Udtalelse fra Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti, PCOF
Svaret på reaktionens fremmarch er at styrke arbejdernes og folkets kampe og modstand.
Resultatet af valget til EU-Parlamentet er blevet overskygget af præsident Emmanuel Macrons meddelelse om, at nationalforsamlingen vil blive opløst, og at den første runde af parlamentsvalget vil blive afholdt den 30. juni. Anden runde vil finde sted den 7. juli, med andre ord en meget kort valgkamp, hvor der kun vil være tid til forhandlinger inden for partierne og mellem partierne omkring nomineringen af kandidater. Det er medierne og meningsmålingerne, der kommer til at køre ”kampagnen”.
Men det er vigtigt at lære af disse europæiske valg i en enkelt runde. Med en stemmeprocent på lige knap over 50%, med en højere stemmeprocent blandt arbejdere og folk fra arbejderklassen, og det ynkelige resultat for hans kandidater i partiet Renaissance, der stillede op i koalitionen Besoin d’Europe, er Macron kommet svækket ud af valget. Et valg som han har investeret sig selv meget i, som han på det groveste har mobiliseret statens ressourcer til, og som han ønskede at bruge årsdagen for landgangen i 1944 (D-dag) til at fremhæve behovet for militær støtte til Ukraine. Han dramatiserede selve indsatsen ved dette valg med sit ”Europa kan dø” og understregede konstant Frankrigs lederskab inden for EU og den centrale rolle, som den europæiske parlamentsgruppe, ”Renew”, som Macrons MEP’er er medlemmer af, spiller i EU’s beslutningstagning. Deres nederlag svækker ham også.
På alle disse områder har Macron blot givet næring til vreden og afvisningen i store dele af befolkningen, som ikke ønsker, at Frankrig skal deltage i krigen i Ukraine eller mod Rusland, og som er imod den neoliberale politik, der fremmes af EU og EU-Kommissionen, og deres påbud om at privatisere offentlige tjenester og skære ned på de sociale budgetter osv. Denne afvisning blev udtrykt ved at undlade at stemme og stemme på venstreorienterede lister. Men den blev også delvist udnyttet af partier på den yderste højrefløj, især Rassemblement National, RN (National Samling, et højreorienteret politisk parti i Frankrig, tidligere Front National), som i månedsvis var blevet spået som valgets vinder af mainstreammedierne.
Desuden har Macron selv promoveret RN ved at opstille dem som den eneste seriøse modstander til hans politik, samtidig med at han hævder at være det eneste bolværk mod RN. Det har ikke forhindret ham i at overtage nogle af RN’s idéer (f.eks. dem, der inspirerede ”immigrationsloven”) og endda deres ord, især om den nødvendige tilbagevenden til orden, uanset om det var efter optøjerne i arbejderkvartererne i juli 2023 eller Kanak-folkets oprør i Ny Kaledonien: ”orden, orden, orden” …!
Efter at have hævdet, at resultatet af valget til EU-Parlamentet ikke ville få nogen indflydelse på indenrigspolitikken, tager Macron RN’s krav op: Han opløser nationalforsamlingen for at gennemføre et tidligt parlamentsvalg. Han kaldte det at ”give folket deres indflydelse tilbage” og ”konfrontere dem med deres ansvar”. Han påtager sig intet ansvar for den vanskelige situation, som masserne, arbejderne og de unge står over for.
Hans beslutning om et tidligt parlamentsvalg er først og fremmest et politisk ”kup”, der har til formål at genvinde initiativet og undgå konsekvenserne af hans valgnederlag. Det er også en ”satsning” at forsøge at få valgt parlamentsmedlemmer fra sin egen bevægelse eller fra højrefløjen mod kandidater fra det yderste højre – fra RN og dets allierede – ved at spekulere i den anti-RN-”republikanske refleks”, som allerede er blevet brugt til at få ham valgt. Det er en anden måde at påtvinge et kortsigtet samliv med en del af højrefløjen, som i øjeblikket hæver indsatsen for at stemme for love, som de selv inspirerer til. Og for at ”holde højrefløjspolitikere ansvarlige”, som er tiltrukket af en alliance med RN.
Med andre ord vil det samarbejde, som Macron forbereder for at forsøge at få et parlamentarisk flertal, under alle omstændigheder få en stadig mere reaktionær karakter, og den politik, der gennemføres, vil være rettet mod arbejderklassen, arbejderne, de unge, immigranterne og befolkningerne. Det betyder, at niveauet for kamp og modstand skal hæves.
De mobiliseringer, der har fundet sted, siden Macron blev præsident, om sociale spørgsmål såvel som om demokratiske spørgsmål og med hensyn til solidaritet med folkenes kampe, er fortsat under hele den ”europæiske kampagne” og vil fortsætte.
Kampene mod den stigende reaktion, militarisering og fascisme, for højere lønninger, til forsvar for offentlige tjenester, til forsvar for miljøet, mod de forurenende monopoler, mod imperialistisk krig, i solidaritet med det palæstinensiske folk og de folk, der kæmper for deres nationale og sociale frigørelse, er blot nogle af kapitlerne i det kampprogram, som mange mænd og kvinder, unge og gamle, allerede deler og leder.
Det er det, vi skal bygge videre på, hvis vi skal modstå reaktionens offensiv. Vores parti vil tage disse spørgsmål i betragtning, når det fastlægger sine holdninger til det kommende parlamentsvalg.
Paris, den 10. juni 2024
Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti, PCOF
www.facebook.com/PartiCommunistedesOuvriersdeFrance/
Det franske valg i tal:
https://results.elections.europa.eu/en/national-results/france/2024-2029/
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
