Store protester i Argentina mod sult og øget fattigdom

Argentina er præget af daglige protester og strejker fra mange dele af befolkningen mod præsident Javier Milei’s nyliberale reformpolitik. Den øger fattigdommen drastisk og forgylder kapitalen. ”Sult venter Ikke” var sloganet på den nationale kampdag d. 23.2. mod nedlukning af tusindvis af suppekøkkener over hele landet.

Protester og strejker forsætter i Argentina mod den nye præsidents Milei’s nyliberale reformpolitik og lovpakke. Trods politiets voldelige håndhævelse af den såkaldte ”antiblokade” lov, hvor det er kriminelt at spærre offentlige veje, blev over 500 større veje blokeret på kampdagen.

Blandt de tiltag fra Milei’s regering, som er blevet mødt med store sociale protester og som er i fuldstændig modstrid med hans valgløfter er nedlæggelsen af suppekøkkenerne, der er de eneste steder, hvor tusinder og atter tusinder af argentinere uden indkomst kan få et måltid mad. Milei fastholdt, selv efter han tiltrådte som præsident, at der ville være “åben adgang” for ressourcerne disse madsteder, men siden han tiltrådte, er der ikke kommet en eneste cent hertil. Der er tilfælde, hvor folk står i kø – op til tyve blokke lange køer – i Buenos Aires og venter på deres madration. Den forringede købekraft med inflationen og den manglende mulighed for at skaffe en indkomst har kastet millioner af argentinere ud i fattigdom, og folkekøkkenerne er praktisk talt det eneste alternativ til at få mad.

Det argentinske folk har imidlertid vundet en vigtig delsejr gennem deres handlinger, mobilisering og strejker. Nemlig at tvinge kongressen til at kræve et nyt udkast af præsident Milei’s reform lovpakke – kaldet ”omnibusloven”. Lige fra det øjeblik, den blev kendt, er der blevet presset på for at skabe enhed blandt alle folkelige organisationer og fagforeninger mod loven. Det er lykkes de forskellige organisationer gennem politisk kamp at overvinde forskellene imellem dem og skabe enhed om målet – at vinde over præsidentens lovforslag.

Milei tog grundig fejl, da han troede at hans valgsejr også indebar støtte til hans neoliberale “chok”-beslutninger, som er garantien for, at det argentinske folk vil synke endnu dybere ned i fattigdom, alt i mens borgerskabet i landet, gennem privatisering af offentlige virksomheder, afskedigelse af offentligt ansatte, reduktion af sociale udgifter, kriminalisering af protester og liberalisering af markederne, i samarbejde med den internationale kapital beholder rigdommen for sig selv,

De massive mobiliseringer, der har stået på siden december og nåede deres første højdepunkt den 24. januar med en national strejke, vil ikke stoppe, før loven er trukket tilbage. Fra de store fagforeningscentre, arbejdsløshedsorganisationer, beboerforeninger, pensionistforeninger og flere lyder det forsat: Nej, nej til neoliberalisme.

Men den argentinske præsident har allerede taget skridt til at gennemføre sin neoliberale politik, så tusindvis af argentinere ikke har kunnet beholde deres job på grund af manglende forlængelse af deres kontrakter. Og de, der har job, kan så købe langt mindre for deres løn på grund af den høje inflation. De arbejdsløse er blandt de hårdest ramte. Indkøb af fødevarer er blevet reduceret med 30% og indkøb af medicin med mere end 40%.

Det er uacceptable kendsgerninger, der får kampen mod Mileis politik til at fortsætte.