Af Karna Larsen, folkeskolelærer
Oplæg holdt på APK’s offentlige møde om faglig kamp d. 12. november 2020
Lærerne oplevede i 2013 hvordan det kan foregå når statsmagten sætter sig for at føre åbenlys klassekamp. I en veltilrettelagt mediekampagne, planlagt så langt tilbage som i 2006, fik KL, der repræsenterer stat og kommuner i overenskomstsammenhæng med lærerne, tegnet et billede af lærerne som forkælede, luddovne snyltere der godt kunne arbejde langt mere end de gjorde.
Arbejdsgiver ville have fuld disposition over lærerne i arbejdstiden. Lærerne har traditionelt haft en form for akkord. Med loft over undervisningstiden, der er kerneydelsen, men også den del af vores arbejde der fylder mest og slider mest på vores kroppe og hjerner, og som kræver en god portion forberedelse at gøre ordentlig.
I 2013 forsøgte den faglige top at strække sig langt i mod arbejdsgivere. De ville give dem alt på nær afkald på loft over undervisningstiden. De menige lærere var ikke villige til at afgive så meget, men Bondo, Danmarks Lærerforenings formand havde alligevel regnet ud hvor smertegrænsen lå for lærerne. Gymnasielærerne fik arbejdsgivers diktat til afstemning. Det blev nej med 90%, og førte til at den siddende formand måtte tage sin afsked. Resultatet for lærerne blev at arbejdsgivere lockoutede og efter en måned måtte se den arbejdstidsaftale de havde afvist at give sin underskrift, stort set bogstav for bogstav blev ophøjet til lov. Fagbevægelsen accepterede at lærerne skulle i arbejde igen. Bestjålet og ydmyget. I stedet for at holde på sin ret og svare regeringens indgriben med civil ulydighed og strejker for at få det stjålne tilbage.
Flere fagforbund og aktive aktivister. Eks. FOA og Arbejdere i bevægelse har tilbudt Lærerne støtte via Anders Bondo, som han har afstået, samtidig med at han har spredt opfattelsen af at lærerne stod helt alene og svigtet. Dette har medvirket til at lærerne til sidst ikke havde troen på at kampen nyttede noget.
Som følge af fagtoppens accept af overgrebet har lærerne i dag i gennemsnit fået 20-25% større arbejdsbyrde end de havde i 2013.
Formentligt er arbejdsbyrden reelt større da der er kommet flere opgaver til der også slider, og eleverne har fået vanvittig lange dage der resulterer i mistrivsel der både gør skoledagen sværere for lærerne og øger arbejdet omkring alle mulige tiltag og samarbejde med kommune og forældre om eleverne.
For DLFs top blev opgaven herfra, ikke at sikre lærerne fik deres rettigheder tilbage, men at sikre at de igen blev opfattet som en værdig samarbejdspartner for KL og kommuner. Den korte historie er at de siden 2015 har haft en meget lukket proces omkring overenskomstforhandlingerne og forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale. Fra 2020 hvor forhandlingerne blev genoptaget blev det i praksis hemmeligholdt for medlemmerne hvad der blev forhandlet om, og at der var tale om udgiftsneutrale forhandlinger, hvor fagbevægelsen havde vinket farvel til medlemmernes forhåbninger om at få bare en smule af de stjålne rettigheder og værn tilbage.
Afstemningen blev udskudt 3 gange under påskud om uenigheder eller corona. Sandsynligvis handlede det mere om at finde et velvalgt tidspunkt at få presset afstemningen igennem så et ja kunne sikres. Få dage efter skolernes opstart bliver et stort anlagt pressemøde iværksat om at der er landet en arbejdstidsaftale. Lærerne bliver orienteret et par dage efter via deres fagforening. Aftalen indeholder ingen rettigheder eller værn, men en forpligtelse for lærerne om at samarbejde om at få opgaven med eleverne til at lykkes på umulige vilkår.
Det var kort tid at lave en stem-nej-kampagne. Men vi var 4 lærere der var startet op allerede i februar fordi vi godt kunne mistænke at forhandlingerne ville få det udfald og at man fra toppens side ville stille hindringer i vejen for en demokratisk debat. Så vi lavede stem-nej foldere som vi gjorde tilgængelige online og delte ud på skolerne.
En 100% enig hovedstyrelse anbefalede aftalen. Alligevel forkastede hver 3. lærer, der stemte, den. Ro og benspænd for faglig aktivisme er grundstenen i klassesamarbejdslinjen der praktiseres af den faglige top i den danske model.
Selvom det er op af bakke og koster angreb og personlig tilsvining fra fagbureaukratiet, der lever af modellen, så er vi nødt til at blive stadig bedre til at afsløre bedraget offentligt. Det er en fælles erfaring som vi har i klassekampen, at toppen røvrender os. Og det er viden som skal formidles så vi hele tiden bliver bedre til at gennemskue hvad der foregår mens og før det udmønter sig i mere elendighed. Vi skal blive gode til at afvise deres forræderi og bondefangeri. Hver gang. Det er den eneste måde vi får kæmpet os til reelle forandringer.
For at stå stærkere må vi der er faglige aktive og har erkendt at vi ikke kan regne med den etablerede fagbevægelse og fagtoppen finde ud af en effektiv måde at organisere os på tværs af fag og ansættelsesforhold. Ikke som løse netværk, men i stærk forpligtende organisering.
Selvom vores eneste styrke er vores sammenhold så er det også verdens mest magtfulde våben.
Vender vi alle sammen ryggen til udbytningen og fortæller arbejdsgiver at de kan rende og hoppe så har vi også magten til at forandre fremtiden. Vi er kloge nok. Det er troen og håbet der mangler. Og den konkrete organisering.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
