Begrebet middellevetid er sammen med spædbørnsdødelighed et meget brugt mål for befolkningens sundhed. Men når begrebet bruges af Folketinget i Velfærdforliget til at gennemtrumfe en generel stigende pensionsalder, så er der tale om et angreb på arbejderklassen og de fattigste i Danmark.
Det kan være næsten umuligt at finde ud af hvordan Danmarks Statistik beregner de tal for middellevetid de bruger i deres fremskrivninger. Og det koster penge og tid at få adgang til de bagvedliggende tal.
Befolkningspyramiden som kan findes på dst.dk, har ingen detaljer om indvandring og udvandring. Her angives f.eks. at årgang 1970 er vokset med næsten 5000 individer mellem 1980 og 2020. I 1980 er der 70.993 fra årgang 1970, mens i 2020 er årgang 1970 vokset til 75.628. Hvilket i praksis gør det vanskeligt at bruge befolkningsstatistik til beregning af en generel middellevetid for mennesker født i Danmark i 1970.
Se graf:
Fremskrivning med 20 år til 2040 hvor årgang 1970 når pensionsalderen, angiver, at der er 67.856 mennesker tilbage. Igen med det forbehold at det ikke angives hvordan man medtager indvandring og udvandring. Det indikerer, at i de næste 20 år forventes omkring 7.772 fra årgangen, eller omkring 9 procent, at dø før de når pensionen. Ser man på hvor mange der når at have 5 år på pension er 63.877 tilbage. Men her er vi altså 25 år ude i fremtiden og statistik er en ganske anden sag end fremskrivninger. Fremskrivninger er gætteri og rammer sjældent rigtigt.
Ser man i stedet på tal der må antages at være statistisk korrekte, så er 58.778 i dag tilbage af årgang 1945, ud af 65.645 for fem år siden. Altså et betydeligt højere frafald i faktiske tal, end i fremskrivningen.
Fattige dør 10 år for tidligt – og uligheden stiger
Tal for udviklingen i middellevetiden i 2011 viser også store forskelle mellem indkomst- og uddannelsesgrupper i Danmark. Middellevetiden for de 25 procent rigeste mænd er på 82,0 år, mens middellevetiden for de 25 procent fattigste mænd er på 72,2 år – dermed er der næsten 10 års forskel i levetiden mellem de 25 procent rigeste og fattigste i Danmark. Også for kvinderne er uligheden i levealder vokset, blot lidt mindre.
Bag betegnelsen ‘rige’ og ‘fattige’ ligger klasseforskel, uddannelse og arbejdssituation, der har konsekvenser for sygdom og nedslidning.
I 1987 var den tilsvarende forskel i middellevetiden mellem indkomstgrupperne ”kun” på 5,5 år. Det peger på, at der i perioden er sket en gradvis stigning i den sociale ulighed i levetiden for mænd – målt ud fra middellevetiden for de fire indkomstgrupper.
Se Social ulighed i levetiden
Unge og ældre er hårdt ramt af arbejdsløshed under krisen
Det sidste emne der skal berøres i denne artikel er, at den aktuelle økonomiske krise igen dokumenterer at kapitalismen rammer de ældre og unge på arbejdsmarkedet relativt hårdest. Det er endnu en grund til at sænke pensionsalderen. Den nuværende krise under coronaen betyder en højere arbejdsløshed for de 25-29-årige og lønmodtagerne over 60 år end under finanskrise. Det fremgår af figuren herunder. Men også de 30-39-årige er hårdere ramt nu end under finanskrisen.
For de unge har stigningen været særlig stejl, mens den for de ældre ikke har været helt så voldsom. Sagen er nemlig den, at arbejdsløsheden for de over 60-årige havde et relativt højt udgangspunkt, inden coronakrisen ramte. Arbejdsløsheden for seniorerne faldt nemlig ikke så meget under opsvinget og var endda svagt stigende op til coronakrisen.
Kilder:
Arbejderbevægelsens erhvervsråd 21- juli 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
