Mindesmærke for SS-officerer er blevet genåbnet i Estland

I Estland er monumentet for to estiske SS-officerer Georg Sooden og Raul Juriado, som blev fjernet for 15 år siden, blevet genåbnet i centrum af Jõhvi. Under afsløringsceremonien sagde det lokale parlamentsmedlem Meelis Kiili med henvisning til Hitlers kollaboratører, der udryddede civile, at opstillingen af monumentet repræsenterer “en handling, der mindes ofrene for den bolsjevikiske terror”.
Estland blev medlem af både EU og NATO i 2004.

Nazismen bliver i denne tid trukket ind i varmen på regeringsplan i de baltiske lande. Man hylder personer, der under 2. verdenskrig stillede sig på den tyske nazismes side, hvor de deltog i krigen mod det socialistiske Sovjetunionen. Historien vendes på hovedet og officerer fra Waffen SS kaldes ”frihedskæmpere”.

Åbningsceremonien blev gennemført på højeste plan, den var statslig officiel, med taler fra myndighederne med deltagelse af både estisk militærpersonale og fascistiske aktivister, og monumentet blev afsløret af estiske officerer i uniform.

Der er også et nationalt aspekt i opstillingen af mindesmærket, idet det blev placeret i Johvi i Ida-Viru amt, en del af Estland der har etnisk russisk flertal.

NATO’s ”fremskudte tilstedeværelse” i Estland

For NATO er Estland en del af fronten mod Rusland, hvor spændingerne trappes op i takt med at de imperialistiske modsætninger bliver stadig mere akutte. Fra NATO’s side sker det bl.a. gennem den såkaldte fremskudte tilstedeværelse (enhanced Forward Presence) i de baltiske lande og Polen, med permanent placering af tropper og våben. Her har NATO sin multinationale styrke på omkring 4000 soldater, kampfly, missiler osv, samt mobiliseringsplaner, der hurtigt kan flytte tropper og våben hertil fra hele Europa og USA.
Dansk militær har de seneste år bidraget til fronten i Estland med soldater, kampevogne, militærpoliti, stabsofficerer mm.

I sammenhæng med NATO’s strategi for pres på Rusland bliver den nazistiske ideologi og fremstilling af historien til en del af en krigsoptrapning mod Rusland. På den anden side af ’fronten’, i Rusland, indgår også den nazistiske inficering som en faktor, idet den i statslig russisk propagande bliver brugt som et element til at forsøge at gøre deres krig folkelig og retfærdig, som vi i dag ser det i Ukraine. Fra begge sider omskrives således også den nutidige historie, idet krigen både fra Vestens side og fra Ruslands er en erobringskrig. Hverken en kamp mod nazisme eller en kamp for Ukraines frihed.