Jeg anede ikke en dyt – jeg tænkte ikke én selvstændig tanke – jeg sendte Danmark i krig

”Jeg anede ikke en dyt”, udtaler Jens Rohde, der var Venstres forsvarsordfører op til og under beslutningen om at sende Danmark i krig i Irak. Politikerne foregiver at tage et kritisk selvopgør med Danmarks deltagelse i krigene i Bosnien, Afghanistan og Irak. Den drivende kraft, krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen, er dog tavs. Alle fulgte blot blindt USA og danske monopolers interesser, og det står klart, at ’selvkritikken’ ikke så meget som berører en kritisk overvejelse af den krigsbegejstring og oprustning de i nutiden – stadig – kaster Danmark ud i. Der er ansvarsfralæggelse fra politikerne hele vejen rundt for Danmarks krige, og drivkraften til at gå i krig for magt og erobring er helt intakt. Nu gælder det nemlig ‘en helt ny krig – ”nødvendig for vores eksistens og overlevelse”.

Kontrol med verdens olieressourcer var en helt central drivkraft bag de USA-ledte krige i Irak og Afghanistan. De officielle begrundelser, der skulle konstruere den moralske retfærdighed bag krigene var altid løgn og kampen mod disse løgne var fra dag ét en del af de stærke folkelige protester mod krigene. ”Ingen blod for Olie” lød det fra antikrigsbevægelsen, der dannede sig verden over. Millioner demonstrede for at stoppe og undgå det imperialistiske angreb på Irak. At påstanden om masseødelæggelsesvåben var en konstrueret løgn stod allerede afsløret på det tidspunkt.

DR viser dokumentaren ‘Velkommen til frontlinjen’, der rejser en række kritikpunkter af NATO’s og Danmarks krige. Der kommer afsløringer, som ikke fandt vej til offentligheden på den tid de foregik. Men kernen i krigene, de imperialistiske angreb og årsagerne der drev dem kommer ikke i skudlinjen for kritikken, der kradses kun i overfladen. Angiveligt ”kom vi med det gode”. Det gik bare ikke så godt. Befolkningerne opfattede ’os’ som det ‘vi’ var – besættere.

Politikerne sætter en skelnen op mellem den daværende ”aktivistiske udenrigspolitik” med missioner i fjerne lande og så den nuværende krigspolitik, som de kalder en ”eksistenskamp” – et forsvar for vores egne nationer i hjertet af Europa.

Dette er blot dagens aktuelle løgn om de imperialistiske kriges formål. Nu er det ikke kun for at gøre det ”gode”, men for vores ”overlevelse”, at krigsindustrien skal boostes med kæmpe tilskud og landets budgetter gøres til krigsbudgetter på bekostning af befolkningens velfærd.

Men den imperialistiske krigs formål er nu som før det samme: En overlevelseskamp – ikke for menneskene, men for kapitalen. For adgang til naturressourcer, energi, jord, markeder. Vi kobles op på krigsforberedelser og krig for amerikansk og europæisk kapital overfor den konkurrerende kapital i Rusland og Kina. Den konkurrence er indbygget i kapitalismen/imperialismen og gør at krig vil være en ‘løsning’ for de imperialistiske interesser og magter, så længe dette samfundssystem hersker.

Som APK udtaler om krigen i Ukraine fra partiets netop afholdte kongres:

“Denne krig tjener kun én klasses interesser: det imperialistiske monopolborgerskab, på begge sider af krigen. Arbejderklassen har ingen interesse i at støtte nogen af krigens parter, ingen interesse i at støtte den imperialistiske krigsalliance NATO mod det imperialistiske Rusland eller omvendt, men derimod i at udvise konkret international solidaritet med den ukrainske og russiske arbejderklasse gennem at gå imod dansk krigsstøtte til fortsættelse af myrderierne. Arbejdere skal ikke kæmpe mod andre landes arbejdere. Arbejderklassens fjende nr. et er dets eget borgerskab”.

og, om mulighederne for at forhindre krigene:

“Det er muligt at forhindre imperialisternes forsøg på at udløse en ny regional storkrig eller verdenskrig, ligesom det er muligt at forhindre det danske borgerskab og dets reaktionære regering i at trække os ind i krig. Disse mål afhænger af mobiliseringen af arbejderklassen og de kræfter, der oprigtigt ønsker at kæmpe for fred, imod SVM-regeringens og alle krigsmageres beslutninger og politik. Med en stærk anti-imperialistisk,- anti-krigsbevægelse rodfæstet i arbejderklassen kan en konkret krig forhindres for en tid. For at afskaffe krigen og krigsfaren må en sådan bevægelse imidlertid udvikles til en revolutionær bevægelse for at erstatte imperialismen med socialisme.

Se udtalelsen Styrk kampen mod imperialistisk krig – og kommunisternes opgaver

Danmark som lydig vasalstat

Vi hører i dagens debatindlæg hvordan Venstres ordfører, den store fortaler for nødvendigheden af at gå i krig i Irak nu forklarer, at han ikke tænkte én selvstændig tanke, intet vidste og intet satte sig ind i, på trods af at han stod med det politiske ansvar for at kaste Danmark ind i en krig.

Men det var den rolle krigspolitikerne dengang som i dag har valgt for sig selv – Danmark som USA’s lydige vasal!

Dorte Grenaa, medlem af APK udtrykte det allerede året før Irakkrigen, nemlig i september 2002 i et oplæg på vegne af Stop Terrorkrigen på en fredskonferencen i København:

”Men Bush-doktrinen stiller alle verdens lande, og også Danmark, overfor valget – enten at blive en lydig vasalstat eller sige fra overfor USA’s krigspolitik og denne doktrins diktater.”

og

“USA’s tilbud til en lille følgagtig allieret som Danmark er følgende: Hop med på vores permanente krigsvogn, betal til den og stil jeres soldater til rådighed for vores globale krig. Så får I lov til at leve, og måske nogle krummer af kagen.
Hvis ikke I vil leve som vasalstat – har I ingen eksistensberettigelse!
Det betyder permanent oprustning og permanent nedskæring af de sociale budgetter. Det betyder evig Fogh.
Det amerikanske diktat om NATOs udvikling er én stor grund til at sætte kampen mod NATO og for dansk udtræden centralt på den fredspolitiske dagsorden. Uden følgagtige ‘partnere’, ‘allierede’ og ‘venner’ kan USA nemlig ikke gennemføre sin strategi for permanent verdensherredømme.”

Rolle som USA’s vasalstat er kun blevet perfektioneret siden og accelereret under den nuværende regering under Mette Frederiksen.

De danske politikeres valg var at sige ja til dansk krigsdeltagelse i Bosnien, Afghanistan og Irak i rollen som USA’s vasal. I 2003 blev deltagelse i Irak-krigen besluttet med et snævert flertal i Folketinget. Nu er den parlamentariske opbakning til lakaj-rollen 100%. Intet parti i Folketinget sætter i dag spørgsmåltegn ved NATOs krige eller Danmarks deltagelse. Når det gælder ’de gamle krige’ kan der kradses lidt i lakken – når det kommer til de krige USA, NATO og EU forbereder idag marcherer politikerne i uhyggelig krigstakt.

Se artikler på kpnet under temaet 20 års terrorkrig

Læs hele teksten her – et uddrag af Dorte Grenaas oplæg på vegne af Stop Terrorkrigen på Fredskonferencen i København den 28.-29. september 2002.

Bush-doktrinen: National Security Strategy

I september udgav Bush-regeringen et 32-siders dokument: “National Security Strategy”. Det blev straks betegnet som Bush-doktrinen. Eller Manifest for et verdensdiktatur.
Citater fra National Security Strategy findes på dansk under artiklen

Lige nu har verden et problem. Det har et navn: USA. USA’s terrorkrig. Det sagde den norske fredsforsker Johan Galtung på NGO-forummet her under sidste weekends ASEM-EU-topmøde.

For få dage siden, den 20. september, offentliggjorde New York Times Bush’s nye doktrin National Security Strategy.
Hvis man vil vide noget om hvor terrorkrigen bevæger sig hen, så er det nøje og konkret beskrevet i Bushs ‘sikkerhedsdoktrin’ – eller ‘Manifestet for et verdensdiktatur’, som en australsk journalist rammende har kaldt den.

Hvis man vil vide noget om de muligheder Bush-adminstrationen ser i 11. september for USA’s position på verdensplan, så er det nøje og konkret beskrevet.
Hvis man vil vide noget om, hvad Bush-adminstrationen mener med terror, hvad indholdet i deres terrorkrig er, med hvilke midler den skal føres, af hvem og med hvilket formål, så er det nøje og konkret beskrevet der.

Doktrinen slår fast, at fordi USA er verdens stærkeste supermagt – økonomisk, militært og politisk – så har de ret til at gå militært ind hvor som helst i verden, hvor de mener deres interesser kunne blive truet. Forebyggende krig og militære aktioner. Udenom og på trods af alle internationale aftaler. Uden nogen som helst argumentation, bevis eller grund skal USA kunne angribe en hvilken som helst anden suveræn stat, organisation eller befolkning. Erklære og gennemføre krig – uden at stå til ansvar for nogen eller noget – andet end hensynet til deres egne interesser.

Uden nogen som helst anden grund end at sikre egne interesser kræver USA ret til at udskifte andre suveræne staters regeringer og indsætte deres egne lydregimer. De kræver tilsidesættelse af alle former for menneskerettigheder, internationale og nationale aftaler og lovgivning om retsprincipper, når det gælder forfølgelsen, udsendelse af arrestordrer og udlevering til hemmelige amerikanske militærdomstole af statsborgere i og udenfor USA – alene på mistanken om at de kunne være fjender af USA.

Hvis nogen af os her ville påstå, at det var hvad der lå i den såkaldte “krig mod terror”, ville vedkommende blive utvivlsomt blive mødt med påstanden om, at “det bare var den sædvanlige anti-amerikanske propaganda”. Nu står det sort på hvidt i Bush’s National Security Strategy

Det er ikke et worst-case scenario. Det er ikke et mareridt, der måske vil komme. Det er dyb alvor og en beskrivelse af den realpolitik vi lever i lige nu – og hvis det står til Bush doktrinen i mange år fremover.

“Økonomisk globalisering og militarisme –  to parallelle processer for et totalt verdensherredømme”:

Sådan kaldte Helene Bank, rådgiver ved Diakonhjemmets Centre for Partnership in Development, de globale processer, som USA står i centrum for i et foredrag på en antikrigskonference i Oslo i marts i år. Hun sagde bl.a.:

“Kritikere af militarismen og den økonomiske globalisering ser disse to processer i sammenhæng:
når økonomiske interesser knyttet til ressourcer bliver grundlag for militær intervention fra stormagterne, når fredsaftaler efter interventionene indeholder politiske forpligtelser sådan at den nye ledelse bindes til at privatisere ressourcer og åbne sine markeder, og når WTO til slut udvikler aftaler som binder politiske og økonomiske virkemidler – liberalisering for al fremtid. 

Men også magthaverne har flere tanker i hovedet på en gang, selv om vi nogle gange kan forledes til at tro, at de ikke ser sammenhængen. Forskellen er, at mens kritikerne prøver at vise sammenhængene, har magten interesse i at holde temaerne adskilt. “

Det er slående, når man læser Bush-doktrinen, hvor meget og hvor direkte det siges, at USAs nationale sikkerhedsinteresse består i fri adgang til det globale marked. At Verdensbanken og den Internationale Valutafonds gennemførelse af den nyliberalistiske markedsøkonomi overalt gøres lig med USA’s og nationale regeringers “fredsbevarende” indsats.

I foråret udsendte den internationale anti-globaliseringsbevægelse (de sociale bevægelser) fra deres møde i Porto Alegre en appel: ‘Modstand mod nyliberalisme, krig og militarisme – for fred og social retfærdighed’. Heri hedder det bl.a:

“Den 11. september betød en dramatisk forandring. Efter terrorangrebene, som vi fordømmer absolut, ligesom vi fordømmer alle andre angreb på civile i andre dele af verden, har De Forenede Staters regering og dens allierede iværksat en massiv militæroperation. I ly af ‘krigen mod terror’ angribes borgerlige og politiske rettigheder over hele verden. Krigen mod Afghanistan, hvor terroristiske metoder tages i anvendelse, udvides nu til andre fronter. Der er således begyndelsen til en permanent verdenskrig for at cementere den amerikanske regerings og dens allieredes dominans. Denne krig afslører nyliberalismens andet ansigt, et brutalt og uacceptabelt ansigt. Islam dæmoniseres, mens racisme og fremmedfrygt bevidst udbredes. Massemedierne tager aktivt del i denne krigsophidsende kampagne, som deler verden i ‘godt’ og ‘ondt’. Modstanden mod krigen er vor bevægelses hjertesag.”

Siden “krigen mod terror” blev erklæret for et år siden har vi oplevet en krig mod Afghanistan, hvis resultat indtil nu har været lidelser for det afghanske folk, borgerkrig, indsættelse af en marionetregering, med ministrer direkte hentet fra US olieselskaber og en militær besættelse af landet.

Vi har set Indien og Pakistan førte jordens og deres egne befolkninger nærmere til kernevåbenkonflikt end nogensinde siden oktober 1962 som en direkte konsekvens af amerikanske krav om ubegrænset ret til at forfølge og dræbe terrorister eller at angribe lande som beskytter dem, baseret på en ensidig beslutning uden at konsultere FN, uden domstolsafgørelse, eller fremlæggelse af kendsgerninger som grundlag for påstanden om at dets sigte er terrorister og begrænset til disse.

I terrorkrigens navn har USA krævet fredsforhandlingerne på Filippinerne afbrudt og indsat amerikanske tropper mod hvad USA og Arroyo-regeringen betegner som terrorister med det formål i sidste ende at ramme ikke en fundamentalistisk gruppe, men hele den folkelige revolutionære bevægelse. I Latinamerika – Colombia, Peru, Ecuador – en tilsvarende optrapning.

Vi har set USA give Israel frie hænder til “i krigen mod terrorismens” navn til at gennemføre deres beskidte krig mod det palæstinensiske folk og dets legitime selvstyreorganer.
Og med dokumentet National Security Doctrin slår Bush fast, at en palæstinensisk stat kun kan komme på tale, hvis palæstinenserne vælger en anden ledelse, gennemfører en statsopbygning, reformer og en økonomi, der hviler på USA dikterede ny-liberalisme.
Terrorkrigen har bevæget sig hen hvor den har et navn: USA’s terrorkrig.

FN må stoppe USA’s krig mod Irak

Hvis FN godtager USA Irak-krig har FN så ikke mistet sin troværdighed som fredsbevarende international organisation?

USA har ført en intensiv krigspropaganda for at terrorkrigens næste mål er et angreb på Irak. Bush har erklæret, at USA vil gennemføre et forebyggende militært angreb for at udskifte Sadam Huseins regime. Han vil sikre sig kontrollen i regionen og dens olie. I disse dage har Bush-adminstrationen stillet FNs sikkerhedsråd overfor et resolutionsforslag, der skal åbne en panservej til krigen.

Den tidligere amerikanske justistminister Ramsey Clark skrev i et brev til FN’s generalsekretær d. 20 september 2002:

“Kære Generalsekretær Annan,

George Bush har til hensigt at invadere Irak medmindre han bliver bremset af FN. Andre internationale organisationer … deriblandt EU, Den Afrikanske Union, OAS, Den Arabiske Liga, endvidere lande der har været modige nok til at gøre indsigelse imod supermagts aggression, internationale fredsbevægelser, politiske ledere og den offentlige mening i selve USA … må gøre deres indsats til gavn for freden. Hvis selv FN undlader at modsætte sig en amerikansk invasion af Irak, vil det miste sin ære, integritet og eksistensberettigelse. (…)

Et militært angreb på Irak er klart kriminelt; helt i modstrid med FN´s befolkninger og deres påtrængende behov; uforsvarligt ud fra enhver juridisk eller moralsk begrundelse; irrationelt i lyset af kendsgerninger; ude af proportioner i forhold til eksisterende traktater vedrørende krig og vold; og et farligt eventyr, der indebærer risiko for vedvarende konflikt i hele regionen og videre langt ud i fremtiden. Den mest omhyggelige analyse må gennemføres til afklaring af hvorfor verden er genstand for sådanne trusler fra dets eneste supermagt, der så sikkert og betydningsfuldt kunne føre os ind på vejen til fred, og som grundlag for FN´s bestræbelser på at undgå den menneskelige tragedie som et nyt omfattende angreb på Irak indebærer, og den kraftige tilskyndelse til gengældelsens terrorisme, som den ville skabe. (…)

George Bush proklamerer at Irak er en trussel mod FN´s autoritet, mens de af USA påtvungne FN sanktioner fortsat giver anledning til en stigende dødsrate i den irakiske befolkning. Dødsfald forårsaget af sanktioner har ligget på folkemordsniveau i tolv år. Irak har ingen anden udvej end hjælpeløst at bønfalde om at få gjort en ende på denne forbrydelse imod dets befolkning. FN´s rolle i sanktionerne imod Irak kompromitterer og pletter FN´s integritet og ære. Dette gør det så meget mere nødvendigt for FN nu at modsætte sig denne krig. (…)

Hvis George Bush får lov til at angribe Irak med eller uden godkendelse af FN vil han blive samfundets fjende nr. 1
(… ) og FN selv vil blive værre end ubrugeligt, en medskyldig i krige, som det blev oprettet til at gøre en ende på. Verdens befolkninger vil da være nødt til af finde udveje til at begynde forfra, hvis de skal gøre sig håb om at gøre en ende på krigens svøbe. 

Dette er et afgørende øjeblik for De Forenede Nationer. Vil det stå stærkt, uafhængigt og tro imod dets charter, international lov og grundlaget for dets eksistens, eller vil det underkaste sig tvangen fra en supermagt, der fører os imod en lovløs verden og lade krig imod civilisationens vugge ske upåtalt?”

Det kan næppe siges bedre og mere præcist.

Danmark skal arbejde mod krigen og for fred

Og den danske regeringen stillet med Irak-krigen overfor valget krig eller fred?

Som den forrige regerings Rasmussen har også den nuværende statsminister Fogh Rasmussen straks erklæret sig parat til at kaste Danmark ind på USA side i en krig mod Irak.
På Venstres landsmøde sidste søndag d. 22.september udtalte Fogh, at Danmark er klar til krig med Irak, hvis Irak ikke samarbejder med FN:
“Vi skal give freden en chance. Men jeg vil sige det helt klart. Nu er grænsen nået”. 

Der er to ting, der har været kendetegnende for den parlamentariske debat om dansk krigsdeltagelse i denne terrorkrig. Folketingsmedlemmerne holder kæft. De lader som om krigen ikke eksisterer, den diskuteres ikke, er ikke på dagsorden. Hvor mange folketingspolitikere kender I, der offentligt har taget stilling til, at Danmark er i krig og om Danmark skal gå i krig med Irak?

Imens kan to på hinanden følgende statsministre indenfor et år erklære landet klar til krig og kaste landet ud i krig. Og Danmark er i dette øjeblik aktivt i krig i Afghanistan: Dag efter dag gennemføre danske F16-fly tungt lastede med bomber under amerikansk kommando det ene togt efter det andet over Afghanistan, fra en base i Kirgistan.
Har terrorkrigen bevæget sig derhen, at krigsdeltagelse bare er noget, regeringen meddeler? Har sådanne regeringer og folketingsflertal ikke også mistet deres ære, integritet og eksistensberettigelse?

De danske regeringer har god grund til at skjule det fulde omfang af deres krigsdeltagelse. Befolkningen er imod.
Ifølge den seneste opinionsundersøgelse fra Megafon (21.09) støtter kun 35% at Danmark giver politisk eller militær støtte til USA’s angreb på Irak. Mens 53% siger nej til militær støtte. I en lang række andre lande er tallene for opbakning til USA’s krig endnu lavere.

Men Bush-doktrinen stiller alle verdens lande, og også Danmark, overfor valget – enten at blive en lydig vasalstat eller sige fra overfor USA’s krigspolitik og denne doktrins diktater.

Selvom USA erklærer at det til enhver tid vil gå i krig alene, hvis det bliver nødvendig. Så kan selv en supermagt af USA’s størrelse ikke klare alle de krige og militære operationer, de har kørende verden over alene. De har brug for deres allieredes luftrum, baser, soldater, militærudstyr, efterretninger og betaling af penge til krigens omkostninger.

Dansk krigsdeltagelse i Afghanistankrigen skete både ved direkte overførsel af soldater og materiel til Afghanistan og ved afløsning af amerikanske og britiske tropper på Balkan, der så blev overflyttet til Afghanistankrigen. Derfor er kravet om nej til dansk krigsdeltagelse så vigtigt et led i at stoppe USA’s terrorkrig – og det gælder både direkte og indirekte deltagelse.

NATOs rolle i terrorkrigen

Jeg vil rejse et særligt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om NATO og NATO’s rolle i terrorkrigen. I Bush doktrinen står der:

‘Angrebene den 11. September var også et angreb på NATO, som NATO selv anerkendte, da det for første gang påkaldte sig selvforsvarsklausulen i artikel V. NATOs centrale opgave – kollektivt forsvar af det transatlantiske forbund af demokratier – bliver stående, men NATO må udvikle nye strukturer og evner til at udfylde denne opgave under nye omstændigheder. NATO må udvikle sin kapacitet til med kort varsel at sende stærkt mobile specialstyrker på slagmarken, hvor der måtte være behov for dem for at besvare en trussel mod noget medlem af alliancen.
Alliancen må være i stand til at handle hvor som helst vores interesser trues, og skabe koalitioner under NATOs eget mandat, såvel som indgå i andre koalitioner med konkrete formål.”

USA’s tilbud til en lille følgagtig allieret som Danmark er følgende: Hop med på vores permanente krigsvogn, betal til den og stil jeres soldater til rådighed for vores globale krig. Så får I lov til at leve, og måske nogle krummer af kagen.
Hvis ikke I vil leve som vasalstat – har I ingen eksistensberettigelse!
Det betyder permanent oprustning og permanent nedskæring af de sociale budgetter. Det betyder evig Fogh.
Det amerikanske diktat om NATOs udvikling er én stor grund til at sætte kampen mod NATO og for dansk udtræden centralt på den fredspolitiske dagsorden. Uden følgagtige ‘partnere’, ‘allierede’ og ‘venner’ kan USA nemlig ikke gennemføre sin strategi for permanent verdensherredømme.

* * *

For Bush-regeringen er alting et redskab til at sikre USA’s verdensherredømme: FN, WTO, Verdensbanken, Valutafonden – og NATO.
USA definerer selv sin position: Det er verdens eneste supermagt. Og verdens leder. Punktum. Den tåler ikke rivaler. Punktum. Den tåler ikke modstand eller udfordring af dens ledelse.
Den definerer selv fjenderne. Den tillader sig at føre evig krig. Den giver sig ret til at angribe hvor som helst og når som helst og hvem som helst.
Og den sætter sig selv over al international ret: Der gælder en standard for USA og ikke mindst dets militær – en anden for alle andre. Den Internationale Straffedomstol er den hævet over. Verden tolkes, besluttes og dikteres af USA.
Et sådant arrogant og krigerisk supermagtshovmod har verden kun set en gang før: Det var Hitlers.
Bush-doktrinen er en fascistisk krigserklæring mod alle demokratiske og progressive kræfter i verden, de rige røvhullers doktrin for evig krig mod verdens fattige.

Dette er en delvist omarbejdet udgave af første del af Dorte Grenaas oplæg på Fredskonferencen i København den 28.-29. september 2002.

Trykt i Kommunistisk Politik 20, 2002

 

Bush-doktrinen
Citater fra National Security Strategy

“Det 20. århundredes store kampe mellem frihed og totalitarisme endte med en afgørende sejr for frihedens kræfter – – og en enkelt og bestandig model for national succes: frihed, demokrati og fri foretagsomhed (‘free enterprise’)”

“I dag har USA en position med en militær styrke uden sidestykke og stor økonomisk og politisk indflydelse . . . Ved at gøre verden mere sikker, tillader vi verdens folk at forbedre deres egne liv. Vi vil forsvare denne retfærdige fred mos trusler fra terrorister og tyranner. Vi vil bevare freden ved at bygge gode forbindelser mellem stormagterne. Vi vil udvide freden ved at opmuntre til fri og åbne samfund på alle kontinenter.”

“Krigen mod verdensomspændende terrorister er et globalt forehavende af ubestemt varighed. Amerika vil hjælpe nationer som har behov for vores assistance med at bekæmpe terror. Og Amerika vil drage nationer, som er kompromitterede af terror, til regnskab – fordi terrorens allierede er civilisationens fjender.”

“Dette er også en mulighedernes tid for Amerika. Vi vil arbejde for at omsætte dette moment med indflydelse til årtier med fred, velstand og frihed. USA’s nationale sikkerhedsstrategi vil være baseret på en distinkt amerikansk internationalisme, der afspejler foreningen af vores værdier og vores nationale interesser”.

“Krigen mod global terrorisme er forskellig fra enhver anden krig i vores historie. Den vil blive udkæmpet på mange fronter imod en særlig flygtig fjende over en udstrakt tidshorisont. Fremskridt vil komme ved en stadig ophobning af succes’er – nogle synlige, andre usynlige.”

“Nye dødelige udfordringer er kommet fra slyngelstater og terrorister. Ingen af disse nutidige trusler matcher den rene ødelæggelseskraft, som Sovjetunionen rettede mod os. Men disse nye modstanderes natur og motiver og deres opsathed på at opnå ødelæggelseskræfter, som hidtil har været forbeholdt verdens stærkeste stater, og den større sandsynlighed for, at de vil benytte masseødelæggelsesvåben imod os, gør nutidens sikkerhedssituation mere kompleks og farlig.”

“USA har længe forbeholdt sig muligheden af forebyggelsesslag for at imødegå en betydelig trussel mod vores nationale sikkerhed. Jo større truslen er, jo større er risikoen ved passivitet – og jo mere presserende bliver det at tage forebyggende skridt for at forsvare os, selvom der råder usikkerhed om tid og sted for fjendens angreb. For at forebygge eller forhindre sådanne fjendtlige handlinger fra vore modstanderes side, vil USA om nødvendigt handle forebyggende.”

“En stærk verdensøkonomi øger vores nationale sikkerhed ved at fremme velstand og frihed i resten af verden. (…) Vi vil fremme økonomisk vækst og økonomisk frihed udenfor USA’s kyster.”

“Tiden er kommet til at genbekræfte den amerikanske militærmagts afgørende rolle. Vi må opbygge og bevare vores forsvarsevne uden at kunne udfordres. Vores militærs topprioritet er at forsvare USA. For at gøre dette effektivt må vores militær
* sikre vores allierede og venner
* afskrække fra fremtidig militær konkurrence
* afværge trusler mod amerikanske interesser, allierede og venner; og
*afgørende besejre enhver modstander, såfremt afskrækkelse slår fejl.
Den amerikanske militærmagts enestående styrke, og dens faktiske tilstedeværelse, har opretholdt freden i nogle af verdens strategisk vigtigste regioner. Men de trusler og fjender vi står overfor ændrer sig, og det må vores styrker også.”
“Angrebene den 11. september var også et angreb på NATO, som NATO selv anerkendte, da det for første gang påkaldte sig selvforsvarsklausulen i artikel V. NATOs centrale opgave – kollektivt forsvar af det transatlantiske forbund af demokratier – bliver stående, men NATO må udvikle nye strukturer og evner til at udfylde denne opgave under nye omstændigheder. NATO må udvikle sin kapacitet til med kort varsel at sende stærkt mobile specialstyrker på slagmarken, hvor der måtte være behov for dem for at besvare en trussel mod noget medlem af alliancen.
Alliancen må være i stand til at handle hvor som helst vores interesser trues, og skabe koalitioner under NATOs eget mandat, såvel som indgå i andre koalitioner med konkrete formål. For at opnå dette må vi

* udvide NATO-medlemskabet til de demokratiske nationer, som er villige og i stand til at dele byrden ved at forsvare og fremme vores fælles interesser
* sikre at NATOs militærstyrker kan yde tilstrækkelige bidrag til krigsførelsen i koalitionens krige
* udvikle planlægningsprocesser som kan sikre at disse bidrag bliver til effektive multinationale kampstyrker
* drage fordel af de store teknologiske og økonomiske muligheder for vores forsvarsudgifter så NATOs militærstyrker kan omdannes, så de kan dominere mulige aggressorer og formindske vores svage punkter
* strømline og øge kommandostrukturernes fleksibilitet, så de kan imødekome nye operative krav og de medfølgende krav om at uddanne, integrere og eksperimentere med nye sammensætninger af styrkerne; og
*opretholde evnen til at arbejde og kæmpe sammen som allierede også når vi gennemfører de nødvendige skridt for at omdanne og modernisere vores styrker.

Hvis det lykkes NATO at gennemføre disse forandringer, vil belønningen blive et partnerskab som er lige så centralt for dets medlemsstaters sikkerhed og interesser som det var under Den kolde krig. Vi vil opretholde et fælles perspektiv på truslerne mod vores samfund og forbedre vores evne til fælles aktion til forsvar for vores nationer og deres interesser. Samtidig hilser vi vores europæiske allieredes bestræbelser på at skabe en større fælles udenrigspolitisk og militær identitet med EU, og vi forpligter os til tætte rådslagninger for at sikre at disse udviklinger går i spænd med NATO. Vi har ikke råd til at miste denne mulighed for bedre at forberede den transatlantiske familie af demokratier på de ufordringer, som vil komme.”
“Vi vil tage de nødvendige skridt for at sikre at vores bestræbelser for at opfylde vore globale sikkerhedsforpligtelser og beskytte amerikanere ikke besværes af muligheden af undersøgelser, forhør eller retsforfølgelse fra Den Internationale Straffedomstols (ICC) side, hvis jurisdiktion ikke gælder amerikanere og som vi ikke accepterer.”

“Når vi udøver vores ledelse vil vi respektere vore venners og partneres værdier, bedømmelser og interesser. Men vi er fortsat parat til at handle alene når vores interesser og unikke forpligtelser kræver det”.

Overs. Kommunistisk Politik
Netavisen 14. oktober 2002