Imperialisme bærer altid krigen i sig som en risiko og “løsning” for kapitalisterne og deres stat. Den ulige udvikling mellem de største imperialistiske magter rummer det essentielle sprængstof til at udløse imperialistiske krige. Den konstante økonomiske kamp om indflydelsessfærer og profit er forløberen for krig; det er krig uden tanks og missiler og bærer risiskoen i sig for at blive skærpet til væbnet krig.
Denne artikel fra Arbeit Zukunft går bag om krigens årsager og hvad det kræver at fjerne disse.
Kapitalisme er altid tæt forbundet med vold og betyder ikke “velstand for alle”.
Krigen i Ukraine er ikke en autokrats krig mod demokratiet, men et udtryk for konflikten mellem imperialisterne.
Krig og klassekamp er forbundet. Hvis man ikke taler om klasser, taler man ikke om krig – og vice versa. Politisk kan det ene ikke forstås uden det andet. Derfor undertrykker de, der undertrykker viden om klassekampen viden om krigens årsag. Krigen mellem stater, klassekrigene, har altid ledsaget kapitalens udvikling – fra den oprindelige akkumulation er disse krige grundlag for kapitalens eksistens. Der er ingen kapital uden klasser! Krig og krige er ikke eksterne realiteter, men konstituerende for kapitalforholdet. Kapitalisme betyder produktion for profit og krig, akkumulation og klassekampe.
Den ulige udvikling mellem de største imperialistiske magter rummer det essentielle sprængstof til at udløse intra-imperialistiske krige. Imperialisme betyder ikke permanent krig mellem de imperialistiske lande. Den konstante økonomiske kamp om indflydelsessfærer og profit er forløberen for krig; det er krig uden tanks og missiler. Så længe målene kan nås på denne “fredelige” måde, er det fint med imperialisterne, for krig er altid en risiko for kapitalvalorisering. De mere succesfulde imperialister kan derfor være midlertidigt “fredelige”, så længe de når deres mål om maksimal profit relativt uantastet. Intra-imperialistiske krige startes enten af “unge, fremadstormende” imperialistiske magter, som kun kan tage springet til en tilsvarende position på verdensscenen ved hjælp af krig (som Tyskland har forsøgt at gøre to gange indtil videre), eller af “faldende” imperialister, hvis position er under pres fra andre, og som forsøger at forsvare deres position ved at gå i krig. Det sidste gælder i øjeblikket USA.
Det faktum, at imperialismen ikke kan eksistere fredeligt på lang sigt, er en logisk konsekvens af det økonomiske system og konkurrencens tvang. Lenin forklarer: “Midlertidige imperialistiske” … alliancer er derfor … nødvendigvis kun “åndepauser” mellem krige – uanset hvilken form disse alliancer indgås i, om det er i form af en imperialistisk koalition mod en anden imperialistisk koalition eller i form af en generel alliance mellem alle imperialistiske magter. Fredelige alliancer forbereder krige og vokser til gengæld ud af krige, betinger gensidigt hinanden, producerer en vekslen mellem former for fredelig og ikke-fredelig kamp på et og samme grundlag af imperialistiske forbindelser og indbyrdes relationer i verdensøkonomien og verdenspolitikken.” (Lenin, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium)
“Pusterummet” siden den sidste krig mellem imperialisterne (Anden Verdenskrig) er allerede langt. Dette ses af mange som et bevis på, at intra-imperialistiske krige ikke længere vil finde sted, at der højst stadig udkæmpes såkaldte stedfortræderkrige i andre dele af verden, for eksempel i Afrika, hvor konkurrerende magter støtter deres respektive tropper og lader dem udkæmpe krigene. Vi ser “pusterummet” siden Anden Verdenskrig på præcis den modsatte måde. Det er netop, fordi der har været så lang en pause, at de dystre tegn og udviklinger – især siden 1989 – skal ses som særlige alarmsignaler. Sprækkerne og forandringerne er tydelige i aggressionskrigen mod Jugoslavien, BRD blæser stadig højere til nyopdeling og angriber dermed USA som den ledende magt. Midlerne er i øjeblikket stadig økonomiske og politiske, men det bliver mere og mere klart, at denne politik også kan fortsættes med militære midler. For hvis de ikke ser nogen anden udvej, hvis det er den eneste måde, de kan nå deres mål på, så vil de gøre det igen. De kan ikke og vil ikke være tilfredse med mindre.
Selv Platon, som blev født 427 år vor tidsregning, selv denne kloge mand sagde på det tidspunkt:
“Alle krige opstår kun på grund af besiddelse af penge”! I alle krige var og er det sandt: Så længe kapitalen dominerer og undertrykker folket, vil der være krige. Og der er krig igen: en krig udløst af NATO og russiske imperialister. Medierne rapporterer i stor stil om dette. Men det sociale grundlag er skjult. KRIG er en fortsættelse af klassers, folks, nationers, staters eller koalitioners politik ved hjælp af organiseret væbnet vold for at gennemtvinge politiske mål og økonomiske interesser. Menneskehedens historie er blevet afgørende formet af krige i fortiden. I slaveriets, feudalismens og kapitalismens samfundsformationer har de herskende klasser forsøgt at realisere deres erobringsplaner for at tilegne sig fremmede territorier, beslaglægge naturressourcer og handelsmarkeder og undertrykke andre lande ved at udløse krige. På den anden side var folk nødt til at kæmpe for deres hjemlands frihed og uafhængighed og for at fjerne national og kolonial undertrykkelse. Krigene havde en stærk indflydelse på udviklingen af det sociale liv, økonomien, videnskaben og kulturen. I 1950’erne beregnede ansatte ved det norske videnskabsakademi og britiske forskere uafhængigt af hinanden antallet af krige, der var blevet udkæmpet på jorden til dato. Resultatet var:
“Siden 3600 f.v.t. har der kun været 292 år med fred. I denne periode har der været 14.531 større og mindre krige, hvor 3.64.000.000 mennesker har mistet livet.
For prisen på ødelæggelserne kunne man lægge et gyldent dæk rundt om kloden, som ville være 156 meter bredt og 10 meter tykt. Siden 650 f.v.t. har der været 1656 våbenkapløb, hvoraf kun 16 endte uden krig. De andre resulterede i økonomisk kollaps.”
Med fremkomsten af privat ejerskab af produktionsmidlerne, dannelsen af antagonistiske (uforsonlige forskelle) klasser og grundlæggelsen af stater, opstod der krige.
Hitlers fascisters forbrydelser såvel som de imperialistiske staters soldaters forbrydelser har deres rødder i imperialismens system, en samfundsorden, der ensidigt er indrettet på at maksimere profit og håndhæve den herskende klasses magt- og ejendomsforhold. Grobunden for vold forberedes gennem omfattende manipulation af opinionen.
Krig er hverken Guds vilje eller en naturlov: Krig er en historisk kategori, som vil forsvinde for evigt fra menneskehedens liv med elimineringen af det antagonistiske klassesamfund på globalt plan. Et grundlæggende kendetegn ved imperialismen er dens aggressivitet. Dens generelle økonomiske årsag er monopolernes stræben efter ekspansion, efter nye kilder til råmaterialer, afsætningsmarkeder, kapitalinvesteringsmuligheder og indflydelsessfærer. Imperialisme og militarisme er uløseligt forbundet.
De herskende kredse i de kapitalistiske lande bruger skjulte former for udbytning og undertrykkelse af det arbejdende folk for så vidt muligt at holde masserne under deres ideologiske og politiske kontrol. På trods af mange sociale og socio-politiske manøvrer, på trods af styrkelsen af den herskende klasses statsmonopolistiske indflydelse på samfundet, accelererer og uddybes kapitalismens forfaldsproces. Kapitalismens grundlæggende modsigelser intensiveres konstant. Mens et lille lag af multimillionærer bliver rigere og rigere, tynger kapitalismens dårligdomme samfundet. Der er ingen forbrydelser, som imperialisterne ikke er parate til at begå for at opretholde eller genoprette deres herredømme over folkene.
Kapitalisterne deler ikke verden mellem sig af nogen særlig ondskab, men fordi det niveau af kapitalkoncentration, de har nået, tvinger dem til at følge denne vej for at skabe profit; på den måde udføres opdelingen “efter kapital”, “efter magt” – der kan ikke være nogen anden opdelingsmetode i systemet med vareproduktion og kapitalisme. Magten ændrer sig imidlertid med den økonomiske og politiske udvikling. Som et resultat af de imperialistiske landes ujævne økonomiske og politiske udvikling ændrer magtbalancen mellem dem sig konstant, hvilket fører til sammenstød og konflikter. Imperialismen er kilden til moderne krig.
Imperialismen veksler mellem en bedragerisk fredspolitik og en krigspolitik. Imperialistisk krig er ikke afhængig af enkelte statsmænds gode eller dårlige vilje. Imperialisternes behov for at opdele verden i imperialistiske krige, for om muligt at underlægge sig hele verden for at eliminere alle konkurrenter og opnå maksimal profit og politisk magt, kan lige så lidt elimineres gennem appeller som udbytning på fabrikkerne, løntyveri og arbejdsløshed. For at afskaffe imperialistisk krig, må imperialismen selv afskaffes. Imperialismen, som er en parasitisk og rådden kapitalisme, er livstruende for menneskeheden. Ikke et eneste problem kan løses af den: Fred, folkenes selvbestemmelse. Arbejdskamp på arbejdspladserne, massearbejdsløshed, boligmangel, hjemløshed, sundhedsvæsenet, forarmelse, pensioner, mad, kriminalitet og fascisme, rovdrift på naturen, demokrati osv. Derfor er der brug for en ny samfundsorden, som ikke er baseret på profitprincippet: socialisme!
Selvfølgelig viste det første forsøg på socialisme også svagheder og mangler. Men vi kan lære af dem. Som et socialt princip blev hårdt tilkæmpede værdier aldrig ødelagt under socialismen, som de er blevet i kapitalismens nuværende krise. Under socialismen er det muligt at producere i overensstemmelse med samfundets behov uden konstant at ødelægge kapital og skubbe folk ud i elendighed. Vi bør udnytte denne mulighed for et humant samfund og kæmpe for det!
Socialismen er det eneste langsigtede alternativ!
Artiklen er oversat fra det tyske magasin, Arbeit Zukunft: Der Kapitalismus trägt den Krieg in sich wie die Wolke den Regen“ (Jean Jaurès)
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
