Jul i Vestre, i Frøslev og i Sachsenhausen.

Her juleaftensdag vil vi opfordre dig til at læse disse to små beretninger om jul i fangenskab – i vestre fængsel og i frøslev – i tysk fangenskab samt digtet om jul i Sachsenhausen af Arnulf Överland. De er alle tankevækkende i en tid, hvor bomberne hagler ned over Gaza – over et indespærret palæstinensisk folk.

Jul i Vestre, i Frøslev og i Sachsenhausen.

Fra bladet Pigtraad nr. 5, December 1946 (første årgang). Pigtraad var danske koncentrationslejrfangers blad udgivet af Kammeraternes hjælpefond, som blev stiftet i 1945 af tidligere KZ-fanger, som følte, der var et behov for at hjælpe de kammerater, hvis helbred havde taget varig skade i fangenskabet og for at hjælpe enkerne efter dem, der ikke kom hjem.

Jul i Vestre Fængsel

Lillejuleaftensdag gik Celledøren til Celle 428 pludseligt op, og den lille, tyske Kalfaktordreng, der gik til Haande hos Fraülein Müller, der stod for Pakkerne i Vestre Fængsel i Vinteren 1944/45, stod udenfor Celledøren og sagde: »Jule-Paket«. Jeg kom med hen til Pakkeudleveringen, og da Fraülein Müller saa, at der var en Bog i Bakken, spurgte hun, om jeg havde Læse- og Rygetilladelse, til hvilket jeg maatte svare nej, hvorpaa Kalfaktor-Drengen straks udbrød: »Du hast doch gelesen, als ich kam.« Denne udsøgte Elskværdighed var Fr. Müller dog saa human at overhøre, og jeg fik Bogen udleveret med Formaning om at faa den laaset inde i Skabet ude i Gangen. Juleaften smykkede den trods Forbudet det helt festlige Julebord, som mine Kammerater og jeg trods fattige Midler fik pyntet.

Alle, der har siddet fængslet i Tyskertiden, ved, hvilken Rolle Tanken om Mad spillede, og vor Spænding angaaende Julemaden var kolossal — vi fablede om Flæskesteg, Rødkaal og lign. Stor var Skuffelsen, da den omsider viste sig at bestaa af en Skive Kødpølse og Rugbrød, et Traktement, der ikke blev varieret de andre Helligaftener, men som til Nytaar blev skaaret ned til 2 Stk. Pølse til 3 Mand!

Noget senere gik Celledøren paany op, og mine 2 Kammerater og jeg blev sammen med de andre fængslede i en lang Række ført over i Bygning I., hvor der i Fængselsgangen var rejst et Juletræ; medens vi kastede et stjaalent Blik paa Træet, der naturligvis ikke var rejst for vor Fornøjelse, fik vi stukket en lille Røde Kors Pakke i Hænderne, og i raskt Tempo gik det tilbage til Cellen, akkompagneret af Vagtmestrenes »Los, los«!

Pakken indeholdt et meget velkomment Supplement til den spartanske Julekost, men det undrede mig den Gang, og det undrer mig stadig i Dag, at det ikke var lurmærket Smør, der var i Pakken!

Min Cellekammerat, Schade Poulsen, var begyndt at tegne vort Julebord, som vi var meget stolte over, da vi hørte, at der blev sunget Julesalmer oppe i en af Fængselsbygningens øvre Etager; kort efter kom min gode Aand, Vagtmester van Zanten — han vil sikkert huskes af mange, der har siddet i Stuetagen i Bygning II. — og aabnede Celledøren for at vi bedre kunde høre Sangen Det var et gribende Øjeblik. Stemmen var pragtfuld, og den skabte pludseligt den Julestemning, som vi havde været forberedt paa helt at savne. Den Gang vidste vi ikke, hvem Sangeren var, nu ved vi, at det var Arkitekt Kornbeck.

Da den smukke Sang var forstummet, blev Celledøren atter smækket i, og Resten af Aftenen gik med, at jeg paa Opfordring af mine to Kammerater fortalte om de Juleaftener, jeg havde oplevet i Østen.

En »Gunstbevisning« blev os endnu til Del Juleaften 1944 i Vestre Fængsel: Lyset blev ikke slukket Kl. 21 som sædvanligt, men det fik Lov til at brænde til Kl. 22, dog, da vi intet havde faaet at vide derom, kravlede vi til Køjs til sædvanlig Tid, saa nogen særlig Glæde deraf fik vi ikke.

Saa laa vi til Slut i Mørket, lyttede til Skridtene derude og til Blodhundenes Glammen, og da vi havde forsikret hinanden om, at i Nat kom vi næppe i Forhør, ja, saa gik Tankerne udenfor Fængslets Mure til dem derhjemme.

Af P.Kragh

Jul i Frøslev.

»Sechs Mann zurück von Waldarbeit« — »In Ordnung«. Seks Mand sjokker hen til Skuret og afleverer et Par Økser og nogle rustne Spader, hvorpaa de underligt sammenkrøbne forsvinder op mod Barakkerne. Deres Kapper er uformelige, og de gaar foroverbøjede som under en, tung Byrde. Men Billedet ændrer sig. Næppe er Pedersen kommet ind i Barakgangen, før ‘han med et tilfreds Suk retter sig op, og ud fra Kappen haler han det sødeste lille Juletræ, som han har organiseret i Skoven og smuglet ind trods de strengeste Forbud fra Stuba.

Vi nærmer os Julen T944. De Allieredes Landgang i Juli fyldte os alle med Overmod, og som altid i Lejrene var Rygterne adskillige Dagsmarcher forud for de fremrykkende Hære. Men alligevel! Sejren var sikker, Spørgsmaalet, det evige ‘Spørgsmaal var kun — hvornaar? Trods den tyske »Jule-Offensiv« var Stemningen høj.

Jul igen, for nogle af os var det den anden Jul bag Tremmerne, den første i Vestre eller Aarhus Arrest, den tristeste Jul man kunde tænke sig, nøgen, graa og blottet for alt, der kunde kaste et lille forsonende Skær over Fangenskabet denne ene Aften. Lyden af Kirkeklokkerne derude havde været uudholdelig, Tankerne vilde ikke tøjles, og hvor blasert man end kan være overfor mange andre Ting, Julen, Barndommens Jul, havde dog for os alle et Skær af Mildhed, bragte en Længsel med sig, som gjorde ondt.

Men i Aar skulde det være Løgn. I Aar vilde vi skabe os en rigtig hyggelig Juleaften efter hver sin Evne. De smaa Juletræer dukkede op paa den sælsomste Maade, og selv Klein lod sig overtale til at lukke Øjnene for »das verfluchte Theater«. Pigerne klippede de bedste Lagener i Stykker og syede Lommetørklæder til Pigtraadskæresten, i Køkkenet var den. ulyksalige Køkkenchef paa Randen af et nervøst Sammenbrud over de usandsynlige Svind i Beholdningerne trods al Kontrol, Digmann blev klippet, E. P. smilede til Nygaard, Winkel og Løbger trænede med Koret, og Præstesynoden stak Hovederne sammen, kort sagt der var faktisk ved at brede sig en sprælsk JuleStemning over Lejren.                ;

Saa kom Natten mellem den 20. og 21. December. En Klirren af Nøgler, man hørte Formandens Dør blive aabnet og tyske Stemmer. Umuligt! det kunde de ikke gøre, selv ikke Tyskerne. Og saa var de der alligevel igen. Transport.

Tavse, nogle ligegyldige, nogle nervøse, nogle, der søgte at skjule deres Nervøsitet bag et stift Smil. Hvorfor nægte det, vi var alle hundeangste. Vi havde allerede faaet Folk hjem sydfra, hvis Forfatning sagde, hvad Ord ikke kan udtrykke. I Sygebarakken laa dødssyge Kammerater, som en sær ‘Skæbne havde bragt hjem for at dø. Vi vidste alle, at Turen sydpaa var en halv Dødsdom. ‘Saa — nu kommer de.

Meister Klingbeil, Hess og Akselbo. Akselbo bleg som et Lig læser Listerne op, hans Stemme knækker Gang paa Gang, det er hans egne Kammerater, der skal afsted, Hess sætter ham fra Bestillingen. »Sie sind zu weich«. Ak Gud ja, zu weich. Digmann fortsætter, Stemmen ryster, og den ellers saa klare Officersrøst er rusten. Videre, videre, Petersen, Erik. Nej, det er ikke dig, han skal være født i 1922. En gusten ældre Mand paa Randen af en Besvimelse træder tilbage i Geleddet, en 23-aarig Dreng marcherer med faste Skridt ned paa højre Fløj.

Morgenen slæber sig af sted, indtil den sidste Vognfuld forsvinder i Taagen ned mod Harreslev, en Mor staar og græder op ad Pigtraaden, Sønnen gik sydpaa, Barth havde forbarmet sig over hende og ladet Drengen kysse hende Farvel.

Jul i Frøslev. Julestemningen, eller rettere Julens Feststemning er blæst væk, Tankerne er hos dem, der rejste, ingen kan mere faa sig til at pynte eller forberede noget. Juleaftensdag gryr.

Forvaltningen har gjort, hvad der var muligt for at skabe Fest, og Røde Kors, personificeret ved vor elskede Baronesse Wedellsborg, sender os alle en lille Pakke. Vi smiler, vi blaserte, men der er en Taare i Smilet, og henne i Hjørnet sidder en gammel Vagabond, som en mærkelig Skæbne bar kastet ind i denne Lejr, og vender og drejer den første Julegave, han har faaet, siden han var en lille Dreng. Midt i Salen staar et Juletræ, Lysene slukkes, og Digmann i den danske Officersuniform, hvis civile Knapper skjules af Mørket, taler til os. Der er ganske stille, Talen er smuk, det er mere Stemmens Klang end Ordene, vi lytter til. Bag Digmann staar en lille Gruppe, og pludselig lyder den gamle Julesalme gennem Salen. Vidunderligt smukt synger de for os, Stemmerne løfter og sænker Sig og dør langsomt hen. Vi rejser os stille og gaar i Barakkerne.

Hver Barak har sit Særpræg, præget dels af Formanden og dels af den specielle Kategori, der er samlet i denne Barak. Barak 3, Køkkenbarakken, dufter som en Proprietærgaard Aftenen før Jul, oppe hos Dovre i 13 hænger en Duft af Gran i Gangen., Haandværkerne i 4 synes ikke at være særlig interesserede, Gendarmerne i 11 har holdt Julerengøring og samles til Gudstjeneste.

I Sygebarakken aabnes alle Dørene, og. Pastor Kofod taler. De, der kan taale at flyttes, er bragt ud paa Gangen. Alle synger dæmpet med paa Salmerne, de Salmer, vi dog alle kender uden at skele i Bogen. Inde i Værelserne ligger de hjemvendte fra Tyskland med Hænderne under Nakken og stirrer krampagtigt op i Loftet. Der er saa mange Minder, der trænger paa, bare de dog vilde slukke Lyset lidt, man vil saa gerne være alene, bare et ganske lille Kvarters Ensomhed med sig selv, sine Minder, Ensomhed, som man aldrig har i en Lejr, Ensomhed, hvor man kan fremmane dem, man knuger sig til i Tankerne og giver saa mange Løfter for Fremtiden.

Rundt omkring i Værelserne fejres Julen paa alle tænkelige Maader, men. fælles er, at paa et vist Tidspunkt dør al Samtale hen, og hver for sig sidder man og stirrer ind i Kakkelovnen eller vender sig paa sin Køje med Ansigtet mod Væggen, nogle sidder og drejer Julehilsnerne hjemmefra og læser dem for hvem véd hvilken Gang og tænker paa, om den lille trykte Julehilsen, som Steffen Lund fik gennemført, at vi fik Lov at sende hjem, er naaet frem.

Jul i Frøslev! Fattig var den i det ydre, men mon vi alligevel vilde undvære den?

Jul i Sachsenhausen.

Af Arnulf Overland.
Med Tegning af Per Ulrich.

Et juletræ er tendt på galgebakken!
Vi sitter benket ved vor suppeskål
og dufter stille av den sure kål,
og har det hyggelig her i barakken.
Vi feirer dagen, da en mand blev født,

som bar så underlige frihetsdrømme:
Han vilde vække liv, der alt var dødt.
Han vilde fri fra fremmed herredømme
og egne landsmends farisæerklasse
en voldtat, våpenløs og rådløs masse.

Han vilde rense tempelet for svik
og fjerme skillet mellem arm og rik
og fri fna stevedorn sitt folk og land,
— den altfor drømmerike, unge mand!

Om samme folk er det en bok fortæller,
det sat i babylonisk fangenskap.
Men det er samme lov, som endnu gjælder,
dens bud er det totale folkedrap:
Gå hen og gjør alverdens folk til træller!

År strømmer hen, årtusender forbi,
her sitter vi!

Nu har vi vasket vore suppekrus
og vi lar synke vore slitte næver,
mens vore længselssyke tanker svæver
om brændte tomter og forfatte hus.
Der var vort hjem!
Og vore kjære, hvordan går det dem?
Vi håper, og vi tror, at die lever,
vi skriver brever —
der kommer altid et og andet frem
med kvalte utbrudd, ord som bare tier.
Vi går i måneder og venter svar,
og himlen gråner, selv om den er klar;
tilslut får vi et svar som intet sier!

Vi går og håper, snart må noget hænde,
et tegn må ske….
Selv disse år må engang ta en ende!
Vi lytter til et flaut kommuniké;
og jorden vender sig mot frost og mørke,
mot natt og sne.

En mand blir løslatt,
ind kommer der en hundredtallig flok.
Når blir det nok?

Der går en ved til frihet — skorstenspipen!
Det er et hverdagsblad av vor historie,
en alfarvei: Revier og krematoriet!

Men ‘det skal hevnes! hørte vi fra nogen.
Da kom det fra en mand fra Televågen,
fra en av dem, som hadde mistet sønner,
det faldt så stille, men det gav et chock:
Kva skal vel eg med hemm? Og manden stønner:
Nei, me frå Televåg hev fenge nok!

Og kan vi tænke slik, då blir det fred.
Men’ vil du slukke ild med hatets flamme,
da får du endnu engang se det samme;
Slekt efter slekt skal stille på geled
til marsch i mørket og mot ukjendt sted!
De skyldige, dem kan du ikke ramme
Ved å la barn og kvinder trampes ned!
Det kommer for mig noget jeg fik høre,
som Martin sa: Det første jeg skal gjøre,
det er at sætte op igjen en stue,
selv om den ikke blir så grann og stor;
men det er greit å vite, hvor en bor,
og godt å sitte på sin. egen tue.
På denne bakken ned mot havn og brygge,
der vil jeg bo, den stuen vil jeg bygge.

Der tændes vinduer i vårblek kveld.
Det skinner i den nye låvevæggen.
Nede i bekkefaret dufter heggen
og lien lysner undler sneblå fjeld.

Men næste gang, vi hører dyreskriket
og motorbrølet fra en fremmed hær,
da kjender vi dem, vet vi, hvem de er,
og vi skal møte dem og ikke vike!
Ukrenkelig er Norges land og rike!