Tysk imperialisme og EU-imperialisme i Afrika i dag

Den europæiske imperialisme, og med den den tyske imperialisme, mistede aldrig sit krav om at herske over Afrika af syne. Selvforståelsen af at bestemme de afrikanske folks og staters skæbne er en central del af EU’s udenrigspolitik. I de afrikanske lande er afvisningen af de ’gamle’ koloniherrer stor, og det har skabt mulighed for kinesisk og russisk imperialisme, men også EU og herunder Danmark forsøger at få del i landets ressourcer, ikke mindst iklædt ’grønne’ gevandter. Vi har klippet denne artikel fra det tyske Arbeit Zukunft.

Etablering af Lobito-korridoren i det sydvestlige Afrika, udvikling af en brintøkonomi i Namibia, fremtidig idriftsættelse af Medusa-datakablet i Nordafrika. “For mig handler det om et nyt afsæt i nord-syd-relationerne – det er det, der er vigtigt for mig,” siger kansler Scholz og beskriver det afrikanske kontinents strategiske betydning for Europa og Tyskland. Tysk kapital er involveret mange steder i Afrika, finansierer nye infrastrukturprojekter med sine partnere og ser, for at bruge kanslerens ord igen, nabokontinentet som en central byggesten for fremtiden: “Afrika er vores foretrukne partner, når det handler om at forbedre vores økonomiske relationer og blive klimaneutrale sammen”. De officielle koncepter og strategier er talrige og sparer ikke på fine ord og moraliseren. Hvad enten det er Marshallplanen, EPA’erne, Afrikapagten, den tyske regerings Afrika-koncept, retningslinjerne for Afrika-politikken eller den seneste Afrika-strategi fra det tyske forbundsministerium for økonomisk samarbejde og udvikling (BMZ): De er alle fulde af floskler som “udviklingssamarbejde” eller “socio-økologisk transformation”, og alligevel udtrykker de den tyske imperialismes øgede behov for at ekspandere mod syd.

At komme overens med fortiden

I den dominerende tyske politiske arena er der normalt ikke megen snak om Afrika som et salgs- og investeringsmarked for tysk kapital. Der er for meget mistanke om, at det europæiske engagement mest af alt er en fortsættelse af realiseringen af koloniale interesser. Erindringen om kolonitiden er en forstyrrende faktor, som hindrer imperialistiske stater som Storbritannien, Frankrig og Tyskland i at føre en politik. For den tyske kapital er den nylige akkumulering af Afrikastrategier derfor et dobbeltspil om at komme overens med fortiden.

Det tyske kejserriges ekspeditioner til Tysk Sydvestafrika, Tysk Østafrika og Togo viste sig at være økonomisk urentable, med undtagelse af sidstnævnte koloni. Alligevel blev der ikke sparet på massakrerne. Den unge imperialistiske stat var for uerfaren i sin kolonipolitik, var en for svag til at være en ledende imperialistisk strategi, der ville have givet den tyske imperialisme som sådan ny luft (i form af markeder) at ånde i. Men tabet af kolonierne efter Første Verdenskrig til de allierede sejrsmagter har hængt ved som en fantomsmerte lige siden. Den tyske kolonialismes uafsluttede projekt fik efterfølgende generationer af politiske beslutningstagere til at genoptage en Afrika-strategi. Artikel 3 i Rom-traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab fra 1957 markerer således også en væsentlig interesse i de “oversøiske lande og territorier med henblik på at fremme den økonomiske og sociale udvikling gennem fælles bestræbelser”. Den europæiske imperialisme, og med den den tyske imperialisme, mistede aldrig sit krav om at herske over Afrika af syne. Selvforståelsen af at bestemme de afrikanske folks og staters skæbne er en central del af EU’s udenrigspolitik.

Samtidig kæmper Tyskland og dets vesteuropæiske allierede også med skammen over fortidens barbariske kolonipolitik. Især Frankrig mærker modstanden mod sin imperialistiske politik i de tidligere kolonier i det, der nu er Vestafrika. Modstanden mod det franske formynderi bliver stadig voldsommere med fremkomsten af oppositionsgrupper og statskup i lande som Mali, Burkina Faso og Niger. Ruslands fortrængning af fransk indflydelse, som de lokale herskende klasser i de respektive lande har sikret sig støtte til, markerer en ny fase i konkurrencen mellem imperialistiske stater i Afrika. Sammen med sine franske og andre europæiske allierede forsøger den tyske kapital at aflægge sig sine gamle laster, pudse sit image af og fremstå som en “foretrukken partner” for de afrikanske stater. At gøre op med fortiden betyder derfor også at overvinde nuværende og fremtidige forhindringer for den tyske kapital og dens allierede.

Ny fase i konkurrencen

Den tyske imperialisme har al mulig grund til at fjerne de forhindringer, der ligger i vejen for en “succesfuld” Afrika-strategi. Den halter langt bagefter i den aktuelle fordelingskamp, og dens opfattelse som en vestlig stat med tilsyneladende civilisatoriske ambitioner betragtes stadig kritisk af lokale afrikanske magthavere: “Hvis vi taler med Kina, får vi en lufthavn; hvis vi taler med Tyskland, får vi en forelæsning,” siger WHO’s direktør Ngozi Okonjo-Iweala og opsummerer forskellen i opfattelsen af udenlandsk kapital. Beijings indtrængen på det afrikanske kontinent som en del af infrastrukturinitiativet Den Nye Silkevej forsyner den kinesiske imperialisme med vigtige råmaterialer til blandt andet den højteknologiske industri. For eksempel bliver fire femtedele af den kobolt, der udvindes i Congo, eksporteret til Kina. Beijing har været i stand til at udvide sin adgang til strategisk vigtige ressourcer med uformindsket styrke i de senere år.

EU-imperialismen, og dermed især den tyske imperialisme, reagerer på dette med sit eget initiativ kaldet Global Gateway, ikke mindst for at standse den kinesiske fremmarch. Global Gateway (som også omfatter Afrikapagten) er et af de tre store imperialistiske strategiske projekter sammen med Den Nye Silkevej og dens amerikanske modstykke, Build Back Better World. Af de 300 milliarder euro, der i øjeblikket er øremærket til Global Gateway, er 150 milliarder øremærket til infrastrukturprojekter i Afrika. Da initiativet har til formål at genplacere EU og den tyske imperialisme i verden, er det afrikanske kontinents centrale betydning for tysk kapital tydelig alene på grund af tallene. De såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’er), som i de senere år er blevet forhandlet mellem EU og flere afrikanske regioner (herunder ECOWAS, SADC, EAC, ESA), var et første skridt i retning af at åbne de afrikanske markeder ikke kun for tyske varer (kyllingekød), men også for tysk kapital.

Af de 87 Global Gateway-projekter er 44 – mere end halvdelen – projekter, der skal implementeres i Afrika. Congo vil f.eks. ikke kun kunne nøjes med kinesisk “gunst”, men vil også byde flere store imperialistiske spillere velkommen med åbne arme. En ny råstofkorridor (den såkaldte Lobito-korridor*, en af tolv strategisk vigtige råstofruter i Afrika for EU) vil løbe fra det centralafrikanske land via Zambia til Angola for at lette adgangen til råstofferne i Congo og det nordvestlige Zambia fra den angolanske kyst. Hele den tilhørende infrastruktur (lufthavne, vandveje, havne, jernbaner), som de tre involverede lande har hårdt brug for, er udelukkende beregnet til at lette udnyttelsen af råstoffer.

Grøn, grønnere, imperialisme

Ligesom Willy Brandts knæfald skulle demonstrere den tyske kapitals ydmyghed og moralske integritet over for Østen, ledsager forbundspræsident Steinmeier kanslerens rejse gennem Afrika for at “forsikre lande som Tanzania om, at vi tyskere vil arbejde sammen med jer for at finde svar på de ubesvarede spørgsmål, som ikke giver jer fred”. Tysk kolonihistorie skal tilgives som en del af processen med at komme overens med fortiden, så den nuværende og fremtidige tyske investeringshistorie endelig kan få sin moralske upartiskhed. Når alt kommer til alt, lover tyske politikere endelig deres afrikanske partnere en strategi på lige fod, der vil fremme velstand, udvikling og klimaneutralitet for begge sider. Helt i traditionen fra Rom-traktaten!

Namibia (det tidligere tyske Sydvestafrika) er et godt eksempel på den tyske imperialismes nyorientering. I løbet af sin kolonipolitik udførte den tyske imperialisme folkedrab på Ovaherero- og Nama-folkene mellem 1904 og 1908. Den sidste tyske regering ønskede at betale bod til deres slægtninge med en symbolsk værdi på 1,1 milliarder euro. Hele proceduren virker endnu mere latterlig, når man tænker på, at de 1,1 milliarder skal spredes over 30 år. Den tyske imperialismes symbolske gestus som en del af dens bestræbelser på at komme overens med fortiden har i sidste ende til formål at demonstrere, at erindring og økonomisk “tænkning” kan gå hånd i hånd.

Det skyldes, at Tyskland ønsker at reorganisere den namibiske økonomi fuldstændigt. Den tidligere koloni skal blive den vigtigste leverandør af brint i fremtiden. Projektet skal udstyres med næsten ti gange så meget som “kompensationsbetalingen”. Der skal bygges dybhavshavne, så der årligt kan udskibes op til 300.000 tons “grøn brint” i form af ammoniak. Tyske virksomheder som RWE ønsker at få fat i en tredjedel af den producerede brint, og en tilsvarende terminal i Brunsbüttel skal være færdig i 2026.

Brintprojektet, der er planlagt som en del af Global Gateway, bliver rost, fordi det vil skabe nye arbejdspladser i den tidligere koloni, industrialisere Namibia og bringe landet på vej mod en klimaneutral fremtid. Det skjules ofte, at den namibiske økonomi i sidste ende vil tjene som en udvidet leverandør af råmaterialer til den tyske imperialisme, og at formålet med den namibiske økonomi er at være forankret i opfedning af sulten tysk kapital. Hvor meget der er tilbage til en uafhængig udvikling af den namibiske økonomi, er mere end tvivlsomt. Der er heller ikke rigtig noget “grønt” ved projektet. Dette skyldes, at opførelsen af brintinfrastrukturer i den namibiske Tsau Khaeb National Park vil kræve sol- og vindkraftværker, hvilket kan føre til øget planteudryddelse i det sydvestafrikanske land. De mennesker, der bor der, bliver således ofret for den tyske kapitals fremtidige levedygtighed.

Repositionering af den tyske imperialisme

I løbet af krigen i Ukraine måtte den tyske kapital løse modsætningen mellem båndene til Vesten og adgangen til billig russisk naturgas. Den modvillige aflysning af Nord Stream 2 markerede en ny fase i den imperialistiske konkurrence. Selv om EU importerer endnu mere flydende gas fra Rusland end før krigen, prioriterer den tyske kapital og dens politikere diversificering af energikilder for at reducere afhængigheden af imperialistiske konkurrenter (nemlig Moskva, Washington og Beijing). De planlagte projekter i Afrika – adgang til kritiske råstoffer og udvidelse af alternative energikilder – er en central byggesten i reorganiseringen af den tyske imperialisme.

Den imperialistiske kapitalismes karakteristik af helt at forsømme den hjemlige sociale infrastruktur på grund af manglende profitudsigter og i stedet jagte profitable projekter i udlandet kan illustreres særligt godt med den tyske regerings klimapolitik. Udbygningen af vedvarende energi går latterligt langsomt for et højtudviklet land som Tyskland og skal endda delvist finansieres næste år af en stigning i CO2-afgiften på bekostning af de lavere og mellemste indkomster. De afrikanske lande skal betale for klimapolitikken, så den tyske kapital kan opretholde sine profitbetingelser: i form af “grønne” råvareforsyninger og stigende fattigdom og flugt. Den tyske regerings Afrika-strategi har til formål at bremse det imperialistiske systems forrådnelse og skabe nye plyndringsområder for dens sult efter profit og konkurrenceevne.

Læs også pjecen:

Teser om stormagternes voksende rivalisering og dansk imperialismes placering 2023