Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Indlæg som del af APK’s kongresproces op til 10. kongres
En imperialistisk storkrig i Europa, som de imperialistiske røvere vil trække arbejderklassen og folkene ind i, rykker stadig nærmere.
Arbejderklassen og folkene ønsker ikke krig mod hinanden med millioner af døde, bombede og nedbrændte byer, virksomheder og marker. Det ved magthaverne godt. NATO-topmødet her i juli eskalerede imidlertid krigen i Ukraine til et punkt, hvor der ikke er langt til en officiel udvidet regional krig i Europa mellem NATO og Rusland. I den forbindelse udtalte statsminister Mette Frederiksen: ”Når det kommer til krig, kan man ikke gøre sig afhængig af befolkningens støtte. Du må gøre det, der er nødvendigt.”1
Lad os vende den om og sige: Hvad er nødvendigt at gøre for at rejse en kamp mod imperialismens krige og en konkret udvidelse af krigen i Ukraine til hele Europa? Hvad er kommunisternes og det marxistisk-leninistiske partis opgaver?
1. Kampen mod krigen kræver først og fremmest en klar analyse af dens karakter og årsager. Vi må gøre os klart, hvad der er arbejderklassens og folkenes interesse og rolle, og hvad der er magthavernes, det imperialistiske borgerskabs klasseinteresser og rolle. Når det gælder det zionistiske Israels krig og folkemord i Palæstina, står det klart, at vi støtter det palæstinensiske folks ret til væbnet kamp mod besættelsesmagten og for et frit Palæstina. Vi kræver stop for Israels folkemord og krig, stop for den danske regerings direkte og indirekte støtte. Vi deltager i udviklingen af den omfattende solidaritetsbevægelse og går imod imperialisternes planer om en to-statsløsning for stadig at bevare deres kontrol og indflydelse i Mellemøsten.
I forhold til krigen i Ukraine har APK ligesom CIPOML2 fra dag ét slået fast,3 at der er tale om en interimperialistisk stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO, som det ukrainske og russiske folk nu i over to år fortsætter med at betale en blodig pris for. Dansk imperialisme og SVM-regeringen øser store økonomiske og militære midler på krigens bål, senest også nu F16-fly til Zelensky i Ukraine, og de danske monopoler har allerede gang i forhandlinger om fordelingen af krigens bytte som ådselgribbe, når det ødelagte Ukraine engang skal genopbygges. Denne krig tjener kun én klasses interesser: det imperialistiske monopolborgerskab, på begge sider af krigen. Arbejderklassen har ingen interesse i at støtte nogen af krigens parter, ingen interesse i at støtte den imperialistiske krigsalliance NATO mod det imperialistiske Rusland eller omvendt, men derimod i at udvise konkret international solidaritet med den ukrainske og russiske arbejderklasse gennem at gå imod dansk krigsstøtte til fortsættelse af myrderierne.
Udvides Ukrainekrigen til en regional storkrig, vil den fortsat have karakter af en interimperialistisk krig – en krig mellem to imperialistmagter og blokke, hvor de europæiske lande vil være direkte i krig på USA’s og NATOs side. Det er ren krigsdemagogi, når den socialdemokratiske statsminister prøver at bilde folk ind, at det handler om forsvaret af ”vestlige værdier og demokrati”. Hvis værdier i vesten? må man spørge. Ikke arbejderklassens værdier, for det er fred og klassens internationale solidaritet. Men det imperialistiske borgerskabs værdier: profit og kontrol af markeder og ressourcer. Det er vores opgave at afslører og bekæmpe klasseindholdet i de fraser, som den herskende klasse dækker deres krigsforberedelser ind under, da mange vil være tilbøjelig til at tro, at det er en ”retfærdig krig” mod Putin, det handler om – ”ham eller os”.
Når det gælder årsagen til krigene, skal vi naturligvis fortsætte med at afsløre krigspropagandaens endeløse løgne om, at krigen i Gaza startede d. 7. oktober 2023 med den palæstinensiske militæraktion ind i Israel, eller at krigen i Ukraine startede med Ruslands invasion i februar 2022, og med at klarlægge de lange krigshistorier, der ligger bag. Men vi skal først og fremmest fortælle og vise hele sandheden om årsagen til imperialismens krige, for at kunne give kampen mod imperialistisk krig klassemæssig retning, indhold og svar på, hvordan de kan afsluttes og forhindres.
Årsagen til krigen har ikke sin rod i menneskenes ”dårlige natur”, regeringers ”dårlige politik”, denne eller hin hændelse, hvem der angreb først, om det var med eller uden FN-mandat, eller at det skyldes en gal præsident som Putin, Trump eller Hitler. Årsagen har sin rod i samfundets deling i klasser, i udbyttede og udbyttere. Kapitalismen er krigens årsag, og krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen. Krigene er ikke undtagelser, de står ikke i modsætning til kapitalismens grundlag, til privatejendommen, konkurrencen eller dets udbyttersystem, men er umiddelbare følger af dette.
Imperialismen, kapitalismens monopolistiske stadium, skærper alle kapitalismens modsætninger så meget , at ”freden” blot bliver et pusterum for nye krige4. Jordens overflade og alle dens samfundsrigdomme er fuldstændig monopoliseret af et lille antal stormagter. De enkelte landes ulige økonomiske og politiske udvikling skaber til stadighed nødvendigheden af verdens ny-opdeling. Dette kan til syvende og sidst ikke opnås på anden måde end gennem krig mellem de afgørende imperialistiske lande. Samtidig kan udbytningen af hundreder millioner arbejdere kun opretholdes gennem blodige undertrykkelseskrige.
Konkret i Europa opruster og udvider de enkelte lande, EU og NATO deres krigsforberedelser.5 USA har opbygget egne militærbaser i hele Europa, inklusive Danmark, hvorfra de kan operere frit og helt op til Ruslands grænse. For USA-imperialismen gælder det samtidig at bremse Ruslands og Kinas udvikling af Eurasien med en rand af allierede lande mellem NATO-landene og Ruslands grænser gennem SCO6, BRICS7 og ”den nye Silkevej”.
Krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen og imperialismen. Derfor er ”afskaffelse” af krigen kun mulig gennem afskaffelsen af kapitalismen og imperialismen, dvs. ved at bryde med den borgerlige udbytterklasses magt og gennem en revolutionær forandring skabe arbejderklassens magtovertagelse, opbygningen af socialismen og i sidste ende tilintetgørelsen af klasserne.
2. Betyder det, som nogle påstår, at marxist-leninisternes eneste svar på kampen mod krigen er parolen om revolution? På ingen måde. Det betyder, at kampen mod krigen ikke kan løsrives eller føres adskilt fra klassekampen, men som en integreret del af denne med arbejderklassen som den ledende kraft. Det betyder, at som marxist-leninister indser vi, at kampen mod imperialistisk krig er en aktuel og nødvendig opgave i udviklingen af den revolutionære proces, der, når de subjektive og objektive faktorer er til stede og med et stærkt kommunistisk parti, kan føre til arbejderklassens revolution, der er den eneste vej til at løse spørgsmålet om krig. I Danmark i dag findes arbejderklassens stærke kommunistiske parti ikke, men vi har i APK påtaget den helt nødvendige opgave at kæmpe for at opbygge det.
Som led i opbygningen af en bred anti-imperialistisk anti-krigsbevægelse må vi vise og protestere mod hvert et konkret krigsforberedende skridt, regeringen og staten tager: fra udvidelsen af krigsproduktionen i Nordjylland til deltagelse i EU’s og NATOs krigsøvelser eller i NATOs og EU’s direkte krigsmissioner. Kræve USA’s militærbaser ud af Danmark, protestere over, at dele af havnene i Esbjerg, Århus og Køge spærres af, når USA’s militærkommando forlanger råderum på dansk territorium, eller over NATOs flybaser placeret i Jylland og på Bornholm. Der må protesteres mod dansk krigsproduktion, ikke kun når Terma sender materiel til Israels folkemord. Der må også rejses en protest mod, at fagtoppen investerer ATP-fondens pensionsmidler i Terma og nu også sidder med i Termas bestyrelse.
3. Vi skal fortsætte og intensivere den linje og politik, som vi har fulgt i den forløbne kongresperiode, med at forbinde kampen mod imperialistisk krig med kampen mod al imperialisme, med den øvrige klassekamp på arbejdspladser, fagforeninger og uddannelsessteder for højere løn og levevilkårene – i partiets konkrete arbejde, propaganda og agitation. Og ikke mindst forbinde disse med det revolutionære perspektiv og marxismen-leninismens videnskabelige teori på en skabende måde, der kan gennembryde krigens og krisens følgesvend: reaktionens anti-kommunisme.
4. Vi skal arbejde for at skabe tætte forbindelser mellem den sociale kamp, kampen for det offentlige sundheds-og uddannelsessystem, kampen mod nedskæringer og privatisering med kampen mod, at staten i stedet bruger milliarder til krigsoprustning, forsvarsforlig, NATO og EU-budgetter. Den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksens undskyldning til NATO for, at Danmark indtil nu har brugt alt for mange penge på at opbygge ”et velfærdssamfund” frem for på bidrag til NATOs krigsalliance, skal have kamp til stregen.
5. Et af arbejderklassens stærke redskaber, når det gælder kampen mod imperialisme og dens krige, er dens internationale klassesolidaritet. I konkret handling, i vores propaganda, i vores forskellige medier skal vi fortsat arbejde med at styrke den internationale solidaritet, i særdeleshed men ikke kun med det palæstinensiske folks kamp, og styrke opbygningen af den internationale solidaritet og enhed i den danske arbejderklasse og ungdom.
APK er en del af CIPOML, og ikke mindst gennem vores forbindelser med de forskellige partier og organisationer må vi i endnu højere grad sprede kendskabet til arbejderklassens liv og kampe rundtom i verden til den danske arbejderklasse. Jo mere man kender til hinanden, jo stærkere solidaritetsbånd kan der skabes.8
6. En side af de konkrete krigsforberedelser fra imperialismens og regeringens side er den militarisering af hele samfundet, som vi ser i dag, ikke bare i medierne, eller at vi nu alle skal have dåsemad og vand til tre dage stående klar. Offentlige uddannelsesinstitutioner og midler bruges til militær forskning frem for på sundhed, der er oprettet særlige militærlinjer på nogle gymnasier for fremtidens officerer, kvinder skal i lighedens navn have værnepligt, og tiden i hæren skal sættes op, for bare at nævne nogle ting. Alt dette betyder, at der må tages særlige skridt i forhold til den generation af unge, der er udset til kanonføde for danske monopolers og NATOs interesser, mens de bildes ind, at de kæmper for demokrati og forsvarer Danmark.
7. For at rejse en kamp mod krigen er det ikke kun nødvendigt at få afsløret de reaktionære og farlige krigsplaner, men også i både ord og handling at afsløre og bekæmpe de forskellige opportunistiske og revisionistiske vildveje, der støtter enten den ene eller den anden imperialistiske bloks politik:
a) Enhedslisten vil gerne blandt ungdommen og venstrefløjen fremstå som et parti mod imperialisme og krig. Men de ikke alene støtter Danmarks medlemskab af NATO og EU, der har opbygget sin militære Union, de forsøger også at dække over disse krigsalliancers karakter med deres undskyldende vrøvl om, at de kan ændres til fredelige alliancer gennem folkeligt pres. Krigshøgen Mette Frederiksen har fundet sig en tro væbner i Pelle Dragsted, når det gælder forsvaret for dansk krigsstøtte til Ukraine.9
b) Et af de steder, hvor Enhedslistens politik både i sin højre og venstre variant slår igennem, er i et initiativ kaldet Fredsministeriet, der betegner sig selv om tænketank, lobbyist- og paraplyorganisation for diverse fredsgrupper, heriblandt Århus mod krig og terror. Dets mission er at få os til at tro på, at Danmarks, NATOs og EU’s politik kan ændres til en alternativ aktivistisk fredelig politik og udvikling. De vil f.eks. arbejde for, at den danske regering skal bruge i plads i FN’s Sikkerhedsråd fra årsskiftet, en plads den kun har fået for loyal rakkertjeneste for USA og NATO, til at føre fredspolitik, nedrustning m.m., og spreder dermed illusioner om, det skulle kunne lade sig gøre at ændre det imperialistiske Danmarks karakter eller skabe en særlig dansk fredelig variant, i stedet for at bekæmpe den og medlemskabet af NATO og EU og al imperialisme.
c) Jo nærmere krigsfaren i Europa rykker, desto farligere er spredning af illusioner om imperialismen og de forskellige imperialistmagter. Mens kræfter som Enhedslisten og SF støtter NATO og dansk imperialisme, går en del af den gamle revisionistiske fredsbevægelse og dagens revisionistiske partier kun imod den amerikanske imperialisme og forener sig på det spørgsmål med den nyere kinesisk/russiske variant, der kalder til forsvar for de kinesiske og russiske forskellige fredsinitiativer, der fremmer deres egne imperialistiske interesser. Den kinesiske ”multilateralisme”-doktrin, der, ligesom Jesus kunne forvandle vand til vin, kan forvandle imperialisme til god imperialisme og hvis største fortaler er KP, ”Kommunistisk parti”, er dybest set en forlængelse af det verdenssystem, vi har i dag, men hvor Kina indtager en langt større rolle på bekostning af USA. Det er ikke arbejderklassens og folkenes opgave at vælge mellem amerikansk, russisk eller kinesisk imperialisme, det er ikke deres rolle at forsvare den ene imperialistmagt mod den anden. Og det er helt i modstrid med kommunisternes opgave.10
8. At rejse en kamp mod imperialistisk krig er en politisk, ideologisk, teoretisk kamp og konkrete handlinger, hvor vi som parti må udnytte alle de muligheder, vi har til rådighed og kan skabe. Det er ikke mindst vigtigt at forbinde os med de ærlige anti-krigskræfter, der findes. Ethvert resultat må ses som led i opbygningen af en anti-imperialistisk og revolutionær front. Vi skal arbejde smidigt med at skabe enhed og aktionsenhed uden at gå på kompromis med vores politiks principper og udbrede vores forståelse af, at kampen mod krigen nødvendigvis må være en anti-kapitalistisk, anti-imperialistisk kamp i sit indhold.
Det er på tide at sætte en stopper for den vent-og-se-holdning og resignation.
Prisen for de kriminelle og krigsophidsende valg er allerede meget høj.
Derfor er den bredeste og mest presserende mobilisering for fred, mod imperialistisk krig og krigsøkonomi, mod den stigende militarisering af samfundet, nødvendig; En reel kamp for fred, der skal udvikles med aktioner, strejker og demonstrationer.
Situationens alvor gør det nødvendigt ikke at forsømme enhver lejlighed til at fordømme krigens sociale og politiske konsekvenser for arbejderklassens interesser, til at fortrænge regeringens løgne og trænge de opportunistiske ledere i baggrunden, til at fremme dannelsen af en bred folkelig koalition for at besejre den herskende klasses krigeriske, chauvinistiske og fascistoide politik. Vi må kræve stop for dansk krigsdeltagelse, støtte til Israels krig og krigen i Ukraine. Øjeblikkelig exit fra NATO og det krigsophidsende EU, der fører os til katastrofe, og de amerikanske baser ud af landet.
Det er muligt at knuse imperialisternes forsøg på at udløse en ny regional storkrig eller verdenskrig, ligesom det er muligt at forhindre det danske borgerskab og dets reaktionære regering i at trække os ind i krig. Disse mål afhænger af mobiliseringen af arbejderklassen og de kræfter, der oprigtigt ønsker at kæmpe for fred, imod SVM-regeringens og alle krigsmageres beslutninger og politik.
Kommunister, fremskredne arbejdere og unge revolutionære må gøre alt, hvad de kan, for at forhindre en verdenskrig i at blive udløst, og de må gøre alt, hvad de kan, for at afværge den.
Men hvis den, på trods af anstrengelserne fra arbejderne og folkene, som ønsker freden, skulle bryde ud, så vil den ikke være i stand til at stoppe kampen for at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig mod de imperialistiske og fascistiske krigsanstiftere, mod borgerskabet, for kapitalismens omstyrtelse, for arbejderklassens revolutions og socialismens sejr, som vil fjerne årsagerne til uretfærdige krige.
21. juli 2024
Noter:
1
https://www.youtube.com/watch?v=8J1h5pIupyE
2
Den Internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer
3
Imperialistmagterne gør klar til krig – kampen mod krigsfaren må styrkes!
Stop krigen i Ukraine! – Stopimperialisternes krig!
Kæmp for fred – stop krigen nu
4
Citat fra teserne fra Kommunistisk Internationales 6.vedrdenskongres 1928, II Proletariatets stilling til krigen
5
Kampen mod krigsfaren – NATOs og EU’s militarisering
Danmark skal ikke være brohoved for NATO’s og EU’s krigsforberedelser
6
Shanghai Cooperation Organisation (SCO) er en eurasisk politisk, økonomisk, international sikkerheds- og forsvarsorganisation, som blev etableret af Kina og Rusland i 2001. Det er verdens største regionale organisation med hensyn til geografisk omfang og befolkning, idet den dækker ca. 80 % af Eurasiens område og 40 % af verdens befolkning. I 2023 var det samlede BNP baseret på PPP omkring 32 % af verdens samlede BNP .
7
De såkaldte BRICS (et akronym for de lande, der udgør BRICS: Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika, Iran, Ægypten, Etiopien, De Forende Emirater.
8
Arbejderbevægelsen vinder frem i Europa!
9
Enhedslisten vil ikke eksportere ammunition til andre end Ukraine
10
Imperialisme i dag – kampen om verdensherredømmet
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
