Özak Textile blev grundlagt for 10 år siden i Urfa i det sydøstlige Tyrkiet som den fjerde tekstilfabrik i Özak Holding. Fabrikken producerer hovedsageligt til internationale virksomheder som Levi’s, Zara og Hugo Boss. Siden 1985 er holdingselskabet vokset ved at udvide til mange forretningsområder. Ud over statstilskud og skattelettelser har størstedelen af denne vækst skyldtes de stærkt udnyttende forhold, som arbejderne er blevet påtvunget.
Ud over de ekstremt lave lønninger er fabrikken, der beskæftiger 700 arbejdere, præget af systematisk undertrykkelse.
En af de førende støtter for chefens intense pres på arbejderne, herunder chikane, er fagforeningen Öz İplik-İş, der er tilknyttet den regeringsvenlige konføderation. Fagforeningen, som skal forestille at være en arbejderorganisation, er fuldstændig på ledelsens side og har en arbejderfjendsk holdning. Da direktøren – som var blevet informeret om, at arbejderne, som ikke fik støtte, men afvisning fra fagforeningen, organiserede sig for at skifte fagforening – afskedigede en kvindelig arbejder, stoppede 450 arbejdere, som var medlemmer af BİRTEK-SEN, arbejdet og begyndte deres
modstand.
Guvernøren forbød arbejderne at samles foran fabrikken og forbød alle aktioner såsom pressemeddelelser og demonstrationer i byen. Gendarmeriet, der implementerede forbuddet, belejrede fabrikken og forhindrede arbejderne i at nærme sig. Gendarmeriets arbejderfjendtlige holdning, hvor de opførte sig som direktionens ordonnanser, fortsatte, selv da guvernørens midlertidige forbud blev ophævet: Gendarmeriet angriber arbejderne med slag, spark og giftgas. BİRTEK-SEN’s bestyrelsesformand og ledere, som konstant var sammen med arbejderne, og dusinvis af arbejdere blev tilbageholdt mange gange.
De nye arbejdere, som chefen forsøgte at ansætte i stedet for de arbejdere, der havde nedlagt arbejdet, nægtede at tage jobbet på opfordring fra de strejkende arbejdere. På kampens 10. dag angreb gendarmeriet brutalt de strejkende, som forsøgte at forhindre rekrutteringen af nye arbejdere til fabrikken med spark og giftgas. De gjorde også oprør mod de arbejdere, der fortsatte med at arbejde ved ikke at nedlægge arbejdet. Størstedelen af arbejderne sagde: “Det her er blevet et spørgsmål om ære. Under morgenholdet blev vores kolleger, som gjorde modstand udenfor, sparket og slået med knipler. Vores samvittighed kan ikke acceptere det, og vi sluttede os til modstandsbevægelsen”, og produktionen på fabrikken stoppede helt.
På kampens 11. dag forbød provinsens administration for religiøse anliggender (en statslig institution) arbejderne at komme ind i moskeen, hvor nogle af dem havde arbejdet med at bygge moskeen, og hvor mange af dem bad på fastedage.
Arbejderne er beslutsomme, og deres beslutsomhed skærpes, når de ser, at kapitalen og staten med dens partier, medier, guvernør, politi og gendarmeri er mobiliseret mod dem og danner en klassefront. De indser, at de ikke kan forbedre deres arbejds- og levevilkår uden at forene sig og føre en beslutsom kamp mod kapitalen og staten. Kvindelige arbejdere i spidsen for modstanden sagde: “Med modstanden huskede vi, at vi er mennesker. Nogle gange arbejdede vi uafbrudt i en uge uden at se solen. Vi var under konstant pres og trusler. Det er første gang, vi oplever modstand. Vi har genkendt både venner og fjender.”
En strejkende arbejder, som støttede regeringspartiet AKP ved det seneste valg, sagde: “Ingen fra dette parti har set os i øjnene mod forfølgelsen. Men jeg har udført en masse arbejde og modtaget en masse træning i AKP. Vi har rejst fra landsby til landsby for at indsamle stemmer ved tidligere valg.” Og han spørger: “Er retfærdighed til fordel for de rige? Hvorfor er vores stat en partner i denne undertrykkelse? Hvorfor er den ikke på arbejdernes side?” Og han konkluderer: “De bedrager folk under dække af religion, lad dem indse, at vi ikke er idioter.”
Sevda Karaca, næstformand for EMEP, parlamentsmedlem fra naboprovinsen, som har bakket op siden den dag, de nedlagde arbejdet, opfordrer til følgende: “Solidariteten og modstanden vokser hos Özak Tekstil! Den arbejderfjendske, kvindefjendske regering har lagt alle statens midler for fødderne af Özaks ledelse, guvernøren, gendarmeriet, politiet, İŞKUR har mobiliseret for direktøren. Özak-arbejderne gav ikke op, brød ikke deres sammenhold og forsvarede deres vilje. Arbejdere og venner af arbejdet over hele landet gav stemme til Özak tekstilarbejdernes stemme. Hvis tekstilarbejderne i Özak vinder, vinder hele arbejderklassen. Lad os gøre modstandens stemme højere! #OzakDirenişineSesVer (#VoiceToTheOzakResistance)
Oversat fra The Red Phoenix
Voice to the Özak garment workers’ resistance
Læs også
Solidaritet med tekstilarbejderstrejke i Urfa Tyrkiet
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
