Palæstina solidariteten skal styrkes – ikke sættes i bakgear

Svaret på Israels folkemord og bombninger i Rafah er ikke at skrue ned for den samlende mobiliserende bevægelse på gaden og i stedet satse på lokale autonome initiativer. Hvorfor? Fordi der mere end nogensinde er brug for det modsatte, for at rykke endnu mere i offensiven.

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Solidariteten med Palæstina, modstanden mod det zionistiske Israels folkemord og mod den danske regerings støtte har siden 7. oktober udviklet sig til at blive en omfattende, bred og landsdækkende bevægelse. Ud over de næsten daglige demonstrationer i København, store landsdemonstrationer, og demonstrationer i mange byer, har der været utallige aktioner og initiativer blandt mange forskellige grupper. En ny generation har lært noget om imperialisme, statens klassekarakter, hvilke kræfter de såkaldte ”frie” mainstreammedier er fuldstændig ukritiske mikrofonholdere for.

Bevægelsen har været synlig, mobiliseret mange, og givet folk en mulighed for at gøre noget og handle kollektivt. Men det er ikke tiden nu til at skære ned på de store samlende demonstrationer og markeringer. Tværtimod, så står vi midt i den mest bestialske offensiv i det der er tilbage af Gaza og Rafah, et sidste desperat skridt for at udrydde og fordrive palæstinensere i Gaza. Der må svaret ikke være at skrue ned i den samlende mobiliserende bevægelse på gaden og i stedet satse på lokale autonome initiativer.

Hvorfor? Fordi der mere end nogensinde er brug for det modsatte, for at rykke endnu mere i offensiven.

Den zionistiske besættelsesmagt og de fascistiske højreekstremistiske kræfter i Israel har fuld gang i offensiven mod millionbyen Rafah, mod de palæstinensiske områder på Vestbredden og ind i det sydlige Libanon. De tilbageværende hospitaler i Gaza bliver angrebet og besat og sundhedspersonale smidt ud. Rafah bliver hele tiden bombet, over en million mennesker opholder sig der og har ingen steder at flygte hen. Højreekstremistiske bosættere forhindrer og saboterer de få nødhjælpskonvojer der er. Nethanyahu’s regering er ved at føre folkemordet helt igennem. De store imperialistmagter, ikke mindst den amerikanske imperialisme, støtter Israel, men også Rusland og Kina mere skjult, og de arbejder hver for sig for at beskytte deres egne interesser i regionen på bekostning af det palæstinensiske folk. Den danske regering og stat er medskyldig i folkemord, etnisk udrensning og krigsforbrydelser.

Alt dette har ikke knækket den palæstinensiske modstandskamp. De forsvarer og kæmper for deres liv, deres land og deres fremtid under forhold vi næppe kan forestille os. Den israelske besættelsesmagt, der hidtil har synes uovervindelig, møder væbnet modstand fra de forskellige modstandsbevægelser, hvis enhed mod offensiven har gjort dem mange gange stærkere. I den zionistiske apartheidstat Israel er opbakningen til Nethanyahu-regeringen faldende – og skønt de undertrykkes hårdt så høres flere og flere stemmer mod det igangværende folkemord. 

Det er fuldt forståeligt, at nogle af de kræfter, der siden oktober har arbejdet og knoklet for at få den omfattende solidaritetsbevægelse med Palæstina op at stå, er blevet udmattede og trætte og må sætte tempoet ned. Det sker for den enkelte – også at andre sider af ens liv trænger sig på og må tages hånd om. Men gøres den situation til en politik for en bevægelse får det alvorlige konsekvenser. Med det der sker i Gaza lige nu duer det simpelthen ikke, at sætte bevægelsen tilbage ved kun at ville holde en demonstration om måneden og ellers splitte bevægelsen op i lokale autonome initiativer – det er ikke et nyt gear, det er bakgear. Lokale aktiviteter er et vigtigt supplement til en landsdækkende solidaritetsbevægelse, men kan aldrig blive den samlende drivende landsdækkende kraft.

Det er afgørende at solidariteten med det palæstinensiske folk ikke bare fastholdes, men styrkes, tilføres ny energi og kræfter. Den internationale solidaritet, der vokser på alle kontinenter, og der ligger en virkelig kraft i den, når den organiseres internationalt og millioner går på gaden samtidig på internationale aktions-og demonstrationsdage. Deltagelse i disse styrker i den grad den samlede bevægelse. Forhåbentlig var lørdag d. 17. februar  en undtagelse herhjemme, hvor der på den globale aktionsdag for Gaza og Rafah, ikke fandt nogen demonstration sted i København, til fordel for busser til Århus og en protest om aftenen mod Israels deltagelse i Melodi Grandprix. De burde ikke stå i modsætning til hinanden, men derimod supplere hinanden. 

Den internationale solidaritet er det palæstinensiske folks virkelige støtte. Det er den, der vil kunne svække og presse regeringer til at stoppe sin støtte til det zionistiske folkemord og besættelse. Regeringer som den danske, der tjener monopolkapitalens interesser i Mellemøsten, er hverken modtagelig for argumenter, moral eller moderat pres. Men en tilstrækkelig stærk og omfattende bevægelse kan tvinge regeringen til midlertidige indrømmelser. Der er brug for at regeringen tvinges til at stoppe sin militære, økonomiske og politiske støtte til Israels igangværende folkemord.