En verden i oprør

Ecuador, Chile, Argentina. Libanon, Irak, Sudan, Algeriet. Dette er bare nogle af de lande, hvor magthaverne skælver for folkets vrede.

Endnu er oprørene ikke direkte systemoverskridende. Men det er et spørgsmål om tid – og politisk ledelse.

Af Revolusjon, Norge

Latinamerika bobler af vrede. I Santiago, Chile, trodsede næsten to millioner mennesker et eksempel på statsapparatets vold, som savner sidestykke siden Augusto Pinochets fascistiske diktatur. Det er et oprør mod den ustyrlige markedsliberalisme, som samme Pinochet gjorde Chile til laboratorium for. Både vandforsyning og sundhedsvæsen er for længst blevet privatiseret.

Trodser undtagelsestilstand

I nabolandet Argentina gik folk på gaden i solidaritet med chilenerne, inden de derefter stemte den nyliberale Mauricio Marci ud af præsidentpaladset og erstattede ham med venstre-peronisten Alberto Fernandez. Landet er tynget af milliardgæld til IMF, som altid har skåret i alle statslige subsidier og andre straffetiltag mod folket, der følger med som krav ved optagelse af lån. Den argentinske peso er på vej mod en ny nødlanding.

Befolkningen i Ecuador jagede præsident Moreno på flugt fra hovedstaden Quito, før han måtte bede folket om nåde for sit knæfald for IMF og opretholde brændstofsubsidierne. Tusindvis af modige ecuadorianere trodsede undtagelsestilstand og statslig vold. Mere end 30 mennesker er dræbt i Chile og Ecuador.

På den næsten modsatte side af kloden forekommer lignende folkelige oprør. Hundredtusinder har fyldt gaderne i Beirut og forlangt at det skal være slut med dyrtid og korruption. De unge vil have sat en stopper for den sekteriske magtpolitik i et Libanon, hvor samfundet er delt op politisk og økonomisk mellem kristne, drusere, shiamuslimer og sunnimuslimer – en arv fra det franske kolonistyre. Premierminister Hariri (sunni) er blevet presset til at gå af, mens Hizbollahs leder Nasrullah (shia) og præsident Aoun (maronit) fordømmer demonstranterne.

I Bagdad og andre irakiske byer har der i lang tid været demonstrationer i gang, som forlanger arbejde og rimelige levevilkår, og som fordømmer drabene på snesevis af demonstranter. Lige siden USA marcherede ind i Irak i 2003, har fattigdom og sekterisk vold været irakernes hverdag. Olie såvel som kunstskatte blev røvet fra befolkningen i et land, der har alle naturgivne og kulturelle forudsætninger for rigdom og velstand. Ikke kun af USA, men også af norske olieselskaber og ”kunstsamlere”.

Afrikas største land i oprør

I Algeriet og Sudan, Afrikas største og tredjestørste landområde, har folket vendt sig mod diktaturet. I Sudan er det lykkedes dem at vælte Omar al-Bashirs regime, og han er nu stillet for retten.

Bag det hele ligger alvorlig økonomisk krise, udplyndring af folket, korruption og ofte dyb statsgæld. Uanset de specifikke regionale og nationale omstændigheder i hvert enkelt land, er imperialistisk udbytning og stormagtsrivalisering om ressourcer og indflydelsessfærer den bagvedliggende årsag. I flere lande rivaliserer imperialisterne gennem stedfortrædere eller ved at piske stammemodsætninger op i form at såkaldte borgerkrige.

I Mellemøsten, Afrika og Østasien er det blevet den nye norm, at udenlandske efterretningsvæsener og imperialismens fremmedkrigere, med eller uden gevær er stærkt involveret i protesterne. USA har interesse i et ustabilt Sudan for at presse kineserne ud af denne del af Afrika; Israel kan se fordelen ved et kaotisk Libanon; Saudi-Arabien har tradition for at fyre op under bevægelser i Irak, som kan undergrave den shiitiske bevægelses stærke indflydelse på Ali al-Sistani og al-Sadr og dermed Iran. Sådan kunne man blive ved. Intet af dette ændrer på, at de folkelige oprør er retfærdige, for ikke at sige en social og demokratisk nødvendighed.

Branden ulmer i Europa

Oprørsbølgen stopper ikke ved Europas grænser, hvis nogen troede det. I Catalonien fortsætter protesterne mod centralregeringen i Madrid. Uanset om regeringen består af det stadig Franco-inficerede højreparti Partido Popular eller det socialdemokratiske PSOE, så bruger Madrid statslig vold for at nægte catalanerne deres retmæssige krav om at holde en folkeafstemning om uafhængighed. En række catalanske politiske ledere er dømt til fængselsstraffe på op til 13 år, som var de groft kriminelle. Derfor har Barcelonas gader været fyldt med hundredtusindvis af demonstranter. Næsten 600 mennesker er blevet skadet i de seneste protester som følge af sammenstød mellem politi og demonstranter. EU er tavse om undertrykkelsen, som unionen betegner som et ”internt spansk anliggende”. EU’s kommende udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, er spansk udenrigsminister fra PSOE og kendt for at modsætte sig krav om uafhængighed, selvom han er catalaner.

Helt udenfor de borgerlige mediers søgelys fortsætter De gule Veste med deres ugentlige protester i franske byer og boligområder, som de har gjort siden november 2018. Demonstrationerne mod Macron og EU’s nedskæringspolitik er blevet mindre end de var i vinter, men det flammende raseri lader sig ikke slukke. Frankrig er som en ulmende brand, som når som helst kan slå ud i lys lue.

Disse eksempler, og flere kunne nævnes, viser, at det kapitalistiske verdenssystem står i problemer til halsen, også i det ”stabile” Europa. Det er ikke et spørgsmål om der kommer nye og voldsomme folkelige oprør. Spørgsmålet er kun, hvor og hvornår det sker, og på hvilket grundlag.

Kortsigtede krav

Svagheden ved næsten alle protestbevægelserne er, at de mere er præget af opdæmmet vrede end af klare mål. Massegrundlaget er i høj grad fattige uorganiserede arbejdere, kriseramte småborgere og studenter. Med visse undtagelser fra reglen, som i Ecuador, så begrænser de politiske krav sig ofte til, at reaktionære regeringsfremstød skal trækkes tilbage eller til, at politiske ledere skal skiftes ud med andre forvaltere af en mere ”human” og ”national” kapitalisme. Kravene retter sig i mindre grad mod imperialismen og kapitalismen som økonomisk system.

Det er disse svagheder i klasseorganisering og fraværet af krav, der indebærer et brud med kapitalismen som økonomisk og politisk system, som giver borgerskabet håb om, at det kan redde sine privilegier gennem falske løfter og politiske afledningsmanøvrer.

Og tror kapitalmagten ikke længere på at dette slår til, ligger det fascistiske diktatur på lur – sådan som vi allerede har set skræmmende tegn på i f.eks. Chile.

Fra raseri til revolution og socialisme

Kun arbejderklassen under kommunisternes ledelse kan give oprørene en kraft og retning, som sprænger systemet og kan skabe varige fremskridt. Nye magtpersoner i borgerskabets stat ændrer intet grundlæggende. Det er socialismen, der skal sættes på dagsordenen gennem et revolutionært brud med det gamle udbyttersystem.

For at det revolutionære budskab skal nå ind i massebevægelsen og omformes til revolutionær vilje, skal arbejderklassen genvinde sin bevidsthed om socialismen som det eneste varige fremtidshåb mod kapitalistisk udbytning og undertrykkelse. Det er her, den kolossale opgave ligger for klassebevidste arbejdere og kommunister. De har nøglen, som kan forvandle en verden i oprørsk vrede til en verden hjemsøgt af socialistiske revolutioner.

Oversat fra En verden i opprør