Israel kan fremprovokere storkrig

Israel venter på et påskud til at udvide krigen til Libanon. Det bringer USA og Vesten i alvorlige problemer.

Af E. Holemast, Revolusjon

Folkemordet i Gaza har ødelagt den amerikanske plan om fuld normalisering af forholdet mellem den zionistiske stat og de arabiske regimer. Med deres terrorangreb, som også er rettet mod Libanon, Iran og Syrien, ser det ud til, at de zionistiske strateger vil tvinge USA til at deltage i en større krig i regionen.

USA frygter, at den israelske udryddelsespolitik og planerne om et Eretz Israel på tværs af Levanten (stort område i Sydvestasien) og dybt ind i Egypten vil sætte Saudi-Arabien og Egypten i en ekstremt vanskelig situation og endnu længere væk fra amerikansk kontrol. Det imperialistiske og zionistiske kort over Mellemøsten kan blive vendt på hovedet af befolkningerne, der tvinger de arabiske regimer til at bryde med den amerikanske Pax Arabica. Det er derfor, USA advarer Israel om, at Hizbollah i Libanon ikke kan knuses.

Mordet på Hamas’ politbureaumedlem Saleh al-Arouri i en Hizbollah-kontrolleret del af Beirut den 2. januar kom lige før terrorangrebet i den iranske by Kerman, hvor 84 mennesker blev dræbt og hundredvis såret. En uge tidligere, juledag, angreb israelske jagerfly Damaskus i Syrien. Målet var Sayyed Razi Mousavi, tidligere højre hånd for øverstkommanderende Qassem Soleimani fra den iranske revolutionsgarde. Soleimani blev myrdet af USA i 2020.

To dage efter bombeangrebet i Kerman, den 4. januar, påtog IS (Daesh) sig ansvaret for angrebet. Men IS er zionisternes og imperialisternes eget produkt og et aktiv for Mossad og USA, ikke mindst i Syrien. I den vestligt dominerede koalition, der officielt har til opgave at bekæmpe Daesh, glimrer Israel ved sit fravær. Det taler for sig selv, når angreb rettes mod en af Israels hovedfjender, samtidig med at zionisterne slagter palæstinensere for deres fødder.

Alle tegn peger på den zionistiske stat Israel og dens tilhængere.

Når zionisterne tager dette skridt, er det en direkte udfordring til både Hizbollah og Iran, som ikke begrænser sig til verbale sympatierklæringer med palæstinenserne. Hizbollah vil reagere på provokationen, hvilket zionisterne er ved at forberede sig på. Libanon og Iran er i skudlinjen. Tærsklen for fuld krig i Mellemøsten er dermed blevet endnu lavere.

Det er også en udfordring for USA. Netanyahu og hans ministre har for længst gjort det klart, at de er villige til at udvide krigen langt ud over Gaza og Vestbredden. Hovedmålene vil primært være Libanon og Hizbollah, Iran, Syrien og Yemen. Tel Aviv spiller højt spil og satser på, at USA som altid vil komme til undsætning.

Zionisterne erkender, at tiden arbejder imod dem. Den offentlige mening i USA er også ved at vende. Præsidentens løfter om at stå ved Israels side for evigt bliver mere og mere upopulære hos de fleste amerikanere. New York Times udtrykker det på denne måde i en podcast: “Biden støtter Israel. Gør resten af Amerika det?”. Meningsmålinger viser, at et flertal (44%) ønsker en afslutning på krigen, uanset om tilfangetagne israelere bliver løsladt eller ej, mens 39% ønsker, at Israel “knuser Hamas” med alle nødvendige midler. Det er opsigtsvækkende tal i en amerikansk kontekst.

Israel har travlt, hvis USA, Storbritannien og EU skal tvinges ud i et endeligt opgør med alle de kræfter i Mellemøsten, som zionisterne anser for at være en trussel mod planerne om et Storisrael uden palæstinensere. Truslen om, at Israel vil tage sagen i egen hånd, hvis Vesten ikke indleder offensive militære operationer, kan være den udløsende faktor.

Men det er en risikabel strategi. Udenrigsminister Anthony Blinkens hyppige rejser til Mellemøsten vidner om, at amerikanerne frygter at miste kontrollen over både Israel og deres arabiske undersåtter. Egyptens præsident Abdel Fattah Al-Sisi er fanget mellem sit eget folk, Gaza og de faldende indtægter fra Suez-kanalen, fordi færre skibe benytter sig af muligheden for at passere Bab Al-Mandeb-strædet mellem Yemen og Djibouti.

En ny storkrig i Mellemøsten, som USA er direkte involveret i, passer ikke Joe Biden, især ikke i et valgår. Donald Trump fører i meningsmålingerne og taler med to tunger, når det gælder krigen mod Gaza, selv om Trump er fadder til den amerikanske anerkendelse af Jerusalem som Israels “hovedstad” og initiativtager til normaliseringsprocessen med de arabiske kongedømmer, de såkaldte Abraham-aftaler fra 2020. Som den vejrmand, han er, har Trump indset, at de unge vælgere vender sig væk fra Israel. I en række amerikanske byer er der store demonstrationer til støtte for palæstinenserne og kravet om en våbenhvile. Trump taler derfor konsekvent med to tunger, når han skyder på Bidens “håndtering” af situationen i Mellemøsten og hævder, at katastrofen i Gaza “aldrig ville være sket”, hvis han var i Det Hvide Hus.

Kun Yemen og Sydafrika står op for palæstinenserne

Bortset fra Yemen er det kun Sydafrika, der giver palæstinenserne håndgribelig støtte. Sydafrika har indbragt Israel for Den Internationale Straffedomstol (ICC), hvor de første forhandlinger starter den 11. januar. Det kan – i bedste fald – resultere i et midlertidigt påbud om, at Israel øjeblikkeligt indstiller fjendtlighederne for at afværge et potentielt folkemord.

USA kæmper også med sine europæiske allierede. Operation Prosperity Guardian i Det Røde Hav modtager aktiv støtte fra den norske regering efter hårdt pres fra rederierne. Havde det ikke været for det faktum, at den norske flåde ikke har nogen krigsskibe at sende, ville Norge sandsynligvis have fulgt Danmark og beordret en fregat til farvandet. Indtil videre har Norge været tilfreds med at sende stabsofficerer.

Men Norge og mange andre NATO-lande er begyndt at få kolde fødder. Udenrigsminister Espen Barth Eide bliver tvunget til at tage stadig skarpere afstand fra Israel i offentligheden, indtil videre uden nogen praktiske konsekvenser. Hidtil har Eide mest frygtet, at Israel “brænder” sympatien op.

De massive militære bidrag til Ukraine gør ondt i pengepungen, men de har ikke vendt krigslykken til fordel for Zelensky-regimet. Halvvejs deltagelse i endnu en krig, med den overhængende fare for fuld medvirken, er ikke tiltalende i de europæiske hovedstæder – med London som en mulig undtagelse. Jens Stoltenberg frygter nye splittelser i NATO. For Tyrkiet og Erdoğan er det politisk umuligt åbent at støtte Israel. Italien og Spanien har allerede taget afstand fra den amerikanske operation i Det Røde Hav. De har intet ønske om at blive involveret i, hvad der kunne blive en krig i fuld skala mod de meget stridslystne yemenitter (som Saudi-Arabien og Emiraterne allerede smerteligt har erfaret).

USA vil næppe risikere at sætte hele regionen i brand denne gang, da de ved, at det kan betyde begyndelsen til enden på amerikansk dominans i Mellemøsten til fordel for deres imperialistiske rivaler Kina og Rusland.

Men hvad vil Biden gøre, hvis den offensive israelske strategi tvinger USA til at indlede nye krige mod formidable modstandere som Hizbollah, houthierne og måske Iran? Hvis det sker, kan det blive et afgørende vendepunkt, hvis ikke enden på den vestlige imperialismes kvælertag på befolkningerne i Mellemøsten.

Det er netop derfor, USA ønsker, at det zionistiske regime skal “komme til fornuft”. Men pitbullen Netanyahu er besat af smagen af arabisk blod og adlyder ikke længere sin herre. Det kan derfor ikke udelukkes, at de zionistiske strateger sigter efter en større regional krig, hvor USA ikke har andet “valg” end at forsvare Israel med alle tilgængelige midler mod en “eksistentiel trussel”, også kaldet Iran.

En storkrig vil være katastrofal for hele regionen. Men den vil være mest katastrofal for USA og bosætterstaten Israel.

Se original artikel fra ‘Revolusjon’, Norge her: Sioniststaten kan framprovosere storkrig