspunkt, der undlader at se kvindernes kamp som en del af en større kamp, understreger vi, at afskaffelsen af vold mod kvinder er et systemproblem. Arbejdere af begge køn har ansvar for at tage stilling imod kvindeulighed, sexistisk vold og diskriminerende praksis, eftersom lighed er en essentiel dagsorden for klassekampen.
Af denne grund vil vi kæmpe for at sætte alle former for vold, ulighed og diskrimination – der uddybes af kapitalismen – på arbejderklassens dagsorden. Som CIPOML erklærer vi, at socialisme er den eneste vej for kvinder til at blive fri af vold, usikkerhed i ansættelsen, uligeløn, økonomiske kriser, krig, homofobi, fremmedfjendsk migrationspolitik, kolonialisering, ødelæggelse af naturen og nyliberalisme!
CIPOML opfordrer alle kvinder til at tage del i kampen for alle grundlæggende rettigheder fra retten til uddannelse, sundhed, boliger, lighed, bedre arbejdsbetingelser, ligeløn, borgerrettigheder, ligelig politisk repræsentation, til at stoppe volden og ødelæggelsen af miljøet.
På dagen for Stop vold mod kvinder, d. 25. november vil vi arbejde for at mobilisere omkring dette tema og med disse krav i vores hjemlande. Vi vil arbejde for at hæve arbejderklassens bevidsthed omkring dens afgørende rolle i kampen mod vold, og arbejde for at organisere kvinder til kamp for at opnå deres krav og rettigheder.
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, Danmark
Arbejderklassens kommunistiske parti i Frankrig, PCOF
Organisationen til genopbygning af arbejderklassens kommunistiske parti i Tyskland
Kommunistisk Platform, Kommunistisk Koordination og Kommunistisk Koordination i Toscana, – Italien
Revolusjon– Norge
Spanien kommunistiske Parti (marxist-leninister), PCE(ml)
Arbejderpartiet, EMEP, Tyrkiet
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
