Præsidentvalg i USA: Valg kan ikke besejre fascismen, det kan kun vi

Der er stærke fascistiske tendenser i dagens USA. I statens vold og racisme og i de åbent fascistiske bevægelser der får lov at krybe op af kloakken. Men som The American Party of Labor slår fast i denne artikel, er denne udvikling ikke knyttet alene til Donald Trump. Fascisme er det kapitalistiske samfund i forfald, en del af udviklingen af den amerikanske kapitalisme i dens sidste imperialistiske stadie. Derfor er løsningen ikke at skifte Trump ud med Biden, men at organisere sig mod fascismen og kapitalismen.

Artikel fra The Red Phoenix, udgivet af The American Party of Labor, 1.oktober 2020.

Fascismens største fjende er og har altid været en forenet arbejderklasse

Hele verden er opmærksom på det kommende valg i USA. Skønt der er andre magtfulde imperialistiske nationer i post-koldkrigsverdenen, så er USA stadig dets centrum. Spekulationerne omkring valget har direkte indflydelse på den daglige flod og ebbe i investeringerne på det globale marked, idet kapitalisterne overvejer mulighederne, der er skabt af de mere end 1 million døde under covid19-pandemien og den voksende ustabilitet i den imperialistiske kerne.

For amerikanere har Trumps første periode som præsident betydet en voldsom styrkelse af det yderste højre, intensivering af undertrykkelsen af immigranter og udhulingen af basale borgerrettigheder som fx stemmeretten. Den højreorienterede vold mod undertrykte folk er ikke bare videreført af statens undertrykkelsesapparater, men også af den militante højrebevægelse, der rejser sig fra skyggerne af Charlottesville. På utrolig mange måder kaster dette valg en lang skygge over livet hos alle, der bor i USA.

Mange på venstrefløjen har besluttet, at Trump må og skal besejres, og at opslutning om Biden er den logiske vej at gå. Det kan ikke benægtes, at Trump skal besejres, og at hans præsidentperiode repræsenterer en alvorlig trussel mod arbejderklassen i USA. Men i den alvorlige situation kan vi ikke benægte den simple sandhed, at den fascistiske politik og disse fascistiske bevægelser eksisterede før Trump og vil eksistere, stærkere end før, efter Trump. Trump har ikke brug for at oprette en paramilitær gruppe, når det reaktionære borgerskab igennem generationer er blevet opdraget til at være den styrke. Politiet er sluppet afsted med voldelig undertrykkelse af udsatte grupper fra år nul. Den amerikanske stat, der altid snakker om den personlige frihed, har ingen problemer med at udøve voldsom autoritativ magt både hjemme og i udlandet, når det passer ind i magthavernes kram.

Ingen kommunistisk gruppe i USA har en betydende grad af indflydelse på den offentlige mening. Ikke desto mindre har mange organisationer kastet sig ind i en opslutning, hvor de giver sig fuldt og helt for valgkampen. Der ligger pragmatisme bag det, men ikke meget andet. Man kunne endda argumentere for, at det i USA ville skade en hvilken som helst kandidat mere end gavne, hvis en kommunistisk gruppe støttede vedkommende. De frisindede hader de stærkt venstreorienterede, ofte mere end de hader de højreorienterede og fascisterne. Angrebene på socialdemokraten Bernie Sanders kampagne viser det.

Alt imens valget overskygger det virkelige politiske liv, fra de arbejdsløses køer til immigrant-interneringslejrene bygget af Obama og Biden og gjort til hjem for race- og familieadskillelse, til de velstillede forstæder, koncentrerer både Biden og Trump sig om deres kampagner, mens vi siger, at sloganet om at ”besejre Trump” er utilstrækkeligt. Som Malcolm X sagde i 1964, og som bolsjevikkerne sagde i 1917, kan et valg være et redskab for de revolutionære, noget som ikke skal ignoreres. Men vi skal aldrig, især når fascismen vokser i styrke i USA, reducere vores paroler til gamle valgslogans som ”dette valg er for vigtigt”. Vores liv som arbejdere er for alvorligt truet til at nægte at se, som hele landet gjorde i denne uges debat, at vi taber i begge tilfælde – uden en reel folkelig bevægelse.

Den lange nedtur mod amerikansk fascisme

I behandlingen af enhver dårligdom er det nødvendigt at finde årsagen til sygdommen. Uanset hvor vigtig behandlingen af symptomerne end forekommer, så er det ikke en kur mod sygdommen, og den vil kun kunne skabe midlertidig eller delvis lindring for den syge. Trump er ikke sygdommen, han er symptom på sygdommen, det betændte udslæt, som sygdommen har skabt. Sygdommen er kapitalismen. Men at identificere sygdommen er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt at spore dets iboende sygdomsårsager.

Fascismen er ikke et nyt fænomen i amerikansk politik. Fra anden generation af Ku Klux Klan i 1920-erne til Fader Coughlin, Det tysk-amerikanske Forbund og Sølvskjorterne i 1930-erne til det amerikanske naziparti i 60-erne og 70-erne til nutidens Alt-Right har utilslørede fascistiske organisationer og ideer haft en vedholdende tilstedeværelse på den politiske scene i USA. Det nye er, hvordan disse grupper og den ultrareaktionære ideologi, de repræsenterer, har flyttet sig fra periferien og skyggerne til hovedscenen. Det er helt tydeligt, at de er blevet ansporet og dristigere af Trumps tid som præsident.

Det skal stærkt understreges, at selvom den klare og åbne fascisme kun nyligt er kravlet op fra kloakkerne og ud i dagslyset, så har fascistiske tendenser og processen med fascisering præget det amerikanske samfund i årtier. Fascisme er det kapitalistiske samfund i forfald. Fascismen er den uniform, som kapitalismen tager på, når den ikke længere er i stand til effektivt at styre klassekampen og fortsætte styringen ”på den gamle måde”. Det er terroristisk diktatur udøvet af de mest reaktionære elementer i finanskapitalen. Set i det perspektiv er fascismen i USA ikke et spørgsmål om denne eller hin gruppe af yderliggående fanatikere. Det er tværtimod en del af udviklingen af den amerikanske kapitalisme i dens sidste imperialistiske stadie.

Fusionen mellem monopolernes finanskapital og statsapparatet er blevet iagttaget og kommenteret siden 1950-erne – det højt besungne ”militær-industrielle kompleks”, som tiltager sig total økonomisk dominans. I det sociale liv har der længe været en udvikling hen mod en militarisering af samfundet med tiltagende vold og undertrykkelse fra politiets side. Det ses tydeligt med politiets tilstedeværelse i områder med immigranter og farvede, hvor det mere ligner en besættelseshær. 1960-erne og 70-ernes bevægelser for borgerrettigheder, kvindefrigørelse, mod krig, for sociale forandringer tændte den konservative reaktion, som er fortsat til i dag. Reagans præsidentperiode i 1980-erne accelererede kampen for at fjerne mange af de liberale tiltag, der var blevet gennemført i de foregående 20 år. Både det tilsyneladende liberale Demokratiske Parti og det åbenlyst konservative Republikanske Parti drejede mod højre i 1990-erne. Denne højregående trend er ikke aftaget, den er intensiveret. Det er indgroet i den politiske struktur i USA.

Således skal ”Trumpismen” ses som en del af og en særlig manifestation af denne dybt rodfæstede fortløbende proces.

Trumpregimets historiske forbrydelser

I jagten på og forståelsen af hele denne udvikling skal vi dog ikke glemme de forandringer og den udvikling af kriminalitet, som er foretaget af Trumpregimet. De forbrydelser, som Trump-regeringen har begået imod det amerikanske folk er alvorlige og utallige. Hans svar på COVID-19 pandemien har været fuldkommen fejlagtig, hvor han har prioriteret profit højere end sundhed, har udvist mangel på tillid til videnskaben og eksperter i almindelighed, hvilket har resulteret i mere 200.000 døde. Coronavirussen har ramt den afro-amerikanske befolkning uforholdsmæssigt hårdt, ligesom den har medført et utal af dødsfald blandt amerikanere uden nogen form for lægehjælp, fordi de mistede deres sundhedsforsikring under COVID-19 recessionen.

Det officielle arbejdsløshedstal i USA er mere end 30 millioner uden udsigt til anden hjælp end sølle 1200 dollars i statshjælp, hvilket for de fleste amerikanere dårligt nok rækker til husleje og leveomkostninger i 1 måned.

Trumpregeringen har været voldsom racistisk og modstander af immigranter fra starten, og nu består den officielle politik i at fjerne børn fra deres forældre og indespærre dem i, hvad der må kaldes koncentrationslejre. Denne grusomhed bliver forbundet med nylige rapporter om tvungen fjernelse af livmoderen hos kvinderne i lejrene. Der er her tale om direkte folkemorderiske handlinger. Trumpregeringen har sørget for en kontinuerlig erosion og tilbagerulning af folkets demokratiske rettigheder som fx at udtrykke sig, at samles til protester, at holde taler, gennem brugen af morderisk polititerror og opfordring til vold mod fredelige demonstranter, udpegning af politiske modstandere og forsøg på at sætte de brede antifascistiske bevægelser og Black Lives Matter på listen over terrorister, fordi de protesterer mod højreorienteret reaktion og for at kæmpe for almindelige civile rettigheder. Alt dette er udtryk for en større plan for undertrykkelse af anderledes tænkende og af de demokratiske rettigheder.

Dertil kommer, at Trump har tydeliggjort sine intentioner om at ødelægge og sabotere alle de tilbageværende rester af det borgerlige demokrati, forsætlig tilbageholde finansieringen af postvæsnet for at sabotere brevstemmer, holde taler med falske beskyldninger om valgsvindel skabt for at fratage amerikanerne deres stemmeret, vedtagelse af en masse indkomstskatter for at fjerne penge og demontere det sociale sikkerhedsnet (tiltage, der primært går ud over de ældre og fattige arbejdere), udtale offentligt, at han vil ”forhandle” om en tredje valgperiode på trods af trusler om rigsretssager og opfordringer til at afskaffe det valgkollegie, der tillod ham at vinde valget i 2016. Alt sammen del af en klar dagsorden for at køre Trump i stilling som autokratisk leder.

Trumpregeringen arbejder aktivt på at ødelægge, hvad der er tilbage af menneskerettigheder og konstitutionelt borgerligt demokrati i USA, tilbagerulle sociale tiltag for sundhed og uddannelse, retten til at bestemme over sin egen krop ved Roe v. Wade-beslutningen (retten til abort,o.a.), retten til at organisere sig i en fagforening, minimumslønninger og arbejderbeskyttelse, den basale stemmeret, hvilket hele vejen igennem rydder vejen for de velhavende ejere af monopolerne og corporationerne til endnu mere magt i samfundet, for slet ikke at nævne den totale ignorering af naturkatastrofer opstået som følge af samfundets problemer med klimaændringer. Den racistiske undertrykkelse af immigranter og sabotagen af demokratiet er et ekko af fortidens fascisme. Alle historikere, alle eksperter, alle overlevende fra tidligere tiders autoritære regimer, alle masseorganisationer, alle menneskerettighedsorganisationer, alle de fattige arbejdende i dette land og i hele resten af verden er enige om denne ene ting: Vi må være rede til at stoppe den voksende fascisme i USA for enhver pris.

De særegne træk ved den amerikanske fascisme og vores særlige svar

Mange venstreorienterede kommentatorer har været langsomme til at erkende denne fascistiske fremmarch i USA siden 2016, fordi de opfatter fascisme som en rationel, objektivt identificerbar ideologisk bevægelse. Da Det Amerikanske Arbejderparti i 2016 opfattede Trump som prototypen på en fascist, blev vi ofte angrebet og beskyldt for reformisme, fordi vi ikke angreb Hillary Clinton i tilstrækkelig grad. Venstreorienterede og liberale angreb os for at sidestille Trump og Mussolini.

Men vi ved, at fascismen historisk har bevæget sig på flere forskellige måder og skaber sit eget udtryk, der passer til de forskellige lande, den æder sig ind i. I stedet for en ren arisk race tales der om hvidt overherredømme, og til forskel fra den japanske fascismes ønske om et asiatisk imperium, opstiller både republikanere og demokrater den amerikanske exceptionalisme og internationalt hegemoni. Men alle disse særlige amerikanske opfattelser har et fælles tema, de er en manifestation af det generelle fascistiske ønske om at skabe et despotisk diktatur bestående af de mest chauvinistiske kræfter. Der er kun lidt, man kan gøre for at få en tilhænger af hvid undertrykkelse af andre til at vakle i troen, eftersom hele scenariet bygger på fornægtelse af realiteterne, hvilket den nylige debat viste tydeligt. Af den grund falder diskussionen om at fjerne fascismen fra magten til jorden. Jean Paul Sartre sagde om fascisterne: ”De ved, at deres udsagn er letkøbte og kan udfordres. Men de morer sig, for det er deres modstandere, der er forpligtede til at tale ansvarligt, eftersom de tror på ordet. Antisemitterne forbeholder sig retten til at spille skuespil…”.

At vi erkender truslen fra amerikansk fascisme gør os ikke blinde for det faktum, at demokraterne igen og igen har bevist, at de enten er ude af stand til eller ikke vil bekæmpe den fascistiske trussel. Faktisk har de ofte støttet dens bestræbelser i senatet eller delstaters vold mod demonstranter, og samlingen af folk uden opholdstilladelse, som er blevet sendt i koncentrationslejre. Det er for længst slut med sloganet ”Stem demokratisk uanset hvad”, nu er det tiden til målrettet og tydeligt at opbygge enheden i arbejderklassen totalt udenom borgerskabets organisationer. Kun vi kan frelse os selv. Malcolm X sagde i sin berømte ”Ballot or the Bullet”-tale, at det er nu, ikke i morgen, ikke ved næste valg, men nu, der skal skabes en forenet front, som kan kæmpe for arbejderklassens sag, ikke i magtens korridorer, men på grundplan i hver eneste by i dette land.

Opbygningen af et virkeligt arbejderklassealternativ

På baggrund af de historiske omstændigheder og de udfordringer, som den amerikanske arbejderklasse står overfor i en tid med genoplivet fascisme, er det afgørende, at vi udbreder solidariteten mod had, for reelt demokrati, for almen adgang til sundhedsvæsnet, for arbejde, for boliger, for redskaberne til et rigt liv til alle hjørner af vores land. For de parlamentsfikserede drejer det sig om at udbrede ideen om, at landet består af ”røde og blå stater”. (republikanernes farve er rød, demokraternes er blå. o.a.) I al for lang tid har det amerikanske venstre kun været til stede i storbyenklaver og koncentreret sig om kampagner omkring nationale spørgsmål og slet ikke om lokal organisering.

Overalt, hvor reaktionen og hadet findes, skal vi være der og besvare det med arbejderklassens organisering, journalistisk arbejde og fælles hjælp. I Orlando, Alabama, New Jersey, New York City og andre steder har det amerikanske arbejderparti haft succes med at organisere gennem og forbinde sig med lokale arbejderorganisationer, hvor der udvikles et nationalt program for arbejderdemokrati og socialisme. En stærkere lokal organisering viser et stort behov hos det arbejdende folk for vores politiske platform, som kan skabe større klarhed over arbejderklassens behov, bekymringer og ønsker.

I denne valgtid med røde, blå og rødblå stater må vi kommunister komme ud over disse begreber. Vi må være villige til at tale med lokalbefolkningen, forstå deres bekymringer, være parate til også at uddanne og diskutere med dem, der har reaktionære holdninger. Den amerikanske venstrefløj er ofte hurtig til at hylde mellemkrigstidens CPUSA (Communist Party of USA) for dets organisering de forskellige samfund i sydstaterne, mens venstrefløjen i sin egen praksis ofte har undladt at føre den ideologiske kamp, som er nødvendig for at kunne gennemføre arbejdet og nægter at klæde sig på til at tackle modsætninger i den amerikanske arbejderklasse, og oven i købet ofte nægter at anerkende, at der overhovedet eksisterer en amerikansk arbejderklasse. For at besejre fascismen må vi stå ansigt til ansigt med dem, der er under påvirkning af fasciseringen af amerikansk politik og diskutere med dem og uddanne dem.

Mens fascismen vokser i USA, vil det vise sig at være en fatal fejl, hvis man afviser at udføre det hårde arbejde med revolutionær organisering. Af den grund siger vi, at vi må overvinde den fremvoksende fascisme gennem radikal organisering af arbejderklassen. Ikke bare overvinde Trump og ikke bare ved kynisk, pragmatisk og ”taktisk” stemmeafgivning. Mere end noget andet må vi mangedoble den internationale arbejderklasses kraft, den arbejderklasse, som ofte føler sig magtesløs og blæst omkuld af fascistisk politik og antividenskabelig fanatisme i 2020. Vi så alle, hvor fremmedgjorte det meste af landet – både højre og venstre – følte sig i forbindelse med den nylige debat. Den socialistiske bevægelses styrke er netop at vende arbejderklassens utilfredshed til organisering og magt. En national organisering af arbejderklassen tæt forbundet med lokal organisering kan – ligesom tidligere revolutionære bevægelser – forandre samfundet fundamentalt og besejre fascismen fuldstændig.

Originalartikel
Elections wont defeat fascism – only we can

Læs også:
Præsidentvalg i USA 3. november: Med Wall Streat som sikker vinder