Hvad skete der i Sovjet med Hrustjov – en ulv i fåreklæder (I)

Anmeldelse og opfordring til at læse Enver Hoxha bog: Hrustjoviterne – erindringer i to dele.

Af Oscar Özgür Serin

Hvad skete der i Sovjet med Hrustjov – en ulv i fåreklæder

Kommunisternes ideologiske grundlag er marxismen-leninismen. Den eneste gennemførte proletariske revolution, som verden har set, er den store Oktoberrevolution i 1917, som blev gennemført i det russiske zar-imperium. Der har i andre lande været folkeopstande og magtovertagelser, hvor kommunisterne har taget lederskabet, men det har ikke været socialistiske revolutioner, hvor arbejderne bevidst gik til væbnet kamp mod kapitalistklassen. Eksempler på disse er den Ho Chi Minh-ledede magtovertagelse i Vietnam i 1945 og Fidel Castros magtovertagelse på Cuba i 1959. Castro og Ho Chi Minh stod også ideologisk et godt stykke fra hinanden. Detaljerne omkring disse ideologiske forskelle vil jeg undlade her.

Lenin var verdens første leder af en socialistisk stat. Lenin døde syv år efter revolutionen (1924), og hans store elev Stalin overtog lederskabet, og netop han bærer en stor del af æren for opbygningen af socialismen i Sovjetunionen under meget vanskelige betingelser. Det var en periode med mange angreb (både militært, ideologisk, økonomisk) fra udlandet og fra indre kræfter (kontrarevolutionære). Det vil næppe være en overdrivelse at nævne, at kampen mod disse indre og ydre fjender stod på i hele Lenins og Stalins regeringsperiode. Attentater mod Lenin. Trotskistisk sammensværgelse mod Sovjetunionen. Samarbejde med imperialistmagter. Samarbejde med italienske og tyske fascister i 30’erne for at skade socialismen i Sovjet. Mord begået mod sovjetiske politikere. Kulakkernes (rige bønder, som modsatte sig kollektiviseringen af landbruget) opstande, sabotage og angreb på staten. 14 imperialiststaters angreb på Sovjet efter 1. verdenskrig. De tyske fascisters barbariske angreb, som kostede 27 millioner sovjetborgeres liv. Listen over angreb på Sovjet er uendelig lang, men i det følgende vil vi beskæftige os med perioden efter Stalins død, revisionismens gennembrud.

Enver Hoxhas (albansk kommunist og leder) bog Hrustjoviterne (opkaldt efter Nikita Hrustjov og de øvrige forrædere) er en udførlig indføring i, hvordan marxismen-leninismen ideologisk blev udhulet og erstattet med en liberalistisk linje, men på samme tid camoufleret med røde faner og kommunistiske fraser. Kort fortalt, det er vejen til, hvordan kapitalismen blev genetableret som system.

Hvem var Enver Hoxha? Enhver Hoxha ledte Albaniens Arbejdets Parti under 2. Verdenskrig, og albanerne befriede sig fra de italienske og tyske fascisters tyranni uden hjælp fra Den røde hær. Hoxha ledte et ægte socialistisk styre i Albanien frem til sin død i 1985. Hoxha kendte Stalin personligt, men kendte også mange af de øvrige højtstående sovjetiske statsledere igennem utallige møder mellem de socialistiske lande. Bogen handler i grove træk om de mange diplomatiske møder, som Hoxha havde med de sovjetiske ledere i perioden fra 1953-1961. I 1961 afbrød Sovjetunionen de diplomatiske forbindelser med det socialistiske Albanien. Det i sig selv er interessant, at et såkaldt socialistisk land (Sovjet) afbryder forbindelsen med et andet ægte socialistisk land. Det er en udvikling i verdenshistorien, som de borgerlige historikere på ingen måde har ønsket at beskæftige sig med eller at viderefortælle. Fordi for dem er det ikke vigtigt at fortælle historien om ægte socialistiske lande og de lande, som står i opposition, men som er i socialistisk forklædning. Problemet er, at det også er komplekst og kræver studier og hårdt arbejde at sætte sig ind i, netop fordi det hele i begyndelsen udviklede sig på en subtil og manipulerende måde.

Stalin dør 5. marts 1953 – forrædere får frit spil

Umiddelbart efter Stalins død opstår en form for planlagt panik med stort ståhej i den øverste sovjetiske ledelse. Stalins død er også lidt af et mysterium, og Hoxha beskriver det også ganske kort, hvor han nævner, at den forræderiske klike omkring Nikita Hrustjov muligvis har stået bag. Ligesom der var en række andre mystiske dødsfald i Moskva før og efter Stalins død. Den store bulgarske kommunist Georgi Dimitrov døde i Moskva i 1949 af mystiske årsager. Det samme gjorde den polske kommunist Boleslaw Bierut i 1956 – officielt af en forkølelse! Den store tjekkiske kommunist Klement Gottwald døde også i 1953 i Moskva af kryptiske årsager! Han havde været til Stalins begravelse og døde. Alle fire meget store marxist-leninistiske skikkelser, som stod Stalin nært.

I perioden umiddelbart efter Stalins død kom der ikke en officiel fordømmelse af Stalin, ej heller af den politik, som var blevet fulgt under Lenin og Stalins periode. De hrustjovitiske forrædere var i fuld gang med at foretage en masse omrokeringer i den sovjetiske ledelse og i de magtfulde positioner i politi, militær og administration. D. 6. marts 1953 blev der indkaldt til hastemøde i centralkomiteen, ministerrådet og det øverste Sovjets præsidium. Mødet handlede ikke om, hvor stor en leder verden havde mistet, men om fordeling af nye poster! Malenkov blev ministerpræsident, Beria blev viceminister, og Bulganin, Mikojan, Kaganovitj og Molotov delte de øvrige poster. Stalin var kun lige død, det sovjetiske folk græd og sørgede, men den øverste ledelse sad og fordelte poster på den mest vanvittige og grådige måde, man kan forestille sig.

Nogen vil måske undre sig. Hvorfor kunne det sovjetiske system ikke modstå det pres? Det er et godt spørgsmål, hvor forklaringen blandet andet ligger i, at hrustjoviterne længe havde ligget på lur og opbygget en magtfuld klikke omkring sig, der alle ventede på Stalins død. De kunne ikke revidere marxismen-leninismen, mens Stalin levede. Og hvorfor kunne de ikke det? Fordi hans autoritet var for stærk. Tilliden fra folket til Stalin var massiv, og ingen ville tro hrustjoviterne, såfremt de havde angrebet ham ideologisk, mens han levede. Derfor lå de på lur og slog til, så snart han døde. Som om dette ikke var nok, så planlagde nogle af de sovjetiske ledere deres fremtidige karriere, mens Stalin lå livløs på gulvet og endnu ikke var begravet! I blandt dem var der ærlige kommunister, der ikke var korrumperede, men som blot var forvirrede og påvirkede af hele situationen. Påvirkede af at have mistet en kæmpe ideologisk fader. Den kløgtige dreng fra Gori i Georgien, som blev den store murer i verdens første socialistiske stat, der befriede millioner af mennesker fra kapitalismens daglige slaveri. Sorgen var stor, og det er den stadig i dag. Men det blev værre. Nikita Hrustjov, denne giftige slange, forberedte sit kup.

Titoisterne

Enver Hoxha har skrevet en anden bog med titlen Titoisterne. Den refererer til den jugoslaviske leder Tito og hans særlige socialisme. Jeg vil ikke omtale bogen her, men jeg vil omtale den kritik, som Enver Hoxha rettede mod de titoistiske revisionister. Fordi den indledende polemik mellem de ægte kommunister og hrustjoviterne handlede netop om titoisterne. Lad os lige kigge på, hvad det handlede om.

Hvem var Josip Bros Tito? Tito var en jugoslavisk revolutionær, der ledte partisanerne til deres sejr mod de tyske fascister. Han ledte Jugoslavien og dets såkaldte kommunistiske parti frem til sin død i 1980.

Efter 2. Verdenskrig dannedes Kominform, som var et internationalt kommunistisk informationsbureau. Det blev dannet i september 1947 og opløst i april 1956. Efter 2. verdenskrig rettede Stalin og den internationale kommunistiske bevægelse skarp kritik mod ledelsen i Jugoslavien og den økonomisk-politiske udvikling, som tog fart i Titos land. Tito selv eller den jugoslaviske ledelse ønskede ikke at deltage i den internationale kommunistiske bevægelses møder, ej heller at underskrive de rapporter, som i fællesskab blev diskuteret og vedtaget. Men hvad gik Kominforms kritik ud på?

Kominform kritiserede i juli 1948 det jugoslaviske kommunistpartis ledelse for at have trukket sig fra den internationale kommunistiske bevægelse og indtaget en nationalistisk linje, samt fjernet sig fra den proletariske internationalismes ånd. Derudover havde jugoslaverne overdrevet deres egne evner og troet, at de kunne modstå imperialismens pres uden at samarbejde med den øvrige socialistiske lejr. Tværtimod havde de givet indrømmelser over for imperialismen i et forsøg på at fremstå moderate og også direkte tilnærmende over for imperialismen. I praksis havde de indtaget en position, hvor de frygtede, at alliancen med Sovjetunionen ville være mere truende for deres selvstændighed frem for et samarbejde med den vestlige imperialisme. Kominform gjorde Tito og de jugoslaviske kammerater opmærksomme på denne fare, og at denne strategi ville føre til, at Jugoslavien ville bevæges i retning af en nationalistisk linje, der favoriserede kapitalistklassen ved at styrke båndene med vestlige regeringer og vestlig kapital. Dette var en direkte anti-marxistisk politik, som Tito også blev beskyldt for.

Derudover havde den jugoslaviske ledelse ytret direkte Sovjetfjendtlige udsagn, hvor deres udenrigspolitik var på samme bølgelængde over for Sovjet som over for øvrige kapitalistiske nationalstater. Dette blev igen vurderet som nationalborgerlig politik, der ikke harmonerede med den socialistiske lejrs politik, ånd og internationalisme.

De titoistiske jugoslaver havde fjernet sig fra den marxistisk-leninistiske linje og indtaget en opportunistisk linje, hvor klassekampen især i landdistrikterne blev opgivet og småproduktion samt kapitalistiske grupperinger fik spillerum til at blomstre og forøge deres kapital og magt. De rige bønder (kulakkerne) fik lov at bevare deres magt i landdistrikterne, og køb og salg af jord var tilladt som under kapitalismen. En sund og fungerede kollektiviseringsplan for landbruget fandtes ikke, og endnu værre var, at den jugoslaviske ledelse slet ikke tog dette problem alvorligt. For at opsummere rapportens hovedindhold kan man sige at Tito-kommunisterne havde fjernet sig fra marxismen-leninismen, opgivet proletariatets diktatur og i stedet indtaget en nationalistisk linje over for den socialistiske lejr.

Kominform ekskluderede Jugoslavien fra informationsbureauet. Det kritiserede landet og advarede om, at det omgående skulle rette op på fejl og mangler. Ellers ville det få fatale konsekvenser for socialismen. Såfremt den titoistiske gruppering ikke formåede dette, opfordredes kommunistpartiet til at finde en ny ledelse med marxismen-leninismen som kompas og omgående sætte socialismens opbygning på dagsordenen.

Kominforms kritik af Jugoslavien blev ikke modtaget med kyshånd. Jugoslavien fortsatte i dette spor og endte med at blive revisionismens og kontrarevolutionens bannerførere. Dag for dag blev relationen med den socialistiske lejr værre, og til slut var Jugoslavien ikke længere end del af den socialistiske familie. Da Stalin døde i 1953, deltog Tito ikke i begravelsen. Han var derimod taget til England for at besøge kongehuset, samt for at bede de engelske imperialister om yderligere kreditter, forøge samarbejdet og forsyne Jugoslavien med yderligere militært isenkram. Sikke en kommunist!

Hrustjov – en ulv i fåreklæder

Tilbage til vort oprindelige emne – hrustjoviterne. Nogle vil måske undre sig over, hvorfor jeg brugte så meget energi på at beskrive titoisternes afsporing fra marxismen-leninismen, når vi nu taler om Hrustjov? Svaret på dette spørgsmål skal findes i den strategi, som hrustjoviterne anvendte i perioden efter Stalins død. Hrustjov havde endnu ikke magten, men han ønskede den, og han ønskede for alvor at udhule og revidere marxismen-leninismen samt nedbryde proletariatets diktatur. Hans langsigtede mål ville være at korrumpere Sovjet, genoprette kapitalismen og gøre Sovjet til en socialimperialistisk supermagt, hvor de mindre republikker i unionen og folkedemokratierne i Østeuropa ville være lydige marionetregimer. Han kunne ikke gøre det fra den ene dag til den anden. Fordi Sovjetstaten stod stærkt efter Stalins død. Han skulle eliminere de ægte og loyale kommunister, skabe splid i lejren ved brug af intriger og manipulation, og han lykkedes med det.

Men han havde en hovedfjende, som konstant stak en kæp i hjulet på hans forræderiske politik. Manden var Enver Hoxha. Hoxha havde gennemskuet denne kræmmer allerede fra begyndelsen, men kunne ikke åbenlyst stå frem og anklage Hrustjov for at være en forræder. Det ville skabe unødig splid i lejren og heller ikke være en korrekt måde at gøre det på. Hrustjov talte først i gode vendinger om kammerat Stalin, dernæst angreb han ham diskret med stikpiller. Trak i land, når det krævedes. Sådan fortsatte det. Uge efter uge. Fra det ene møde til det andet. Malenkov ledte landet. Beria blev gjort til syndebuk, han kom i modvind af den hrustjovitiske klike med beskyldninger om forræderi, og i sidste halvdel af 1953 sad Hrustjov på magten.

Den første beskidte manøvre, som hrustjoviterne gjorde brug af, var at indkalde de kommunistiske partiers ledelse for at fremme forsoningen med Titos Jugoslavien. Hoxha og de albanske kommunister stod stejlt på, at Tito var en anti-marxist, og hans revisionistiske politik burde udstilles. Hrustjoviterne forsøgte med manipulation som våben at overbevise de øvrige ledere af kommunistpartierne fra Østeuropa om, at alle begår fejl, og at det er menneskeligt at fejle. Selv kommunistiske kammerater begår fejl, sagde de. Kammerat Stalin begik også fejl. Dette var hans argumentationslogik. Desværre var der nogle af de kommunistiske kammerater, som faldt for hans ævl og forræderiske politik. Den polske kommunistleder Bierut stod stærkt. Det samme gjorde Rakosi i Ungarn. Ligeledes Hoxha i Albanien. Bulgarien stod svagt efter Dimitrovs død. Det samme gjorde Rumænien, der hurtigt vaklede. Tjekkoslovakiet var lidt mere broget, men Gottwald stod stærkt. Kina, som flere år senere afsporede sig selv på revisionismens kurs, indtog på daværende tidspunkt i 1950’erne et fornuftigt standpunkt. Kina forsvarede indledningsvis Stalin, rettede kritik mod Tito og fordømte revisionismen. Det var sådan, det begyndte. De fleste faldt i fælden, eller blev elimineret. Albanien stod stærkest ideologisk. De holdt fast i marxismen-leninismen. Hoxha refererede hver gang til den rapport, som Kominform i 1948 havde udarbejdet om Jugoslavien og dets afvigende kurs. Men hrustjoviterne mente, at den rapport var for hård og uretfærdig!

Detaljerne omkring, hvordan hrustjoviterne fik overtalt, manipuleret og afskediget de kræfter, som fastholdt marxismen-leninismen, til at ændre kurs og forsones med revisionisten Tito, kan man læse om i bogen. Samtlige ledere fra de østeuropæiske lande endte med at rejse til Beograd og forsonedes officielt med Tito. Hoxha nægtede, og opfordrede de sovjetiske ledere til at fastholde den marxist-leninistiske kurs – dog uden held.

Hoxha hævdede på korrekt vis, at Tito åbenlyst havde forladt den socialistiske lejr, og indtaget en position, hvor landet forsvarede sin egen nationale kapitalistklasse og samarbejdede åbenlyst med fremmede imperialistmagter. At handle med andre lande er ikke det samme som at afvige fra principper. Jugoslavien modtog kreditter fra disse lande og forsonedes med dem ideologisk. Hoxha fremhævede også gang på gang, at Tito propaganderede både åbenlyst og i det skjulte for opportunisme og kontrarevolution i Albanien, Ungarn og i verdenspressen. Tito var en fjende af socialismen. Sådan formulerede Hoxha det. Hrustjoviterne blev rasende og mente, at albanerne var urimelige og uforsonlige. Uforsonlig er måske et nøgleord her. Ja, hrustjoviterne havde ret. Hoxha var uforsonlig over for imperialismen, revisionisterne og opportunismen. Præcis som Stalin havde lært ham. Kapitalistklassen er vor uforsonlige fjende. Tito og hrustjoviterne havde forsonet sig med fjenden.

Anden og sidste del af anmeldelsen kan læses her

Oscar Özgür Serin september 2023

Artiklen er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2023
Se abonnement for 4 numre årligt:
100 kr for online abonnement – 380 kr for online og trykt udgave

Hrustjoviterne blev oversat til dansk og udgivet i 1982 af det dengang revolutionære DKP/ML. Oversat fra engelsk »The Khrushchevites« Tirana 1980

Kan købes i Oktober bogbutikkerne eller læses her

Enver Hoxha. Hrustjoviterne (Erindringer). Dansk.

Læs også :

Imperialismen og revolutionen (PDF)

Eurokommunisme er Antikommunisme (PDF)