Så længe eksklusion, udnyttelse, udbytning og diskrimination eksisterer i verden, vil menneskerettighederne fortsat være noget arbejderne og befolkningerne må kæmpe for.
Denne 10. december er det 75 år siden FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget i kølvandet på Anden Verdenskrig. Den skulle være et redskab og svar på de tragedier man havde oplevet i 1940’erne.
Borgerskabet og imperialismen var tvunget til at opstille en liste over rettigheder, som et politisk og juridisk svar på den fremgang som de venstreorienterede og revolutionære kræfter fik i forskellige lande i Afrika, Asien, Amerika og Europa, med opmuntringen fra den sovjetiske triumf over Nazityskland.
Socialismen blev set på som et ideal at stræbe efter. Verdens arbejdere så Den Røde Hærs store mod og Stalins lederskab. Deres handlinger gav inspiration til klassekampen på alle kontinenter.
I dette scenarie, i 1946, efter vedtagelsen af FN’s charter, blev Menneskerettigheds kommissionen oprettet med Eleanor Roosevelt i spidsen. Kommissionen – som mødtes i New York fra 29. april til 20. maj samme år – anbefalede at påbegynde udarbejdelsen af et udkast til en erklæring om rettigheder og anmodede generalsekretariatet om at indsamle den nødvendige dokumentation til dette formål.
Efter to års arbejde, blev forslaget diskuteret og vedtaget på plenarmødet i FN’s Generalforsamling. Mange af de ting der blev indskrevet, var allerede blevet udviklet og trådt i kraft i Sovjetunionen tredive år tidligere, og teksterne kunne derfor betragtes som utilstrækkelige. Hertil kom afvisningen af at indarbejde anerkendelsen af individets ret til ikke at blive underkastet nogen form for økonomisk udnyttelse eller afhængighed af privat kapital, hvilket fik de tre socialistiske lande med USSR i spidsen til at afstå fra at stemme.
Femoghalvfjerds år er gået siden vedtagelsen af denne erklæring, dens principper om at gælde universelt, indbyrdes afhængighed, udelelighed og progressivitet er blevet til døde bogstaver. Folkedrabene er ikke blevet udryddet. Siden 1948 har vi været vidne til udryddelsen af hele befolkninger i Guatemala, Indien, Ækvatorialguinea, Rwanda, Østtimor, Irak, Palæstina, og andre.
Sætningen i artikel 1, som siger: “Alle mennesker er lige for loven” og som fastslår: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder og udstyret, som de er, med fornuft og samvittighed bør de opføre sig mod hinanden i en ånd af broderskab”, virker som en drøm for millioner af kvinder.
Egypten, Frankrig, Indien, Rusland og 99 andre lande, har stadig love der forhindrer kvinder i at udføre visse jobs, hvilket betyder, at mere end 2,7 milliarder kvinder ifølge loven ikke har de samme arbejdsmuligheder som mænd.
Kapitalismens udvikling på nuværende tidspunkt udvider kløften mellem sociale klasser og uddyber kløften med uretfærdigheder og uligheder.
Hvert fjerde sekund dør et menneske af sult.
Hvert 11. minut bliver en pige eller en kvinde dræbt af et familiemedlem.
Børnearbejde er steget: I USA er ulovlig beskæftigelse af børn og unge steget med 300% de seneste år.
I 2021 vedtog så mange som 67 lande juridiske reformer for at begrænse ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlingsretten.
Så længe eksklusion, udnyttelse, udbytning og diskrimination eksisterer i verden, vil menneskerettighederne fortsat være noget arbejderne og befolkningerne må kæmpe for.
Oversat fra En Marcha, 6.-12.december 2023
Avis for Ecuadors kommunistiske marxist-leninistiske parti, PCMLE
PCMLE er som APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
