Løn og klassekamp
Af Kommunistisk Platform, Italien
Lønforhandlingerne mellem arbejderklassen og kapitalisterne, såvel som fordelingen af merværdien mellem kapitalisterne i håndgribelige profittal, sker på grundlag af styrkeforholdet og har intet at gøre med begreber som retfærdighed og lighed.
I de sjældne øjeblikke, hvor arbejderne sætter deres styrke i spil (i Italien i 70’erne i det sidste århundrede efter det ”varme efterår”) kan lønningerne stige og påvirke overskuddet og tvinge hele det kapitalistiske samfund til en ny omfordeling af indkomst blandt klasserne. I teorien – men kun i teorien – kunne arbejderklassen genvinde besiddelsen af hele merværdien. Dette ville være den hypotetiske og helt midlertidige øvre grænse for lønninger under kapitalismen.
De krav om stigninger på 16% over fire år, som de nordamerikanske metalarbejdere for nylig har givet udtryk for, er derfor ikke ”overdrevne” eller langt ude, men næppe tilstrækkelige i betragtning af de sidste to års høje inflation.
Næsten altid er tendensen det modsatte – forsøg fra arbejdsgiverne på at sænke lønnen til grænsen for arbejderens eksistens og endnu mindre, at øge arbejdstiden til udmattelsespunktet, at ”forbedre” arbejdsdagene ved at intensivere arbejdet og arbejdsbyrder og mætte produktionen maksimalt.
Udnyttelsen øges også med brugen af ”anormale” kontrakter, vikarbureauer og underentrepriser.
I det lange løb sker forøgelsen af merværdiraten – dvs. i graden af kapitalistens udbytning af arbejderen – ikke ved kontrakt, men ved økonomiske midler ved forøgelse af arbejdets produktivitet ved hjælp af fornyelse af maskiner (relativ merværdi).
Således kræver den masse af varer, der udveksles for løn, mindre arbejdstid, og følgelig reduceres den nødvendige arbejdstid, og merværdien øges derved.
Den nuværende inflation som følge af pandemien, landbrugskrisen på grund af det vanvittige klima, krigen i Ukraine har sænket reallønningerne overalt og ydet retfærdighed til myten om, at inflationen skyldes lønstigninger.
Næsten altid (i 99% af tilfældene, bemærker Marx) er arbejderklassen tvunget til at gå i defensiven og kæmpe for at genvinde tabet af købekraft.
Den har ikke magten og midlerne som arbejdsgiverne har, den kontrollerer ikke staten, valutaen eller produktionsmidlerne, den har ingen økonomisk indflydelse.
Den må derfor i det væsentlige stole på sin evne til at forene sig, til at kæmpe, til sin egen organiserede styrke.
Med henvisning til lønniveauet siger Marx:
”Bestemmelsen af dens virkelige niveau afgøres kun af den uophørlige kamp mellem kapital og arbejde; Kapitalisten søger konstant at reducere lønnen til deres fysiske minimumsgrænse… mens arbejderen konstant udøver pres i modsat retning. Det kan koges ned til spørgsmålet om magtbalancen” (Løn, pris og profit, kapitel 14).
Lønkampens politiske grænser
Af disse grunde engagerer arbejderklassen sig næsten altid i en defensiv økonomisk kamp om lønninger, arbejdstider, sikkerhed og så videre. Men denne kamp må ikke mindskes, især ikke i perioder med arbejderbevægelsens tilbagetog eller en gradvis genoptagelse af de udbyttedes klassekamp, som den nuværende.
Borgerskabet anvender ud over økonomiske instrumenter og materielt pres (fyringer, spinoffs, flytninger) magtfulde ideologiske og politiske værktøjer.
På det ideologiske område er et af dets permanente mål at skjule Marx med teorien om produktionsfaktorer. Salgsprisen på de producerede varer ville belønne disse faktorer (arbejdskraft, kapital, iværksætterevne og andre) ved at tilføje dem en fortjeneste af mystisk oprindelse. Sociale relationer forsvinder, ligesom arbejderen, der bliver en ”samarbejdspartner” betalt en ”retfærdig” eller ”så retfærdig” løn som muligt.
På det politiske plan formidler den sin ideologi gennem reformistiske og reaktionære partier og ved at holde arbejderne i skak med klassesamarbejds fagforeninger.
Økonomiske kampe, for så vidt som de sprænger denne ideologi i stykker og genopdager styrken i arbejdernes enhed og organisering, for så vidt som de vækker masserne fra deres søvn, for så vidt som de kolliderer med de grænser, kapitalismen pålægger, har en betydning, der ikke må overses.
De vækker også, omend midlertidigt og begrænset, et klasseinstinkt. Kommunistiske organisationer og partier må derfor følge dem med stor opmærksomhed uden at bøje sig for dem, men fremme dem, udvide dem, indsætte tilstrækkelige kræfter til at indgyde klasse og revolutionær bevidsthed i de arbejdende masser, til at forene arbejderbevægelsen med kommunismen og omvendt til at samle avantgardekræfter.
Deres betydning skal derfor vurderes korrekt, ikke overdrives og endnu mindre absolutiseres. De kan bidrage til den revolutionære politiske proces, men de erstatter den ikke. Overgangen mellem det økonomiske og det politiske er dialektisk, lettere – det er sandt – når de økonomiske kampe strækker sig og involverer hele klassen og ikke ender med aftaler, som der ikke er nogen økonomiske margener for i dag.
Men overgangen til klassebevidsthed og dermed til nødvendigheden af kampen for afskaffelse af det kapitalistiske system sker ikke automatisk.
Lad os derfor overlade ordet til Marx:
”Arbejderklassen … Den må ikke overdrive det endelige resultat af denne daglige kamp over for sig selv. Den må ikke glemme, at den kæmper mod virkningerne, men ikke mod årsagerne til disse virkninger…; at det kun gælder palliativer, men ikke helbreder sygdommen … Det skal forstå, at det nuværende system … Det skaber de materielle betingelser og sociale former, der er nødvendige for den økonomiske genopbygning af samfundet. I stedet for det konservative slogan ’fair løn for en fair dags arbejde’ må arbejderne skrive det revolutionære motto på deres banner: ’afskaffelse af lønarbejdssystemet’” (ibid.).
Derfor har vi brug for et leninistisk parti. Ifølge Lenin, der realiserer og udvikler Marx’ tænkning under klassekampens nye betingelser, når de uden det parti, der bringer revolutionær klassebevidsthed til de udbyttede arbejdende masser, højst frem til en ”fagforeningsbevidsthed”, som ikke sætter spørgsmålstegn ved lønarbejdets system og får dem til at famle i mørket.
Derfor er det vigtigt at have et ægte kommunistisk parti, der er i stand til at placere sig selv i spidsen for arbejder- og fagbevægelsen, sikre sin autonomi fra borgerskabet og angive sine politiske opgaver og sit endelige mål.
Af Kommunistisk Platform i Italien
Uddrag af artikel i Scintilla n. 138 – oktober 2023
Kommunistisk Platform i Italien
Artiklen har været bragt i det politiske magasin Enhed og Kamp nr. 3/2024
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
