UDSENDELSEN D. 14. december 2019
I denne uges udsendelse tager vi et kig tilbage på et langt arbejdsliv, der sluttede i denne uge da Bent gik på pension efter mere end 40 år på Danfoss i Viby.
Danfoss er i dag en kæmpe multinational koncern med mange og meget forskelligartede produkter, men Viby fabrikken har igennem sin levetid været fokuseret på ventiler.
Bent fortæller at han startede sit arbejdsliv som 16 årig, og det var en stor omvæltning fra et sorgløst skoleliv. Hans første tjans var som arbejdsdreng ved en tømrermester til 3 kr. i timen i slutningen af 1960erne. Det næste job var hos en møbelfabrik. Men i midten af 70erne begyndte han hos Danfoss og her har han set udviklingen i dansk industri lige siden.
Da Bent begyndte på Danfoss blev ventiler stadig støbt, med håndkraft. Det var en varm tjans at stå med 1000 grader varmt metal, der skulle øses over i forme. Det blev skiftet ud med store pressemaskiner der kunne forme ventiler ud af at et stykke opvarmet metal. I dag kan maskinen selv tage metalstængerne op og føde dem ind i presseren og pakker selv resultatet til næste maskine, der skal vaske og skære gevind osv..
Arbejdstiden der ligger i den enkelte ventil på fabrikken er gået fra minutter til sekunder. Til gengæld er de fleste af de mange folk på gulvet forsvundet. Hvor der før var brug for at hver eneste maskine havde flere oppassere, der puttede råmateriale ind i den ene ende og flyttede rundt med ventilerne fra maskine til maskine, til de stod klar og var færdigpakkede, er langt de fleste processor i dag næsten fuldautomatiske.
Bent fortæller også hvordan hierarkiet på gulvet i fabrikken har bevæget sig en smule i retning af større lighed, hvor opstillere før var faglærte der indstillede maskinerne for hver serie, og kontrollerede om de færdige produkter holdt målene, og ikke kunne drømme om at indgå i selve produktionen, så er den type arbejde i dag computerstyret, og de der er tilbage må passe maskinen som alle andre.
Igennem årerne har Danfoss også været igennem det ene skøre management regime efter det andet, Bent fortæller om at ledelsen på et tidspunkt forsøgte at lancere den ide at man skulle være mere engageret når man udførte sit arbejde. De enkelte ansatte bliver dog aldrig nogensinde lyttet til eller blot spurgt til råds om noget som helst, og beslutninger om at købe den ene eller anden maskine eller flytte produktionen til Kina eller retur, er altid kun udtryk for en økonomisk forestilling om, hvad der tjener si bedst lige nu. Så det er et noget mærkværdigt forlangende at man skal møde glad og engageret i forhold til udførelsen af selve arbejdet, det må være nok at man er glad for at se sine arbejdskammerater.
For nogle år siden kom ledelsen og præsenterede den forestilling at værdien af hver arbejdstime skulle beregnes. Hvis et arbejde ikke gav noget værdi til selve produktet og altså ejerne, skulle det skæres væk. Det er i praksis en meget svær øvelse, for hvad værdi giver et godt og rent arbejdsmiljø til det endelige produkt, hvordan måles det? Den type af nidkærhed fra direktionen giver også ekstra bureaukrati når værkførerne flytter rundt på folk, så snart det opdages de har et øjebliks lediggang.
Det fører også til problemer med kassetænkning mellem de forskelige afdelinger på fabrikken hvor de enkelte værkførere konkurrerer indbyrdes om effektivitet, men alle led i produktionen er jo forbundne, så det giver somme tider sure miner hos de overbegejstrede afdelinger, når resten af fabrikken ikke nødvendigvis kan følge med.
Mange af verdens industriarbejdspladser har lignende historier, og et generelt billede er at mængden af arbejdspladser på gulvet er reduceret mens produktiviteten er gået op. Og de arbejdspladser kommer ikke tilbage. Der er nye industriarbejdspladser for dem der bygger robotter og automatiseringsanlæg, men det jobs af en anden type af jobs, der kræver en højere uddannelse. Og samlet set er der ikke det samme antal ansatte i industrien som for 40 år siden, og de jobs kommer ikke tilbage, udviklingen går kun en retningen og det er højere produktivitet.
Vi spiler et ældre nummer af Bob Dylan: The Times They Are A-Changin’
Til sidst i udsendelsen kommer vi kort ind på hvad der nu skal ske i Storbritannien, efter valget gav flertal til de konservative der har lover at få det Brexit overstået.
Når EU parlamentet har udtrædelsesaftalen i januar kan man forlade unionen ved udgangen af Januar. Det vil også sige at de britiske mandater vil forlade EU parlamentet.
Herefter er der en periode til at forhandle en handelsaftale på plads, som EU ikke har ønsket at forhandle før den første del af skilsmissen var overstået.
Men det kan give nye problemer, for EU ønsker sig en meget omfattende handelsaftale der omfatter alt muligt og nærmest er et mini EU medlemskab, men de konservative ønsker sig en ren handelsaftale, og vil ikke have alle mulige andre spørgsmål blandet ind.
Det næste der udestår er kampen om Skotland og Nordirland, hvor EU har vist en meget stor interesse i at forsøge at splitte Storbritannien op og måske har givet Skotland løfter om, at de kan få en særstatus og forblive medlemmer at EU, hvis de stemmer om selvstændighed igen. Og der er en række andre forhold, der også forventes at kunne trække forhandlingerne med EU i langdrag.
På genlyt til årets sidste udsendelse lørdag den 21. december kl. 11.30
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
