Bryd kronen – brug kronerne på folket

Tegning fra Danmarks Venstresocialistiske Partis blad Arbejdet 4. april 1920. Foto: Rigsarkivet)

Hendes Majestæt dronning Margrethe d. 2 af Danmark har…….Ja der er faktisk en hel del artikler der begynder sådan i år 2020.

Er man som jeg født i 1983 er 2020 ‘fremtiden’. Det er år efter at handlingen i flere klassiske science-fiction film udspiller sig. Er man født senere end mig, har man måske ikke set de samme fortids-film om fremtiden, som jeg har. Til trods for det, lever man i de her år, i en tid efter at samme science-fiction film har gjort sig gældende. Og er derved præget af deres kulturelle selvbevidsthed om en moderne tid. Så virker kongehuset sgu som noget af et overflødigt levn.

Man må undres over en del af journalist-korpset, og især deres redaktører, på de borgerlige medier kan være sig selv bekendt, når de stadig bekender sig til fordums ‘blå blod’ med den ene tunge, og med den anden tunge gerne fremstiller sig som den frie kritiske demokratiske stemme. Den leflen der er for kongehuset er beskæmmende, og det gælder såvel statslige som private medier.

Regnedrengene i de borgerlige tænketanke kunne velsagtens med deres Excel-ark stille et simpelt regnskab op. Hvor mange ekstra kollegaer kunne der tilføjes på hospitalsafdelinger og i institutioner, i bytte for den lille gruppe snyltere som betræder Amalienborgs gemakker?.

“Hvor meget er et menneskeliv værd?” spurgte regnedrengene i sidste uge, da de bekymrede sig om tabte profitter. “Hvor mange mennesker er opretholdelsen af dronningens og hendes families bugnende velstand værd?” ville være et mere reelt spørgsmål.

Så behøves der ikke spekuleres i at flere dør, men i stedet i at flere overlever og lever bedre. De få indblik som gives i gemakkerne på Amalienborg og andre slotte vidner om at der er plads til plejehjem og børnehaver, og i nogle tilfælde med tilhørende friluftsområder. Det ville mildt sagt være mere moderne end de formørkede tanker om nogle menneskerr ret over andres, som kongehuset er i sin essens.

Bevares, der er da brug for virkelighedsflugt i det kapitalistiske samfund, der er brug for eventyr og fantasi, men når virkelighedsflugten bliver opretholdelse af et kongehus, der virker som protest-buffer for og støtte til borgerskabet, så bider virkelighedsflugten sig selv i halen og kræver mere af samme skuffe, for så fortsætter det kapitalistiske samfund lidt længere endnu. Man kunne jo i stedet vælge at insistere på at virkelighedsflugten skulle være noget kulturelt konstruktivt, som kalder på udvikling og bliver en fundering over hvad fremtiden kan bringe? Eller bare læse en god gammel historie.

For hundrede år siden var det ellers tæt på, at vi var kommet af med både den Glücksburske slægt og kongehuset med, og så havde vi kunnet indføre republikken. Omkring påsken 1920 begik Margrethes farfar statskup ved at afsætte Zahle-regeringen bestående af det Radikale Venstre med Socialdemokratiet som støtteparti. Farfaren indsatte en regering med den borgerlige jurist Otto Liebe som statsminister. Den regering holdt i 7 dage.

Der kom mange protester, arbejdsnedlæggelser og der blev varslet generalstrejke. Utroligt nok endte misseren med at der blev udskrevet folketingsvalg, hvilket havde været et af kongens oprindelige krav til Zahle før statskuppet. Socialdemokraterne spillede en dobbeltrolle, hvor de på den ene side ville forsvare deres refomistiske magtbastion ved parlamentet og derfor kritiserede kongehuset, og på den anden side holdt masserne tilbage fra endeligt at gøre op med selvsamme kongehus ved at gå ind på kongens oprindelige præmis om et folketingsvalg. Reformistisk royal fordragelighed.

Det nystiftede Danmarks Venstresocialistiske Parti, der kort efter skiftede navn til “Danmark Kommunistiske Parti – sektion af Kommunistisk Internationale” havde ellers det ganske udmærkede forslag at gøre kronen på kongens hoved let ved at fjerne den.

Ikke uden humor bemærkede partiet, der blandt andet talte forfatteren Martin Andersen Nexø i sine rækker, at: “Den sidste tids udvikling har end yderligere forstærket kronens ansvarsfulde vægt. Ville det ikke være en velgerning at lette den tunge byrde på det svage hovede? Det sker vel bedst ved at tage den af?”

Og så skal der nok sidde både royalister og skabsroyalister derude og synes at ‘det er synd for Margrethe’ og at ‘hun gør det så godt’. Jeg skal som elektriker hilse at sige, at hvis jeg sad i et skurvognspalads det meste af livet, og dertil fik af vide at jeg ‘gjorde det så godt’ hvis jeg en gang om året skiftede en sikring alt imens jeg derudover fungerede som byggeledelsens garant mod protest fra arbejderne, så ville jeg både måbe og være lodret uenig.

Der er rigtig mange som hver eneste dag gør det rigtig godt. I de her uger er der nogle der bemærker det ekstra i forhold til mange offentligt ansatte, men sandheden er at der er mange, rigtig mange, som hver dag gør det afsindigt godt. Både de 37 eller flere timer de går på arbejde, men også i deres privatliv med familie. Det er faktisk ret svært at få øje på nogle der gør det værre end Margrethe. Gør du?

Nu ligger den reelle magt sådan set hverken hos kongehus eller i folketinget. Den politiske magt udgøres overvejende af den økonomiske, og det betyder at uanset hvilken blå-blodet person der bestiger tronen, så foregår kampen om magten mellem arbejderklassen og borgerskabet. Det er klassekampens reelle modsætning anno 2020. I den kamp står kongehuset sammen med borgerskabet.

Det er derfor at Margrethe aldrig udtaler sig mod profitmotivet hos erhvervslivets top eller mod Dansk Industris planer, det var derfor at hendes far opfordrede til at man ikke gjorde modstand mod nazisterne under krigen, det var derfor hendes farfar begik statskup for hundrede år siden. Skulle Margrethe eller hendes afkom på tronen en dag få en psykose og for alvor sætte sig selv i spil ved at støtte arbejderklassen eller den almindelige befolknings levevilkår, så ville vi ikke længere behøve at afskaffe kongehuset, så ville borgerskabet gøre det for os.

Send et indlæg til KPnet: Skriv til redaktion@kpnet.dk

Se andre læserindlæg