Digitalisering betyder privatisering og udsalg af selvstændighed

Ved Folketingets åbning varslede Statsminister Mette Frederiksen at arbejdet med at udvikle næste digitaliseringsstrategi snart går i gang. Erfaringerne med den nuværende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi roses til skyerne, men reelt har det været en voldsomt dyr katastrofe for ansatte og for demokratisk indflydelse

Digitalisering bliver brugt som et ubetinget plusord i det danske Folketing, der er sågar oprettet en digitaliseringsstyrelse og udarbejdet strategier, hvor alene det at noget bliver digitalt tilsyneladende er et argument i sig selv. Skulle man tro statsministeren, så har danske industrivirksomheder ligefrem et digitalt forspring og digitaliseringen er gået fra at være ét konkurrenceparameter blandt mange – til i denne tid at afgøre virksomheders overlevelse.

I åbningstalen forklarede Statsministeren desuden at samfundet var hurtige til at omstille sig under corona-nedlukningen og bruge ”Danmarks digitale styrkeposition. Patienten kunne ses af lægen via video. Eleverne kunne undervises online…”

I virkeligheden har Danmark ikke en særlig styrkeposition. Sandheden er, at de offentlige myndigheder og politikerne under dække af ”modernisering” og ”digitalisering” har gennemført en mængde privatiseringer og til gengæld har skåret ned, så der ikke er hænder nok.

En masse offentlige arbejdspladser er blevet privatiseret, for med krav om digitalisering af opgaverne, skal man følge EUs lovgivning om at sende opgaverne i udbud, og før man kan gøre det så bruges der ofte tid på at gennemføre en certificerings øvelse, hvor alle opgaver strømlinjes og beskrives, og den opgave udlægges også gerne til en privat aktør.

I praksis har mange ansatte oplevet at digitalisering i praksis betyder en mængde ekstra arbejde og absurd bureaukrati. Og det er samtidig svært at finde frem til hvem der er de ansvarlige når private aktører og rådgivningsfirmaer, og it-virksomheder både leverer og definerer løsninger.

En anden uheldig bivirkning er at viden forsvinder fra organisationerne selv, og man gør sig afhængige af private virksomheder, selv når det kommer til den daglige drift.

Historien om Sundhedsplatformen viste tydeligt at nye systemer kan være både langsommere og mere tidskrævende end de gamle. Men den rodede udrulningen af Sundhedsplatformen og den fejlagtige forestilling om kommende besparelser var kun begyndelsen af problemerne.

Et andet væsentligt og mere alvorligt spørgsmål handler om at øget centralisering gør både data, og systemer mere sårbare. Der er helt grundlæggende ikke styr på datasikkerheden på nogen som helst parametre, når private profitmotiver er styrende, og data håndteres på billige serverløsninger hos f.eks. Amazon et sted i udlandet.

Et andet mindst lige så centralt spørgsmål er at hele den metode der bruges til at gennemtrumfe digitalisering er garanti for systemer der kommer til at stå over de ansattes faglighed og i sidste ende står over demokratisk indflydelse. Med f.eks. sagsbehandlingsplatform Modulus så bliver dele af håndteringen vanskeligere at gennemskue både for sagsbehandlere og for de mennesker der søger hjælp hos kommunen. Fra Kommunernes Landsforening er der en klar ambition om at rykke endnu mere af sagsbehandlingen over på IT-systemer.

Brandudsalg af viden

Ved at kræve digitalisering af alt, og ved at købe sig til rådgivning og ydelser og eksterne parter, så binder man sig til en privatiseringsdagsorden der rækker langt videre end de nuværende politikere. Når man har haft brandudsalg af egen viden, sætter man sig i et afhængighedsforhold til de private udbydere. Det samme gør sig i virkeligheden også gældende når man ser på spørgsmålet i et internationalt perspektiv.

Danmark er selv med til at presse på overfor mindre og fattigere lande, så de kan komme med på digitaliseringens dagsordener og tilbyder at facilitere og hjælpe med at levere løsninger. I praksis betyder digitalisering, at lande der ikke selv har viden og kapital nok til de moderne systemer, kan miste deres administration til udenlandske IT-virksomheder, og de imperialistiske magter de er knyttet til. Det gælder jo selv i Danmark, hvor størstedelen af statens IT er solgt til private virksomheder, og størstedelen af disse er udenlandske giganter som NEC, der ejer Kommunedata mm. Og de internationale giganter kommer med deres helt egen dagsorden.

Skoleintra i hænderne på en kapitalfond

Der findes danske virksomheder, som den private IT virksomhed Netcompany, der i hvertfald oprindeligt var en dansk virksomhed, nu ejet af den hovedsageligt nordiske kapitalfond FSN Capital. Kapitalfondens primære formål var og er at Netcompany skulle ekspandere, gennem opkøb og fusioner, og derfor er virksomheden nu vokset til flere tusinde ansatte i mange lande, og står snart salgsklar så kapitalfonden kan hente sine investeringer hjem igen.

De danske IT løsninger som hermed kommer til salg på det internationale marked er f.eks. aula.dk og borger.dk. Der er ikke så langt fra at sælge det lokale kraftvarmeværk eller anden samfundsvigtig infrastruktur, til at sælge centrale IT-løsninger. Men IT-løsninger har yderligere det uheldige at de kan drives fra den anden side af planeten og det er et marked hvor der i øjeblikket opbygger sig gigantiske monopoler.

Og oveni dette er IT-løsningerne fulde af fejl og en række af dem kasseret som ubrugelige. Firmaet Netcompany står også bag den ubrugelige corona-smitte app, ligesom aula er dybt kritiseret.

Kapitalfonden FSN Capital har gladeligt taget imod de mange rare danske skattekroner der er gået til at udvikle og drive deres virksomhed frem. Og vil stryge gevindsten uden at fortrække en mine. Den nordiske industri og finansverden har en andel i historien, det er nemlig blandt private og offentlige pensionsformuer at ejerkredsen i kapitalfond FSN Capital skal findes, og det er samtidig dansk industri der er med til at skubbe på både en digitaliserings og en privatiserings dagsorden.

Resultatet af digitalisering er reelt en dårligere offentlig service, og har på mange områder været en dårligere forvaltning. Ny teknologi er ikke dårligt i sig selv, men på alle områder har den måde som Danmark har indført ny teknologi været til skade og ulempe for ansatte og for alle børn og ældre og patienter, osv., hvis dagligdag er gjort afhængige af at systemerne virker. Og samtidig har strategien gjort Danmark afhængig af udenlandske kapitalkræfter. Det er ikke en styrkeposition. Tværtimod.