Hvad gør man med sin frygt i tider med konflikt, krig og klasseterror?

Frygt er en grundlæggende menneskelig sund reaktion på fare. Men den bruges også af de herskende klasser for at lamme os. Derfor er kollektive rum, hvor vi kan lytte til og rumme hinanden så vigtige. Organisering er afgørende for at skabe dette og for at skabe kollektive løsninger. Denne lille artikel er skrevet ud fra den situation med klasseterror som folket i Ecuador oplever lige nu, men kunne lige så godt gælde frygten for det folkemord, der sker i Gaza lige nu, faren for en storkrig eller klimakatastrofer.

De herskende klasser søger endnu engang at etablere terror som en del af en politik for at opfylde deres neoliberale projekt. Men hvad gør vi med frygt? Vi skal først og fremmest være klar over oprindelsen til den vold, der findes i det korrupte system og narkotikahandelen. Volden understøtter sammen med våben, menneskehandel og andre ulovlige virksomheder kapitalismen. Der er et stort behov for at ungdommen og folkene organiserer sig for at modsætte sig systemets vold.

Et andet aspekt, der er vigtigt at forstå, er det følelsesmæssige aspekt og den effekt den meget usikre situation har på flere dele af befolkningen. Frygt er en del af grundlæggende menneskelige følelser, den har tjent til at gøre os opmærksomme på de farer, vi udsættes for. Men den er også historisk blevet brugt af de herskende klasser som et middel til dominans og undertrykkelse, som med demagogi og direkte straffeaktioner søger at demobilisere folket på kritiske tidspunkter i klassekampen.

Derudover forsøger de med desinformation og en reaktionær ideologisk offensiv at få os til at miste social følsomhed. På en sådan måde at dele af befolkningen viderebringer en intolerant, racistisk, fremmedfjendsk og endda fascistisk holdning mod dem, der er blevet glemt og fordrevet fra deres uddannelse, deres barndom og deres liv.

Derfor er anerkendelse af frygt sundt, uden at det demobiliserer os eller demobiliserer den sociale base. Faktisk er det vigtigt at opbygge netværk af kærlighed og kollektive rum, hvor vi kan lytte til hinanden og rumme hinanden. Sociale organisationer skal tage hensyn til behovet for også at arbejde på deres medlemmers følelsesmæssige sundhed og sigte mod, at svaret er mobilisering til forsvar for rettigheder.

Vi må ikke udelukke, at også vores kammerater og medkæmpere kan opleve episoder med stress og angst, hvor kroppen kan omdanne dette til fysisk ubehag og kan føre til overvurdering af de situationer, vi står i, og af den terror, som borgerskabet ønsker at pålægge Ecuador for at lancere sin økonomiske politik, der påvirker vores levevilkår. For de vil vinde, hvis vi bliver så selvoptagede, at vi mister enten det store billede eller den nødvendige forståelse over for dem, der er blevet nægtet muligheder hele deres liv.

Organisation og kollektivt arbejde bliver vigtigt og nødvendigt i tider, hvor vi alle har følt frygt. Netop at tale med andre om, hvad vi føler, er det, der vil give os den nødvendige ballast for ikke at lade terror lamme os. Og sikre at vores hjerner ikke styres af frygt. Organisation er den eneste ramme, der giver os mulighed for at finde kollektive løsninger til at imødegå den usikkerhed, vi oplever, og derefter imødegå den panik, som de ønsker at pålægge os.

En Marcha, d. 23. januar 2024