Socialismens sag og partiet der løfter den

Fra Arbejderpartiet Kommunisternes 10. kongres, afholdt midt-september 2024, rejser vi socialismen som løsningen på de ellers så tilsyneladende uløselige kriser, som kapitalismen både afføder og står midt i.

Socialismen er samfundet, hvor profit og markedsøkonomiens mekanismer og bagmænd ikke længere bestemmer udviklingen, og det er samfundet, hvor der kan planlægges og bygges en verden op af menneskelig vilje og fælles arbejde.

Socialismen er samfundet, hvor arbejderklassen har overtaget statsmagten og leder samfundet henimod det klasseløse samfund, kommunismen.

Kapitalismen er et omvandrende misfoster. Med fattigdom, arbejdsløshed, tilbagegang, nedskæringer og reallønsnedgange, krige, besættelser, forfølgelser, forurening og klimaændringer.

Med et råddent lag af politikere, embedsvælde, diskrimination, repression og i øvrigt skærpelse af kapitalismens almene krise. Arbejderklassen betaler prisen for både den almene krise og de mange kriser for nu, ligesom kommende generationer af arbejdere og den arbejdende befolkning vil betale indtil kapitalismen afskaffes.

Socialismen bliver kritiseret, bagtalt og svinet til af de selvsamme grupper, personager og den borgerlige klasse som hersker under kapitalismen, som selv hverken vil eller kan løse nogen som helst centrale problemstillinger i samfundet, men i stedet fortsætter ad en vej, der kun gavner en lille elite.

Det er løgne, der kommer ud, når borgerskabet og deres tjenere beskriver socialismen, løgne der skal dække over deres eget samfundssystems himmelråbende mangler og katastrofale udvikling.

Sideløbende med en sådan åben kamp mod socialismen opstår og spredes der ideer om mange forskellige udgaver af socialisme og overgange til dem. Der er teorier fra de reformistiske og revisionistiske partier, som afskriver revolutionen og arbejderklassen, og der er fortællinger om socialisme i et imperialistisk Kina. Kina tilbyder i praksis en omfordeling af det imperialistiske rov, fra den ene imperialists hånd til den andens imperialisthånd. Det vil fortsat være arbejdshænder, som skaber værdierne.

Der findes ingen socialistiske lande i verden i dag, ingen lande som baserer sig på eller blot bekender sig til den videnskabelige socialisme – til marxismen-leninismen, ingen lande hvor arbejderklassen er ved magten eller hvor produktionsmidlerne centraliseres under arbejderklassens styring, ingen lande hvor den ene eller anden officielt socialistiske politik er baseret i reel socialisme. Der findes til gengæld lande i verden, hvor såkaldt socialistiske regeringer pynter deres regeringsbygninger og -kontorer (mv.) med blafrende røde flag, men dér er der mere sandhed i vinden, end i påberåbelsen af socialisme.

Vi understreger samtidigt vores solidaritet med befolkninger i lande som trues af imperialismens magt. Vi afviser på enhver måde, at imperialistisk krig og invasion i sådanne eller andre lande skulle kunne, eller vil blive ført af imperialisterne, for at forbedre befolkningernes liv. Vi stiller os solidarisk med arbejderklassen globalt, og vi støtter den i sin kamp mod imperialistisk aggression.

I samme åndedræt forsvarer vi de forbedringer i levevilkår som er tilkæmpet af den danske arbejderklasse og befolkning gennem årtier, og vi rejser kampen for arbejderklassens krav, alt imens vi bekæmper den danske kapitalistiske statsmagt og arbejder for revolutionen og for opbyggelsen af arbejderklassens statsmagt.

Vi nævner også, at de forbedrede levevilkår og rettigheder som er opnået i arbejderklassens mangesidede kampe, er sket når kampen har været understøttet af socialismen og socialismens ide, som har presset borgerskabet til indrømmelser.

Vi afviser de småborgerlige eventyrfortællinger om at den ene eller anden, nutidige eller fremtidige, erklærede socialistiske stormagt kan befri den danske arbejderklasse, og vi siger, at den danske arbejderklasses befrielse er dens eget værk – ligesom det gælder for alle andre landes arbejderklasse.

Vi afviser ligeledes eventyrfortællingerne om, at det ene eller andet teknologiske eller videnskabelige fremskridt i sig selv skulle bære et opgør med kapitalismens mekanismer og markedsøkonomiens virkning – og derved kan de fremskridt heller ikke afskaffe kapitalismens dårligdomme. Dertil nævner vi, at det reelle potentiale i sådan teknologiske og videnskabelige fremskridt, først udløses når de er i brug af og for arbejderklassens statsmagt og kan bruges i flertallets interesse, frem for som nu, hvor de bliver endnu et produkt på markedet med profit som omdrejningspunkt.

Vi fortsætter altså kampen for socialisme fra vores 10. kongres med den kurs af den videnskabelige socialisme, der blev sat på vores stiftende kongres i vores principprogram Manifest for et socialistisk Danmark, og med de sejre og erfaringer som vi og hele arbejderklassen er blevet rigere i perioden, og med de nye generationer som er kommet til.

Vi noterer i forhold til de såkaldte socialisme-udgaver, at der i perioden siden vores stiftende kongres blandt andet er sket det at:

-det revisionistiske og socialimperialistiske Sovjetunionen (ca. 1956-1991) ligger stadig længere tilbage i tiden og borgerskabets kneb med at bebrejde socialismen for socialimperialismens gerninger, samt at definere revisionismens politik som socialisme, i det store glider ud af nye generationers verdensbillede, og at tiden derved afhjælper en sådan falsk modsætning.

-den kinesiske socialimperialisme har udviklet sig til en større økonomisk og militær magt, hvilket leder nogle gummibenede og selverklærede kommunister til at klamre sig til det magtfulde udtryk og derved underbygge en falsk modsætning og fortælling – alt imens de fuldstændigt negligerer, at den nye silkevej er en motorvej for imperialisme, en deroute, og ikke en socialistisk rute.

-”Socialismen for det 21. århundrede”, som Chavez’ vej kaldtes, står delvist afklædt og det i en grad så selv revisionister og trotskister, der tidligere yndede kraftigt at fremhæve den ’Bolivarianske revolution’ som en vej til socialisme, nu falder fra. Nogle af dem vender sig endda imod Venezuela, men glemmer at afvise Chavez’ vej, som de selv proklamerede som socialisme.

Uagtet vores opfattelse af den erklærede socialisme, stiller vi os solidarisk med det venezuelanske folk og afviser enhver imperialistisk indblanding i landet.

Vi noterer samtidigt, at for den danske klassekamp og politiske kamp, blandt andet kan siges at:

-Enhedslisten, der ville trække Socialdemokratiet til venstre, nu er trukket helt og aldeles ind i både EU’s og NATOs klubber, og at partiet har trukket sine medlemmer og kreds med derind – som det skete med SF i årtierne før. Henover såvel Enhedslistens tilslutning til Libyen-krigen, EU-tilslutning og NATO-opbakning er partiet åbent blevet et EU-begejstret krigsparti, der understøtter højredrejning.

-SF og dets populisme er yderligere afklædt, bl.a. med deres kamp mod lærerne og fortsatte EU- og NATO-tilslutning. SF’s tilsyneladende eksistensberettigelse afhænger nu ironisk fuldstændigt af Socialdemokratiets fortsatte højredrejning.

 -Kommunistisk Parti ser ud til at betræde den nye kinesiske silkevej med bløde knæ. Til gengæld skal man med det parti altid huske, at skosålerne er trådt tynde af endeløs revisionisme-vandring frem og tilbage mellem Cuba, Venezuela, og Kina et par gange. At stå fast ved et synspunkt om socialisme er ikke en evne der besiddes.

-DKP og KPID, efter 30 år adskillelse, samledes for nyligt i DKP og tidligere uenigheder om Enhedslisten er lagt til side. Partiet står fortsat på den moderne revisionisme, på afvisning af revolutionen, og det har dertil en nostalgisk svaghed for Rusland, der er kommet til udtryk de seneste par år.

I 2024 står vi i APK på skuldrene af kæmperne fra Pariserkommunen, Oktober-revolutionen, opbygningen af socialismen, den anti-nazistiske kamp, befrielsesbevægelser, folkedemokratiernes fremkomst, den albanske revolution. Vi tror på arbejderklassens styrke og evner – og vi løfter revolutionens og socialismens sag.

Arbejdere i alle lande, forén jer

Arbejderpartiet Kommunisterne 10. kongres