”Corona-krisen” er en krise for den kapitalistiske produktionsmåde!

Situationen i Tyskland er præget af enorme hjælpepakker til kapitalen, og angreb på arbejdernes rettigheder – under dække af ‘at sikre økonomien’. En dyb krise er under udvikling, en kapitalistisk overproduktions krise

Af Arbeit Zukunft, Tyskland

Vi overvåger alle nøje Corona-pandemien i vores land. Det er vigtigt at tage COVID-19 sygdommen, der er forårsaget af Corona-virussen alvorligt, og gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at inddæmme pandemien ud fra vore muligheder. Men vi kan også se, at frygt og isolering øges hos mange mennesker, og at mange af forbundsregeringens foranstaltninger accepteres ukritisk.

Lige nu er det vigtigt at være mindst lige så forsigtig i forhold til forbundsregeringens foranstaltninger, som vi er overfor venner og familie, som vi ønsker at beskytte.

Hvori består disse foranstaltninger?

I de sidste par uger har forbundsregeringen iværksat den ene ”støtteforanstaltning for økonomien” efter den anden: Hjælpepakker på næsten 1200 milliarder euro, lempelse af loven om massiv brug af korttids- arbejde, forlængelse af arbejdsdagen til 12 timer om dagen og 60 timer om ugen, samt arbejde på søn-og helligdage og forringelse af hvilepauser imellem to skift. Alt dette bliver angiveligt gjort for at holde økonomien i Tyskland i gang og således sikre ”vores velstand”.

Pandemiens indvirkning på økonomien er enorm: Mens forbundsregeringen antager et fald i bruttonationalproduktet (BNP) på mindst 5,6 % som under den økonomiske krise i 2008/2009 går Institut for Økonomisk Forskning (IFO) i München i en analyse fra 22. marts 2020 ud fra at BNP kunne gå 20,6 % tilbage.

Det vil betyde en økonomisk nedgang på op imod 729 milliarder euro. I sin undersøgelse forklarer IFO endvidere, at på arbejdsmarkedet vil op mod 1,8 millioner arbejdspladser, der er omfattet af socialsikrings forpligtigelse, blive ”skåret væk” og mere end 6 millioner mennesker kan bliver berørt af korttidsarbejde.

Mange mennesker er angst ifht deres plads på arbejdsmarkedet, mange er allerede sendt på korttidsarbejde og kan ikke længere betale deres regninger. På grund af tilbagegangen i skatteindtægter vil omkostningerne til statsbudgettet ligge mellem 50 og 2000 milliarder euro. Penge, der sandsynligvis opvejes af nedskæringer på den sociale sektor. Sådan var det også under krisen i 2008/2009.

Disse tal viser os, at vi er midt i en krise, der fuldstændigt vil ændre det sociale liv i vores land

Vi kan især se det i bilindustrien, en af nøgleindustrierne især i Tyskland. Bilindustrien er en vigtig indikator, fordi mange andre produktionsområder er afhængige af den: For eksempel stål-, (f.eks. metalplader til karosseri), elektro- (f.eks. til kabling og teknik), kemi -(f.eks. til dæk og brændstof) og maskinbygningsindustrien. Titusinder af ansatte blev sendt hjem af bilproducenter som Daimler eller Volkswagen (VW) på grund af pandemien. Angiveligt for at beskytte arbejdsstyrken og for at hjælpe med at bryde smittekæden, ifølge Daimler. Bortset fra at de beskæftigede blev tvunget til at skære ned på deres årlige ferie, kunne man måske tro at dette var en meget ansvarlig foranstaltning.
Men skinnet bedrager.

For bilkoncernerne, der allerede sidste år annoncerede fyringer af titusindvis af ansatte kunne det ikke være mere praktisk. For en ny økonomisk krise har været på vej i flere år. I en rapport fra ”IKB Deutsche Industribank” fra den 4. februar 2020 bliver det slået fast, at fremstillingsindustrien globalt, men især i Tyskland har været faldende siden 3. kvartal 2018. Dette gælder især for den tyske bilindustri, hvis årlige produktionstal, når man ser på årsgennemsnittet fra 2017 til 2018 allerede er faldet med 9,3 % og fra 2018 til 2019 med omkring 9 % (kilde: oica.de).

Denne tendens er blevet intensiveret igen i de seneste 6 måneder: Siden oktober 2019 er den tyske bilproduktion faldet med et tocifret tal hver måned sammenlignet med den samme måned året før (kilde: vdsa.de, Statista).

Selvom pandemien naturligvis har indflydelse på den økonomiske udvikling, f.eks. ved at folk nu vil købe betydelig færre varer, så ser vi, at denne krise allerede var på vej og ikke først opstod efter pandemiens udbrud. Men det er naturligvis lettere at tale om ”corona-krise” og skjule den egentlige årsag, så foranstaltninger som skattefinancierede hjælpepakker og korttidsarbejde støder på mindre modstand, og det bliver lettere at kaste krisens byrder over på befolkningen og arbejderklassen.

Derfor: ”Corona-krisen” er en krise i den kapitalistiske produktionsmåde!

Det er vigtigt at forstå, at økonomiske kriser ikke er noget uheld. Men at årsagen derimod ligger i den kapitalistiske produktionsmåde, dvs. i kapitalismen selv. For her befinder besiddelsen af produktionsmidler – altså fabrikker, maskiner etc. – sig på kapitalistens private hænder, og den samfundsmæssige produktion er ikke underkastet nogen generel plan i samfundsmæssig forstand.

Derfor forøger enhver kapitalist, som f.eks ejerne af bilkoncernerne deres vareproduktion for at producere og sælge flere biler og derved generere mere profit. Dette sker uafhængigt af om den pågældende vare er samfundsmæssigt nødvendig. Alle kapitalister gør det samme for at maksimere deres fortjeneste, så derfor kan man tale om “anarki i produktionen”. Og der produceres flere varer, end der kan sælges. Dette er resultatet af privat ejerskab over produktionsmidler og anarki i produktionen!

Og mens kapitalisterne forsøger at maksimere profitten forsøger de naturligvis også at minimere udgifterne. F.eks. at holde arbejdstagernes lønninger så lave som muligt eller gennem rationaliseringsforanstaltninger at fyre de beskæftigede eller erstatte dem med maskiner.

Da de arbejdende mennesker samtidig er forbrugerne af varerne, for eksempel som bilkøbere, er deres købekraft i konflikt med den konstant voksende produktion af varer. På et tidspunkt fører dette til en krise, fordi der er flere varer, end der kan sælges. Varerne sælges ikke længere, der er intet marked. Dette er begyndelsen på en overproduktionskrise. Således ser vi også i dag, at bilkoncerner lejer kæmpemæssige parkeringspladser for at lade titusinder ikke solgte biler stå og støve til. De, der skaber rigdommen, har ikke længere råd til den – absurd!

Hvad sker der? Kapitalisterne, inklusive de ovenfor nævnte bilkoncerner er tvunget til at lukke produktionen, lukke fabrikker ned og sætte arbejderne på gaden. Arbejdsløsheden stiger derfor hurtigt i krisetider, og mange mindre producenter bliver ruineret. Samtidig mangler virksomheder økonomiske midler til at betale deres lån.

Det kommer til sammenbrud på Børsen. Priserne falder, konkurser breder sig bredt indenfor industrien, banker og handel. Krisen starter i et område af økonomien og spreder sig til hele økonomien på grund af kapitalens sammenfletning af den samlede økonomi. Bruttoproduktionen overalt i landet er faldende. Og mens store koncerner som også Daimler og VW kan holde sig flydende og oven vande ved hjælp af deres egne økonomiske ressourcer såvel som subsidier, statsdeltagelse og økonomiske pakker, så udnytter de også krisen til at opkøbe de mindre og ruinerede producenter.

Monopoliseringen stiger under eller efter en krise: Mens VW beskæftigede omkring 370 tusinde mennesker i 61 fabrikker over hele verden i kriseåret 2008, så er dette antal hidtil steget til 671 tusind ansatte i 124 fabrikker. I løbet af denne periode lagde VW-gruppen grundlaget for en ny og endnu mere massiv overproduktionskrise.

Kapitalismen kan ikke løse de problemer den selv har forårsaget!

Man bør ikke falde for de benævnelser der tilføjes kriser, som f.eks. ”olie-krise”, ”ejendomskrise” eller i dag ”Corona-krise”. Disse etiketter beskriver muligvis udgangspunktet for hver krise, men ikke dens årsager, og bruges som afledning fra krisens årsag. For så længe produktionsmidlerne er på private hænder og der er ”anarki i produktionen” vil der altid være kriser. Det er ikke en fiasko for en bestemt industri, men et strukturelt problem.
Løsningen består derfor i et samfund, hvor produktionsmidlerne ikke tilhører enkeltpersoner, men tilhører alle, og med en økonomi der er planlagt og gennemført ud fra samfundsmæssige behov.

Dette står naturligvis i modsætning til bankers og storkoncerners interesser, der beriger sig på enhver krise og vælter krisens følger over på befolkningen og arbejderklassen. Kapitalismen viser på ny, at den ikke kan løse de problemer den selv har forårsaget. Dette kan kun løses i et socialistisk samfund, hvor produktionsmiderne er i hænderne på samfundet og økonomien bliver planlagt ud fra menneskers behov.

Derfor har vi brug for den socialistiske revolution, hvor banker og storkoncerner eksproprieres, og hvor arbejderklassen med dens forbundsfæller tager magten. Først da er kriser ikke længere uundgåelige, først da kan vi effektivt beskytte os mod sådanne sygdomme!

Oversat fra 
Die „Corona-Krise“ ist eine Krise der kapitalistischen Produktionsweise!
21. april 2020