Venezuela: Folkets ret til selvbestemmelse skal respekteres!

I Venezuela har den politiske krise nået et højt niveau efter præsidentvalget den 28. juli. Her viderebringes en vurdering af situationen fra PCMLE.

Som forventet erklærede den højreorienterede kandidat (Edmundo Gonzalez) og præsident Nicolas Maduro begge sig selv som vindere, hvilket skabte et klima af usikkerhed blandt befolkningen. Dette scenarie var forventeligt, hvilket fremgik af forskellige udtalelser under valgkampen, herunder fra Maduro. Det er udtalelser der vidner om en blanding af svaghed og overlegenhed, såsom påstanden om, at han vil vinde “hvad end der skal til”, og at “hvis den rigtige vinder, vil der komme et blodbad.” Desværre gode eksempel på udtalelser, hvor dumhed kombineres med politiske fejltagelser.

Det nuværende scenarie bliver brugt af amerikansk imperialisme og det internationale borgerskab til at fortsætte deres indblandingspolitik og til at sige, hvem der er vinderen af valget. Dermed nægter de det venezuelanske folk deres ret til selvbestemmelse. Ingen regering eller udenlandsk magt bør afgøre dette lands fremtid. Det er op til de venezuelanske arbejdere og folk at løse deres problemer, at beslutte deres regeringsform og at vælge deres regering. Vi afviser enhver form for udenlandsk intervention og udtrykker vores solidaritet med befolkningen!

Samtidig har disse kræfter styrket den antikommunistiske kampagne og hævdet, at alt, hvad der sker, er Nicolas Maduros regerings ansvar, som de kalder et venstreorienteret regime, og endda et socialistisk regime. Venezuelas regering kan – som vi har sagt mange gange – på ingen måde kaldes socialistisk. Hverken dens økonomiske program eller dens politik, går i retning af det; Maduro og dem, der regerer landet, repræsenterer en borgerlig fraktion, der manipulerer de venezuelanske arbejderes og folks ønske om forandring.

Den alvorlige økonomiske, politiske og sociale krise, som dette land oplever, skyldes forskellige faktorer. Såsom at den eksisterende kapitalistiske struktur ikke blev ændret i årene med den “bolivariske revolution”; den økonomiske blokade og sanktioner pålagt af amerikansk imperialisme; boykotten, der blev pålagt af de mest reaktionære dele af storborgerskabet. Dertil kommer regeringens afvisning af at angribe den eksisterende kapitalistiske struktur, Maduros og hans gruppes engagement i dele af storborgerskabet (det såkaldte “boliborgerskab”, som i dette regime så muligheden for at akkumulere kapital), såvel som regeringens manglende evne til at løse arbejdernes og folkets problemer.

For de ecuadorianske arbejdere og folk er det lettere at forstå karakteren af PSUV-regeringen (Venezuelas Forenede Socialistiske Parti), fordi vi har oplevet “Correisme”, da den lavede sange til ære for Che Guevara, talte om det 21. århundredes socialisme og proklamerede en såkaldt folkerevolution. Samtidig med at den undertrykte den folkelige bevægelse, forbød organisationer som UNE (*) og CONAIE (**) og forsøgte at likvidere venstrefløjspartier og bevægelser (den havde ulovligt fjernet MPD (***) fra valglisterne) og fik mere end 200 ledere og sociale aktivister af folket dømt og fængslet. Den førte en overdreven minepolitik, som favoriserede udenlandske monopolers kapital, og havde beriget sig selv med flere millioner dollars gennem korruption.

Dette er karakteren af de såkaldte progressive regeringer, der er blevet installeret i flere latinamerikanske lande, deres borgerlige ideologiske og politiske udtryk.

(*) Et: National Union of Teachers.

(**) CONAI: Sammenslutningen af oprindelige nationaliteter i Ecuador.

(***) MPD: Popular Democratic Movement, et valgparti støttet af PCMLE.

Offentliggjort i det marxistisk-leninistiske kommunistparti i Ecuador, PCMLEs centrale organ, En Marcha, nr. 2105 (14. til 21. august 2024).

PCMLE, Ecuadors Kommunistiske Parti – Marxist-leninister er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML