Den fjerde statsmagts fortælling og fallit

Kommentar af Martin

“De vigtigste artikler, når man snakker det progressive medielandskab og især arbejderklassens medier er den organiserende aktiverende artikel. Det er dem som sætter folk i bevægelse og skaber aktivitet, hvad enten i artiklens form eller indhold”, skriver Martin i denne kommentar til ‘den kritiske presses’ fallit.

Ideen om pressen som den ‘fjerde statsmagt’ og dens rolle som magtfaktor er indgroet i det borgerlige demokratis fremstilling af sig selv. Foruden at den overvejende del af pressen er en borgerlig presse og derfor en del af statsmagtens opretholdelse, så kan selv denne minimums-kritiske presses fallit observeres tydeligt nu.

Mest tydeligt er det ved pressemøde efter pressemøde i det hvide hus, hvor Trump på møde efter møde slynger løgne, racisme og absurditeter ud.

Håndteringen af pressen, afvisningen af den ene eller anden journalists spørgsmål, afbrydelser, mv. bliver i pressemødernes praksis nærmest en diktator med et udvalgt pressekorps som alibi.

Den kritiske del af pressen og deres spørgsmål repræsenterer overvejende Demokraternes parti, og det er i hovedsagen en opportunistisk kritik som vil forstumme, hvis en kandidat fra Demokraterne bliver valgt ind og fører samme politik.

Ikke desto mindre er der noget andet som bliver åbenbaret ved Trump og hans stabs opførsel.

Den ene uge efter den anden, er der fuldstændig tydelige video-dokumenterede beviser på løgn, bagvaskelse, ydmygelser, osv.

Videoer der dokumenterer dette spredes via sociale medier og Trump får nogle fortjente ord med på vejen, men han er stadig præsident.

Hver gang han træder over en linje og fortsat er præsident, så er normen rykket endnu længere ud i politisk perversitet, og han er stadig præsident.

Og hvad kan den kritiske del af den ‘fjerde statsmagt’ med sin selvforståelse gøre ved det? Det er tydeligt, at den absolut magtesløs.

Han er afsløret utallige gange. Alle der ikke er en del af hans bagland, er fuldstændig på det rene med at manden er en magtsyg politisk galning.

Eller med en lidt dybere analyses bedre ordvalg: Han er et af monopolernes udvalgte mand til at bestyre statsmagten.

Nogle med magt må jo ville have ham, ellers var han røget ud endsige ikke kommet ind.

Konsekvensen af de journalister, som afslører hans løgn, fusk, mv. men som ikke kan komme videre end blot at blive afbrudt af latterliggørelse mv. er at Trump på sigt har vundet en lille sejr hver gang, han kan opføre sig, som han gør uden konsekvenser. Det samme har hans økonomiske bagland vundet for rykning af grænserne i udfoldelsen af deres magt og yderligere undergravelse af demokratisk praksis.

Fra kommentarer som “Når man er en stjerne kan man gøre alt. Man kan bare rage dem på fissen” (2005) til de nuværende ugentlige løgnehistorier og benægtelser.

Når det blot søges at afsløre for (velbegrundet) forargelse, men så i øvrigt ikke mere, så stopper forargelsen på et tidspunkt indtil Trump + bagland synes det igen er tid til at krydse en ny grænse. Grænsen for forargelse kan så rykke med længere ud når den krydses.

Alle de mange videoer, der med rette latterliggør Trump og finder eksempler på fuldstændigt absurde modsigelser mv. i hans taler, bliver i længden en udstilling af magtesløsheden hos den samme del af pressen som laver de videoer.

Der er god grund til at fremstille Trump som det beskidte reaktionære svin han er, men det er ikke nok.

Enhver bevægelse som adskiller presse og organisering af kræfter nedefra i aktive massebevægelser, må lide den skæbne formmæssigt at virke kontraproduktivt, når situationer skærpes. Uanset indhold.

Det er naturligvis blot et lille udsnit af en formmæssig kritik man kan rette mod den borgerlige presse, og ikke essensen af den, men noget der kan virke på forståelsen af hvad et medies rolle bør være.

Nu er der heldigvis kæmpende kræfter som organiserer sig mod Trump og co., men ideen om organisering nedefra er fuldstændig kappet fra tænkningen blandt de journalister som har gang i det hvide hus, endsige Washington DC.

De er blevet bildt ind, og er i hovedsagen med til at bilde andre ind, at pressen er “upartisk” og andre ord som her bedst passer ind i en Disney-version af en eventyrverden.

Fortællingen om det borgerlige samfunds presse og dens rolle som ‘fjerde statsmagt’, ‘objektivitet’ mv. er lige så meget løgn som essensen af Trump og mindst lige så skørt.

Afsløringer af Trump og hans løgne, som ikke følges af organisering, opfordring til det, krav om hans afgang, mv. mv. er ikke nok.

Første, anden, og tredje gang man ser videoer af Trump som udstilles i sin latterlige statur kan man grine med, men fjerde, femte og sjette gang?

Det er svært at blive ved med at grine, medmindre det er en latter der skal til for at klare den uvirkelige virkelighed.

Trump og co. kan virke som ekstremer, men sådan nogle ekstremer har mere end tendens til at blive normer, når det tjener borgerskabet.

Fra ‘aldrig at blive stuerene’ er DF eksempelvis nærmest ubrudt lykkedes med at rykke normen i den borgerlige presse og i parlamentet.

Derved ikke sagt i befolkningen i almindelighed, men det smitter af på nogle.

Så langt at Paludan nu er det ekstreme og Pernille Vermund nærmest er en hyggelig norm i kontrast.

Det er en smule uhyggeligt.

Herhjemme har den borgerlige selvindbildte demokratiske presse aldrig understøttet et folkeligt opgør med DF og den højredrejning.

Det er allerhøjest holdt til lidt latterliggørelse og lignende, men højredrejning under kapitalisme, især i dens kriser, kan desværre ikke kun grines væk.

Den vigtigste artikel, når man kigger i det borgerlige medielandskabs selvforståelse er den dybdegående afslørende artikel.

Det er den slags artikler, man kan vinde priser på. Den slags artikler kan naturligvis være fine og er desuden nødvendige, og nogle sandheder på bordet kan være fint for en bevægelse.

Den vigtigste artikel, når man snakker det progressive medielandskab og især arbejderklassens medier er den organiserende aktiverende artikel.

Det er dem som sætter folk i bevægelse og skaber aktivitet, hvad enten i artiklens form eller indhold.

Hvad enten de tænder en ild for handling hos en læser, eller direkte understøtter en konkret massebevægelse.

Altså hvad enten organiseringen er mere almen politisk og rammer en læser uden at det er bundet op på en organisation, eller for eksempel er en omtale for en konkret demonstration.

Artikler kan naturligvis også være dybdegående afslørende, men så sætter den i hovedsagen også krav op.

Derudover kan artikler være mange typer, men fælles er, at de i hovedsagen vil forandre i nuet, ikke blot forklare.

Der hvor den borgerlige presses formmæssiges fallit nu udspiller sig tydeligt, er det vores opgave modsat at styrke tænkningen i vores egne medier.

Al pseudo-adskillelse af presse, politik, analyse, organisering, mv. skal brydes ned.

Alle pseudo-ideer om objektivitet skal overlades til godtroende småborgerlige journalister i den ‘fjerde statsmagt’ og dens fortælling.

/Martin