Dansk imperialisme: Første Frikorps Danmark i Baltikum

Dansk imperialisme har en lang historie af fremstød og erobringsforsøg i alliance med stærkere imperialister, ikke mindst mod øst, som det sker helt aktuelt ifht Ukraine. Tidsskriftet Håndslag bringer i det nyeste nummer oversete og glemte brikker til historien om de blodige spor som den danske imperialisme har trukket i det fremmede. Dette er historien om et Frikorps Danmark, om »Dansk Baltisk Auxiliær Corps« som i al hemmelighed blev hvervet, udrustet og sendt afsted til Estland for at blive sat ind i et stort anlagt og internationalt finansieret anti-kommunistisk korstog.

Den 26. marts 1919 var en stolt dag for den danske kapita­lisme­/­im­perialisme. Den finske damper »Merkur« stævnede ud fra Københavns havn med fuld last af særegne passagerer, som udgav sig for at være turister, der skulle til Baltikum.

Passagererne talte omkring 300 mand. Så vidt vides var der ingen kvinder med. Da skibet, der ved sit navn symboliserede købmændenes og kræmmernes gud, var kommet uden for dansk territorialfarvand, blev last­rummene åbnet. Kort tid efter stod »passagererne« opmarcheret i militær orden og indtog retstilling. De var alle iklædt blændende nye, danske soldateruniformer. To myndige og komman­derende herrer, der blev benævnt premierløjtnant Gudme og premierløjtnant Clausen, bar naturligvis deres officersuniformer.

Baltisk eventyr

Oprindelig var det hensigten at bringe dansk imperialismes Frikorps Danmark op på 2.000 mand, men det lykkedes aldrig. Det overordnede mål var at be­kæmpe »bolsjevismen«, og bagmæn­­dene var kapitalismens topfigurer på den tid, nemlig rederiet og handels­kompagniet Østasiatisk Kompagni (ØK), hvor kongehuset havde stærke interesser med »Elefanten«, etatsråd H. N. Andersen, som manden ved roret. En anden, rivaliserende gruppe inden for højfinansen, Emil Glückstadt og Harald Plum, fra henholdsvis Landmandsbanken og Russisk Handelskompagni, sluttede borgfred for fuldt ud at kunne hellige sig korstoget i Øst.

Her drejede det sig om noget mere og større end småkævl og småpenge. Der var tale om et stort anlagt forsøg på at bemægtige sig økonomiske privilegier, udbytnings muligheder, inve-sterings projekter, politisk indflydelse og få kvalt millioner og atter millioner menneskers krav om og råb om fred, frihed, brød og jord.

Det baltiske eventyr blev en total fiasko, fordi bolsjevikkerne i Rusland havde folkets støtte og var i stand til at slå hele det internationale stormløb tilbage.

Det danske frikorps var kun et enkelt led i vidtgående planer om at stable en »hvid« hær på ikke mindre end 200.000 mand på benene. Det var, hvad den »Anti-bolsjevildske Liga« havde sat sig for at sætte ind imod den nybagte sovjetstat, der havde socialismen på programmet. De »demokratiske« stormagter gik til angreb med den netop slagne tyske hær som spydspids i Baltikum og Ukraine.

Navne går igen

Mange af de personer, som deltog i det direkte og indirekte felttog imod Sovjet, kom atter i rampelyset, efter at den nazi-tyske krigsmaskine var sat i gang i den anden verdenskrig. Krigs-målet var det samme som efter første verdenskrig – og endte omtrent tilsvarende.

Det er sikkert lidet kendt i dag, at dansk og russisk tsar-kapitalisme i mange år havde et meget nært og givtigt samarbejde. Det udstrakte sig i øvrigt også til politiet. Det var af tsarens uhørt brutale og afskyvækkende terrorpoliti, at det danske lærte en lang række af de metoder, som senere kom i brug her i landet. Her kan nævnes de berygtede kartoteker over alle virkelige og indbildte kommunister og andre progressive. Dertil forhørsmetoder, som blev perfektioneret af det tyske Gestapo.

Det store firma F. L. Smidth opførte bl.a. store cementfabrikker i Novoros- sijsk og i Port Kunda i Estland. Et dengang eksisterende firma Nielsen & Win­ter opførte en fabrik i Moskva. Aarhus Oliemølle, som ved direktør Juncker gjorde sig særdeles bemærket under anden verdenskrig, fik skaffet sig en filial i Letland: Libauer Oelwerke. Det var en fabrik til bearbejdning af hørfrø.

Af andre firmaer kan nævnes Store Nor­diske Telegraph, Burmeister&Wain, Ha­rald Plums Russisk Handelskompagni og A.P.Møllers Dansk Rekylriffel Syndikat (Disa) med en stor våbenfabrik i Korov syd for Moskva. Både Landmandsbanken og Plum-gruppen var deltagere i dette projekt til styrkelse af tsarismen midt under første verdenskrig. Der blev på fabrikken installeret amerikanske maskiner for 5-6 millioner kroner, hvilket var mange penge dengang

Som et andet eksempel på dansk støtte til krigen og dens udøvere kan nævnes at der i Vologda i Nordrusland blev skabt et firma ved navn Kurolit. Det var et selskab, som beskæftiget sig med køb og salg af sprængstoffer til tsarens hær. Direktør blev en vis Eigil Wieth, som havde været direktør for F. L. Smidths cementfabrik i Port Kunda, Estland. I Moskva oprettedes en stor medicinalvarefabrik under navnet Lion. Her var den danske Løvens Kemiske Fabrikker »fadder«.

I hele Vesteuropa var der sket voldsomme prisstigninger på træ og tømmer. Det gav stødet til, at Harald Plum gik i makkerskab med godsejer Jørgen Sehested. Denne er nu mest kendt for at være blevet idømt 12 års fængsel plus konfiskation i en del af formuen for kollaboration med tysk nazi under besættelsen. Sammen med norske »træ­baroner« skabte de Det Udenlandske Skovindustriselskab, der blev Europas største skov-, savværks- og tømmerkoncern. I selskabet indgik bl.a. en af Ruslands største papirfabrikker, der var på norske hænder, nemlig Dubrovka eller »Egestokken« ved Petrograd.

Store Nordiske, ØK, Det Sibiriske Kom­pagni (Handelsbanken) samt Th. Lund & Petersen foldede sig ud i Sibirien med intensiv drift af mejeribrug (prima aus Dånemark!). Ud fra rent huma­nistiske synspunkter og af menneskekærlighed aftog mejerierne al den mælk, bønderne og deres koner og børn overhovedet kunne malke ud af de sølle kreaturer. Og da de jo ikke havde penge til at købe lurmærket, prima dansk smør for, måtte man jo eksportere det til Vesteuropa.

Til gengæld indførtes og handledes der med landbrugsmaskiner, industrivarer og meget andet, som bønderne heller ikke havde råd til at købe. De fleste havde hverken jord, redskaber eller dyr og heller ikke brød på bordet. Mange måtte leve i rønner eller jordhytter, og ofte kunne de hverken læse eller skrive. Det gik som smurt i smørfedt for danskerne, og de opnåede at oprette et nyt, stort selskab, Russisk-Asiatisk Kompagni. Blikket blev rettet endnu længere østerud – helt til Manchuriet.

Der bestod – som ovenstående viser det – et helt naturligt interessefællesskab mellem dansk højfinans og det Frikorps Danmark, som drog ud for at beskytte de »danske interesser«. Kapital og militarisme flød helt sammen. Dertil kom en række fremtrædende diplomater.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at den danske ekspansionistiske udenrigspolitik blev bestemt af finansherrernes vitale interesser – og af deres af­hængighed af eller samspil med endnu større, udenlandske interesser.

I foråret og sommeren 1919 var brændpunktet de baltiske lande, hvorfra stor­magterne med støtte af frivillige fra bl.a. Danmark, Sverige og Finland forberedte et stort angreb for at trænge frem til Petrograd og »knuse bolsjevismen«.

Store planer

Det gik ikke helt stille af, da dansk højfinans i 1919 formåede at smugle et frivilligt anti-kommunistisk militærkorps ud af landet og til Baltikum. Det skulle sammen med andre frivillige m.fl. indgå i en »hvid« hær på om­kring 200.000 mand, der skulle styrte det nye kommunistiske styre i Sankt Petersborg eller Petrograd (senere Le­nin­grad). Der skabtes en alliance, be­stående af politikere, diplomater -stats­magten -militarister, forførte, indskræn­kede eller bevidst krigsliderlige »menige« og deres mange gange meget di­skrete bagmænd, de egentlige ordregivere: Fremtrædende kapitalister, der repræsenterede såvel finans- som bank­kapital, produktions-og handelsselskaber.

Den store sag

Selv stater, som i årevis ikke havde bestilt andet end at forsøge at mase hinanden i den hidtil blodigste og mest åreladende krig, blev pludselig gode venner. Den Store Sag, som de selv kaldte den, var at slå sig sammen og knuse det styre, som var udgået af verdenskrigens ragnarok og gennemført af et mishandlet folk, som krævede fred, brød og jord.

Her kom altså noget nyt, der satte selve menneskets ret til at eksistere i centrum for al politik. Det var en dødelig trussel imod alt det bestående og var især i et tilbageblevet land som Rus­land en trussel imod hele det hidtil bestående statsgrundlag: tsaren, gods­ejerne, kirken.

De vestlige stormagter var også bange for at miste deres politiske og økonomiske dominans i bl.a. Østersøområdet med Baltikum som base for denne magtudøvelse.

Artiklen er sakset fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 3/2024, som du kan læse om her: Håndslag nr. 3/2024 udkommet!

På Håndslags hjemmeside kan tidligere numre af tidsskriftet læses og downloades i pdf-format.