Nazismen – et redskab for tysk krigsindustri og monopolkapital

Med Tysklands overfald på Polen den 1. september 1939 for nu 80 år siden begyndte 2. Verdenskrig. Krigen kostede mere end 5o millioner mennesker livet. Hele 61 lande deltog i krigen, der berørte 8o % af jordens befolkning. Krigen varede i 6 år, og ødelæggelserne var enorme. Tusindvis af byer blev lagt i ruiner, store kulturskatte gik tabt. De menneskelige lidelser var ufattelige. Årsagerne til 2. Verdenskrig må hverken forties eller glemmes. Også i vor tid må vi forholde os til, hvad det er for kræfter bag politikerne, der planlægger at bruge krigen som en mulighed for at få opfyldt sine mål.
Artiklen er en lettere bearbejdning af en artikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 2-2003 af modstandsmanden dr. pæd Harald Rasmussen.

To berømte fotomontager af John Heartfield trykt på forsiden af Arbeiter-Illustrierte-Zeitung (AIZ) fra henh. 1932 og 1933. Her ses den egentlige »Karakter af Hitler-hilsenen« – med småt: »Millioner står bag mig« – og »En lille mand beder om store gaver«. Det andet påpeger at storkapitalen står bag Hitler. »Værktøj i guds hånd? Legetøj i Thyssens hånd!«.

Denne artikel vil belyse de tyske monopolers rolle i det fascistiske Tyskland, der ville skabe et »Neuropa«, et »ny-ordnet Europa«, som skulle imødekomme den tyske finanskapitals interesser. Og til det brug var Hitler og det nazistiske parti et egnet redskab.

Monopolernes formål med at hjælpe Hitler til regeringsmagten var at få ophævet Versaillesaftalen, genoprette den tyske våbenindustri og indføre en politik, der kunne sikre de tyske monopoler afgørende indflydelse på nabolandenes økonomi og erhvervsliv. De tyske monopoler tænkte geopolitisk og langt frem i tiden.

Artiklen retter også søgelyset på samarbejdspolitikken og den danske industris bidrag til den tyske krigsproduktion.

400 tyske virksomheder bosatte sig i Auschwitz: IG Farben, Agfa, Basf, Bayer, Siemens, Degesch, Union Werke, Daw osv. Et område på ca. 40 km2, der foruden de tre lejre også omfattede gårde, fabrikker, miner, forskningscentre. Leveringen af slavearbejdere stod SS for. Levetiden i I.G.Farben virksomheden Monowitz-Buna (Auschwitz III) der lavede gummi og syntetisk olie til den tyske hær var 1-4 måneder!

Når man leder efter sandheden i den lange række af emner, der er gjort til genstand for forskning om Anden Verdenskrig, må man aldrig glemme, at det centrale er, at den i sidste ende skal bidrage til at forklare og skabe forståelse for, hvad det er for kræfter, der gennem anvendelse af krig og besættelse af andre lande er parate til at ofre andre menneskers liv for at nå nogle i forvejen fastlagte mål. Såfremt forskningen ikke får muligheder for at bidrage til en sådan forståelse, vil det forringe vores muligheder for at forstå vores egen tid.

Det er vist alment kendt, at der findes en del forklaringsmodeller om årsagerne til Tysklands politiske og militære kurs frem til Anden Verdenskrig.

I en af dem er Adolf Hitler en dæmonisk skikkelse og verbal illusionsmager, der med den fascistiske ideologi og det nazistiske parti var hovedansvarlig for den tyske genoprustning og ekspan­sionspolitik. Med propaganda vandt nazisterne størsteparten af befolkningens tilslutning til kravet om mere Lebensraum, dvs. »livsrum«. I stedet for at være en forklaringsmodel er det snarere en bortforklaringsmodel.

Så holder det bedre vand at se Hitler og hans nazistiske parti som et redskab for den tyske storkapitals klart formulerede ønsker om ekspansion, erobring af nye markeder og sikkerhed for levering af billige råvarer og arbejdskraft.

Hitler fik overdraget magten

Kort tid efter at Hitler i januar 1933 blev udnævnt til Rigskansler, skrev præsidiet for Det Tyske Industriforbund i et brev til Hitler, at den tyske industri ville gøre alt for at hjælpe regeringen i dens vanskelige opgave. Brevet var underskrevet af Krupp-koncernens ejer, Gustav Krupp.

Industrien ville bl.a. genoprette våbenindustrien og indføre en erhvervs- og udenrigspolitik, der kunne sikre den tyske industri en væsentlig indflydelse på nabolandenes erhvervsliv. De tyske industriledere tænkte geopolitisk og langt frem i tiden. Genopbygningen af den tyske industri i kriseårene efter 1929 med den store arbejdsløshed og de mange småvirksomheders konkurser begyndte i 1933. Det var det første skridt på vejen frem mod atter at gøre Tyskland til en stormagt.

Fireårsplanen

I 1936 var udviklingen af den tyske industri-produktion så langt fremme, at Hitler fandt tiden moden til at få udarbejdet en fireårsplan. Målet hermed var, at Tyskland skulle skabe et »Neuropa«, et »nyordnet Europa« under Tysklands overherredømme. Ideen til en fireårsplan havde Hitler fået fra den store I.G.-Farben-koncern.

Politisk var der enighed mellem Hitlers regering og hovedparten af lederne i de store industrivirksomheder om, at Tysk­land måtte have Lebensraum. Med Lebensraum mente industrien ikke primært, at der skulle erobres mere plads til den tyske befolkning, sådan som Hitler demagogisk gav udtryk for i sine taler.

Industriens krav var, at statsmagten skulle sikre den bedre muligheder for i en række lande at besidde eller få indflydelse på konkurrerende industrivirksomheder samt sikre sig muligheder for at råstoftilførsler til deres hjemlige produktion.

Endnu et motiv for industriejerne var at få adgang til mere og billig arbejdskraft i lande uden for Tyskland.

Der blev udarbejdet en skitse til en fireårsplan for hele industrien og landbruget. Fireårsplanen omfattede to hovedelementer:

1. I løbet af fire år skulle den tyske hær, luftvåbnet og flåden være ud­rustet til at kunne gå i krig,

2. I løbet af fire år skulle den tyske rustningsindustri have produktionskapacitet og lagre i et omfang, så den i de første måneder af en krig ikke var afhængig af tilførsler udefra.

Der blev nedsat et udvalg, et såkaldt »Øverste Råd«, der med Hitler som formand og Hermann Göring som den direkte ansvarlige også havde ministerielle topembedsmænd og ledere fra industrien og storbanker med. Rådet skulle være ansvarlig for at gennemføre firårsplanen.

Karl Krauch, der var en højt betroet ledende medarbejder i I.G.-Farben-koncernen, fik to nye opgaver.

Han blev udnævnt til at være Görings personlige økonomiske rådgiver i forbindelse med gennemførelsen af fireårsplanen og til ministeriets tilsynsførende for den kemiske industri.

Som tilsynsførende for andre industrigrene blev der ligeledes udnævnt re­præsentanter for de pågældende industriområder. Herved fik industrien stor indflydelse på udviklingen af den ty­ske rustningspolitik.

Lige fra de første møder i det Øverste Råd støttede koncernledere fra de store firmaer I.G.-Farben, Krupp, Flick, Rochling, Mannerheim og Siemens en politik, der gik ud på at forberede krig.

I udvalget for fireårsplanen var der i 1937 etableret et flertal af industrirepræsentanter for en lynkrigsstrategi.

Lynkrigstrategien var ikke kun rettet mod hovedfjenden Sovjetunionen, men også mod Tysklands nabolande og de vestmagter, som under en krig kunne spærre for leveringer af krigsvigtige industriprodukter og råstoffer.

Industrikoncernernes planlægning

Samme år, nemlig 1937, begyndte flere af de store industrivirksomheder at fastlægge deres individuelle krigsmål.

Blandt de store koncerner, der lagde planer for deres muligheder for en ekspansion i det kommende Neuropa, kan her nævnes Zeiss- koncernen, Siemens, Daimler-Benz, Flicks, Die Vereinigte Stahlwerke, Mannesmann, Krupp samt I.G.-Farben med dens datterselskaber Bayer, BASF og Hocht.

Som eksempel på en sådan førkrigsplanlægning skal her omtales I.G.-Farben-koncernen. Dens planlægning ad­skiller sig næppe meget fra flere af de andre store koncerners planlægning.

I.G.-Farben-ledernes planlægning af, hvorledes koncernen enten ville overtage eller sikre sig afgørende indflydelse på kemiske virksomheder i de erobrede lande, var meget detaljerede og blev i vid omfang forelagt i de relevante ministerier; i enkelte tilfælde og­så for den øverste tyske hærkommando med henblik på orientering eller godkendelse.

En af årsagerne til koncernernes planlægning var, at når et land var blevet besat af værnemagten, så skulle det ikke være den tyske stat, der indgik kontrakter med landets industrivirksomheder.

Som hovedregel skulle det være en tysk virksomhed i rustningsindustrien.

Det kunne ske ved at overtage virksomheden gennem beslaglæggelse, ofte ved at henvise til, at den som »jødisk« skulle arieseres. Det kunne også ske ved at overtage aktiemajoriteteten (betalt over det besatte lands clearingkonto) eller ved at indgå kontrakter med firmaer om at være un­derleverandører til koncernens fa­brik­ker hjemme i Tyskland.

Når Tyskland så havde sejret i krigen og værnemagten var trukket tilbage fra de besatte lande, ville koncernerne bevare deres investeringer og indflydelse i de nu igen nationalt selvstændige lande.

Hermed ville tysk industri have fået opfyldt deres mål om at være Europas stærkeste industrimagt.

Østrig

Efter annekteringen af Østrig i marts 1938 overtog tyske koncerner udviklingen af den østrigske våbenindustri. Det betød, at 500 virksomheder udelukkende blev beskæftiget med at levere til det tyske militær. Antallet af beskæftigede i hele den østrigske rustningsindustri blev næsten fordoblet.

I Østrig blev der bl.a. produceret jagerfly og maskinkanoner. Det kan nævnes, at østrigske virksomheder fremstillede 40 pct. af alle de maskinpistoler, der blev anvendt af værnemagten under Anden Verdenskrig.

I.C.-Farben havde udarbejdet en plan for en »Neuordning« af den kemiske storindustri i Østrig. Koncernen fusionerede de vigtigste kemiske virksomheder i Østrig og overtog ledelsen af dem.

Koncernen overtog også aktierne i Østrigs største kemiske virksomhed, Skodawerke-Wetzler, hvorefter den straks blev omdøbt til Donau Chemie-AG, som – kontrolleret af I.G.-Farben – blev ledende i udnyttelsen af den kemiske industri i de sydøsteuropæiske lande, der blev besat af Tyskland under Anden Verdenskrig.

Tjekkoslovakiet

Også før besættelsen af Sudeterområdet og den efterfølgende besættelsen af hele Tjekkoslovakiet havde I.C.-Farben lavet undersøgelser og analyser over, hvilke kemiske virksomheder der var, hvad de producerede og deres produktionskapacitet.

På grundlag af dette materiale drev koncernen lobbyvirksomhed i ministerierne. Den sikrede sig, at koncernen kunne få kontrol over størsteparten af den kemiske industri i Tjekkoslovakiet.

Under besættelsen kom de tyske kemivirksomheder til at eje over 99 pct. af aktiekapitalen. Det kan næppe overraske, at det lykkedes I.G.-Farben at komme til at eje hovedparten heraf.

I 1944 ejede tyske koncerner i det hele taget over 60 pct. af aktiekapitalen i de tjekkiske industrivirksomheder.

Da de tyske tropper marcherede ind i hovedstaden Praha (tysk: Prag) den 15. marts 1939, blev de største tjekkoslovakiske banker øjeblikkeligt beslaglagt af repræsentanter for de førende tyske banker.

En af de tyske bankfolk i officersuniform var direktør i Dresdner Bank. Det gav anledning til denne senere populære anekdote:

»Hvem kommer straks efter den første tank (kampvogn)? Det gør direktøren for Dresdner Bank.«

De tyske koncerners udnyttelse af industrien i Belgien, Nederlandene og den besatte del af Frankrig foregik efter lignende metoder, og resultaterne var ikke dårligere set fra tysk side.

Her ses det tyske og andre folks blodbesudlede bøddel, indenrigsminister og chef for SS-korpset, Heinrich Himmler (th. med kasket). I KZ-lejren Auschwitz drøfter han med en civil leder nogle planer for udbygning af lejren.

Polen

Før Tysklands felttog mod Polen i september 1939 havde den tyske industris interesseorganisationer udarbejdet et omfangsrigt materiale over de polske industrivirksomheders geografiske beliggenhed, deres råstofforbrug, deres produktionsmængder og kvalitet samt deres underleverandører.

I sommeren 1939 havde I.G.-Farben færdigudarbejdet koncernens endelige planer for den tyske rustningsindustris udnyttelse af Polens kemiske industri. Den indeholdt også en oversigt over de vigtigste polske kemiske virksomheder, som koncernen forventede at overtage.

I.G.-Farbens plan blev fremsendt til flere ministerier, herunder krigsministeriet. Uddrag af indberetningen blev anvendt i generalstabens planlægning af den tyske hærs felttog mod Polen.

Som eksempel på I.G.-Farbens indflydelse på den militære planlægning kan nævnes, at repræsentanter for I.G.-Farbens direktion traf særlige aftaler med de officerer i generalstaben, der skulle have den direkte krigsledelse. Aftalerne gik bl.a. ud på, at særligt udpegede byer og landområder med kemiske industrivirksomheder skulle skånes for krigsødelæggelser.

Det aftales med hærledelsen, at ingeniører og andre ansatte i I.G.-Farben midlertidigt blev udnævnt til officerer. De skulle deltage i den militære besættelse af byer og andre områder med kemisk industri. Derved kunne disse særlige I.G.-Farben-officerer modvirke, at kemiske virksomheder blev udsat for direkte beskydning fra tysk artilleri med den heraf følgende risiko for, at virksomhedens produktionsanlæg blev ødelagt.

Når området med en kemivirksomhed var blevet erobret af militæret, skulle I.G.-Farben-officeren fratræde sin militære afdeling og på koncernens vegne overtage den civile ledelse af fabrikken. På den måde kunne koncernen straks videreføre virksomheden til gavn for den tyske rustningsindustri. I.G.- Farbens planer fungerede.

Danmark

I det følgende omtales dansk industris omstridte bidrag til den tyske rustningsindustri – set med tyske briller.

I den analyse, værnemagtens erhvervs­økonomiske afdeling udarbejdede til hærens øverste ledelse om dansk erhvervsliv, anføres det, at »på flere områder vil den danske industri få væsentlig betydning for den tyske rustningsindustri«.

Der nævnes bl.a. den kemiske industri med dens muligheder for fremstilling af sprængstoffer og superfosfat samt virksomheder, der ville kunne producere til den tyske rustningsindustri.

Lignende synspunkter havde den øverste ansvarlige for det tyske militærs forsyninger, generalløjtnant Georg Thomas. I sin krigs-økonomiske situationsberetning den 4. maj 1940 skriver han, at man ikke må undervurdere den danske industris betydning for en udvidelse af den tyske industris kapacitet, herunder en aflastning af den tyske arbejdskrafts indsats.

Blev disse tyske vurderinger bekræftet? Svaret er et entydigt ja! Dansk industri leverede et i forhold til dens produktionspotentiale værdifuldt bidrag til den tyske rustningsindustri.

I de fem besættelsesår blev der indgået kontrakter med danske industrivirksomheder om produktion til den tyske rustningsindustri til en værdi af 613 millioner mark. Og hovedparten af kontrakterne blev opfyldt. I de første fire år af besættelsen opfyldte danske industrivirksomheder 73 pct. af de indgåede kontrakter med firmaer i den tyske krigsindustri. Til sammenligning opfyldte de franske virksomheder kun 50 pct. af de indgåede ordrer, skrev Werner Best i en indberetning i 1944 til det tyske udenrigsministerium. SS-generalen Werner Best var Hitlers befuldmægtigede i Danmark. I alle besættelsesårene indtil 1945 blev leverancerne øget måned for måned. Gør man tallene op for perioden mellem april 1940 og oktober 1944, så ses det, at 80 pct. af de indgåede kontrakter blev opfyldt inden for samme periode.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at chefen for værnemagtens erhvervsafdeling, Wehrwirtschaftsstab, i Danmark, Franz Walther Ebner, i sine tjenstlige indberetninger udtrykker tilfredshed og skriver, at ordrerne til den dansk industri fra værnemagten og den tyske krigsindustri prompte er blevet opfyldt, og leverancerne er af god kvalitet. Den danske industri har bidraget til at aflaste og understøtte den tyske krigsindustri.

De tyske koncerner opnåede at udnytte den danske industri til gavn for den tyske krigsindustri, således som de også gjorde det i andre besatte lande. I løbet af besættelsens første fire år var værdien af den danske industris produktion til den tyske rustningsindustri næsten fem gange så stor som industrileverancerne til almene civile formål i Tyskland.

Det er bemærkelsesværdigt, at den månedlige værdi af den danske industris bidrag til den tyske rustningsproduktion steg fra 4,7 millioner mark i 1940 til 15,6 millioner mark i 1943.

Det havde næppe kunnet ladet sig gøre, uden at den danske regering, et folketingsflertal og ledere af industrivirksomheder havde været enige om den form for kollaborationspolitik. Danske embedsmænd, der var regeringens kontrollører af industriens han­delsaftaler, accepterede de ekstraordinært høje avancer, som en række in­du­strivirksomheder fik for deres produktion.

De danske myndigheder havde af taktisk-politiske årsager besluttet at undlade anvendelse af begreber som rustningsindustri og krigsindustri i forbindelse med leverancer til Tyskland. I stedet anvendtes den kamuflerende om­skrivning »ekstraordinære industrileverancer«. Formuleringen blev an­vendt officielt i love m.v., også efter besættelsen. Flere ledende historikere har også anvendt denne modererende betegnelse.

Danmarks og de andre besatte landes bidrag til den tyske krigsindustri medvirkede til, at Tyskland trods nederlaget ved Stalingrad og på andre fronter kunne fortsætte krigen helt frem til maj 1945.

Er de her nævnte forhold en af grundene til, at der vises så stor tilbageholdenhed med at give adgang til dansk arkivmateriale vedrørende industrien?

 

Noter

Af taktisk-politiske årsager gjorde danske politikere og myndigheder ofte brug af omskrivninger. Således blev rustnings- og/eller krigsproduktion til det helt uskyldige og strengt neutrale »ekstraordinære industrileverancer«.

Denne formulering blev almindeligt anvendt både under og efter besættelsen – og nærmest obligatorisk i love og mange andre sammenhænge.

Den månedlige værdi af den danske industris bidrag til den nazityske rustningsproduktion steg fra 4,6 mio. mark i 1940 til 15,6 mio. mark i 1943.

Ifølge tyske oplysninger (lov nr. 330 af 12.07.1945 om revision af »visse tyske betalinger«) placerede Nazityskland i Danmark »ekstraordinære industri-leverancer« (til den tyske rustningsindustri og til værnemagten) til et beløb på ca. 900 mio. kr.

I årene fra 1933 til 1939 steg de tyske udgifter til oprustningen fra 1,5 til 71,8 mia. mark. I forhold til nationalproduktet var det en stigning fra 2 til 32 pct.

I.C.-Farbens bruttoprofit steg i årene fra 1934 til 1939 fra 71,5 til 376,7 mia. mark.

»Arbeit macht frei« var en flittigt brugt sentens, som de sataniske nazier anbragte ved indgangen til flere koncentrationslejre – her udryddelseslejren i Auschwitz. Det hårde arbejde og sulten betød ikke frihed, men brutal mishandling og død for millioner af mennesker.

Lejrene var god »forretning«

I de 12 år under diktator Adolf Hitlers naziregime var Tyskland nærmest een stor fangelejr med i alt 18 millioner fanger.

Der var først og fremmest tale om politiske fanger, militærnægtere, religiøse grupper, inden- og udenlandske tvangsarbejdere, officerer og intellektuelle. Koncentrationslejrene var et finmasket net, der dækkede hele Tyskland.

I Polen byggedes de store udryddelseslejre, hvor mord blev forvandlet til industrialiseret rutine med aflivning i gaskamre. Lejrene blev drevet som forretninger. De var et led i oprustningen og krigspolitikken og var underlagt terrorkorpset SS – sorte uniformer med dødningehovedet som symbol. Foruden de 15 hovedlejre fandtes der i hundredvis af filialer.

Alle fanger blev sat ind i rustningsindustrien, og der blev bygget et utal af mindre fabrikker og vældige industrianlæg.

Her ses et industrianlæg i den berygtede lejr i Auschwitz, hvor mindst 2.500.000 fanger gik til grunde af sult, hårdt arbejde og sygdom.

Lejrene blev ledet af SS, Gestapo og civile erhvervsledere. Fangerne blev i stort antal udlejet som slaver til alle mulige slags virksomheder.

Det politiske terrorregime i Tyskland blev således finansieret gennem den tøjlesløse udnyttelse af fanger. Det nazistiske undertrykkelsessystem og koncernernes politiske og økonomiske interesser gik op i en højere enhed til gensidig forståelse og med sammenfaldende mål og tilhørende midler.