Amerikansk valgkamp i krampetrækninger

Det amerikanske præsidentvalg har nu rullet over skærmen i nærmest døgndrift. Grotesk, absurd langt ude er nok noget af den følelse de fleste sidder med lige nu. For skønt er det mildt sagt ikke at se på, hvordan det borgerlige demokrati udfolder sig for åben skærm. Det vi ser – det ligner begyndelsen på enden for USA som verdens stærkeste imperialistiske supermagt, der er i krise. En betændt byld, der er gået hul på. Og hvor den materie, der strømmer ud stinker.

Et land hvis præsident på forhånd erklærer valget for svindel, hvis han taber. Der kalder valgsystemet for korrupt, hvis han ikke vinder og stemmer der, ikke står hans navn på for ulovlige. Og som forsøger at ophidse sine tilhængere til i Guds navn at kæmpe for de sande amerikanske værdier, der forsat kan sikre ham magten.

Ingen er i tvivl om at der en massiv bevægelse for at vælte Trump. Det har skabt den højeste stemmeprocent nogensinde. Men også en bevægelse med det kæmpeproblem, at den ikke har noget reelt alternativ. Joe Biden repræsenterer ikke nogen fremtid eller ny politik, men en mindre grotesk udgave af den samme imperialistmagt.

Der er heller ikke tvivl om, at Trump har en stor appel til mange vælgere i USA. Landet står midt i en økonomisk, social, politisk krise. Med millioner af arbejdsløse, hjemløse, fattige – og en Corona-pandemi med massegrave til dem der ikke har råd til sygesikring, læge og hospitalshjælp. En krise der har åbnet for fuldt udsyn til kapitalismens forbrydelser overfor landets egen befolkning. Som demagog og folkeforfører har Trump kunnet spille på folks frygt. Frygt for hvordan det skal gå dem, for de ”fjender” der vil stjæle det sidste de har fra dem. Der er millioner af amerikanere, der står med ryggen mod muren og som ønsker at tro på Trumps løfter om, at han kan gøre ”USA-imperialismen great again” og som ikke kan se en fremtid uden et kapitalistisk system.

USA-imperialismen er ikke i fremgang, men tilbagegang. Selvom den er stærk nok til at udføre mange forbrydelser og krige endnu. Rivaliseringen med nye supermagter som Kina, hvis økonomi igen er på vej op, tager til i styrke. I EU-lande og herhjemme holder lederne i vid udstrækning på Joe Biden. Han formodes at give større stabilitet for euroen og eksporten.

Gamle ringvrang som de tre forhenværende statsministre Fogh, Thorning og Løkke har optrådt med, at en sejr til Biden vil kunne opretholde illusionen om USA som verdens største demokrati. Og om at vesten har brug for USA som verdens førende kraft, der kan sikre international handel, fred, klima og menneskerettigheder.

Trump har både før og under valget sagt, at han ikke vil acceptere at gå af hvis han taber. Tusindvis af advokater er i gang med at hæve store salærer ved kommende retssager omkring valget. I nogle byer er der frygt for at væbnede militser blander sig i demonstrationer. Der kan gå dage og uger før valget er endelig afgjort. Men uanset hvem det bliver, er det kapitalistiske centrum, Wall Street vinderen. USA imperialismen står endnu mere afklædt og den amerikanske arbejderklasse og befolkning står foran en kæmpe opgave med at skabe enhed omkring et reelt alternativ og fremtid.