Kina som imperialistisk supermagt

Artikel fra La Forge, udgivet af PCOF, Frankrig

Selv om Kinas forhold til Afrika udbredes af et parti, der bedragerisk kaldes kommunistisk, er det en del af en imperialistisk magtpolitik.

Kina har alle de egenskaber, der kendetegner en sådan magt: enorme monopoler med en stat, der støtter dem; et ønske om at erobre markeder internationalt i hård konkurrence med monopoler og stater i andre imperialistiske magter; massiv eksport af kapital; tilegnelse af jord og råstoffer uden for landets egne grænser. I nogen tid nu har det for første gang i sin historie endda haft en militærbase i Djibouti, en strategisk zone i den interimperialistiske konkurrence. Det var i denne sammenhæng, at den 9. Foca (Forum on China-Africa Cooperation) blev afholdt i Beijing fra den 4. til den 6. september (53 afrikanske lande var repræsenteret). Talrige statsoverhoveder rejste til dette møde, som finder sted hvert tredje år, og som Kina tog initiativ til for 24 år siden.

I sin tale understregede den kinesiske ledelse »et fællesskab med en fælles fremtid« for en »modernisering af Kina og Afrika«, der gavner »hele det globale syd« og bryder med »den vestlige måde [som] har forårsaget dyb lidelse for udviklingslandene«.

Denne tale vækker genklang hos lande, hvis udvikling er blevet hæmmet af imperialistisk dominans og udplyndring, og som ønsker at frigøre sig fra de neokoloniale relationer, der opretholdes af de tidligere kolonimagter, især Frankrig. Kina ser dette som en mulighed for at konsolidere sin position som verdens største handelsmagt og for at omforme den globale politiske balance. Men bag begrebet »det globale syd« og »fælles interesser« viser forholdet mellem Kina og Afrika sig at være meget ulige.

I sin åbningstale lovede Xi Jinping at investere over 50 milliarder amerikanske dollars i Afrika i løbet af de næste tre år (betydeligt mere end de 40 milliarder, der blev lovet på topmødet i Dakar i 2021). Disse 50,7 milliarder er opdelt i tre kategorier: Lån (29 mia.), tilskud (11 mia.) og erhvervsinvesteringer (10 mia.). De bekræfter Kinas position som den største donor til Afrika syd for Sahara, men øger samtidig gældsbyrden og afhængigheden af kinesiske banker.

Det er sandt, som Wade understregede, at »Kina har hjulpet afrikanske lande med at bygge infrastrukturprojekter på rekordtid«. Men disse kolossale byggepladser til motorveje, jernbaner og byinfrastruktur, der er forbundet med »Silkevejene« og designet med henblik på at fremskynde den kapitalistiske udvikling, er ofte overdimensionerede i forhold til behovene; med ublu omkostninger og løsrevet fra sociale nødvendigheder har Kina mere gavn af disse investeringer end de lande, hvor de foretages.

Den fælles interesse kommer heller ikke til udtryk i handelsrelationerne. Ifølge det kinesiske toldvæsen nåede handelen mellem Kina og de afrikanske lande op på 167 milliarder amerikanske dollars fra januar til juli 2024. Den er ubalanceret: Kinas eksport til Afrika til en værdi af 97 mia. dollars opvejes af 69 mia. dollars fra Afrika til Kina. Den er stærkt præget af gamle kolonimønstre, da 68 % af den afrikanske eksport til Kina skyldes salg af råmaterialer eller halvfabrikata.

Blandt statsoverhovederne og de mange iværksættere, der ledsagede dem, var der mange, der opfordrede til en nyorientering af denne handel: mere industrialisering, lokal forarbejdning, teknologioverførsel for at være mere end blot en eksportør af råmaterialer. Bortset fra nogle få undtagelser har de afrikanske lande ikke den nødvendige vægt til at organisere denne handel på et mere ligeværdigt grundlag. I Beijing var der repræsentanter for den militærjunta, som var kommet til magten i de tidligere franske neokolonier, og som hævdede at opfylde befolkningernes længsel efter ægte uafhængighed.

Men som PCRV (Det Revolutionære kommunistiske parti i Volta, Burkina Faso), der kæmper mod det hovedsageligt franske imperialistiske styre i Burkina Faso og Vestafrika, siger, er denne kamp en del af kampen mod alle former for imperialistisk styre. Uanset om det er fransk, amerikansk, russisk eller kinesisk – der findes ingen »god« imperialisme!