Endeløs forvirring i debatten om imperialisme – del 2

Tilgangen til Lenins fem punkter

Det blev sagt tidligere, at DKP’s og visse andre venstrekredses fornuftsformørkelse ikke passer på KKE. Dog synes det, som om de to partiers veje overlapper hinanden i håndteringen af imperialismens karakteristika, som Lenin satte op i fem punkter. Mens DKP påstår, at Kina og Rusland på baggrund af disse punkter ikke er imperialistiske, så påstår KKE, at alle kapitalistiske lande er imperialistiske ved at henvise til de samme fem punkter! Det må straks fastslås, at det, der gør dette overlap muligt, er den positivisme, som gennemtrænger hele sjælen i den moderne revisionistiske tradition.

I den henseende er KKE’s kritik af DKP i det væsentlige gyldig. Den positivistiske læsning ser kun det faktuelle i Lenins fem punkter, dvs. monopoler, finanskapital, kapitaleksport osv. Hvad der dog er lige så vigtigt i diskussionen af imperialisme ud fra disse punkter, er den faktuelle kontekst, dens indvirkning, og hvad den fører til. Hvad der fx er vigtig og afgørende er ikke fremkomsten af monopoler i sig selv (monopoler eksisterede allerede inden kapitalismen), men det faktum, at monopolerne, der udvikles på dette stadie af kapitalismen ”spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv”. Eller internationale kapitalistiske sammenslutninger kan også opstå i perioden med fri konkurrence i denne eller hin individuelle investering, men hvad der er væsentligt for imperialismen, er, at disse sammenslutninger er i stand til ”at dele verden imellem sig”. Tilsvarende har der i verdenshistorien været magter, der har delt bestemte regioner mellem sig, men hvad der er afgørende i imperialismen er, som det blev analyseret af Lenin, at ”delingen af hele verden”, dens ”færdiggørelse” og nødvendigheden af ”omfordeling”.

Det nye ved imperialismen er kort sagt fremkomsten af en sammenhæng mellem hegemoni, dominans og magt baseret på en voksen fra den kapitalistiske periode med fri konkurrence på en paradoksal måde.(19) Denne magtsammenhæng er naturligvis baseret på fænomenet monopol. Imidlertid kan fænomenerne kun forstås korrekt i sammenhæng med deres dannelse og egenskaber. Monopoler, javist, men monopoler, der nu spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv på verdensplan. Finanskapital, javist, men finanskapital, der er lig med det finansielle oligarki osv. Hovedsagen er ikke, om der findes eller ikke findes monopoler, finanskapital og kapitaleksport i dette eller hint kapitalistiske land, men deres position, markedsandel, investerings- og sanktionskapacitet i forhold til de store imperialistiske magter og monopolers dominansforhold. Derfor kan det ikke bestemmes, om et land er imperialistisk eller ej, ved kun at se på det ene eller det andet punkt i Lenins definition på imperialisme. Tværtimod er det nødvendigt at se på alle punkterne i forhold til, i hvilken grad de har dominans, og at se, om denne materielle relation er dominerende i det økonomiske og politiske liv og relationerne til andre lande. Hvis det ikke gøres, bliver hele karakteristikken af imperialismen til en tom frase.

Med denne indfaldsvinkel er der yderligere en markant forskel mellem på den ene side de imperialistiske kapitalistiske lande, som udviklede sig fra fri konkurrencekapitalisme til monopolkapitalisme som et resultat af dets udviklings iboende love, og på den anden side de lande, der overgik til det imperialistiske stadie under ”fremskredne” historiske betingelser, da imperialismen dominerede verden, opdelingen af verden mellem imperialistiske monopoler og stater allerede var sket. Udviklingen af kapitalisme i den senere type af lande sker under betingelser, hvor de første allerede dominerer økonomi, markedsandele og indflydelses- og teknologisfærer. De udvikler sig ikke uafhængigt af de monopoler, der dominerer verden, men sideløbende med og ofte gennem dem. Kun på et særligt stadie i deres udvikling, dvs. fra det tidspunkt, hvor de kan opnå kapitalakkumulation, markedsandele, militær magt og teknologisk udvikling/overlegenhed, som adskiller sig fra de imperialistiske monopoler og lande, der dominerer verden, kan de handle som en imperialistisk magt.

De kan med andre ord fremstå som en imperialistisk magt i det omfang, de kan gennembryde og overgå de imperialistiske monopoler, der står over for dem, på et bestemt niveau og område. Sagens kerne er at kunne knække/overgå de eksisterende monopoler/monopoliseringer, der dominerer inden for diverse sektorer, områder og fag. Et kapitalistisk land, der ikke har nået dette niveau i sin udvikling, bliver ikke automatisk et imperialistisk land, selvom et firma i en eller anden sektor er et monopol, og selvom det har finanskapital og kapitaleksport. At tro andet er udtryk for at gå til Lenins imperialismeteori med en positivistisk indfaldsvinkel. Det er at benægte den indre sammenhæng i imperialismens karakteristika, da den voksede frem. Det er at glemme, at udviklingen af nutidens kapitalistiske lande sker under den imperialistiske epokes betingelser, og derfor abstrahere deres udviklingshastighed og -former fra imperialismens eksistens og betingelser. Det er kort sagt udtryk for, at man går fuldstændig glip af pointen.

Lenin citerer den tyske økonom Kestner, der siger, at under imperialismen skaber kartellerne ikke bare store profitter, men ”sikrer også en dominerende position (…), som ikke eksisterer under den frie konkurrence”. Herefter fortsætter Lenin: ”De ord, som jeg har understreget, løfter sløret for sagens kerne, som de borgerlige økonomer så modvilligt og sjældent indrømmer, og som nutidens forsvarere af opportunismen, anført af Kautsky, så nidkært prøver at unddrage sig og vifte til side. Dominans, og volden, der er forbundet hermed, er de typiske relationer for ’den sidste fase i kapitalismens udvikling’. Det er og vil være det uundgåelige resultat af dannelsen af almægtige økonomiske monopoler.”(20)

Det er derfor, Lenin siger, at ”imperialisme er monopolkapitalisme” og aldrig ”kapitalisme med monopoler”! Og det er af den grund, at liberale økonomer i dag benægter ikke eksistensen af monopoler, men afskaffelsen af den frie konkurrence! Af samme grund, nemlig den ujævne udvikling af kapitalismen, udsprunget af konkurrencen og anarkiet i den kapitalistiske produktion, skabes med imperialismen en karakteristisk krampagtig udvikling. Ejendommelighederne ved Kinas udvikling til en imperialistisk magt er et slående eksempel på, hvad der er understreget her.(21)

Det positivistiske synspunkt ignorerer på den anden side både det historiske og det historiskes historicitet. Det reducerer Lenins analyse til en simpel opremsning af fakta: Der er monopoler, der er finanskapital, der er kapitaleksport. Af den grund kan mange kapitalistiske lande komme afsted med at sige, at de er i det ”imperialistiske stadie”! For det første er disse træk netop trækkene ved udviklingen fra den frie konkurrences kapitalisme til monopolkapitalisme. I denne henseende udtrykker de træk, der afviger, modsiger og differentierer fra enhver sammenligning med konkurrerende kapitalisme. For det andet er, under verdenskapitalistiske betingelser, hvor imperialisme, monopolkapitalisme og dens særlige træk og anlæg har eksisteret i mere end et århundrede, fremkomsten af førnævnte træk i det ene eller andet kapitalistiske land ikke bare en forståelig udvikling, men heller ikke en modsætning til imperialismens anlæg. Af disse grunde gør den nævnte kapitalistiske udvikling ikke disse lande direkte imperialistiske.

Hvorfor? Fordi monopolerne, finanskapitalen osv. i disse lande ikke er udviklet under den frie konkurrerende verdenskapitalismes betingelser. Tværtimod er monopoler og finanskapital i disse lande skabt og prøver at handle under en given verdensøkonomis betingelser, hvor økonomisk og finansiel magt, verdensmarkeder, indflydelsessfærer og teknologiske muligheder er opdelt mellem de store imperialistiske monopoler og stater, hvori konkrete og særlige magtrelationer råder relativt. Hvorfor er den pointe vigtig? Fordi monopolerne osv. i disse lande ikke er skabt på trods af de store imperialistiske monopoler og finanskapital. Tværtimod er de med enkelte undtagelser skabt og forsøger at vokse i samarbejde med dem, de læner sig op ad dem, de er små partnere, og somme tider endda deres forlængede arm.

I de lande, hvor processerne med kapitalakkumulation fra begyndelsen er tilbagestående, er det så ikke muligt, at den ene eller anden gruppe af finanskapital, dette eller hint monopol, selv i en lille skala, kan opnå en markedsfordel for sig selv? I en historisk proces, hvor kapitalismen udvides på verdensplan, kan og vil sådanne enestående muligheder og chancer opstå. Men undtagelsen bekræfter reglen. At tilgå Lenins fem karakteristika for imperialismen ved at se bort fra de givne materielle relationer i nutidens imperialistiske kapitalisme og i særdeleshed magtrelationer er kort sagt intet andet end positivistisk forståelse af teorien om imperialisme.

”Det globale syd” og ”gensidig afhængighed”

I de sidste 40 år har kapitalismen uden nogen tvivl udviklet sig i verdensmålestok og især i perioden med kraftig ”globalisering”, dvs. da den vestlige finanskapital, beruset af triumfen efter omvæltningerne i 1989/91, ikke lod noget marked uberørt og flyttede sine produktionsprocesser til fremmede lande, især de lande, der befandt sig på ”tærsklen til udvikling”. Denne ekstraordinære spredning af kapitalisme og kapitalistiske relationer over en relativt kort tidsperiode havde mangesidet indvirkning både på disse lande og på verdensøkonomien. For eksempel er det værd at nævne, at sideløbende med den kapitalistiske udvikling i de ikke-imperialistiske lande er der sket en omfattende industrialisering og kapitalakkumulation. Det er kendt, at monopolborgerskabet i disse lande, alt efter graden af akkumulation, går over til kapitaleksport til især nabolandene, laver koncentrerede investeringer i den ene eller anden sektor og øjner muligheder for udvidelse af deres markedsandel. Sagt af formanden for direktionen i TÜSIAD, som er Tyrkiets største kapitalisters organisation: ”Over hele verden ændres forsyningskæderne, produktionscentre flyttes. Der er meget store muligheder for økonomier, der kan aflæse denne udvikling korrekt.”(22) Ved fremkomsten af en ny imperialistisk magt som Kina forøges desuden mulighederne for monopolborgerskabet i disse lande, og de bliver i stand til at forhandle sig til en magt, de ikke havde før, især over for vestlige monopoler.

Rent faktisk har ”landene på tærsklen”, dvs. Brasilien, Indien, Mexico, Sydafrika (Tyrkiet er et af disse lande med sin egen særlige kontekst), i et stykke tid været i stand til at tage beslutninger i konfrontation med de store magter, især over for de vestlige imperialister, og for tiden er de i en position, hvor de kan få fordel af de skærpede modsætninger mellem større imperialistiske lande. Indien er et konkret eksempel på voksende muligheder for økonomisk og politisk samarbejde. Indien er verdens sjettestørste økonomi. Under de nuværende omstændigheder føler det sig ikke forpligtet til at følge den ene eller den anden større imperialistiske magt. Det er allerede i fuld gang med at lave forskellige økonomiske, politiske og militære samarbejdsaftaler med hver af dem.

Ifølge KKE er sådanne situationer indikationer på ”fænomenerne afhængighed og gensidig afhængighed”. ”Gensidig afhængighed” forandrer sig ikke fundamentalt, hvis et af disse lande er medlem af en særlig imperialistisk alliance. Grækenlands medlemskab af NATO og EU for eksempel ”begrænser det græske borgerskabs muligheder for at handle uafhængigt”, men ”gensidig afhængighed” forsvinder heller ikke i dette tilfælde, det bliver bare til ”ulige relationer inden for gensidig afhængighed”.!(23) Og igen læser vi, at ”gensidig afhængighed” også gælder for de klassiske imperialistiske stater: ”Selv hvis en eller flere stater er i toppen (af pyramiden) og er forrest i den kapitalistiske internationalisering og genopdelingen af markeder, vedbliver de med at være i position af gensidig afhængighed med andre lande. Tyskland kan fx meget vel være den ledende kraft i Europa, men dets eksport af kapital og industriprodukter afhænger af de europæiske landes og Kinas evne til at købe dem.”(24)

Lad os droppe den afhængighed, der er nævnt i det seneste citat. Bortset fra, at det er en del af inter-imperialistiske relationer, så er det en type af ”afhængighed”, der har eksisteret, lige så længe som verdensmarked, økonomi og eksport/import-relationer har eksisteret. Med sammenkoblingen af verdensøkonomien på det nuværende niveau er det naturligt, at sådanne gensidige ”afhængigheder” er tiltaget. Men selv her er der store forskelle i mulighederne blandt de kapitalistiske og selv de imperialistiske stater for at overvinde de ulemper, der rejser sig i forbindelse med denne slags gensidig ”afhængighed”. Når de inter-imperialistiske modsætninger ændrer de former, de hidtil har haft, når de forandrer sig svarende til det nye niveau af intensiverede modsætninger (det er på en måde det, der sker i dag!), og når åbne konfrontationer træder i forgrunden, så vil disse indbyrdes ”afhængigheder” også blive uigenkendelige. Ordet ”risikosænkning”, målet om at reducere den gensidige afhængighed inden for strategiske områder og sektorer, som de vestlige imperialister taler om nu om dage, er en indikation på, at den forandring, vi har nævnt, allerede er gået i gang.

Men for at skære helt ind til benet, så ligger hemmeligheden – som så ofte – i modsætningerne! Det er præcis i ovenstående modsætningsfulde udsagn (”ulige relationer inden for gensidig afhængighed”), at kernen i såvel emnet som kernen i vores indvendinger udtrykkes. Hvis der er ulige gensidig afhængighed, og hvis der er andre faktorer, der betinger denne ulighed, så er den ene side i dette forhold afhængig, og den anden er ikke. Den reelle forskel i ”gensidig afhængighed” er præcis denne ulighed. I det lys fungerer påstanden om ”gensidig afhængighed” også som dække over den ene sides afhængighed.

Vi behøver ikke at gå videre med det. Spørgsmålet er, hvordan vi skal anskue disse udviklinger. Tydeligvis kan BRICS-gruppen ikke kun betragtes i lyset af ”det globale syd”, eftersom Kina og Rusland ikke er der af godgørenhed. Disse to imperialisters engagement i BRICS er indlysende: blandt andet for at styrke egne positioner over for rivaliserende imperialistiske stater ved at bakke landene i ”det globale syd” op på en bred vifte af områder, fra råstoffer til geopolitik. Man kan give mange eksempler på, at konkurrencen på dette felt er skærpet de senere år. Det er tilstrækkeligt at se på sammensætningen af de internationale møder og konferencer, der er organiseret af de store imperialistiske stater. Et andet slående eksempel i denne kontekst er, at Kina og Rusland med succes er i stand til at udnytte den berettigede koloniale reaktion i disse lande mod de vestlige imperialistiske stater og i særlig grad være opmærksomme på at skabe det image, at de ikke er kolonimagter som vesterlændingene, og at demonstrere det i praksis gennem investeringer i infrastruktur eller de muligheder, der gives inden for rammerne af BRICS-gruppen.

Det skal understreges, at ovenstående opsummering af udviklingen kun er den ene side af mønten. På den anden side er der udviklingen og positionerne, som de vestlige imperialistiske lande har opnået gennem de sidste 40 år, dvs. produktion med ekstraordinær udnyttelsesgrad i landene, hvor arbejdskraften er billig, reduceringen af omkostningerne ved reproduktion af arbejdskraften i egne lande, indføringen af monopolpriser, opnåelse af en grad af kapitalakkumulation, der er usammenlignelig med de kapitalistiske udviklingslande, fornyelsen af deres monopolstilling inden for teknologi osv. Som resultat ser vi i de klassiske imperialistiske lande en monopolisering, en monopoldominans, en grad af akkumulation, et overskud af kapital og en svulmende finanssektor osv., som har nået dimensioner, der er usammenlignelige med Lenins tid. For eksempel har Apples monopol alene større finansiel magt end mange landes BNP. Derfor skal vi ikke, mens vi retter opmærksomheden mod den kapitalistiske udvikling i forskellige lande i verden og de monopoler og den finanskapital, der skabes i dem, overse graden af centralisering og koncentrationen af kapital i de imperialistiske lande og de muligheder, dette giver dem.

På denne måde kan man se, at udviklingen i de imperialistiske lande har et aspekt, der gør udviklingen i ”det globale syd” relativt tydelig, hvad angår fænomenet monopol og de relationer af dominans, der udspringer deraf. Selvfølgelig har disse lande undergået en markant kapitalistisk udvikling sammenlignet med deres tidligere stilling, men relativiteten i det forstås automatisk, når de klassiske kapitalistiske lande – og ikke disses tidligere positioner – tages som sammenligningsgrundlag. Med hensyn til kriterier som monopolistiske positioner i vigtige og strategiske sektorer, specielt teknologi, markedsdominans, indflydelsessfærer, kapitalakkumulation og kapitalreserver, militær, finansiel og diplomatisk sanktionsmagt er forskellen mellem de klassiske imperialistiske lande og de kapitalistiske lande, der er fremvokset i de seneste årtier, ikke ændret fundamentalt. Metaforen med ”pyramiden”, der skelner mellem dem i toppen og dem i bunden, synes ikke at benægte denne forskel, men ved at definere dem alle som imperialister gør man denne forskel til en kvantitativ forskel mellem kvalitativt identiske enheder. Men i det virkelige liv med barske konkurrencebetingelse inden for verdenskapitalismen viser erfaringen igen og igen hver eneste dag, at forskellen ikke bare er en kvantitativ forskel. Tværtimod er – for at bruge Hegels udtryk – kvantitet også kvalitet, hvilket betyder, at præcis denne kvantitative forskel skaber en kvalitativ forskel med hensyn til at påtvinge dominans og hegemoni i relationerne, hvilket er monopolets natur. (26)

Det må ikke glemmes, at det nuværende billede af magtrelationer og distribution af verdensøkonomien, som er meget mere sammenflettet end før, ikke vil være permanent. Fuldstændig ligesom forudsigelsen ”der kommer ikke flere krige”, der kom på baggrund af denne sammenflettede situation, var hul, så skal der ikke tænkes, at chancerne og udviklingsmulighederne, der udspringer af den nuværende situation, altid vil forblive de samme. Ja, de klassiske imperialistiske landes markedsandele vokser ikke som tidligere. Faktisk lige modsat. De har en faldende tendens på forskellige områder. Deres tidligere positioner i verdensøkonomien er svækket. Men denne tendens kan ikke betragtes som ensrettet og permanent. Tværtimod skærper det imperialismens modsætninger ved at fremprovokere modstand fra dem, der har mistet terræn. Når skærpelsen når et vist punkt, dvs. når ændringer i magtrelationerne tager fart og når et uacceptabelt niveau for det ene eller andet imperialistiske center, vil de generelle rammer, der gør den aktuelle kurs mulig, hurtigt blive forandret, og det sprog, der vil blive talt, er magtens og voldens sprog med al sin indbyggede destruktivitet.

Senest på det tidspunkt vil det blive klart, hvem der er imperialist, og hvem der ikke er!

Arbejderpartiet (EMEP), Tyrkiet

Oversat fra Unity & Struggle nr. 47, 2023

Læs 1. del af artiklen her

Artiklen er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2023

Se abonnement for 4 numre årligt:
100 kr for online abonnement – 380 kr for online og trykt udgave

Noter

J. Goldberg (2023) ”Weltordnung zwischen Globalisierung und Nationalstaaten”, s.134, 18-27

Citat fra Goldberg, ibid. (Originalartikel: Charles Krauthammer, ”The unipolar moment”, Foreign Affairs, januar 1990)

I sin tale på “20th Meeting of Communist and Workers’ Parties” argumenterede Günter Pohl, international sekretær i DKP, for, at Ruslands udenrigspolitik i Syrien og Ukraine/Donbass ”objektivt er antiimperialistisk”! http://solidnet.org/article/20-IMCWP-Written-Contribution-of-German-CP/

Sådanne håb er ikke begrænset til Tyskland, men eksisterer også i forskellige venstreorienterede og selv marxistiske cirkler i forskellige lande.

Fra partiformand Patrik Köbeles tale på den 25. partikongres, ”in what age do we live?”, https://www.unsere-zeit.de/in-welcher-epoche-leben-wir-4778511/#more-4778511

Köbele, ibid

Köbele, ibid

Her er der på sin vis en henvisning til KKE i Grækenland.

Udviklingen efter kuppet i Niger indikerer, at en ny proxy-krig i Afrika kan bryde ud når som helst.

Tale af KKE-leder Aleka Papariga (2013), https://inter.kke.gr/de/articles/On-Imperialism-The-Imperialist-Pyramid/

Papariga, ibid. KKE’s program indeholder næsten samme definition.

Papariga, ibid.

Papariga, ibid.

Papariga, ibid.

Vi nævner ikke faktorer som fx disse udviklingers indvirkning på klasserne og deres kamp, fordi det ikke er emnet her.

Papariga, ibid.

Vi berører ikke aspekter i analysen af, hvad der sker i relation til stadiet og vejen til revolution, eftersom det ikke er emnet.

KKE, https://inter.kke.gr/de/articles/Der-Diskurs-soll-mit-Argumenten-und-nicht-mit-Verleumdungen-durchgefuert-werden/

Paradoksalt, fordi et monopol kvæler konkurrence, men ikke kan eliminere den.

Lenin, Imperialismen

For eksempel er det ikke et tilfælde, at USA i sin rivalisering med Kina forsøger at fastholde sin dominans inden for chip-teknologi og i den anledning har opmærksomheden særlig rettet imod modangreb og sanktioner. Mens denne fodnote blev skrevet, blev det rapporteret, at USA’s præsident Joe Biden ville offentliggøre et nyt dekret, der udelukker USA-kapital fra at investere i kinesiske firmaer (firmaer, der opererer i Kina, eller er kontrollerede af den kinesiske regering), der arbejder inden for områder som halvledere, kvantecomputere og kunstig intelligens.

Bloomberg (2022), https://www.bloomberght.com/turan-uretim-merkezleri-kayiyor-onemli-firsatlar-mevcut-2315805

KKE, ibid.

Papariga, ibid

Et nyligt eksempel: Mens dette blev skrevet, udtaltes det fra det russisk-afrikanske topmøde i St. Petersborg, at deltagerne sammen ville gå imod ”neo-kolonialisme” og arbejde for en fuldkommen de-koloniseringsproces i Afrika, og ligeledes gøre sig anstrengelser for at kompensere de tidligere kolonier for de tab, de led under koloniherrerne.

Det er klart, at vores kvantitet/kvalitet-udsagn ikke betyder, at de imperialistiske lande ikke er kapitalistiske. For hvis imperialismen er kapitalismens højeste stadie, så er forskellen på de imperialistiske kapitalistiske lande og de almindelige kapitalistiske lande udledt præcis på baggrund af kapacitet til, som lande, der har nået dette højeste stadie, at skabe og påtvinge monopolistiske relationer med dominans og hegemoni. Betingelserne for denne fremvoksen og udkrystalliseringen af denne kapacitet i og med opnåelsen af det højeste stadie i kapitalismen indikerer, at det ikke udviser en kvantitativ, men en kvalitativ karakter i den ovenfor nævnte betydning.