På trods af massearrestationer, begyndende i Columbia, og direkte vold mod fredelige demonstranter overalt, er bevægelsen kun blevet stærkere.
Af Ramzy Baroud, The Palestine Chronicle
Masseprotesterne på dusinvis af amerikanske universiteter kan ikke reduceres til en kvælende og misvisende samtale om antisemitisme.
Tusindvis af amerikanske studerende over hele landet protesterer ikke og risikerer deres egen fremtid og sikkerhed på grund af et patologisk had til det jødiske folk. De gør det i en fuldstændig afvisning af og berettiget forargelse over de massedrab, som staten Israel har begået mod forsvarsløse palæstinensere i Gaza.
De er vrede, fordi blodbadet i Gazastriben, som startede den 7. oktober, er fuldt finansieret og støttet af den amerikanske regering.
Masseprotesterne begyndte på University of Columbia den 17. april og dækkede derefter hele USA fra New York til Texas og fra North Carolina til Californien.
Protesterne sammenlignes, hvad angår deres karakter og intensitet, med antikrigsprotesterne i USA mod Vietnamkrigen i 1960’erne og 70’erne.
Selv om sammenligningen er relevant, er det vigtigt at bemærke den etniske mangfoldighed og sociale rummelighed i de nuværende protester. På mange universiteter står arabiske, muslimske, jødiske, sorte, indianske og hvide studerende skulder ved skulder med deres palæstinensiske kammerater i en fælles holdning mod krigen.
Ingen af dem er motiveret af frygt for at blive indkaldt til at kæmpe i Gaza, som det faktisk var tilfældet for mange amerikanske studerende under Vietnamkrigen. I stedet står de sammen om en række klare prioriteter: at stoppe krigen, at stoppe USA’s støtte til Israel, at stoppe deres universiteters direkte investeringer i Israel og at anerkende deres ret til at protestere. Dette er ikke idealisme, men menneskelighed når den er bedst.
På trods af massearrestationer, der startede i Columbia, og direkte vold mod fredelige demonstranter overalt, er bevægelsen kun blevet stærkere.
På den anden side beskyldte amerikanske politikere, startende med præsident Joe Biden, demonstranterne for antisemitisme uden at forholde sig til nogen af deres rimelige og globalt understøttede krav.
Endnu en gang stod det demokratiske og republikanske establishment sammen i blind støtte til Israel.
Biden fordømte de »antisemitiske protester« og beskrev dem som »forkastelige og farlige«.
Et par dage senere besøgte formanden for det amerikanske Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, universitetet under streng bevogtning og brugte et sprog, som næppe er passende for et land, der hævder at omfavne demokrati, respektere ytringsfrihed og forsamlingsret.
»Vi kan bare ikke tillade, at denne form for had og antisemitisme blomstrer på vores universiteter,« sagde han og tilføjede: »Jeg er her i dag sammen med mine kolleger og opfordrer præsident (Minouche) Shafik til at træde tilbage, hvis hun ikke straks kan bringe orden i dette kaos.«
Shafik var dog allerede om bord, da det var hende, der havde opfordret New Yorks politi til at slå hårdt ned på demonstranterne og fejlagtigt beskyldt dem for antisemitisme.
De amerikanske mainstream-medier har bidraget til forvirringen og misinformationen om årsagerne til protesterne.
Wall Street Journal tillod endnu en gang skribenter som Steven Stalinsky at svine unge retfærdighedsaktivister til, fordi de vovede at kritisere Israels forfærdelige folkemord i Gaza.
»Hamas, Hizbollah, houthierne og andre oplærer aktivister i USA og hele Vesten,« påstod han og førte dermed endnu en gang en kritisk samtale om USA’s støtte til folkedrab ind i bizarre og ubegrundede retninger.
Skribenter fra det amerikanske establishment vil måske gerne fortsætte med at narre sig selv og deres læsere, men sandheden er, at hverken Hizbollahs eller Hamas’ »rekrutteringsfolk« er aktive på amerikanske Ivy League-universiteter, hvor unge mennesker ofte uddannes til at blive ledere i regeringer og store virksomheder.
Alle disse afledningsmanøvrer har til formål at undgå det ubestridelige skift i det amerikanske samfund, som lover et langsigtet paradigmeskift i befolkningens syn på Israel og Palæstina.
I årevis før den nuværende krig har amerikanerne ændret deres mening om Israel og deres lands såkaldte »særlige forhold« til Tel Aviv.
Unge demokrater har ført an i denne tendens, som også kan observeres blandt uafhængige og til en vis grad blandt unge republikanere.
En udtalelse om, at »sympatierne i Mellemøsten nu ligger mere hos palæstinenserne end hos israelerne«, ville have været utænkelig før i tiden. Men det er den nye normal, og de seneste meningsmålinger om emnet samt Bidens faldende popularitet vidner fortsat om dette faktum.
De ældre generationer af amerikanske politikere, som har opbygget og opretholdt karrierer baseret på deres ubetingede støtte til Israel, er overvældede af den nye virkelighed. Deres sprog er forvirret og fyldt med usandheder. Alligevel er de villige til at gå så langt som til at bagvaske en hel generation af deres eget folk – USA’s fremtidige ledere – for at tilfredsstille den israelske regerings krav.
I en TV-transmitteret udtalelse den 24. april beskrev den israelske premierminister Benjamin Netanyahu demonstranterne som »antisemitiske bander«, der »har overtaget førende universiteter«, og han hævdede, at de fredelige demonstranter opfordrer til »udslettelse af Israel«. Hans ord burde have gjort alle amerikanere forargede, uanset deres politik og ideologi. I stedet begyndte flere amerikanske politikere at efterplapre Netanyahus ord.
Men politisk opportunisme vil skabe en tilbageslagseffekt, ikke bare i den fjerne fremtid, men i de kommende uger og måneder, især i tiden op til præsidentvalget.
Millioner af amerikanere er tydeligvis trætte af krig, af deres regerings loyalitet over for et fremmed land, af militarisme, af politivold, af de hidtil usete begrænsninger af ytringsfriheden i USA og meget mere.
Unge amerikanere, som ikke er bundet af tidligere generationers egeninteresser eller historiske og åndelige illusioner, erklærer, at »nok er nok«. De gør mere end at synge og rejser sig i kor og kræver svar, moralsk og juridisk ansvarlighed og en øjeblikkelig afslutning på krigen.
Nu, hvor den amerikanske regering ikke har gjort noget, men faktisk fortsætter med at fodre den israelske krigsmaskine i dens angreb på millioner af palæstinensere, handler disse modige studerende selv. Dette er bestemt et ærefrygtindgydende, skelsættende øjeblik i USA’s historie.
Original artikel på Palestine Chronicle
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
