Af Dorte Grenaa, APK
Også her i Danmark er der en stor solidaritet med det sociale oprør i USA som mordet på Georg Floyd antændte. Mange er gået på gaden i demonstrationer i en række byer den seneste uge, trods bekymring omkring Covid19.
Hvad der sker i USA lige nu og den kamp der foregår, har stor betydning. Vi ser ikke bare frustrationen over en sammensmeltning af politibrutalitet og racisme, af Covid19 pandemien der rammer millioner af fattige uden sygesikring ekstremt hårdt, af massearbejdsløshed og øget udbytning og undertrykkelse. Vi ser en eksplosion af kraft og energi fra store dele af befolkningen, der ikke længere tror på de sædvanlige lappereformer, men selv vil forandre tingenes tilstand og skabe noget nyt. Vi har set de sociale oprør gå fra kontinent til kontinent de seneste år og nu sker det lige i hjertet af imperialismen selv i USA.
”I can’t breath” – ”Jeg kan ikke trække vejret” er også hvad mange føler herhjemme, ikke mindst unge med anden etnisk baggrund. Unge der er trætte af, at de oveni den voksende arbejdsløshedskø bliver sorteret fra, fordi de har et anderledes klingende efternavn. Der er trætte af hele tiden at blive stoppet og visiteret af politiet i visitationszonerne, fordi de har mørkt hår eller mørk hudfarve. Demonstrationerne Black Lives Matters er en mulighed for at sætte fokus på det, som nogen kalder ”hverdagsracisme”, men som vi aldrig må tillade bliver normal hverdag. Og derfor protesteres der nu.
Racisme og fremmedhad, imperialismens forestilling om den hvide mands overherredømme og om de imperialistiske landes overlegenhed og forrettigheder er måder magthaverne forsøger at dele og splitte befolkninger og arbejderklassen på, så de kan få held til at opretholde deres system.
Det der peger fremad i demo’erne er den internationale solidaritet med kampen mod imperialismens undertrykkelse og afsløringen af denne. Noget vi før har set blive en drivkraft i udviklingen af klassekampen. Hvis der samtidig sættes navn og adresse på forholdene herhjemme og hvem der er ansvarlige, at det at det for alvor begynder at rykke.
Et konkret krav vil være fjernelse af ghettoloven. Med den er der indført to slags lovgivning. En lov for dem der bor der, der betyder at boligerne og børneinstitutioner kan rives ned og folk tvangsflyttes, at man kan idømme dobbelt straf og hele familien gøres hjemløs, hvis en bliver straffet. Og så en hel anden lov for dem udenfor, hvor disse ting ikke gælder.
Ghettoloven er ikke bare racistisk, fordi den kun gælder i områder, som er politisk bestemt ud fra antallet af mennesker med anden etnisk baggrund. Det er også en lov der i den grad illustrerer det virkelige klasseindhold, da ghettoområder også bestemmes ud fra antallet af arbejdsløse, lav indkomst og lav uddannelse. To slags lovgivning alt efter hvem du er og hvor du er. Det kan hverken accepteres i USA eller i Danmark.
I de seneste dage er der blusset en debat op om spørgsmålet om sorte og hvide i demo’erne. Den er rejst af sekteriske identitetspolitikere og sætter en kile til splittelse ind i protesterne, ved at gøre det til et spørgsmål om sorte kontra hvide. Med respekt for at racismen historisk og aktuelt rammer sorte og farvede meget hårdere og oftere, så er protesterne bredere og også udtryk for den sociale og klassemæssige ulighed og vrede.
At forandre tingenes tilstand kræver fælles kamp, alliancer, og udvikling af enhed. Ingen gruppe kan gøre det alene. Og her spiller arbejderklassen en særlig rolle, ikke kun fordi en stor del af sorte og farvede både i USA og i Danmark tilhører arbejderklassen. I USA hvor Trump nu vil forsøge at mobilisere den hvide del af arbejderklassen med genoptagelse af sin valgkamp mod det sociale oprør og for at slå det ned med ”lov og orden” vil det få alvorlige følger, hvis det lykkes.
Det det gælder om nu er at inddrage de konkrete udtryk for racisme, politivold og undertrykkelse i Danmark, sætte navn på de ting der skal ændres, få givet det en stemme, få rejst krav om forandring og få vendt vreden mod de virkelige ansvarlige. En aktionsform der har udviklet sig mange steder er at rive symbolerne på tidligere slaveejere, statuer og vejskilte, ned, for at sige vi vil ikke finde os i det længere. De er fortidens syndere, vi skal også udpege hvem der er nutidens moderne slaveejere og stille dem til ansvar.
Det er den vej vi ser solidaritetsbevægelsen må udvikle sig videre ad og blive en drivkraft i udviklingen af klassekampen og kampen mod racisme.
Læs også
Dansk statsracisme gennemsyrer lovgivning som ghettopakken og starthjælp
KPnet 11. juni 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
