Fælles kamp mod social dumping

Styrkelsen af arbejderklassens enhed på et klassekampsgrundlag er et af de spørgsmål som APK’s 10. kongres i efteråret tager op. Arbejdergiveres og statens voksende brug af kontraktarbejdere gennem udenlandske firmaer, af migrantarbejdere og løsarbejdere uden papirer, samtidig med at reaktionen lægger dem for had for at skabe splittelse, er en af de problemstillinger i kongresdebatten.

Af Franz Krejbjerg, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Dette diskussionsoplæg er en del af APK’s kongresproces.

Fælles kamp mod social dumping

Gennem de seneste mange år er den danske arbejdsstyrke udvidet betydeligt gennem indvandring og vandrende arbejdskraft. Mennesker fra hele verden ses i alle sektorer, og det har taget fart siden 2004, da EU vedtog øst-udvidelsen og åbnede grænserne op for en ny stor arbejdsstyrke. I øjeblikket udgør østeuropæiske statsborgere hovedparten af migrantarbejdere i bygningskonstruktion, service, landbrug og industriproduktion i Danmark.

Den danske stat ønsker ikke at give adgang til deres nøjagtige data for antal udenlandske statsborgere, der arbejder i Danmark. Men det er muligt at finde enkelte tal hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. De skriver, at der var 589.767 mennesker fra udlandet i beskæftigelse i Danmark i løbet af 2022, svarende til 288.177 årsværk.

I virkeligheden er timeantallet, de udenlandske statsborgere arbejder i Danmark, betydeligt højere, end statistikkerne angiver. Et stort antal er slet ikke registreret, og et endnu større antal arbejder langt flere timer, end der gøres op.

EU’s årlige rapport om den interne arbejdskraftsmobilitet i 2022 viser, at 9,9 millioner i alderen 20-64 år arbejder eller står som arbejdssøgende uden for deres hjemland. Det svarer til knap fire procent af EU’s arbejdsstyrke.

De vigtigste oprindelses- og destinationslande for migration inden for EU har været de samme gennem årene. Rumænere er fortsat førende og udgør 25 % af alle EU-migranter, efterfulgt af polske statsborgere med 12 % og italienere med 10 %. Tyskland er den største destination – landet tiltrækker 33 % af alle EU-migranter i den arbejdsdygtige alder (3,4 millioner personer). Men Danmark er godt med.

Der er flere årsager til, at folk trækkes til Nordeuropa, men hovedårsagen er først og fremmest, at kapitalen ønsker det. EU ser det som deres fornemmeste opgave at harmonisere landenes sociale systemer til laveste fællesnævner og skabe en situation, hvor der altid står rigeligt med billig arbejdskraft klar til at rejse derhen, hvor kapitalen har brug for den. I den seneste rapport præsenteres det som en fantastisk mulighed at rejse efter arbejde. EU beklager, at hovedparten af migranter er unge mænd, og planlægger at fremme politikker, der kan tvinge et større antal kvinder afsted.

Kapitalens metoder til at tiltrække migrantarbejdere består af direkte rekruttering og organisering af forskellige typer af underentreprenører, ”selvstændige”, vikarforretninger osv., der skal holde fagforeninger og retten til faglig organisering ude. Men kapitalen skaber også selv fundamentet ved at flytte industriarbejdspladser og koncentrere dem i bestemte lande.

Import af migrantarbejdere er udtryk for samme profittænkning, der sender arbejdspladser til udlandet, efter hvor der er de dårligste lønninger og arbejdsforhold.

I alle tilfælde ses migrantarbejdere som en kæmpemæssig forretning, fordi de ofte kan udbyttes fire- eller femdobbelt af lokal arbejdskraft. 1. Der betales konsekvent mindre i løn. 2. Der tilbydes dårligere velfærdsforanstaltninger og sikkerhed. 3. Der forlanges længere arbejdsdage og arbejdsuger. 4. Der er ikke samme rettigheder og tryghed i ansættelsen. 5. Der er ingen sikkerhed for betaling.

Migrantarbejderes ringe løn og arbejdsforhold virker også ind på lokalt ansattes arbejdsforhold. I første omgang er det især den lavtuddannede del af arbejdsmarkedet, der trækkes ned på sulteløn, men der er også et pres på faggrupper, der kan se, at deres arbejde overtages af firmaer med udenlandske ansatte.

Staten ser, ligesom kapitalen, migranter som en gevinst. Udenlandske arbejdere har som udgangspunkt ingen rettigheder, hverken demokratiske eller ret til et almindeligt familieliv. Flere af statens store byggerier har indkvarteret migrantarbejdere i lukkede skurbylejre, hvor der er adgang forbudt for fagforeninger og pressen. Der er flere eksempler på migrantarbejdere, der bliver sendt hjem, hvis de begynder at brokke sig over deres løn og arbejdsforhold.

Løn og arbejdsforhold i den offentlige sektor presses konstant af nedskæringer, rationaliseringer og udlicitering til virksomheder, der gør brug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Statsmagten og de store monopoler går også forrest i tilskyndelse til import af intelligentsiaen fra udlandet. Denne ”hjerneflugt” af ingeniører, forskere eller sygeplejersker fra fattige lande hænger nøje sammen med imperialismens udbytning og krige, der holder mange lande nede i permanent økonomisk krise.

Konklusionen er, at der er penge i den billige arbejdskraft, rigtig store penge: omkring en femtedel af de arbejdstimer, der lægges i Danmark, leveres af underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Dansk kapital henter altså en stor del af deres ekstraprofit direkte på merudbytning af udenlandsk arbejdskraft bare i Danmark, og hertil udbytning af billig arbejdskraft i udlandet.

Dette er ikke fortrinsvis de små virksomheder, men staten og alle de største koncerner, der spekulerer i denne ekstraprofit, der kan hentes gennem udbytning af billig udenlandsk arbejdskraft i og uden for Danmark.

EU’s regler med åbner grænser for kapital og arbejdskraft er en hovedårsag til, at millioner mennesker internt i EU kan udbyttes som billig arbejdskraft. En del af kampen mod underbetaling og socialdumping af enhver slags, for at sikre migrantarbejdere lige vilkår, er derfor at kræve, at Danmark melder sig ud af EU.

Uanset lovgivning skal der stilles krav, der kan standse overudnyttelse: ubetinget ligeløn, lige arbejdsforhold, sundhed og sikkerhed, ordentlige boligforhold og lige rettigheder.

For retten til at søge om arbejdstilladelse og asyl

Det er ikke kun kapitalens spekulation i hurtig profit, der skubber arbejdskraften rundt, der er også et voksende migrationspres udefra. Man kan helt kort sige, at det er imperialismens udbytning, der skaber de forhold, der gør, at folk ikke længere ser en fremtid, job eller uddannelsesmuligheder, der hvor de bor, og derfor beslutter at flygte. Løsningen er altså at løfte sig fri af imperialismen.

Uanset sandheden i denne tese viser en nærmere undersøgelse af de kræfter og samfundsforandringer, der sætter folk i bevægelse, at de konkrete grunde kan være ganske forskellige, og disse kan ændre sig over tid og variere fra region til region. De store bevægelser består i første række af arbejderklassen og bønder.

De tre primære årsager til, at folk må flygte, er:

Industrialisering og flugten fra land til by i søgen efter job, uddannelse og bedre levevilkår. Det ses f.eks. i Afrika, at storbyerne vokser med rekordfart, og herfra er der en del, der søger lykken i EU.

Flugt fra krise, krig, undertrykkelse eller forfølgelse. Rækken af krige, borgerkrige og økonomiske sammenbrud, som imperialisterne fører eller har del i, har sendt mange millioner mennesker på flugt.

Klimaændringer eller naturkatastrofer tvinger folk væk fra deres hjem. Tørke, hede og oversvømmelser gør nogle områder i verden nærmest ubeboelige, og et voksende antal mennesker er tvunget til at migrere.

Der er masser af historiske eksempler, der ligner det opbrud, vi ser i dag – fra Irlands hungersnød til den italienske arbejdsløshedskrise. Også dengang skyldes udvandringen en mangfoldighed af omstændigheder, fra sygdomsepidemier til borgerkrige og industrialisering. Dengang gik rejsen fra Europa til lande i Syd- og Nordamerika, hvor der var store strømme af udvandrere fra alle lande. I dag går rejsen bl.a. til Europa.

EU har set et voksende antal asylansøgninger de seneste fem år, og antallet nærmer sig ”flygtningekrisen” i 2015 og 16, hvor flygtninge fra borgerkrigen i Syrien måtte gå hele vejen op gennem Europa. I 2023 er der indgivet mere end 1,1 million asylansøgninger i EU-landene, ud over de 4,4 millioner ukrainere, der er flygtet fra Ruslands invasion.

Ifølge data fra UNHCR var der ved midten af 2022 i hele verden 32,5 millioner flygtninge og 53,2 millioner internt fordrevne på grund af konflikter og vold. Det er altså knap to procent, der når til Europa.

Nogle enkelte nedslag i EU’s tal viser, at de største grupper fortsat er krigsflygtninge fra Syrien og Afghanistan. Den tredjestørste gruppe er tyrkiske statsborgere, hvor et rekordantal på 101.000 har søgt asyl, primært i Tyskland. Her er baggrunden bl.a. Erdogans forfølgelse af kurdere, det økonomiske kaos med hyperinflation og det ødelæggende jordskælv i februar 2023 på grænsen til Syrien. Sidst skal bemærkes, at flere ankommer som turister fra Venezuela og Colombia og søger asyl i bl.a. Spanien pga. forfølgelse og voksende problemer med kriminelle bander og økonomien.

En million kan virke beskedent, sammenlignet med at Danmark alene har ansat 288.000 migrantarbejdere. Problemerne opstår, når landene i forvejen har en stor ungdomsarbejdsløshed og mangel på billige lejligheder, skoler osv. Eller når EU-landene ikke har asylbehandling og pakker folk væk i lejre uden udsigt til at få en afklaring, som det f.eks. er set med EU’s aftale med Tyrkiet og Libyen, men også de lejre, der er oprettet i nogle EU-lande som Grækenland, hvor folk havner i et limbo uden rettigheder. For mange lande gælder det, at det ikke engang er muligt at få et turistvisum til et EU-land. Før man overhovedet kan få lov til at søge asyl, skal man selv nå frem til grænsen.

Et helt afgørende krav er altså retten til at søge om visum, arbejdstilladelse og asyl. Den proces skal være hurtig og ubesværet.

I de kommende år vil antallet af flygtninge, der søger mod EU og USA, ikke stilne af, men tværtimod vokse, først og fremmest som følge af økonomisk sammenbrud og skærpede imperialistiske modsætninger. Det er i hvert fald, hvad tallene indikerer. Hertil kan der komme naturkatastrofer og accelererende klimaforandringer; FN forudsiger, at klimaforandringer kan blive den allerstørste årsag til, at folk må migrere, inden for de næste årtier. Uanset om arbejdere og bønder må udvandre eller flygte af den ene eller anden grund, giver arbejderklassens internationalisme og internationale solidaritet svaret.

Imperialismen er klar til at lade folk dø af årsager, som den selv har skabt, eller henslæbe år i et udueligt asylsystem. Arbejderklassens synspunkt er, at alle liv er lige, uanset hvor mennesker kommer fra. De problemer, der er med mangel på billige boliger eller arbejdsløshed, skyldes borgerskabet og ikke flygtninge. Og de skal naturligvis løses. Kampen mod imperialismens krige og udplyndring er helt central for at sikre landenes ret selvbestemmelse og ret til at udvikle deres økonomier.

I 2015, mens de syriske flygtninge gik gennem Europa, angav APK meget præcist, hvad der bør gøres: ”Reaktionære politikere er tavse om konsekvenserne af krigspolitikken. De overdriver til gengæld flygtningeproblemet i et EU, der barrikaderer sine grænser og sætter militær ind. De forsøger at bilde folk ind, at ’flygtningestrømmen’ kun kan løses med mere EU og tættere forseglede grænser og mere politi.

Hverken mere EU eller flere spærrebomme løser de problemer, som Vestens og EU’s politik for krige og udplyndring har skabt. Ikke mindst i Mellemøsten og Afrika. Virkelige løsninger må rette sig mod årsagerne til flygtningestrømmene – og sikre, at krigene stoppes og landene genopbygges. Det vil sige bekæmpe imperialismen.”

Hvad er fuld integration?

Der er ingen modsætning mellem at være tilhænger af fuld integration og imod krav om assimilering. Selvom folk mere eller mindre frivilligt har tilvalgt et givet land, skal det ikke forlanges, at de afskriver deres oprindelse, sprog og skikke.

Samtidig er der grund til at være kritisk over for begreber som ”multietnisk samfund” og andre ideer, der i et eller andet omfang indeholder en forestilling om at fastholde migrantminoriteter isolerede fra resten af samfundet gennem segregation. Integration betyder, at migranter eller migrantgrupper blander sig i samfundet og bliver en ligeværdig del af det.

I supplement til dette bør enkelte konkrete mindretal nyde en positiv særstilling. F.eks. fastboende mindretal fra Færøerne og Grønland skal sikres ret til uddannelse på deres modersmål, støtte til kultur og nyhedsformidling og ret til at bruge deres modersmål fra Folketingets talerstol.

Ingen skal sættes i bås som f.eks. ”ikkevestlige” eller stemples med andre diskriminerende og statsracistiske kategorier. Begreber som ”ikkevestlige lande” skal afvises og bandlyses fra al lovgivning. Det er en statsracistisk term, der bruges til at forskelsbehandle migrantgrupper.

Hele den lovgivning, som skiftende regeringer har gennemført siden årtusindeskiftet, med økonomisk institutionaliseret forskelsbehandling, og alle de krav, der har gjort det vanskeligere og vanskeligere at få dansk statsborgerskab, skal smides ud. Der skal startes helt forfra, med udgangspunkt i ens rettigheder og økonomi.

Kommunikation om vigtige samfundsfunktioner til migranter og flygtninge er en sekulær samfundsopgave og skal ikke overlades til kapitalen, repræsentanter fra fremmede stater eller religiøse grupper.

Flygtninges rettigheder skal anerkendes efter FN’s menneskerettigheder og flygtningedefinitioner. Der skal være lighed for loven, nedlægning af udrejsecentre og fuldt stop for indespærring af folk, der har udstået deres straf.

Alle flygtninge og migrantgrupper, der er fastboende, skal have ret til gratis sprogundervisning. For at kunne indgå på lige fod på arbejdspladser skal der ikke kun undervises i sprog, der skal også være kontrol og sikkerhed for, at de uddannelser, folk har, er tidssvarende samt modsvarer en dansk uddannelse, før deres uddannelsesniveau kan godkendes.

For flygtninge og migrantgrupper, der kun har 7. klasses eller mindre skolegang, er det nødvendigt at understøtte, at de kan indhente det nødvendige og have adgang til udstyr, så de kan begå sig med moderne teknologi.

Racisme er en del af borgerskabets undertrykkelse

Dele af den danske venstrefløjs fokus i kampen mod racisme har den skævhed, at de retter kampen alle andre steder hen end mod magthaverne og siger, at løsningen er, at man ude på arbejdspladserne skal være bedre til dialog og anerkendelse.

Vores udgangspunkt er, at arbejderklassen, og før det landarbejderbefolkningen, aldrig har slavegjort eller undertrykt noget andet folk.

Hele vejen gennem historien er det borgerskabet, der har stået for undertrykkelsen af både af befolkningen og af andre landes folk. Det er borgerskabet og statens magtapparat, der stadig den dag i dag puster til fordomme og racisme.

På samme måde som spørgsmål i klassekampen som nedslidning og dårlige løn- og arbejdsforhold ikke forsvinder, bare man husker at anerkende hinanden, går racismen ikke væk, før man forenes om at bekæmpe de egentlige årsager.

For arbejdere i Danmark kan indførelsen af billig udenlandsk arbejdskraft reelt være en trussel på levebrødet, på samme måde som udflagning og flytning af fabrikker til udlandet. Årsagen til disse problemer er ikke flygtningene eller migranterne, men bunder i den antagonistiske interessekonflikt mellem kapitalen og arbejderklassen. Løsningen er arbejderklassens fælles kamp for lige vilkår.

Lovgivning om f.eks. nyttejobs og 37 timers arbejdspligt uden løn og rettigheder er blevet indført med den begrundelse, at flygtninge skal lære at blive gode danskere gennem at arbejde. Hvad med at tilbyde folk et rigtigt job på lige vilkår og en uddannelse?

Alle disse angreb og nedskæringer rammer i sidste ende alle syge og socialt udsatte. Borgerskabets systematiske afvikling af velfærd og sikkerhedsnet og indførelsen af tvangsarbejde ruller 100 års tilkæmpede rettigheder tilbage til start. Det at de bruger flygtninge som undskyldning for deres angreb på arbejderklassen, er blot et slør hen over råddenskaben i toppen af samfundet.

I forstæderne ses et lille antal mennesker, der havner i misbrug og kriminalitet. Det har aldrig været et spørgsmål om, hvor folk kom fra, men om de bagvedliggende socioøkonomiske problemer. Det kunne løses med et snuptag, hvis magthaverne ønskede det, men de tilskynder til forfaldet ved at spare på folkeskoler, klubber og støtten til syge og socialt udsatte familier. Det er ikke et spørgsmål om manglende dialog og forståelse, men om manglende ressourcer, altså et klassekampsspørgsmål.

Det fremhæves ofte, at alle i Danmark kan få en fantastisk uddannelse. Men når folkeskolen i de fattige kvarterer ikke har råd til en ekstra indsats til at understøtte børn fra læsesvage hjem, så hjælper det altså ikke børnene at sænke kravene. Krav om at standse folkeskolens forfald er ikke et spørgsmål om racisme, men kamp om ressourcer.

Nedskæringer har gjort, at mange ansatte i den offentlige forvaltning behandler alle borgere dårligt uanset deres oprindelsesland, eller om de er arbejdsløse, sygdomsramte eller handicappede. Den enkelte skal ikke tage dette som udtryk for racisme, der diskrimineres helt generelt mod alle på bunden af samfundet.

Det er et spørgsmål om, at systemet tramper på de nederste, altså et klassekampsspørgsmål.

Kampen for bedre uddannelser, bedre sprogskoler, flere speciallærere og socialarbejdere mv. er en fælles kamp til fordel for hele arbejderklassen.

For borgerskabet er flygtninge en åbenlys gevinst, så længe det er billig arbejdskraft, man kan sætte til at lave det grove i produktionen. Det giver også den bedste mulighed for at fortsætte denne profitable udnyttelse, hvis arbejderklassen kan splittes af del og hersk-metoder, hvor migrantgrupper splittes ud mod danske arbejdere. Borgerskabet og reaktionære politikere fører en konstant smædekampagne mod indvandrere fra fattige lande i Mellemøsten og Afrika for at fjerne opmærksomheden fra dem selv og de virkelige årsager til samfundet problemer, og bruge det som et værktøj imod arbejderklassens interesser.

Kort sagt er arbejderklassens enhed løsningen. Det er kapitalismen og dens lovgivning, der skaber ulighed.

april 2024