En plads i solen

Den nye virkelighed rammer os forskelligt alt efter livssituation og bopæl. Der er nogen, der er mere i akut risiko for at miste deres daglige brød end andre. Der er voldsramte kvinder, der oplever mere vold end ellers og som ikke kan slippe væk. Og så er der børnefamilierne.

Det er velkendt at børnefamilierne bor tæt i byerne, ikke mindst i København. I de her dage mærkes det tydeligt på den enkelte families trivsel og mentale sundhed om man bor i hus eller lejlighed. Om man har altan eller ej. Om man har bil eller ej.

For hundrede år siden hærgede den spanske syge. Øvrighedens påbud og anbefalingerne fra dengang ligner nærmest til bogstavet myndighedernes corona-anbefalinger i dag. Men under den spanske syge rådede øvrigheden også til, at børn skulle være så meget ude som overhovedet muligt.

Det er ikke så stort et problem i Thy, hvor der er langt mellem husene, men i København er det svært at finde en plet med to meters afstand til alle andre, hvor børnene kan lege. Forargelsen vil ingen ende tage over forældre der lader deres børn lege i gårdene og på byens legepladser. Hvor er samfundssindet? Hvad nu med de gamle og syge.

Men sandheden, er at ligesom forældrene i den enkelte familie ikke på en gang kan være husbestyrere, fuldtidshjemmeskole, pædagoger og fuldtids hjemmearbejdende, så kan de heller ikke individuelt løse den sundhedsmæssige kapacitetskrise vi står over for.

Corona-krisen udstiller et gigantisk kapacitetsproblem i sygehusvæsenet, som skyldes mange års underfinansiering. Det er ikke en krise vi kan løse hver især, uanset hvor meget solidaritet vi udviser. Det kan vi kun løse kollektivt ved massive øjeblikkelige hjælpepakker til sundhedsvæsenet.

På samme måde har regeringens strategi med social distancering medført en kæmpe kapacitetskrise i byerne. Der er simpelthen ikke plads nok i København til at kunne holde afstand. En familie i en 2-værelses uden altan og uden bil kan ikke bare blive hjemme, og kan heller ikke bare søge udenfor byen. Det løser vi ikke ved hver især at skrive vrede opslag på facebook, hvor vi skælder ud på forældre der lufter deres børn. Vi løser det kollektivt ved ikke at lade bingokapitalister plastre alle byens åndehuller og grønne områder til i asfalt og spekulationsbyggeri.

Hvis denne sundhedsmæssige krise har lært os noget, er det at det er afgørende for vores sundhed og overlevelse at byens grønne lunger Amager Fælled og åndehullerne i Sydhavn bevares. Vi må sørge for at alle Københavnere kan få to meters plads i solen. Her og nu kan vi åbne byens lukkede institutioners legepladser for byens børn og råbe af bingokapitalisterne i stedet for børnefamilierne.