Sejrstale fra dødens stepper

Den 16. oktober holdt præsident Volodymyr Zelensky en »sejrstale« til det ukrainske parlament, Verkhovna Rada. Det var en tale til fordel for total underkastelse. Ikke over for Rusland, men over for vestmagterne.

Af Jan Steinholt, Revolusjon

Det meste af talen foregik bag lukkede døre i nationalforsamlingen. Forståeligt nok. Udsigten til en ukrainsk »sejr« over Rusland eksisterer kun i fantasien og retorikken hos politikerne i Kiev. Uden NATO’s involvering som direkte kombattant vil Ukraine miste store landområder til Rusland. Det ville ikke være sket, hvis Minsk-aftalerne og Istanbul-forliget ikke var blevet saboteret af Ukraines »venner« i NATO.

Zelensky befinder sig i en umulig position. Hvis han antyder, at han er villig til at gå på kompromis for at nå frem til en fredsaftale med Rusland, ved han, at hans dage som præsident er talte. Azov-gruppen og deres allierede og vestlige støtter vil ikke acceptere nogen form for kompromis eller forhandling, på trods af at russerne systematisk rykker frem, og ukrainske soldater deserterer i titusindvis. Færre og færre ukrainere lytter en sejrspropaganda, der lyder mere og mere hul.

Gode miner til slet spil

Men Zelensky fortsætter skuespillet, indtil virkeligheden indhenter ham i sidste akt. Ifølge præsidenten på overtid betyder planen, at Ukraine er »åben for diplomati«. Ligesom vestlige politikere har Zelensky ikke indset, at diplomati betyder, at man diskuterer med dem, man er helt uenige med, herunder fjender, og ikke kun med sine venner.

Al reel politisk opposition i Ukraine er forbudt med den begrundelse, at partier, der ønsker fred, forhandlinger eller sproglig lighed for alle nationaliteter, er pro-russiske forrædere. Verkhovna Rada består således af de mest rabiate og højreekstreme kræfter.

Ifølge formanden for nationalforsamlingen, Ruslan Stefanchuk, var alle tilbageværende partier og fraktioner enige om planen, som i øjeblikket er ved at blive sendt til EU. Zelensky har gentaget sin gamle lektie om at fortsætte den dyre Kursk-operation på russisk territorium og sine krav til NATO om at levere stadig flere langtrækkende våben – samt »garantier« for ukrainsk NATO-medlemskab. Disse løfter bliver stadig mere fjerne, da USA, Tyskland, Ungarn, Slovakiet og andre medlemslande af forskellige årsager ønsker at sætte foden ned. Artikel 10 i NATO’s charter kræver enstemmighed for optagelse af nye medlemslande.

Afskrækkelsespakke

Et andet punkt i den såkaldte sejrsplan er en afskrækkelsespakke på ukrainsk territorium. Hvad den kommer til at bestå af, er blevet holdt skjult for offentligheden, men lækagerne har ikke ladet vente på sig. NATO-soldater på jorden i Ukraine er sandsynligvis en væsentlig del af planen.

Parlamentet i Kiev vedtog for nylig nye love, der giver udenlandske officerer ret til at udøve kommando over ukrainske styrker. Så alt er på plads på den ukrainske side, hvis NATO-lande som Frankrig tør tage springet.

Planen indeholder også en gulerod for USA, hvis Donald Trump overtager præsidentposten. Ukraine skal have en stor og erfaren hær, hævdes det, som også vil være i stand til at aflaste stående enheder i andre lande, som for eksempel Tyskland. Denne justering vil friste Washington ved at reducere »behovet« for alle de amerikanske styrker, der er udstationeret i Europa. At få amerikanske soldater hjem kan blive et vinderemne i den amerikanske valgkamp. Om Trump eller Harris har tillid til, at en decimeret og udmattet ukrainsk hær vil have meget at tilbyde som hjælpetropper, når krigen med Rusland slutter, er en anden historie.

Falbyder Ukraines ressourcer til Vesten

Et særligt afslørende punkt i »sejrsplanen« er, at EU og USA sikrer beskyttelsen af Ukraines naturressourcer og kritiske råstoffer til gengæld for adgang til det »økonomiske potentiale« i disse ressourcer.

Med dette afslører Zelensky, hvad krigen i virkeligheden handler om: Vestlige imperialistiske monopoler får fri adgang til landets råstoffer og markeder. Landets politiske og økonomiske uafhængighed ofres til EU og NATO i en krig, der præsenteres som et forsvar for ukrainsk suverænitet.

Udenrigsminister Espen Barth Eide var på besøg i Kiev, da planen blev præsenteret for NATO-landene. På vegne af den norske imperialisme hilste han en plan velkommen, som stiller Ukraines ressourcer til fri rådighed for norske monopoler. Eller »bidrage til at udvikle gode samtaler mellem Ukraine og dets venner«, for at bruge Barth Eides egne ord. Næringslivets Hovedorganisasjon (NHO) har for længst lanceret sin egen plan for, hvordan norske kapitalinteresser kan maksimere deres profit fra genopbygningen af Ukraine.

Budgetrekyl for SV og Rødt

Hykleriet og krigsretorikken vækker ikke længere genklang hos almindelige europæere, som betaler prisen i form af skattestigninger, velfærdsnedskæringer og dyrtid. Valgene i Frankrig, Holland, Østrig og flere tyske delstater afslører, at de europæiske regeringer i stigende grad er ude af trit med deres egen befolkning. Højrepopulister og fascister udnytter en situation, hvor størstedelen af den europæiske venstrefløj har samlet sig bag sit eget krigeriske borgerskab. Foreløbig er antikrigsstemningen mindre tydelig i Norge, men det kan hurtigt ændre sig, når nedskæringerne på velfærds- og miljøområdet i næste års statsbudget bliver tydelige for folk.

Fungerende klima- og miljøminister Tore O. Sandvik var ærlig nok til at sige det ligeud i et interview med Klassekampen den 8. oktober: »De store penge i statsbudgettet går til forsvaret og Ukraine. Det er store bevillinger, og det betyder, at der bliver mindre på andre områder.«

SV og Rødt har lovet at opruste Norge til tænderne de næste tolv år. Når de klager over, at regeringen skærer i overførslerne til kommunerne og miljøforanstaltningerne på statsbudgettet for at finansiere forsvarsaftalen, har de ingen troværdighed. Disse »socialistiske« partier har med åbne øjne prioriteret at støtte en vanvittig oprustning, som betyder nedskæringer over hele linjen.

Oversat fra Revolusjon, Norge

Læs også

Intet loft over krigsudgifterne
KPnet 17. oktober 2024