Der er brug for kamp på alle fronter

Der kæmpes for boliger, faglig solidaritet og mod de asociale nedskæringer. Jobcentrets ofre, bagagearbejdernes kamp, andres kamp for løn- og arbejdsforhold, kampen mod racisme og fremmedhad, kampen mod den spirende fascisme, kampen mod EU og NATO og en lang række andre kampe er helt og aldeles nødvendige.

Af Karsten Jonassen, APK

#Hvorerderenvoksen demonstrerer ved Folketingets åbning 1. oktober

Jeg skal da lige hilse og sige, at borgerskabet har travlt med at sikre sig mod enhver form for modstand i en tid, hvor modstand bliver mere og nødvendig og åbenlys.

I Kastrup Lufthavn var der en usolidarisk klaphat, der ikke ville bidrage til fællesskabet i den fagforening, der sikrer ham og alle de andre bagagearbejdere blot nogenlunde tålelige arbejdsforhold. Det er sgu da logik for perlehøns, at han må melde sig ind eller forsvinde. Ingen ved deres fulde fem kan tro, at man kan modstå arbejdsgivernes pres, hvis man ikke står sammen og er solidarisk. Og det er netop det, der er humlen. Arbejdsgiverne ved da godt, at det vil være en fordel for dem, hvis arbejderne ikke står sammen og kæmper sammen. Altså sættes hele det borgerlige show i fuld sving.

I TV-avisen tales der om ”mobning” og ”chikane” af en stakkels vikar, der bare vil have lov at vælge frit. Også ”gangstermetoder” er blevet nævnt. Den omtalte vikar er en usolidarisk nasserøv på linje med skruebrækkere og andre røvhuller. Den helt korte historie er, at hetzen mod bagagearbejdernes legitime faglige kamp skal tjene til at ”kriminalisere” den faglige kamp som sådan. Og hvor ender man så? Lige der, hvor arbejdsgiverne allerhelst vil have os. I en svag organisering, der ikke kan modstå løntrykkere og uorganiseret arbejdskraft. De rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere. Det er helt efter bogen.

Ikke overraskende er det meste af det partipolitiske spektrum ved at falde over hinanden i kampen for at fremstå klimabevidst og klimaaktiv. Den socialdemokratiske statsminister taler smukt i FN om målsætninger, men herhjemme er der ikke mange af hendes ministre, der har et bud på, hvordan disse mål skal nås.

Miljøministerens bedste råd er at undgå madspild. Det er da fint at undgå madspild, men det er nok lidt mere tvivlsomt, hvor meget det hjælper. Trafikministeren har været i Norge, der satser voldsomt på elbiler. Var det mon noget? Nææhh, det er for dyrt. I stedet overvejer regeringen at forny en masse tilladelser til at hente olie op fra Nordsøen. Ja, den omstilling er jo tydelig og klar.

Også de konservative er kommet med på den grønne miljøvogn. Dog understreger Søren Pape, at det ”ikke må gå ud over erhvervslivet.” Det er sådan set det erhvervsliv, der sviner allermest med jordens resurser. Dansk Folkeparti er også kommet med på vognen. Det står lidt mere uklart, hvad deres bud er, men det tager nok også et vist stykke tid at blive omdannet til ”klimatosser”. Jeg ved ikke, om Venstre også gør sig tanker om at blive grønne. Foreløbig har partiet kun markeret sig som kulsorte ved at vælge et reaktionært og umådeligt utiltalende menneske som næstformand. Føj!

En af mine mange yndlingsaversioner – Henrik Sass – var for en kort bemærkning tilbage i Folketinget. En meget kort bemærkning kan man sige. Nu er han blevet direktør for sammenslutningen af kapitalfonde. Det er sikkert velbetalt.

Man er helt tydeligt overhovedet ikke som top-socialdemokrat diskvalificeret til topstillinger i det borgerskab, som suger alt hvad de kan ud af den arbejdende del af befolkningen. Sass synes selv, at det ligger helt i tråd med det politiske arbejde, han hidtil har lavet. Jeg er for en gangs skyld helt enig med Henrik Sass. Socialdemokratiets fornemste opgave er at bevare kapitalismen, og det kan man jo kun, hvis man aktivt hjælper den. Og det indebærer som bekendt, at man aktivt modarbejder kampen for social og politisk retfærdighed, aktivt modarbejder kampen for socialismen. Bjarne Corydon bestod svendeprøven, og det har Henrik Sass helt tydeligt også gjort.

Jeg bevæger mig lige væk fra det parlamentariske cirkus og tilbage til de virkelig vigtige begivenheder, hvor arbejderklassen og de øvrige kæmpende slås mod systemet og magthaverne. I sidste weekend i september demonstrerede Almen Modstand i flere byer imod nedrivningen af almennyttige boliger og tvangsflytning af beboerne. Det er naturligvis noget svineri, at man fratager folk deres boliger, men det er opmuntrende, at modstanden markeres og skærpes.

Beboerne i de almene boligområder står sammen og accepterer ikke at blive tvangsforflyttet fra deres hjem

Det er ikke kun på boligområder, der kæmpes og bør kæmpes. Jobcentrets ofre, bagagearbejdernes kamp, andres kamp for løn- og arbejdsforhold, kampen mod racisme og fremmedhad, kampen mod den spirende fascisme, kampen mod EU og NATO og en lang række andre kampe er helt og aldeles nødvendige, hvis vi på lidt længere sigt vil undgå reaktionens sorte støvler.

Der er brug for kamp på alle fronter, og det er ikke bare her i Danmark, det er nødvendigt. Lad blikket vandre og lad os nævne en række lande, hvor fascismen åbent eller skjult bag velpudsede facader titter frem. I Tyskland marcherer de, i Italien marcherer de, i Østrig, i Frankrig, i Holland, i Spanien, i Polen, i Ungarn, i Grækenland, i Sverige, i Danmark for bare at nævne nogle europæiske lande. I USA opildnes de, i Brasilien er der en præsident, i andre amerikanske, afrikanske og asiatiske lande er situationen næsten den samme.

Historien viser os, at fascismen er magthavernes ultimative redskab til at beholde og udbygge magten, til fortsat at tilrane sig rigdommene. Historien viser os også, at der er et svar på denne offensiv. Og det er kamp, kamp, kamp. Men for at vinde kampen, skal den være organiseret. Der er et kæmpe behov for at opbygge en fælles front mod reaktionen. En front, der styrkes i hver eneste kamp, og hvor de enkelte kampe udgør et samlet hele. Det kan standse reaktionens fremmarch og sende den på flugt!

Se APKs Enhedsplatform til fælles kamp
Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale!