Boganbefaling: En rabarberdreng vokser op

Kulturforslag af Ki

Jeg kan varmt anbefale de to bøger af Christian Christensen: “En rabarberdreng vokser op” og “Bondeknold og rabarberdreng”.

Når disse bøger er så spændende at læse, skyldes det blandt andet:

• De behandler livet på Nørrebro og på landet i arbejderklassen (de ufaglærte) i slutningen af 1800-tallet. Et miljø vi kan genfinde hos Nexø og fra 1920’erne hos Tove Ditlevsen.
• At forfatteren er en glimrende fortæller med sans for at trække ”harmonikaen” ud og folde den sammen. Dvs. forholdet mellem drama og hverdag er fremlagt, så det fænger.
• De mange korte kapitler har ofte en pointeret afslutning.
• Refleksionerne over de mennesker, der portrætteres, og ikke mindst over ham selv.
• Han er en spændende person, der er dannet af Rabarberlandet med dets barske forhold og sammenhold og af en enestående mor, der gennem opdragelsen af ham ifølge CC har betydet, at han ikke skejede ud og blev kriminel eller tog sit eget liv.

Klassebevidstheden står tindrende klar og retfærdighedssansen er veludviklet samtidig med, at CC er en handlingens mand (dreng), så vi oplever mange uretfærdigheder og hans kampe mod dem – ligesom vi ser kampene hos de beundrede skikkelser som den humanistiske lærer Thygesen, der lærer børnene at tænke og være kritiske, hos en arbejder, Eriksen, der griber ind (råber op) over for to store betjente, der på gaden overfuser og vælter nogle gamle koner med deres trækvogne med varer. Denne begivenhed accelererer, så Eriksen dør og får en kæmpemæssig begravelse. Og hos fattiglægen Bondsen med situationer, hvor han træder op imod myndighederne, med hjælpsomhed over for de fattige patienter og forsøg på at indgyde oprørtrang hos CCs mor.

Aldrig har jeg læst om så mange tæv som her: fra de rå gadebetjente, i skolen og i forfærdende grad fra den alkoholiserede far, der lader kone og børn sulte, mens han selv får god varm mad, gode madpakker, drikker i arbejdstiden og går på værtshus om aftenen.

Hans mor og børnene laver fra de er omkring fem år gamle ildtændere, så huslejen kan blive betalt, og de kan få lidt at spise.

Er der noget, Christian Christensen ikke bryder sig om, så er det arbejde der ikke kræver tankevirksomhed af ham, og han fortæller levende om de mange typer arbejde han har.

Meget spændende står historien om hans bijob som samarit på en fabrik. Arbejdet prøver han at undslå sig, men forgæves. Han skal tage sig af de arbejdere, der kommer ud for arbejdsulykker og sende dem videre til hospitalet. Han får udrettet, at arbejderne bliver bedøvet på hospitalet (det koster nemlig fabrikken penge), han laver statistisk arbejde over ulykkerne og kritiseres herfor af sin foresatte, mester Nielsen, der kan fyre ham, men bruger CCs indsamlede materiale til at forbedre arbejdsforholdene. Nielsen er ikke den eneste i en mellemposition, der ser CC som eksotisk og har sympati med ham.

CC har megen sans for kvindernes fortvivlende situation og stor veneration over for og kærlighed til sin mor, der (mundtligt) ligesom han kan udtrykke sig.

CCs erindringer er på opfordring skrevet kort før han døde og udkom i hhv. 1961 og 1962, men ”Forfatterskabet begyndte i 1910 med bogen Arbejderne og børneflokken[1], der er et kampskrift for Den seksuelle frigørelse og svangerskabsforebyggelse, der er en af de første udgivelser om emnet i Danmark.

Bøgerne kan lånes på biblioteker, evt i fjerndepot. De er udsolgt fra forlaget og er overordentlig vanskelige at få fat på. I Oktober Bogsalg Århus står to eksemplarer af “En rabarberdreng vokser op”.

Se også andre kulturforslag