Tale ved markeringen Al-Nakba: Vi har ret til at være her og vi står fast!

Mit palæstinensiske ophav stammer fra Jerusalem, hvor kaffekoppen i stuen stadig var varm, hvor dagens avis ikke var læst færdigt  og legetøjet lå på gulvet, da europæiske zionistiske bosættere rykkede ind, i hjem med duften af sine palæstinensiske mennesker hængende i luften.

Forinden var husets ejere blevet terroriserede, massakrerede, voldtaget, dræbt, tvangsforflyttede og fordrevet fra deres hjem.

De palæstinensiske huse i Jerusalem og andre palæstinensiske byer så aldrig deres mennesker igen.

Det palæstinensiske samfund skulle destrueres så det israelske samfund kunne etableres.

Jeg har mange gange tænkt på dig, kære lille palæstinensiske pigebarn fra Naqab, lige udenfor Gaza.

Du var 12 år, da du blev kidnappet af israelske soldater den 12. august 1949. De klippede dig skaldet, den ene af soldaterne gav dig et bad foran delingen som morede sig over din fatale skæbne. De brugte dig som deres sexslave, hvor du i 2 døgn blev gruppevoldtaget og voldtaget på skift af delingens soldater, inden du blev dræbt.

Hvad hed du?

Hvilken folkesang kunne du lide at danse dabke til?

Havde du mon fletninger i dit mørke hår, som Hind fra Gaza, der også blev slået ihjel for nyligt, i nærheden af hvor du blev dræbt?

Og elskede du din bedstefar som Reem fra Gaza, der også blev dræbt for nyligt?

Al-Nakba voldtog dig og nægtede dig livet på den jord du har hørt til i århundreder.

Ligesom Al-Nakba dræbte Hind og Reem og alle de andre 15.000 børn i Gaza.

I skulle alle have levet, været Palæstinas fremtid.

Istedet er I nu alle i den palæstinensiske sommerbrise, legende, dansende og hvor ingen kan gøre jer ondt længere.

Al-Nakba holder palæstinensiske børn i et jerngreb under israelsk militærlov på Vestbredden, tilbageholdt i israelske fængsler, tortureret og udsat for seksuel vold.

Al Nakba er check-points, daglige ydmygelser, likvideringer af drengebørn på åben gade, det er ødelæggelser af palæstinensiske huse, det er bosættervold og drab, som i bedste Ku Klux Klan stil sætter ild til huse, forurener vand, ødelægger olivenlunde, alt sammen uden retslige konsekvenser.

Al Nakba er blokade, udsultning, massegrave, et liv i telte i Rafah, luftangreb, snigskyttedrab, et ødelagt hospitalsvæsen, et folkedrab i Gaza.

Det er universitetsinvesteringer af virksomheder der er med til at understøtte og opretholde ulovlige bosættelser på Vestbredden.

Det er antipalæstinensisk hadtale og dehumaniserende retorik fra Christiansborg og i avisspalterne.

Al Nakba er danske politiske interesser og våbenkontrakter der kompromitterer international lov og vejes op mod et folkedrab, mod overgreb af et helt folk.

Jeg tænker: Hvad koster en dræbt palæstinensisk børnekrop på et koldt hospitalsgulv, nu hvor vi tilsyneladende profiterer på folkedrabet i Gaza?

Hvad koster en mors sorg over tabet af sine børn?

Vi markerer Al Nakba i dag den 15. maj, men Nakbaen hverken startede eller sluttede den 15. maj. 1948.

Den er nu, vi bærer den på os og den lever som et konstant traume i os, et traume der aldrig kan heles, så længe Palæstina ikke får sin frihed tilbage.

Gaza lever den, Vestbredden lever den, vi lever den.

Vores kollektive fortælling er en fortælling om smerte og vold, om et tab af et fædreland, et tab som aldrig er blevet anerkendt.

Vores fortælling er pigen med det ukendte navn fra Naqab, som bor i mig for evigt, ligesom Hind og Reem bor i mig for evigt.

Men Al Nakba er ikke hele vores fortælling.

For det palæstinensiske folks historie er en fortælling om modstand. Modstand mod undertrykkelse, en fortælling om resiliens, Sumud, skønhed og en insisteren på at vi er her, vi har ret til at være her og vi står fast.

Vores fortælling er at kunne se lyset gennem de mindste sprækker, selv når det er allermørkest, for vi elsker livet.

Vores fortælling er at palæstinenseren er standhaftig, palæstinenseren har en ukuelig vilje til at leve.

Vores fortælling er at palæstinseren graver med sine bare næver i murbrokkerne for at redde sin næste.

Palæstinenseren er  at give sin næste den smule brød og vand der er tilbage i Gaza, selvom han selv sulter og tørster.

Palæstinenseren er bryllups-ceremonier i Rafah midt i et folkedrab, for er størst af alt ikke kærligheden?

Palæstinenseren er diasporaens dybe kærlighed til sit folk.

Vi er Nakba-overlevere og vi er ikke frie før alle Nakba-overlevere er frie.

Det sidste kapitel i Palæstinas historie er langt fra skrevet. De endnu uskrevne kapitler bliver en smuk fortælling om palæstinensisk frihed, om forening og hvordan menneskeheden i sidste ende sejrede.

Tak for ordet.