Store investeringer kan på mange områder næsten kun foretages med statsstøtte i dag, hvis de skal give stort nok afkast og profit. Jo mere statslig ”støtte” til kapitalen, jo mindre bruges på arbejderklassen og befolkningen og jo flere sociale nedskæringsreformer skal der gennemføres. Der igen betyder mindre købekraft og mere statsstøtte for at holde kapitalen kørende.
Mens de rige bliver rigere, så er det gælden, der eksploderer hos arbejderklassen. Omkring halvdelen af befolkningen i Tyskland har praktisk talt ingen aktiver tilbage, men lever udelukkende af indkomst, dvs. fra hånden til munden. I det sidste officielle skøn i 2019 var formuen for de rigeste 20% igen steget betydeligt til omkring 85%. Disse kapitalister ejer nu praktisk talt hele samfundet. Alle de højt besungne “reformer” og sociale foranstaltninger har hverken stoppet eller i det mindste bremset denne udvikling, men tværtimod drevet den yderligere i vejret.
En simpel løsning er mulig…
Faktisk betaler de rige i Tyskland lidt eller ingen skat. Til gengæld modtager de konstant milliarder af euro af skatteydernes penge som tilskud til deres investeringer.
Arveafgift kan tjene som et eksempel:
Hvis en million euro arves, dvs. boligejendomme, smykker, finansielle aktiver i den velhavende middelklasse, opkræves i gennemsnit 20% af det af staten som arveafgift. Det er helt okay, omend ikke meget. Hvis 10 mia. EUR arves (dette berører ca. 600 personer), skal der i gennemsnit kun betales 5 % arveafgift. Men hvis 100 milliarder eller mere arves (påvirker ca. 40 personer), opkræves der i gennemsnit kun 0, 2% arveafgift af staten. Jo rigere, jo mindre skat skal betales.
I tilfælde af indkomstskat og socialsikringsbidrag, som med magt og nådesløst trækkes fra kolleger, er gennemsnittet omkring 40%, men kan gå op til 60%. Derudover er der andre skatter såsom moms, således at faktisk mere end halvdelen af arbejderklassens og folkets indkomst opkræves af staten, mens kapitalen lever mere og mere på bekostning af samfundet.
Der ville være en simpel løsning:
Opkrævning af formueskat og en ensartet arveafgift på 20%! Hans Böckler Foundation anslår, at op til 400 milliarder euro arves årligt. Det ville lægge 80 mia. EUR i statskassen. Udgifter til uddannelse, sundhed og pleje ville ikke længere være et problem. Hvis indkomstskatten for de rige blev sat på samme niveau som for arbejderklassen, ville mange flere milliarder blive tilføjet.
… Men ikke under kapitalismen!
Enhver kan forestille sig det ramaskrig, der ville udgå, hvis sådanne foranstaltninger blev truffet. Enhver regering ville komme under pres: medierne i hænderne på de store virksomheder ville agitere. Donationer til de regerende partier ville blive beskåret. Lobbyister ville udøve pres. Der ville være trusler om udvandring og flytning. Arbejdspladser ville være “i fare”.
Så hvorfor kan dette ikke gøres under kapitalismen?
For det første har kapitalen magten, mere end nogen regering. Det kan faktisk flytte arbejdspladser, lukke fabrikker. Det er trods alt “deres” ejendom. De er blevet skabt af samfundet, men de tilhører ikke samfundet. Det er privat ejendom!
For det andet ville sådanne tiltag bringe valoriseringen af kapital i fare (at tjene flere penge på investering af penge). Selv nu kan store investeringer næsten kun foretages med statsstøtte. Kapitalen er vokset til så store dimensioner, at det bliver stadig vanskeligere at investere kapital rentabelt. Uden statsstøtte ville rentable investeringer på mange områder ikke være mulige. Kapitalen har udviklet sig på en sådan måde, at den absolut har brug for samfundets hjælp for at fortsætte med at eksistere. Og når kapitalen ikke længere kan investere rentabelt, så kommer krisen og sammenbruddet. På trods af enorme statsstøtter er vi gledet fra krise til krise i mange år: global ejendomskrise, eurokrise, budgetkrise – kriser uden ende.
Hvad er kapitalismens løsninger?
Vi kan følge dette live!
Dens løsning ligger i sociale nedskæringer. Jo mindre der bruges på arbejderklassen og folket, jo mere statslig “støtte” er der tilbage til kapitalen. Og som nævnt ovenfor, er kapitalen desperat afhængig af den for overhovedet at fortsætte med at eksistere.
Den anden løsning er at udvide oprustning og krig. Våben er en “sikker” forretning for kapitalen. Så grotesk som den er, er våbenproduktion næsten en planøkonomi, og det er netop derfor, den er så sikker, forudsigelig og ekstremt rentabel for kapitalen. Våben produceres ikke til et ukendt marked. Derudover er konkurrencen betydeligt lavere her. Da du normalt kun har en kunde, staten, kan alt planlægges i vid udstrækning. Staten beordrer, staten betaler – som regel til oppustede monopolpriser, fordi konkurrencen er lav. Kapitalen elsker planøkonomi, når den er til sin fordel. Og den kapitalistiske stat har også et presserende behov for forudsigelighed på oprustnings- og krigsområdet. Ellers ville du ikke være i stand til at føre krige, eller som i tilfældet med Ukraine lade andre lede dem.
Vi ser tydeligt lige nu, at kapitalen og dens regering går begge veje og presser massivt på. Sociale nedskæringer, oprustning og krig går hånd i hånd!
Uden disse tiltag ville kapitalen allerede være i en dyb, eksistentiel krise. På denne måde håber man imidlertid, at krisen kan inddæmmes.
Kapitalens opskrift på krise fører endnu dybere ind i krisen!
Jo mere staten subsidierer kapital, jo mere gæld akkumuleres der. Og for hver social nedskæring skrumper den civile købekraft og jo vanskeligere er det at få solgt varer og omsat varer til kapital. Og så har kapitalen brug for endnu mere statsstøtte og mere oprustning som en sikker forretning. Men gælden skal betales. Lånene kommer fra finanskapitalen, som også ønsker at tjene penge og vokse på bekostning af samfundet. Et par fakta:
– Gælden på alle offentlige budgetter er nu på næsten 2,5 billioner euro (det er 2.500.000.000.000 euro, der annonceres).
– Gældsbetjening alene i det føderale budget forventes at være omkring 2024 mia. € i 2037. Med en samlet volumen på ca. 446 mia. euro er det 8,3 %, der går direkte til finanskapitalen.
Hvis regeringen og kapitalen intensiverer de sociale nedskæringer, vil det civile købemarked skrumpe yderligere. Dette bringer overskuddet i fare.
– Hvis du øger gælden, skal du foretage sociale nedskæringer for at servicere gælden – se ovenfor. Samtidig er der truslen om en finanskrise, hvis staten ikke længere kan betale renter og afdrag på gælden.
Hvis man nedbringer gælden, som finansminister Lindner angiveligt ønsker, reducerer man investeringsmulighederne for finanskapitalen og sikrer dermed profitmulighederne.
Så uanset hvilken vej du går, øges vanskelighederne for kapitalen. Kapitalen har udviklet sig på en sådan måde, at “gode” løsninger ikke længere er mulige.
Men det vil ikke give op, men trækker vores samfund dybere og dybere ned i mudderet, hvis arbejderklassen og folket ikke sætter en stopper for denne aktivitet!
Uddrag af artikel fra Arbeit Zukunf
Die Reichen werden reicher – Arbeit-Zukunft
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
